Vent lige lidt – og lad oldingerne komme til!

‘amen altså.

Er det ikke bare mega irriterende, at de nye hotte stjerner, som vi ser i medierne, efterhånden er ved at være 5-10 år yngre end en selv? Bare lidt ‘iiih-hvor-er-det-bare-snyd-agtigt’? 😉

Det gælder mange brancher – ikke kun underholdning.

Ungt = hot.

Ja, ja. De er unge, de er lækre, de er talentfulde. Det kan jeg ikke benægte. Ivrige og arbejdsomme. Og jeg skal ikke bremse dem. Lad ungdommen, eller i hvert fald lad talentet. Lad dem, for pokker – de skal erobre verden, og jeg skal ikke stoppe dem. Mine egne børn er de næste i rækken (selv om vi ikke helt har styr på, hvad deres talent er, endnu, men det er jo detaljer 😉 ).

Men.

Og jeg mener MEN med store bogstaver (!) 😉

Kan de ikke vente bare liiige et par år endnu, de unge og smukke og talentfulde?

For vi oldingerne er ikke heeeeelt færdige med at arbejde for at slå igennem 😉

Det ville være god stil (som Movia siger) hvis de vil lade være med at skubbe på. Eller blive presset på af de medier, som favoriserer de unge.

Der er en grund til, at det hedder ‘først ud, så ind’, når det gælder offentlig transport, kære PR folk – og jeg synes, at det kunne være super sejt, hvis I kunne bruge den samme gennemprøvede praksis, når det kommer til talent 😉

Lad nu os gamle løver, der måske ikke helt har styr på Snapchat, komme først til. Vi har fan’eme arbejdet for sagen i lang tid og fortjener nogle bonuspoint for udholdenhed 😉

Jeg har en genial idé!

Lad os lave en begivenhed, der hedder ‘oldingernes uge’. Bare 1 ud af årets 52 uger, hvor medierne kun fokuserer på os, der har været i vores respektive brancher i mange år uden sådan rigtigt at slå igennem, i stedet for at kigge efter det nyeste nye hele tiden. For vi kan sgu tricks, nogle af os! Og det er ikke (altid) manglende talent, udseende eller udstråling, der har været skyld i, at vi aldrig er blevet (verdens)kendte. Held er sør’me et vigtigt element, som vi ikke har kunnet købe os til, og nu går det også op ad bakke pga. vores alder.

For fan’en 😉

Jeg er vild med de nye. Jeg opdager hver dag nye talenter i mange brancher, og jeg bliver imponeret, og jeg håber, at de når langt. Men jeg føler mig trist over alle dem, der har arbejdet for sagen de sidste 10 år og har været på nippet til at opnå (kommerciel) succes, hvor det alligevel ikke er lykkedes, inden de er blevet overhalet indenom.

Jeg vil gerne slå et slag for dem, der stadig venter på det store gennembrud, men ikke er 20 år længere. Underholdningsfolk, forretningsejere, you name it.

De er gamle, men de er ikke døde endnu 😉

Lad dem dog få lidt medietid, bare en gang imellem.

Over and out.

 photo badass_zpsdbftf44f.jpg

Iværksætter? Really?

Indrømmet: Iværksætteriet fylder ikke meget for tiden.

Eller, det er jo noget vrøvl. Det fylder jo, for s’atan, som altid, både i mit hoved og i praksis. Men det har været fraværende her på bloggen (og vi ved jo alle sammen, at det ikke rigtig sker, hvis man ikke blogger om det – eller hvordan er det nu, det er? 😉 ).

Som nogle af jer ved, valgte jeg for nogle måneder siden at lukke min børnetøjsbutik. Lejemålet blev opsagt per. 31. 12., jeg var afklaret, og jeg så frem til et nyt kapitel i mit iværksætterliv. Desuden var der lang tid til 31. december, så der var ingen grund til at bekymre sig om det.

Det er der så bare ikke nu. Tid, altså. 😉

Jeg er stadig afklaret, og jeg glæder mig stadig til januar. Manner, om jeg glæder mig – det bliver skønt ikke at være bundet af butikkens åbningstider og have tid til at kæle for både produktion af Magic Robes og webshop 🙂 Men nu, hvor jeg står midt i afviklingen af den butik, som jeg har brugt en meget stor del af min tid på de sidste knap 3 år, har jeg ikke mange ord at dele ud af.

Afvikling er noget, der bare skal overstås. Og det er (sgu) ikke så spændende at fortælle, at man nu igen har brugt tid på det praktiske som at opsige det ene eller det andet eller sørge for alternativ varelageropbevaring.

Dagene går hurtigt, her i december, og når jeg er i butikken (hvilket ikke har været meget på det seneste, fordi drengene har været virusramte og min mand eksamensramt, hvilket er ligeså slemt 😉 ) er jeg ikke længere 100% tilstede. Jeg er videre, mentalt.

Nu vil jeg bare gerne lukke, flytte tingene, male* og holde jul med min familie.

*(jeg vil ikke rigtig male – men jeg skal jo 😉 )

Der skal nok komme en masse iværksætteri-ævl fra mig i januar måned 🙂 Jeg har nogle spændende planer – også privat, jfr. det her klassiker af et indlæg – og jeg glæder mig til at dele dem med jer 😉

Men jeg skal lige lukke først. Og nyde helligdagene.

Så vender jeg tilbage som Iværksættermor med stort I.

Bare vent  😉

 photo facadebogstaver_zps531sc2ue.jpg

Facadeskiltet “Magic Robes” er kommet ned allerede. Dét var altså lidt mærkeligt. Så nu hedder min butik ingenting. Men jeg er der endnu. Ca. ti dage mere 🙂

 

Det gør ikke ondt. Og tænk hvis du får det samme tilbage igen. Karma :-)

IMG_20151118_194213

Sådan skrev jeg i går på min private Facebook profil, fordi jeg havde set, at Testfamilien.dk nærmer sig 15.000 følgere, og jeg gerne vil hjælpe dem med at nå det fine runde tal. Og det vil jeg, fordi jeg mener dét, som jeg skriver i mit opslag.

Kender I Testfamilien.dk?

Jeg opdagede dem på Instagram for noget tid siden, og jeg antog, at det er en virksomhed, der har været i gang længe, eftersom den lod til at være mere end almindeligt godt med 🙂 Sådan en virksomhed med adskillige erfarne bagmænd og overskud, tsk (tænkte jeg misundeligt 😉 ) – den slags, som er i en helt anden liga end min.

Og så mødte jeg Mie. Og jeg fandt ud af, at Testfamilien.dk, som er hendes baby på samme måde som Magic Robes og Sejedrenge.dk er mine, kun er lidt over et år gammel. Og jeg måbede.

For mens jeg har kæmpet 50-60 timer om ugen de sidste tre år for at slå igennem med mine virksomheder, har Mie formået at komme væsentligt længere med sin på blot et år – med et almindeligt arbejde ved siden af.

Oh, yes! Et arbejde, et lønnet et af slagsen – og krævende – som de fleste af jer også har.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan hun gør. Hun må have 50 timer i døgnet – eller tryllestøv. Jeg begriber det ikke! 🙂 Men jeg har mødt hende et par gange siden, og jeg har set, hvor effektiv hun er. Hvor nytænkende og kreativ og arbejdsom hun er.

En ildsjæl (der må få noget andet til morgenmad end resten af os 😉 )

Og jeg har været så heldig at få lov til blive en lille bitte del af hendes univers, først som tester for Testfamilien.dk og siden hen som del af hendes loppeshop på Børn på Glasværket i Korsør, som  – nå jo – hun også driver, når hun ellers ikke arbejder eller styrer Testfamilien.dk og den familie af kød og blod, som hun sør’me også har derhjemme.

Og nu har hun lige lanceret noget, der hedder Testpakken. Og der er noget nyt på vej, har jeg hørt en fugl synge om – og gammelt, som jeg ikke har fået med (det er svært at følge med 😉 ).

Og jeg tænker, at Mie er en kvinde, der så meget skal have min hjælp til at komme op på 15.000 følgere med Testfamilien.dk. For hun er dæl’me ikke kommet sovende til det.

Ikke det, der ligner.

Vil I hjælpe mig med at hjælpe hende?

Man skal ikke kimse af god karma 😉

Se (og synes godt 😉 ) om Testfamilien.dk HER.

Ps. Jeg får absolut ingenting for at dele det her. Mie ved intet om det, og jeg håber ikke, at jeg har overtrådt grænser eller brudt (u)skrevne regler 😉 Jeg ved bare, hvor meget det betyder med anerkendelse, når man knokler, selv om man kan lide det, som man laver. Så jeg tænker, at vi sender lidt kærlighed hendes vej. Kender du en anden, der fortjener lidt link-love? Så sig endelig til!

Tiden er inde

Sidste år omkring det her tidspunkt meddelte jeg, at jeg havde ansat Iben. Det var en stor beslutning, en sats, som desværre ikke gik helt som håbet. I år har jeg igen en stor nyhed, én som jeg har undladt at dele, selv om beslutningen blev taget for nogle måneder siden.

Når jeg ikke har sagt noget, er det fordi jeg gerne ville have lov til at forholde mig til mit valg, fordøje det, således at jeg var afklaret, når jeg blev konfronteret med det første “Hvorfor deeeet?” 😉

Og det er jeg nu, så here goes:

Jeg har valgt at lukke butikken.

Lejemålet i Rantzausgade på Nørrebro er opsagt pr. 31. december, og jeg regner med at lukke engang i december. Det bliver nok tættere på starten af måneden end slutningen, da der er nogle hylder, der skal pilles ned og nogle vægge, der skal males, et varelager, der skal transporteres til opbevaring. Noget, som jeg nødig vil bruge julen og nytåret på.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg allerede nu er begyndt at lukke ned, i hvert fald mentalt, og at der i den kommende periode frem til det endelige punktum vil være flere dage, hvor jeg vil lukke tidligt eller holde helt lukket (se den foreløbige liste på Sejedrenge.dk). Ikke fordi jeg er ligeglad med mine kunder, men fordi det giver bedre mening at prioritere andet – ikke mindst min familie, som har delt min opmærksomhed med butikken de sidste tre år.

Familien, som er én men ikke den eneste grund til, at jeg har valgt at lukke.

Som jeg skrev her, har jeg i perioder været pænt presset og på randen til at gå ned med stress, og det er virkelig fjollet, som mine kære børn ville sige, når en af de ting, der stresser mig, er en butik, som simpelthen ikke genererer nok omsætning til, at det kan løbe rundt.

Den butik har givet mig SÅ meget, så mange dejlige oplevelser, så mange smil og endda nogle fantastiske venskaber. Den har også fungeret som et godt showroom for Magic Robes og givet mig og mit fine mærke synlighed, som vi ikke ville have fået ellers.

Men den har også været en byrde, og den har taget en masse tid fra andet, som er og/eller har potentiale til at være mere indbringende – på mange fronter.

Så nu skal det være slut, efter knap tre år.

Og jeg har det godt med beslutningen, og jeg føler, at jeg kan trække vejret – sådan rigtigt – for første gang i lang tid.

Jeg glæder mig til fremtiden, selv om den også er lidt skræmmende.

Hvis I vil vide mere om den, må I læse med i morgen 🙂

Følg gerne med på FacebookInstagramBloglovin’.

Kan I huske, hvad jeg skrev, dengang jeg tog beslutningen at åbne en fysisk butik? HER

Og dengang jeg begyndte at tvivle? HER

 photo IMG_20140710_140914_zps857ef6a6.jpg

Der iværksættes! Og grubles…

Der var engang én, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke skriver mere om min forretning, når jeg nu kalder mig Iværksættermor. Og jeg skyndte mig straks at forklare, at jeg både er iværksætter og mor, og at jeg derfor deler ud af mine erfaringer som både det ene og det andet.

Og det er rigtigt nok, men der er også en lille smule modstand fra min side mod at ‘plage’ jer for meget med det erhvervsmæssige. For det har aldrig været meningen, at det her skulle være en forretningsblog, hvor jeg belærer jer om, hvordan man skal eller ikke skal gøre, eller hvor jeg gør reklame for mine virksomheder og projekter. Ikke at man skal det, hvis man skriver om sit iværksætteri, men jeg tror, at man hurtigt kan komme til det, utilsigtet.

Hvorfor denne smøre?

Der er sket meget hvad angår min forretning i år. Det er ingen hemmelighed, at skønne Iben, som hjalp mig i starten af året, har søgt – og nu imponerer med at klare – nye udfordringer, og at jeg har sat min webshop til salg. Det er også common knowledge (ish), at jeg synes, at det kan være lidt svært at jonglere alle de bolde, som jeg har i luften, og at min udfordring lige nu er at finde ud af, hvilke af dem, jeg skal holde fast i, og hvilke jeg skal kaste videre til andre, der har flere hænder (eller bare er bedre til at jonglere) end mig.

Der er sket meget, og der kommer til at ske endnu mere, men de store overvejelser har jeg lidt svært ved at skrive om her, fordi jeg gerne vil tage de store beslutninger privat, hvor det ‘kun’ er mit hjerte, min fornuft og min mand, der skal blive enige 😉

Jeg skal nok sige til, når jeg er klar 🙂

Men indtil da er det kun ‘småting’ og old news, jeg har at dele, hvad angår mit iværksætteri. Som sagt, webshoppen er stadig til salg, men jeg er så småt begyndt at arbejde på den, så den kan blive finere og mere brugervenlig. Min nye kollektion er på vej til Danmark og butikkerne, og jeg har fået prøver og har fået taget billeder af kollektionen, der kommer efter den. De er fine, hvis jeg selv skal sige det, og jeg har udvidet med hagesmække og huer, og så er der også kommet en enkelt eller to nye forhandlere til. Men jeg søger stadig en agent til at hjælpe mig med at få Magic Robes ud til nye forhandlere, både fordi jeg er tidspresset, men også fordi jeg selv er den type sælger, som ville have svært ved at sælge vand i Sahara.

Så det er lidt same old og lidt nyt og spændende på disse kanter.

Men aldrig kedeligt 🙂

Ps. Hvis I gerne vil hjælpe, har Sejedrenge.dk både en Facebook side og en Instragram profil, hvor en kommende køber helt sikkert bliver glad for at se en masse venner og følgere 😉 Så nye likes og følgere får plusser i min bog, bare så I ve’ det 😉

 photo noel_zps9odbqoxb.jpg

 

Foto fra den kollektion, som kommer om ganske få uger. Fotograf Jess Lycoops.

 

 photo DSC00320_zpsmiqusmiv.jpg

 

Foto fra forår/sommer 2016 kollektionen. Vildt, at man skal være så meget foran. Jeg har ikke engang fået efterår/vinter 2015 varerne endnu, og nu skal jeg til at tegne efterår/vinter 2016….

Den forretning der? Og lidt om Nadia Staldgaard

Den er så småt gået på ferie.

Forretningen.

Vareprøverne for Magic Robes’ fjerde kollektion (forår/sommer 2016) er lige på trapperne, og det er altid spændende – og tidskrævende, da det betyder, at der skal fotograferes, markedsføres og sælges. Og når det er gjort, kommer efterår/vinter 2015 kollektionen ud, og så har jeg nogle pænt store omstruktureringer på tegnebrættet, som kommer til at kræve lidt ekstraarbejde.

Derfor er jeg allerede ved at geare ned til den ferie, som jeg skrev om forleden. Så jeg kan få mest muligt ud af den, lade op og vende hjem med fornyet energi til alt det, der venter.

Forretningen kører i lavt gear lige nu, og derfor har jeg valgt også at fjerne fokus fra den her på bloggen, bare for en stund. Jeg vil i stedet bruge denne platform til private overvejelser samt til at kigge på og anbefale et par andre selvstændige og iværksættere. For jeg har på de snart 3 år som selvstændig mødt usandsynligt mange bemærkelsesværdige kvinder (og en enkelt mand eller to 😉 ) som har hjulpet, inspireret og imponeret mig, og som fortjener et virtuelt ‘you rock’ fra min side.

Den første er Nadia Staldgaard, som er illustrator. Jeg har kun mødt Nadia en enkelt gang, men jeg følger med på Facebook og Instagram, og jeg kan virkelig, virkelig godt lide hendes illustrationer og hende som menneske. Jeg har selv tegnet og malet meget engang, så jeg ved, hvor tidskrævende det er. Og når man smider administration, markedsføring, salg og alt det, der hører med, når man er selvstændig, oveni, kan jeg ikke andet end at tage hatten af for Nadia.

Hvordan hun når det hele – og gør det så godt – ved jeg ikke. Især fordi hun gør det som enlig mor til dejligste Sylvester, som i øvrigt er donorbarn  – noget som jeg håber, at vi får mulighed for at læse om, når hendes hjemmeside inkl. blog går i luften inden længe 🙂

Enlig mor og selvstændig.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg synes, at det har sine udfordringer, det her eventyr, som jeg har kastet mig ud i. Og jeg har adskillige gange sagt, at jeg ikke ville kunne gøre det uden min mand og den hjælp og det sikkerhedsnet, som han er for mig.

Jeg kunne ikke – men Nadia gør det. Og derfor er hun et af de sejeste mennesker, som jeg kender. Og ikke nok med at hun kan få det hele til at gå op og skabe de bedste rammer for både sin søn og sin virksomhed, så er det arbejde, som det må kræve, ingen steder at fornemme i hendes fineste fine tegninger, som oser af kærlighed og glæde, som man ikke kan undgå at blive smittet af.

Min blog er ikke den belærende blog, hvor jeg fortæller jer, hvad I skal gøre. Men jeg kan stærkt anbefale jer at klikke her og her og følge Nadias eventyr og se hendes fine illustrationer.*

 photo 11667123_10152945411615233_1128198916_n_zpstheabbwu.jpg

 photo 11692816_10152945411570233_17675198_n_zps5128ryh5.jpg

*Hun laver gerne personlige tegninger til gave, festindbydelser, bordkort mm., men man kan også købe færdige prints. Blot til info, ganske usponsoreret 🙂

Følg Nadia på Facebook og/eller Instagram.

Engang var jeg flygtning

I har måske lagt mærke til hashtagget #engangvarjegflygtning. Det florerer på de sociale medier og viser mennesker, som engang var flygtninge, med et skilt, hvor der står, hvad de er i dag. Der er læger, ingeniører, konsulenter, skolelærere  – og så meget mere end det, men kampagnen har nu engang fokus på profession.

Og det er en fin kampagne, synes jeg, og et rigtig fint billede af, hvem flygtninge, som vi taler om her under valgkampen, som var de en homogen enhed og en byrde for samfundet, er. Ud over at være født i et andet land end Danmark.

Og jeg har overvejet at tage en selfie med et skilt, for jeg er jo en af dem – flygtninge – men jeg har ikke gjort det.

Grunden?

Min profession.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive.

For idéen med kampagnen er jo at vise, at der findes en masse flygtninge, som bidrager til det danske samfund. Beriger det, ligefrem, med en smule fri fortolkning. At vise succeshistorier.

Og jeg er jo selvstændig.

Det er der ikke just prestige i, vel? Slet ikke, når man har en virksomhed, hvor man ikke har råd til at udbetale løn til sig selv – og ikke har gjort det i snart tre år. Cand.mag.’er, som blev selvstændig, hjælper ikke på det. Hende, der var på SU i over fem år, fik topkarakterer og så ikke kunne få arbejde indenfor sit felt, skriger heller ikke succes, vel?

Ja, ja, hun har da haft arbejde, siden hun var 15 og har betalt skat af knap så studierelaterede jobs, men det er ikke just den historie, som de er ude efter, er der noget, der siger mig. Og så må vi vist hellere holde det for os selv, at hun betaler til a-kassen, selv om hun ikke kan få dagpenge, da virksomheden ikke kører med plus – fordi dagpenge er noget, der skal erstatte en tabt indtjeneste. Løn er et godt eksempel.

Hov.

Jeg har ikke fulgt særligt godt med i valgkampen.

Jeg har haft travlt med at køre lagersalg, holde events og skrabe penge ind, så jeg kan betale den kommende kollektion, som gerne skulle være det, der gør, at jeg får den succes, som de fleste selvstændige virksomheder – ligesom min egen – sukker efter og arbejder popoen ud af bukserne for at opnå, i to/tre/fem år, uden noget sikkerhedsnet.

Men jeg har lagt mærke til, at der er blevet talt en del om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Eller om det bedre kan svare sig med kontanthjælp. Der er også blevet sagt en ting eller to om dagpenge. Tit i sammenhæng med de dér flygtninge dér.

Og jeg har tænkt og tænkt og tænkt, at jeg er nået frem til, at jeg føler mig i højere kurs som flygtning, end jeg gør som selvstændig. For jeg kan ikke få nogen af delene, nu hvor jeg ikke længere er flygtning. Hverken dagpenge eller kontanthjælp. Ikke engang SU, selv om jeg vil mene, at den investering, som jeg er i gang med nu, i form af min forretning (som bliver en succes, hvis ikke min kære mand bliver træt af at forsørge mig og vores børn, og banken siger stop for at låne os penge, som vi selv skal betale tilbage – og ikke til SU-lån renter) er mindst ligeså vigtig som fx. en universitetsuddannelse.

Jeg vil så gerne deltage i #engangvarjegflygtning kampagnen, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg kan ikke skrive ‘nu er jeg selvstændig’ og stå rank og stolt.

Der er ingen prestige i at være selvstændig. Ikke så længe man er i opstartsfasen, og man kæmper.

For så er der mere hjælp at hente, når man er flygtning.

Måske hashtagget #jegerselvstændig er ligeså relevant som #engangvarjegflygtning?

 photo IMG_20150617_211418_zpsoi29kkv7.jpg

 

Iværksætteri: hvad vil i vide?

Det føles helt forkert at skrive det. Som om jeg bryder en uskreven regel om, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok opførsel (skrev hun og kom i tanke om både Emma Gad og Janteloven, men holder sig stædigt til ‘uskreven regel’ 😉 ). For det føles som pral, når jeg siger, at jeg får henvendelser fra læsere, som har spørgsmål vedr. iværksætteri. Og hvis i tænker ‘hvorfor?’, så er det fordi der – hver gang jeg får sådan en mail – sker det her:

Jeg bliver vildt glad og beæret 🙂

Jeg bliver nysgerrig.

Jeg læser mailen et par gange.

Jeg begynder at løse vedkommendes problem/starte virksomhed, udvide og skabe i mit hoved.

Jeg går i frys og tænker: Men hvad hvis det er noget meget mere avanceret, de har brug for? Skulle de ikke hellere spørge en professionel? Der er jo masservis af prof. iværksætterrådgivere! Hvad kan de umuligt få ud af at spørge mig?!

Hvorefter det langsomt går op for mig, at jeg jo er professionel.

Tænk engang!

Jeg er ikke rådgiver, men jeg har været iværksætter i over to år nu. Jeg har en webshop, en fysisk butik. Jeg har produceret læringsvideoer og har nu eget børnetøjsmærke. Jeg er arbejdsgiver, indkøber og administrator. Marketingschef, ekspedient i butikken og meget mere, og jeg er det på fuld tid (plus det løse 😉 ).

Jeg er professionel iværksætter, og jeg kan godt rådgive om det  (undtagen om regnskabsføring 😉 ). Og ja, det kan da godt være, at jeg ikke vælter mig i penge, men det går fremad, som det har gjort fra start, og jeg har nu 2+ års erfaring om – om ikke andet – hvad der ikke er en god idé 🙂

Jeg har en masse viden, som jeg gerne vil dele ud af, selv om det føles som pral at sige det højt. Og jeg vil gerne hjælpe alle dem der skriver. Jeg kunne ikke selv lide at genere folk med mine spørgsmål, da jeg startede op, og det resulterede i adskillige rookie fejl, skal jeg hilse og sige 😉 Desværre er tid ikke det, som jeg har mest af, så jeg kan godt blive nervøs for, at de der henvender sig, får opfattelsen af, at jeg ikke tager dem alvorligt eller gider hjælpe, når jeg ikke skriver et fyldestgørende svar med det samme eller skynder mig at aftale et kaffemøde.

Og dermed kommer jeg (endelig) til sagens kerne.

Jeg har lavet en kategori her på bloggen, som hedder ‘iværksætteri‘, som jeg har tænkt mig at bruge til iværksætter-relaterede indlæg. Dér vil jeg samle svar på nogle af de spørgsmål, som jeg får stillet. Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil hjælpe, hvis i har noget konkret; i må altid gerne skrive en mail 🙂

Men jeg tænker, at der er flere, der får glæde af mine iværksætterguldkorn, hvis jeg flytter i hvert fald de mere generelle spørgsmål fra private mails over på bloggen.

Genialt, ikke? 😉

Det betyder også, at i gerne må bruge kommentarfeltet til at spørge, hvis der er noget, i gerne vil vide.

Skyd løs!

 

 

Jeg er en dårlig taber

Findes der virkelig gode tabere?

Sådan rigtigt, når noget er vigtigt for én?

Umiddelbart tænker jeg, at jeg er en ganske habil taber. Jeg er blevet slået af min 3 årige i vendespil utallige gange, efter vi begyndte at spille det sammen for en måneds tid siden, og jeg har klaret det til UG og slange. Helt uden at råbe, skrige eller finde et hjørne, som jeg kan krølle mig sammen i og gynge frem og tilbage, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg er et ok menneske, selv om jeg ikke kan vinde i vendespil. Egentlig er jeg mest stolt, i virkeligheden. For han er sej, og jeg mener det, når jeg siger ‘godt husket!’ og ‘hvor er du dygtig, skat!’. 🙂

Men gør det mig til en god taber, eller siger det i virkeligheden mest om, hvor meget (eller hvor lidt) jeg går op i at vinde vendespil?

 photo 20141217_201736_zps984c6afb.jpg

For min 3 årige er bestemt ikke ligeglad med, om han vinder, ligesom jeg heller ikke er ligeglad med, om det er konkurrents webshop, der går konkurs, eller min egen. For ligesom Alexanders verden styrter sammen, når mor her er så irriterende, at hun hiver flest stik hjem (for han skal jo lære, at man ikke kan vinde hver gang), så ville jeg også selv bryde ud i gråd, hvis jeg tabte iværksætterispillet og blev nødt til at lukke.

Gu’ ville jeg så! Jeg ville ikke glæde mig over konkurrentens succes, og jeg ville ikke være den seje taber, som sagde ‘at det var ok’. For når spillet betyder noget, så er jeg ikke den, der taget det med en ophøjet ro. Fair nok, jeg er voksen og kan beherske mig (for det meste 🙂 ), så jeg ville højst sandsynligt ikke kaste mig på gulvet og begynde at hulke ukontrolleret for så at tage hjem til konkurrenten og slå ham/hende ned i raseri over at have tabt. Men jeg ville da blive ked af det, ligesom Alexander begyndte at græde i dag, efter jeg havde vundet, og til mit ‘man kan ikke vinde hver gang’ så ærligt gispede ‘men jeg vil vinde hver dag, mor’!.

Og mens jeg bar ham i seng (det skete selvfølgelig lige før sengetid: min timing var som altid eminent 🙂 ) tænkte jeg, om jeg ikke bare skulle have ladet ham vinde. Og måske skulle jeg. For seriøst: kommer det virkelig til at gøre mindre ondt på ham, når han som voksen taber i noget, som virkelig betyder for ham, fordi jeg ikke lader ham få det sidste stik nu, hvor han kun er 3 år?

Næppe.

Han bliver nok ked af det alligevel. Men måske har han til den tid lært at skjule sine følelser og lade som om, at han er ligeglad. At ‘lege’ at han er en god taber, fordi det i virkeligheden er det tætteste, vi mennesker kan komme på at være det?

Oder was?