Ufine metoder. Jeg skylder en stripper.

“Mor går nu. Og mor er tilbage lige om lidt. I må ikke gå nogen steder. Og hvis det ringer på, må I ikke åbne. Har vi en aftale? Også dig, Philip?”, sagde jeg til drengene tidligere i dag, mens jeg kiggede spørgende på den yngste.

Der blev nikket hele vejen rundt, og jeg gik ud. Børnene var plantet godt i sofaen med chips og tegnefilm, pænt trætte, og risikoen for at de skulle finde på noget virkelig, virkelig dumt (hvilket man ikke må sige, men nu læser de heldigvis ikke med her endnu 😉 ) var…. lille.

Lille, men til stede. For, I ved… Vi har jo med børn at gøre. ‘amen altså. De små, nuttede men pokkers upålidelige mennesker, som vi forældre i vores bedste alder har det med at at blive gråhårede af (jep, jeg kan mærke, at de er på vej).

Så, JA, jeg vidste jo godt, at muligheden for, at de ringede til alle vennerne, tømte barskabet og bestilte strippere, mens jeg var væk, var der. Men mor her var på mission, og vil man rykke sig, må man tage nogle chancer, siger de kloge. Så jeg vinkede hej, hej med det dér “jeg-regner-med-jer” blik, som alle mødre, der har haft børn i mere end 5 minutter, har indøvet til perfektion, efterfulgt af “der er ingen iPad indtil I bliver 14 år, hvis I svigter mig” blikket. Og så gik jeg. Låste døren (begrænsede eventuelle skader og til hjemmets rammer), og så gik jeg ud.

En kvinde på mission, siger jeg jer.

Kun en lille smule i tvivl om, hvorvidt de havde hørt mig og læst mine alvorlige “nej” (bare NEJ) blikke korrekt.

Og så stod jeg ude foran hoveddøren (for jeg kunne aldrig drømme om at smutte ned i Fakta og handle) i et kvarter, og så gjorde jeg det.

Jeg testede dem.

Jeg var fristet til at ringe til den mobiltelefon, som jeg havde efterladt på sofabordet og introducere mig selv som Lollipop Sally (mænd og slikkepinde, altså), men jeg nøjedes med at ringe på. Og så begyndte legen.

Ville de, eller ville de ikke, åbne?

For de havde fået besked på at lade være.

Jeg ventede.

Der var ingen, der åbnede. Så jeg ringede på igen.

Stadig intet.

Hmm.

Jeg gik om i gården og gik ind af bagdøren i køkkenet og råbte: “Så er mor hjemme”, og så ham yngstemanden, stolt som jeg aldrig har set ham, løbe mig i møde og sige: “Vi åbnede ikke, mor!”.

Jeg holdt masken. Tænk, at der havde været nogen forbi, mens jeg var væk. Sikke et tilfælde, nu jeg kun var væk i så kort tid. Men hvor var de dygtige, fordi de ikke havde lukket dem ind.

Jeg gav kys og kram.

Og jeg skylder måske slikkepinde og strippere.

IMG_20160531_193756 (1)

 

 

 

 

Én kommentar til “Ufine metoder. Jeg skylder en stripper.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *