Breaking news – på Facebook!

 photo afd798dc-90f5-446c-9ea8-e452f912ca62_zps7987db2c.jpgEfter snart to år med denne blog, har jeg endelig fået oprettet en Iværksættermor Facebook side. Juhu! 🙂

Jeg ved ikke helt, hvorfor det absolut skal være nu. Måske fordi alle andre bloggere har Facebook sider til deres blogs (og ja, jeg ville nok også overveje det, hvis de alle hoppede ud fra en bro – tænk hvis der var en god grund til det?! 😉 ).

Egentlig er det nok mest, fordi jeg ikke er helt sikker på, om det nu også er passende, at jeg deler mine blogindlæg på Sejedrenge.dk’s Facebook side. Jeg har altid argumenteret for, at det er ok, fordi Sejedrenge.dk er en enkeltmandsvirksomhed, og så længe det kun er mig, der har og styrer den, så er det også ok, at mine kunder har mulighed for at lære ‘kvinden bag’ at kende.

Men nu har jeg jo ansat Iben, og virksomheden og bloggen er begyndt at ændre sig, og derfor tænker jeg, at det måske er meget rart med en separat Iværksættermor Facebook profil. Så tada!

Her er den, og jeg håber, at i vil klikke og synes godt om den. Det ville gøre mig så glad 🙂

God weekend!

 

Mand, han er kedelig!

De sidste par dage har jeg læst nogle rigtig gode blogindlæg – herunder et par skønne personlige beretninger hos De Normale, som har sat nogle tanker i gang. Blandt andet fortæller Sebrina her, at hun flere gang er blevet spurgt, om det ikke er kedeligt, at hendes mand, Nicolai, aldrig gør noget forkert. Han er åbenbart sådan én, som aldrig gør hende rigtig ked af det.

Og det er da for boring, hva’? Såååå kedeligt! 😉

 photo edd4a6fa-3460-4ca4-baa3-d9d9cb322cf4_zpsedf7dbc8.jpg

Det er så synd for stakkels Sebrina – og mig – for min mand er ligesom Sebrinas indbegrebet af kedelig. Jeg tror aldrig, at han har gjort mig decideret ked af det. Han kan gøre mig irriteret, når han mener noget andet end jeg, eller når han gør tingene på sin egen måde, når jeg selvsagt kender metoder, der er meget, meget bedre 😉 . Og jaaaaa, han er småulækker en gang imellem (det bliver såååå sjow med tre mænd i huset, når drengene bliver teenagere og hørm ikke længere er et kærkomment tegn på en velfungerende mave 😉 ), men han gør mig ikke ked af det.

Så vi er måske kedelige. Eller, jeg ved, at vi er det, for jeg har prøvet at være i forhold med ups and downs, og bevares: de er da meget mere spændende! Der er intet bedre end den overvældende lykke, som man føler, når ens ‘bedre’ halvdel bliver godheden selv, efter man har været en tur i kulkælderen, fordi han havde været et fjols. Opturene var fede!

Desværre krævede disse opture altid nedture, og de var knap så sjove. Forfærdelige, faktisk. Og netop derfor er jeg helt tosset med min kedelige mand!

Det kan godt være, at jeg ikke svæver på den lyserøde sky 100% af tiden. Men jeg har det godt. Jeg er tilfreds. Jeg er glad, og hvis jeg bliver ked af det, er det ikke hans skyld. Og det er i min verden ti gange mere værdifuldt i et forhold end spænding – selv om det bestemt ikke var det, jeg drømte om for ti eller tyve år siden.

Men måske er jeg bare gammel og kedelig 🙂

Hvad synes i?

 

Jul?

Tidligere i dag blev jeg helt lettet, da jeg havde læst dette indlæg hos Henriette. Tænk, at der er andre familier end vores, som ikke er de store julegrise?! Som ikke klipper og klistrer og pynter og danser og giver gaver til den store guldmedalje. Tænk, at vi ikke er de eneste!

Det er så befriende at opdage, at der er andre, som synes, at det er ok at komme igennem december uden at gå helt jul-amok. Ikke at der er noget galt i, at andre gør det. Jeg synes, at det er super sejt med familier, som har tid og lyst og overskud til alt det ovennævnte. Men hjemme hos os fylder det bare ikke så meget – og det er også ok (ikke? 😉 ).

Det har pudsigt nok ikke noget at gøre med, at jeg er vokset op i et land, hvor det kun var en tredjedel af befolkningen, som havde de samme traditioner omkring jul som de danske. For på trods af forskellige religioner var der i min barndom en generel enighed om, at børnene ikke skulle snydes for en fælles fest i december (om de troede på Gud, Allah eller ingenting). Så vi havde både juletræ (som aldrig kom ned før engang i midten af januar) og vi fik besøg af julemanden og fik julegaver. Det skete bare nytårsaften i stedet for juleaften, for at alle ligesom kunne være med – en fantastisk ordning, synes jeg den dag i dag 🙂

 photo bodjelwayback_zps49cd8957.jpg

Vi dyrkede jul med alle de vigtige ingredienser, og jeg mindes den tid på året som magisk. Og nu som voksen synes jeg også, at julen er hyggelig. Men måske fordi drengene stadig kun er 2 og 3,5 år gamle, har vi endnu ikke gjort meget ud af den. Bevares, vi har haft juletræ og -pynt oppe hvert år siden min mand og jeg flyttede sammen for 5 år siden, men de har været ligeglade – også med de få gaver, som de har fået. For ærligt talt, så har de fået så mange ting i tide og utide, siden de blev født, at det har været svært for dem at forstå, hvorfor julegaver skulle være mere specielle end den super seje bil, de fik på et loppemarked sidste sommer, eller det LEGO, farmor havde med ovre fra Jylland, sidst hun kom til Kbh.

Så vi julehygger, men vi gør det småt og diskret, så længe børnene er så små. Jeg kan godt forestille mig, at det bliver vildere, jo større de bliver, for allerede i år har vi introduceret julekalendere (både med chokolade og med LEGO) – noget som vi bestemt ikke havde sidste år. Men vi kommer aldrig til at bruge 1000’vis af kroner på julegaver (og slet ikke til voksne!) synge julesange eller danse om juletræet. For det har ingen værdi – i vores familie. Men om vi får en hyggelig december og jul alligevel?

Det er jeg ikke i tvivl om 🙂

 photo alexanderknap2_zps1d644b8a.jpg

Alexander knap 2 år (2012)

 photo Philip6mdr_zps9c79f2e7.jpg

Philip 6 mdr. (2012)

Sidste chance for at vinde – og En Chance Til

For ikke så lang tid siden skrev jeg, at jeg ikke er så finkulturel, altid. Jeg skrev det her, hvor jeg også lovede en heldig læser to billetter til musicalen De 3 musketerer, som i stadig kan nå at vinde, da jeg først trækker en vinder d. 10. december!

Anywho… af en der ikke er så kultiveret (nu slynger jeg bare om mig med ord og tænker, om det mon er det samme som ‘finkulturel’? 😉 ) har jeg på det seneste været til flere forskellige arrangementer/forestillinger, som kunne have været spildt på sådan en som mig 🙂

Den ene var forpremieren på ‘En Chance Til’ med selveste Susanne Bier for nogle uger siden. Det var en eksklusiv filmvisning inklusive mulighed for at stille den Oscarvindende instruktør nogle spørgsmål, og det siger man ikke nej til, vel? Især når man får lov at tage en veninde med (girls night out på den smarte måde? 🙂 ). Så jeg inviterede illustratoren Jess, som nogle af jer kender som @jesslyc fra Instagram, og så brugte vi ellers de næste to timer på at lege tur-i-biffen bare uden popcorn (dog med instruktør intro).

Jeg vil ikke afsløre for meget om filmen, fordi der er nogle gode overraskelser i den, men det er vist ingen hemmelighed, at den er ret barsk – noget mere voldsom end de (ikke så udfordrende?) actionfilm, som jeg plejer at se.

I kan se traileren her: min helt egen trailer, som jeg fik lov til at indtale en intro til efter filmen – ganske uventet. Det var så sjovt (og småkikset, i øvrigt!), for da filmen var slut, fik vi lov til at tale lidt med Susanne (totalt på first name basis, her 😉 ), hvor jeg var mega sej, hvis jeg selv skal sige det, og rent faktisk fik sagt en ting eller to, selv om der var en masse VIPs til stede (gooooooo, Jelena!). Men jeg anede ikke, at jeg bagefter skulle indtale denne her intro til traileren, og jeg blev helt forfjamsket over at blive kastet ud foran kameraet som den første af de 6 bloggere, der var til stede, at mit stykke måtte tages om – og resultatet blev – ja, således:

Hvor lalleglad skal man have lov til at se ud, når man snakker om en barsk film?! 🙂

Men hvis vi ser bort fra det, så var det en rigtig dejlig aften, og jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der vil tage pænt imod En Chance Til.

And….Cut!

 

Jeg bøjer mig i støvet

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Jeg har VANVITTIGT stor respekt for enlige forældre. Jeg kan ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at være alene med små børn (skal ikke kunne udtale mig om store, selv om jeg gentagne gange har fået at vide – og rullet med øjnene af – “små børn, små problemer, store børn, store problemer” 😉 ) især når man er syg.

Det er svært nok, når man er to!

Jeg har i dag – endelig – været forbi lægen, som var så nådig ikke at spise mig af med ‘virus’ men var så flink at give mig ‘bihulebetændelse’. Min søde dejlige læge, som grinte af mine ‘jeg har ikke sovet i nat pga. børn, som er billigt til salg’ jokes og var så flink at give mig penicillin (note to self: vent med at skifte læge, bare fordi hun bor langt væk – læger, der giver en penicillin, er turen værd! 😉 ).

 photo fa98e8c3-4a16-43ee-bd1f-bc5eaa7f97c9_zps2f24dc27.jpg

Jeg har det allerede bedre. Bevares, det dunker stadig i mit hoved, bare jeg tænker på at flytte det, og jeg er døende i bedste ‘mandeinfluenza’ stil, men jeg har fået noget for det, og nu har jeg en lovlig undskyldning for at være über ynkelig derhjemme 😉

Ikke at børnene accepterer diagnosen, men jeg har da heldigvis en mand, som jeg kan imponere med min eksotiske og meget alvorlige sygdom (det bedste jeg har kunne præstere indtil nu på de fem år, vi har været sammen, har været en måske-brækket tå, så der skal ikke så meget til 🙂 ). Nu har jeg bihulebetændelse (betændelse lyder lidt koldbrand-agtigt og livstruende, ikke?), så nu skal jeg passes og plejes. Og han skal være sød ved mig, også selv om jeg har været lidt gnaven, og jeg skal kun koncentrere mig om at klare mit arbejde og blive rask. Nu tager jeg LEGO og iPad og læsning med børnene, og han kan tage ‘du kan ikke fange mig’ og ‘hoppe på madras’. Og så lader vi hjemmet sejle, som altid, bare uden dårlig samvittighed 😉

Lyder det ikke som en plan?

Sådan noget kan jeg nemlig gøre, fordi jeg har en dejlig mand derhjemme, som træder til. Det ville jeg ikke kunne gøre, hvis jeg var alene med børnene. Derfor bøjer jeg mig i støvet – og krydser fingre og tæer for, at han og jeg aldrig får mandeinfluenza på samme tid 😉

Ps. Jeg prøver ikke at være fræk med den finger på billedet – har først lige set den 🙂