Jeg savner…

IMG_20160517_101322

Jeg har altid været ok til at give slip på mine børn. Folk har fået lov til at holde dem, fra de var 0 dage gamle, babysittet dem en enkelt aften, siden de var få måneder, og de er blevet passet af bedsteforældre i en enkelt og sågar to-tre dage, siden de var ca. 1 år. Jeg er af den overbevisning, at mine børn har godt at at knytte bånd til andre end mor og far, også uden at mor og far er der til at forstyrre (hvilket vi gør, om vi vil det eller ej).

Dermed ikke sagt, at de er blevet passet som led i et ‘lær at knytte bånd’ eksperiment bare fordi, og helt uden at vi har forholdt os til forholdene før, under og efter pasningen. Vi har ikke forladt dem i tide og utide, fordi vi ikke kunne vente med at komme i gang med den uundgåelige adskillelsesproces, så snart navlesnoren var klippet. Der har været forskellige grunde, og vi har mærket efter hver evig eneste gang og har aflyst eller er kommet tidligt hjem enkelte gange.

Mens sådan helt overordnet synes vi, at det er ok at undvære hinanden i kortere perioder, så længe børnene er i trygge rammer.

Men hold da helt op, hvor kan man savne, når det står på.

Jeg har aldrig oplevet det så intenst, som jeg gør lige nu.

Drengene er nemlig taget til udlandet med min moster, som er en slags bedstemor for dem og den, der passer dem oftest, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de har en fest sammen med hende. Det er i øvrigt kun fire dage, de skal være afsted, og de er hjemme hos drengenes oldemor, som de har mødt før, så det er ikke fordi hun har taget dem til Langbortistan, hvor de intet sikkerhedsnet har.

Det drejer sig ikke om, at jeg ikke under dem eller min moster en mini-ferie eller frygter, at de får en forfærdelig tur.

Det handler om, at jeg ved, at de er længere væk, end de nogensinde har været før, og jeg står tilbage i et hjem, hvor der er helt stille. Ingen børn, der kravler i min seng, når de vågner midt om natten, ingen, der vågner kl. 6 og gerne vil have, at mor står med op, fordi de lige pludselig har glemt, hvor iPaden er (på sofabordet) – eller knækbrød (ditto) eller vand (“Vi har en vandhane??”). Der er ingen børn, der kræver pandekager og så ikke vil spise dem igen, fordi jeg jo burde vide, at de mente spegepølsemadder, og ingen børn, der bliver uenige om, hvem der har fundet den længste pind (åh, I ved, hvad jeg mener).

Jeg var ude at handle i dag – og der var masser af danske jordbær på hylderne, men ingen børn at købe dem til.

Jeg savner dem.

Selv om jeg ved, at de har det godt. Selv om jeg slet ikke har været ude at nyde det dejlige vejr i dag, fordi jeg lige pludselig kunne bruge en halv søndag på at se The Waking Dead.

Jeg glæder mig som sindsyg til at se dem på tirsdag.

Kender I det?

Vil I vide, hvor børnene er henne og hvorfor? Så har jeg skrevet lidt om det her.

 

 

2 kommentarer til “Jeg savner…”

  1. Ja, for fa’en! Jeg kan få det sådan der, bare han er i dagpleje. Det er kærlighedstortur, og jeg kan snildt forestille mig, at det er meget værre, når det oven i købet er et helt andet land.
    Og så er det altså ligegyldigt, om de hygger sig og oplever en masse, og er sammen med gode folk, der elsker dem og gør dem trygge. For man går jo glip af noget, når andre har dem… Måske er løsrivelsen værst for forældrene? (Helt sikkert!)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *