Jeg er en dårlig taber

Findes der virkelig gode tabere?

Sådan rigtigt, når noget er vigtigt for én?

Umiddelbart tænker jeg, at jeg er en ganske habil taber. Jeg er blevet slået af min 3 årige i vendespil utallige gange, efter vi begyndte at spille det sammen for en måneds tid siden, og jeg har klaret det til UG og slange. Helt uden at råbe, skrige eller finde et hjørne, som jeg kan krølle mig sammen i og gynge frem og tilbage, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at jeg er et ok menneske, selv om jeg ikke kan vinde i vendespil. Egentlig er jeg mest stolt, i virkeligheden. For han er sej, og jeg mener det, når jeg siger ‘godt husket!’ og ‘hvor er du dygtig, skat!’. 🙂

Men gør det mig til en god taber, eller siger det i virkeligheden mest om, hvor meget (eller hvor lidt) jeg går op i at vinde vendespil?

 photo 20141217_201736_zps984c6afb.jpg

For min 3 årige er bestemt ikke ligeglad med, om han vinder, ligesom jeg heller ikke er ligeglad med, om det er konkurrents webshop, der går konkurs, eller min egen. For ligesom Alexanders verden styrter sammen, når mor her er så irriterende, at hun hiver flest stik hjem (for han skal jo lære, at man ikke kan vinde hver gang), så ville jeg også selv bryde ud i gråd, hvis jeg tabte iværksætterispillet og blev nødt til at lukke.

Gu’ ville jeg så! Jeg ville ikke glæde mig over konkurrentens succes, og jeg ville ikke være den seje taber, som sagde ‘at det var ok’. For når spillet betyder noget, så er jeg ikke den, der taget det med en ophøjet ro. Fair nok, jeg er voksen og kan beherske mig (for det meste 🙂 ), så jeg ville højst sandsynligt ikke kaste mig på gulvet og begynde at hulke ukontrolleret for så at tage hjem til konkurrenten og slå ham/hende ned i raseri over at have tabt. Men jeg ville da blive ked af det, ligesom Alexander begyndte at græde i dag, efter jeg havde vundet, og til mit ‘man kan ikke vinde hver gang’ så ærligt gispede ‘men jeg vil vinde hver dag, mor’!.

Og mens jeg bar ham i seng (det skete selvfølgelig lige før sengetid: min timing var som altid eminent 🙂 ) tænkte jeg, om jeg ikke bare skulle have ladet ham vinde. Og måske skulle jeg. For seriøst: kommer det virkelig til at gøre mindre ondt på ham, når han som voksen taber i noget, som virkelig betyder for ham, fordi jeg ikke lader ham få det sidste stik nu, hvor han kun er 3 år?

Næppe.

Han bliver nok ked af det alligevel. Men måske har han til den tid lært at skjule sine følelser og lade som om, at han er ligeglad. At ‘lege’ at han er en god taber, fordi det i virkeligheden er det tætteste, vi mennesker kan komme på at være det?

Oder was?

 

 

6 kommentarer til “Jeg er en dårlig taber”

  1. ha ha! han skal nok komme over det, og han går ikke i stykker over, at han har tabt. Det kan virke hårdt lige i øjeblikket og man kan have lyst til at lade dem vinde, men det lære dem bare ikke at tabe. Jeg mener dog ikke, at man skal hovere overfor sine børn når man selv vinder, men bare sige “i dag er det mor der vandt”. – og lade være med, at lave en større scene ud af det. Det er jo kun godt at de gerne vil vinde, det viser at de har viljestyrke.

    smil Lene .0)

    1. Så enig! Nej, for dælen – der er ingen, der hoverer her 🙂 Men det gør ondt at se ham så ked af det, selv om jeg jo ved, at børn har godt af at lære, at de ikke kan vinde hver gang. I dag kom jeg bare til undre mig over, hvorfor de har det? 🙂

      1. Og her gik jeg og troede, at når de voksne vandt, var det for at vise hvordan man er en god vinder, ikke hvordan det føles at tabe..

        1. Super interessant kommentar, Louise. Er det derfor, vi gør det? For at lære dem, hvordan man er en god vinder? Og hvordan er det så lige, man er det? 🙂 Jeg mener det. Jeg vil så gerne blive klogere på det her. Og tak for din kommentar 🙂

          1. Jeg vil ikke prale af at ligge inde med facitbogen, men jeg tænker, at det er noget med at vise at man er glad for at egen indsats bar frugt, at ens engagement blev belønnet. Tænker noget med at blive på egen banehalvdel: Jeg er glad pga min succes, ikke pga af din ‘fiasko’.
            Ligesom når man taber, så viser hvordan man håndterer et nederlag. At man godt kan tabe selvom man gjorde sit bedste. Lære glæden ved at øve sig og blive bedre + at være glad på andres vegne. At nyde en proces, ikke kun et resultat.
            Det er tydeligvis ikke det bare pjat at spille vendespil 🙂

          2. Nej, det er slet ikke pjat, tydeligvis 🙂 Jeg kunne ikke være mere enig med dig. Selvfølgelig skal man ikke hovere eller glæde sig over andres fiasko – og da slet ikke, når det er børn, man vinder over. Jeg bliver lige nødt til at genlæse mit indlæg for at sikre mig, at det ikke er skrevet sådan, at folk kan tro, at jeg gør netop det! 🙂 Mit dilemma var mest valget om jeg skulle eller ikke skulle lade ham vinde, hvor jeg valgte ikke at gøre det. Ikke fordi jeg gerne ville vinde (var pænt ligeglad), men fordi jeg ikke vil være med til at skabe en forventning hos ham om sejr hver gang han spiller. For han vil og kan ikke vinde hver gang, og måske vil dem, der vinder over ham, ikke være søde ved ham som ‘taber’ (børn er gode til at hovere). Så måske er det bedre at spille ærligt og tage snakken, hvis han bliver ked af det. For det er da en oplagt mulighed for at fortælle ham, at det ikke er resultatet, der er vigtigst, men spillet og det at have det sjovt sammen. Og som du selv pointerer: vise ham, hvordan vi som voksne reagerer, når vi taber (uden hysteri). Så jeg er enig med dig – jeg har måske bare formuleret mig lidt uheldigt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *