Nyd det nu, for dælen (sponsoreret)

“Nyd det gode”, siger Arla.

Og jeg er med på den 🙂

Også på sådan en dag som i dag, en helt almindelig hverdag, hvor drengene er med på arbejde, fordi de er ved at komme sig ovenpå sygdom. For selv om sygdom jo er mega nederen og så’en ( 😉 ) , så er det faktisk helt vildt hyggeligt, at de er med på arbejde. De råhygger sig! Jeg så dem knap nok den første halve time, vi var her, fordi de gerne ville lege ‘gemme’ i kælderen, der fungerer som butikkens lagerrum. For lidt siden fik vi så pistacienødder med mælk til til frokost, fordi det var lige det, de havde lyst til, og jeg tænker, at vi skal have chokolademadder lidt senere. Det er ikke utænkeligt, at det også bliver til lidt iPad-kiggeri 😉

I dag gider vi ikke hænge os i detaljer 🙂 Glasset er halvt fyldt, og der er masser af dejlige øjeblikke at nyde, selv på en grå arbejdsdag og med snotnæser.

Det har Arla også noget at sige om i denne her dejlige, livsglade video. Se den gerne: den gør noget ved én 🙂

Vent lige lidt – og lad oldingerne komme til!

‘amen altså.

Er det ikke bare mega irriterende, at de nye hotte stjerner, som vi ser i medierne, efterhånden er ved at være 5-10 år yngre end en selv? Bare lidt ‘iiih-hvor-er-det-bare-snyd-agtigt’? 😉

Det gælder mange brancher – ikke kun underholdning.

Ungt = hot.

Ja, ja. De er unge, de er lækre, de er talentfulde. Det kan jeg ikke benægte. Ivrige og arbejdsomme. Og jeg skal ikke bremse dem. Lad ungdommen, eller i hvert fald lad talentet. Lad dem, for pokker – de skal erobre verden, og jeg skal ikke stoppe dem. Mine egne børn er de næste i rækken (selv om vi ikke helt har styr på, hvad deres talent er, endnu, men det er jo detaljer 😉 ).

Men.

Og jeg mener MEN med store bogstaver (!) 😉

Kan de ikke vente bare liiige et par år endnu, de unge og smukke og talentfulde?

For vi oldingerne er ikke heeeeelt færdige med at arbejde for at slå igennem 😉

Det ville være god stil (som Movia siger) hvis de vil lade være med at skubbe på. Eller blive presset på af de medier, som favoriserer de unge.

Der er en grund til, at det hedder ‘først ud, så ind’, når det gælder offentlig transport, kære PR folk – og jeg synes, at det kunne være super sejt, hvis I kunne bruge den samme gennemprøvede praksis, når det kommer til talent 😉

Lad nu os gamle løver, der måske ikke helt har styr på Snapchat, komme først til. Vi har fan’eme arbejdet for sagen i lang tid og fortjener nogle bonuspoint for udholdenhed 😉

Jeg har en genial idé!

Lad os lave en begivenhed, der hedder ‘oldingernes uge’. Bare 1 ud af årets 52 uger, hvor medierne kun fokuserer på os, der har været i vores respektive brancher i mange år uden sådan rigtigt at slå igennem, i stedet for at kigge efter det nyeste nye hele tiden. For vi kan sgu tricks, nogle af os! Og det er ikke (altid) manglende talent, udseende eller udstråling, der har været skyld i, at vi aldrig er blevet (verdens)kendte. Held er sør’me et vigtigt element, som vi ikke har kunnet købe os til, og nu går det også op ad bakke pga. vores alder.

For fan’en 😉

Jeg er vild med de nye. Jeg opdager hver dag nye talenter i mange brancher, og jeg bliver imponeret, og jeg håber, at de når langt. Men jeg føler mig trist over alle dem, der har arbejdet for sagen de sidste 10 år og har været på nippet til at opnå (kommerciel) succes, hvor det alligevel ikke er lykkedes, inden de er blevet overhalet indenom.

Jeg vil gerne slå et slag for dem, der stadig venter på det store gennembrud, men ikke er 20 år længere. Underholdningsfolk, forretningsejere, you name it.

De er gamle, men de er ikke døde endnu 😉

Lad dem dog få lidt medietid, bare en gang imellem.

Over and out.

 photo badass_zpsdbftf44f.jpg

Iværksætter? Really?

Indrømmet: Iværksætteriet fylder ikke meget for tiden.

Eller, det er jo noget vrøvl. Det fylder jo, for s’atan, som altid, både i mit hoved og i praksis. Men det har været fraværende her på bloggen (og vi ved jo alle sammen, at det ikke rigtig sker, hvis man ikke blogger om det – eller hvordan er det nu, det er? 😉 ).

Som nogle af jer ved, valgte jeg for nogle måneder siden at lukke min børnetøjsbutik. Lejemålet blev opsagt per. 31. 12., jeg var afklaret, og jeg så frem til et nyt kapitel i mit iværksætterliv. Desuden var der lang tid til 31. december, så der var ingen grund til at bekymre sig om det.

Det er der så bare ikke nu. Tid, altså. 😉

Jeg er stadig afklaret, og jeg glæder mig stadig til januar. Manner, om jeg glæder mig – det bliver skønt ikke at være bundet af butikkens åbningstider og have tid til at kæle for både produktion af Magic Robes og webshop 🙂 Men nu, hvor jeg står midt i afviklingen af den butik, som jeg har brugt en meget stor del af min tid på de sidste knap 3 år, har jeg ikke mange ord at dele ud af.

Afvikling er noget, der bare skal overstås. Og det er (sgu) ikke så spændende at fortælle, at man nu igen har brugt tid på det praktiske som at opsige det ene eller det andet eller sørge for alternativ varelageropbevaring.

Dagene går hurtigt, her i december, og når jeg er i butikken (hvilket ikke har været meget på det seneste, fordi drengene har været virusramte og min mand eksamensramt, hvilket er ligeså slemt 😉 ) er jeg ikke længere 100% tilstede. Jeg er videre, mentalt.

Nu vil jeg bare gerne lukke, flytte tingene, male* og holde jul med min familie.

*(jeg vil ikke rigtig male – men jeg skal jo 😉 )

Der skal nok komme en masse iværksætteri-ævl fra mig i januar måned 🙂 Jeg har nogle spændende planer – også privat, jfr. det her klassiker af et indlæg – og jeg glæder mig til at dele dem med jer 😉

Men jeg skal lige lukke først. Og nyde helligdagene.

Så vender jeg tilbage som Iværksættermor med stort I.

Bare vent  😉

 photo facadebogstaver_zps531sc2ue.jpg

Facadeskiltet “Magic Robes” er kommet ned allerede. Dét var altså lidt mærkeligt. Så nu hedder min butik ingenting. Men jeg er der endnu. Ca. ti dage mere 🙂

 

Åh, den kærlighed…

Det hele var planlagt, og jeg havde glædet mig hele ugen, ikke mindst fordi jeg tidligere har haft en dejlig oplevelse i samme selskab. Men hånden på hjertet, så var jeg pænt uoplagt, da jeg endelig skulle ud i går aftes. Drengene havde være syge hele ugen, og jeg var træt.

Men det er nu ikke just hver dag, at jeg bliver inviteret med til release koncert med Thomas Buttenschøn, så jeg tog min mand under armen, og vi cyklede afsted, mens farmor passede de sovende drenge. Farmor, som lige  havde leveret “selvfølgelig skal du gøre noget ud af dig selv, nu hvor I skal ud, og ikke for orkesteret men for din mand“- talen 😉 (børnepasser og ægteskabsrådgiver i én og samme pakke, ‘amen altså 😉 )

Stadset ud til fest ankom vi til Rust, hvor koncerten fandt sted, og her blev vi mødt af den sødeste, smilende Cana, som bød os velkommen sammen med aftenens stjerne. Eller, rettere sagt én af aftenens stjerner, for Thomas var dæl’me ikke den eneste, der sang for os den aften (!). Cana sprang nemlig ud som sanger i går, da hun indtog scenen og sang duet med sin mand fra hans seneste plade ‘Cana’s Album‘. Jeg havde hørt en lille fugl synge (høhø) om Canas sangtalent før, men hånden på hjertet, så var jeg lidt skeptisk. Ikke fordi jeg ikke kan lide Cana (for det kan jeg – hun er skøn!), men på den dér “ja, ja, jeg skal se det, før jeg tror det” måde 😉 . Men hun imponerede, det bæst, og det gjorde Thomas også med det dejlige, romantiske album, som han havde skrevet til hende i al hemmelighed.

Jeg kunne i hvert fald ikke undgå at lade mig rive med af stemningen, og mens jeg stod dér sammen med min mand og lyttede til sange om kærlighed, blev jeg helt varm om hjertet. Jeg er ellers ikke den mest romantiske type, men jeg skal hilse og sige, at min mand, ham som jeg tidligere på aftenen end ikke havde overvejet at gøre mig pæn for (før svigermor foreslog det 😉 ) pludselig blev lidt ekstra dejlig i mine øjne og fik lidt flere snav, end han plejer på en almindelig torsdag 😉

Der er bare noget fortryllende ved aftener, hvor man formår at glemme, at man er et par trætte forældre, der skal hjem til halvsyge børn, og man stopper op og nyder øjeblikket – og hinanden.

Ja, ja. Jeg ved det godt. Totalt pladderromantisk og ulækkert og noget. Voksne mennesker, der teer sig som teenagere. Bvadr. 😉

Så jeg stopper nu.

Men inden jeg smutter, er der lidt praktisk info, skulle I få lyst til at teste, om Thomas Buttenschøns nye plade virkelig er så stor en kærlighedsspreder, som jeg påstår, og om Cana kan synge 😉

Cana’s Album kan kun købes som CD hos den humanitære organisation Plan Danmark.  Det er så smart, at hver gang man køber en  CD, går 40 kr. af CD’ens pris til velgørende arbejde. Cana’s Album kan forudbestilles nu lige HER, men den udkommer først fredag d. 11. december.

Jeg ønsker jer alle en kærlighedsfyldt weekend 🙂

 photo IMG_7120_zpstlo09hbg.jpg

 photo IMG_7140_zpsgx6zouvp.jpg

Billeder: Thomas “Topper” Christensen.

Wife swap?

Kan I huske det dér program, hvor kvinder fra to forskellige familier byttede hjem for en stund og skulle finde sit til rette i den nye familie? Det så jeg, dengang det kørte, når det lige passede, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var helt fantastisk, så forskellige folk kan være.

Og når jeg siger fantastisk, mener jeg selvfølgelig “OMG, hvor sindssyge er de?!” 😉

For det er da vildt, hvor forskelligt vi indretter os, hvilke rutiner og vaner vi har og dyrker.

Hånden på hjertet, så var det mere reglen end undtagelsen, når jeg så programmet, at jeg tænkte, at jeg ville ende med at hoppe ud fra en bro, hvis jeg blev tvunget til at leve i et af de deltagende hjem, hvor familierutinerne var helt gak-gak.

Og det har jeg tænkt lidt over. Og jeg er kommet frem til (genial som jeg er 😉 ) at jeg og mit hjem med stor sandsynlighed kunne drive andre til det samme eller værre. Jeg er bare heldig, at jeg har fundet én, der er skør nok til at synes, at den type hjem, som jeg kan være mig selv i – sådan helt ucensureret – er ok med ham.

Og det er store sager.

For jeg roder. Eller ikke så meget roder, som ikke lader mig gå på af, at mit hjem ikke ligner noget fra BoBedre (eller BoNogenlunde, men lad os nu ikke hænge os i detaljer 😉 ). Jeg er sådan én, der synes, at det er  acceptabelt at kaste håndklædet i ringen, efter man har tørret snottede næser og yoghurtpletter på børnene mere end ti gange på en halv time. Jeg er typen, der laver mad til voksne og mad til børn, fordi jeg sætter pris på variereret kost, og de små kræsne bæster mener, at “varieret” er noget, der hører til i børnehaven.

Jeg insisterer på, at børnene skal puttes i deres eget værelse og rynker på næsen af samsovere (tsk! 😉 ), selvom jeg ved, at mindst en af drengene kommer ind til os i løbet af natten – og jeg nyder det, sådan i al hemmelighed 😉 . Jeg motionerer ikke, ud over når der skal (lad)cykles, men til gengæld spiser jeg en del grøntsager, og så går det op, ikke? 😉 Jeg ryger ikke, jeg drikker sjældent kaffe, og slik og kage siger mig ikke det store, selv om der altid er både det ene og det andet på lager til børnene (gisp!). Jeg er til gengæld mere end almindeligt glad for cola zero, hvidvin og popcorn – og jeg elsker at spise rester til morgenmad. Pizza? Bulgursalat? Thaiwok? Bring it. Alle tre slår cornflakes og havregryn (there, I said it 😉 ).

Jeg ser meget få film og fjernsyn generelt men tilbringer adskillige timer dagligt med min kære mobiltelefon og computer. Jeg køber økologisk til børn men ikke så meget til voksne. Jeg går alt for sent i seng, og når jeg gør, er det som regel i det samme hyggehjemmetøj, som jeg har haft på hele dagen efter arbejde. Med uglet hår og en rød næse, der har fået en ansigtsbehandling af den primitive slags. Og så kan jeg ikke garantere, at jeg har været i bad lige den dag.

Sidder I og ryster på hovedet derude?

Det er ikke fordi der er nogen, der truer med at udlevere mig og min hemmelige hjemme-personlighed, at jeg skriver det her i dag, selv om det godt kunne lyde lidt sådan 😉 . Jeg skriver, fordi en af mine gode veninder lige har delt nogle af sine mest private og personlige tanker på sin platform, og jeg føler mig fuldstændig fjollet over, at jeg ikke tør sige sandheden, når folk spørger ind til fx. mine spisevaner.

Så nu har I mig (eller i hvert fald noget af mig, for der er meget mere 😉 ), som jeg er, når jeg er hjemme. I trygge rammer, med en mand, der – af uransagelige årsager – mener, at jeg er til at holde ud af leve sammen med. Børn, der gør det samme. Og mere kan jeg (sgu) ikke bede om. Selv om I måske aldrig ville kunne holde mig ud – eller vice versa.

For er det i virkeligheden ikke det, der gør, et hjem til noget helt særligt?

Og så er det (sgu) fuldstændigt lige meget, om jeg sidder og ryster på hovedet, når jeg ser, hvor anderledes end mig andre har indrettet sig, når jeg ser sådan et kone-bytte program. Who cares, hvad jeg mener? Og godt det samme. For så længe de har det godt i deres rammer og deres børn trives, kan jeg ikke andet end at være glad på deres vegne.

Selv om de er lidt skøre 😉

 photo 4f253bdd-2f1c-42d3-808b-7921d0276ca9_zpsntzluqzi.jpg