Det er på tide at peppe julen op, den gamle k*lling

Jeg synes seriøst, at julen kunne trænge til et nyt look. Et smartere, mere hipt image. Et spark i sin dejlige flæskestegs-risengrød bløde mås, så den kan nå nye højder og blive mere sprød 😉

Nu bor jeg på Nørrebro, så jeg er måske en lille bitte smule farvet af det miljø, som jeg begår mig i. Men leg nu med, ok?

Her på Nørrebro er det sejeste seje for tiden at flytte væk fra den sejeste-når-du-er-enlig-bydel til et øko bofællesskab i Trekroner, ligeså snart lillemor begynder at overveje at købe en graviditetstest. Sådan et sted, hvor man kan gro sine egne grøntsager, slagte sine egne høns, bygge sit eget hus, konebytte – eller hvad man nu fordriver tiden med, når man er færdig med fællesspisning 😉

Og selv om jeg endnu ikke er hoppet med bølgen (selv om det frister 😉 ), så tænker jeg, at det er dér, vi skal hente nye traditioner, hvis vi skal peppe julen op.

Men jeg vurderer (trods alt), at det er usandsynligt, at vi kan få alle ud på landet og holde jul i øko-bofællesskaber. Så jeg har et andet forslag.

Det kan forekomme lidt voldsom og drastisk, men tyg lige på det. Jeg foreslår at:

Vi dropper gaverne (gisp! – og en kunstpause) …

Og vi gør noget godt for hinanden i stedet for.

Inden I kommer for godt i gang, skal jeg lige pointere, at det her ikke handler om at droppe julen. Jeg håber da for dælen, at jeg har gjort det klart, at mit hjerte banker for denne årstid, og at jeg forstå alvoren bl.a. her.

Meeeeeeen, et ansigstløft ville ikke skade, vel? 🙂 Og let’s face it: julen, den gamle madamme, er – trods hendes kærlighed for fine cremer og bling bling – ikke just en tyve-årig hottie, vel?

Hun bliver ikke mere lækker af, at vi hvert år smider flere og flere gaver under det stakkels juletræ, som I øvrigt også er ved at være lidt ophængt 😉

Er julegaverne ikke ved at være lidt passé?

Tænk over det.

Jeg har i dag brugt adskillige timer på at rydde op i børnenes gamle legetøj og tøj, så jeg kunne få plads til alt det nye, som de er blevet begavet med de sidste par dage. Nydelige ting, som børnene er blevet sådan semi-glade for, men ikke noget, som de ikke har glemt om et par måneder (eller dage, de bæster). Jeg har sorteret i det gamle og pudser nu min glorie, fordi jeg har tænkt mig at forære det meste af det ‘overflødige’ væk til velgørenhed (undtagen det, som jeg kan høste gode monetos for på Reshopper, hvis jeg ellers nogensinde får taget mig sammen til at oprette annoncer). Men det virker stadig fuldstændig absurd, så mange ting vi har.

Så mange ting vi har brugt penge på for at glæde andre. For mon ikke ‘de andre’ selv kommer hjem og begynder at bande og svovle over, hvor de skal gøre af alt det nye. Undtagen selvfølgelig dem, der ikke har noget i forvejen, for de må hjertens gerne blive ved med at få julegaver.

Men mine børn behøver dem (sgu) ikke.

Jeg gør bestemt ikke.

Jeg er ikke ude på at droppe hyggen eller samværet.

Jeg tænker bare, at det kunne være ret så tjekket for en gangs skyld at handle, sådan fysisk gøre noget,  i stedet for at handle os til kærlighed ved at svinge dankortet i den lokale Fætter BR eller hvad der nu rokker ens båd (og nu leger vi, at jeg ikke selv er selvstændig erhvervsdrivende og afhængig af at folk køber mine produkter – note to self: måske det her kunne være grunden til, at min forretningen ikke kører bedre 😉 ).

Jeg tænker, om vi ikke i vores familie skulle prøve at være hippe, som Nørrebroboerne jo plejer at være, og være de første til at droppe julegaverne og gøre noget, der ikke involverer en ønskeseddel, for at glæde hinanden i stedet.

Hvad skulle det lige være (tænker I to, der stædig læser med)? 😉

Hvad med sådan noget som at give hinanden en fridag? Jeg ville elske, elske, elske det, hvis mine forældre eller min søster (eller julemanden – jeg tror gerne på julemanden, hvis der er kvali-tid på menuen 😉 ) gav mig et gavekort til en kærestedag sammen med min mand, hvor de tager børnene. Det behøver ikke at koste noget. De kan tage dem ud på legepladsen, ud i kolonihaven, på stranden eller til Copenhagen Pride, for all I care. Så kan min mand og jeg lade som om vi er unge og nyforelskede og drikke et par øl på en fortorvscafé. Nu jeg tænker over det, så må børnepasserne gerne konfiskere vores mobiltelefoner, så vi snart rustne (og wifi-afhængige) ægtefolk rent faktisk ender med at tale sammen.

Noget i den dur.

I samme boldgade – nu vi er ved de mobiltelefoner – kunne vi forældre give børnene et gavekort på en dag uden iPads eller mobiltelefoner. Hvor heller ikke voksne må bruge dem (gisp!). Vi kunne give dem nærvær i en hel dag – og lur mig ikke, om det ikke ville glæde dem mere end den nye Bratz dukke – når først både de voksne og børnene var færdige med at argumentere for, hvorfor de på ingen måde kan være offline i et helt døgn 😉

Vi kunne plante et træ med børnene i haven, hvis man har sådan én, så de – når de kører forbi huset om tredive år (som på det tidspunkt sikkert er solgt pga. profitable ejendomspriser 😉 ), kan kigge over hækken i en fremmed families gård sammen med deres egne børn og fortælle dem en sød historie fra deres barndom.

Jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på, at I har fanget pointen.

Misforstå mig ikke.

Jeg værdsætter de gaver, som vi har fået i år. Jeg sætter stor pris på de tanker, og det arbejde, som vores familie og venner har lagt i at finde de helt rigtige gaver til os.

Men det ville virkelig, virkelig ikke gøre mig noget, hvis vi ikke fik nogen til næste år. Hvis vi i stedet for at bruge timevis på online shopping og på at ræse fra den ene overfyldte butik til den næste for at finde den helt rigtige LEGO kasse brugte den tid på at lave noget hyggeligt sammen. Uden stress og jag.

Hvis vi lavede et tapasbord af det, som vi nu engang har i vores respektive køleskabe og fortalte hinanden julehistorier med fx. dragenisser og fe-snedronninger, eller hvad vi nu kan finde på.

Jeg har lige oplevet to super hyggelige dage med vores nærmeste.

Og jeg er på ingen måde ude på at ødelægge julen – eller dømme dem, der elsker den, som den er nu.

Jeg er ikke ude på at smadre alt, der bare lugter af jul.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om julen ikke ville have været mindst ligeså hyggelig i vores familie, hvis vi havde droppet julegaverne. Skruet en lille smule ned, justeret lidt. Gjort den lidt Nørrebro-smart.

Lur mig ikke, om vi ikke stadig ville have oplevet magien?

 photo pastaengel_zps75q93zvv.jpg
Hvor fin er denne engel ikke? Det er det eneste billede, som jeg tog juleaften. Flere af slagsen hang på juletræet og børnenes farmor fortalte mig, at de selv har lavet den af pasta for mange år siden, da min mand var lille.

 

2 kommentarer til “Det er på tide at peppe julen op, den gamle k*lling”

  1. Skal vi holde jul sammen næste år? 🙂

    Nej seriøst, første juledag brudt jeg sammen. Og turde ikke rigtig at sige hvorfor til min mand. Men der var så mange gaver juleaften, både julegaver samt værtindegaver. Og jeg følte mig skyldig og utaknemlig. Men jeg kunne ikke klare det, bare tanke at vi har fået al de ting, som jeg skal finde plads til, og endelig forsøge jeg at kommer af med ting….. jeg føle mig mærkelig. Og jo, nogle af ting var på vores ønskeliste fordi folk blev ved med at spørge om vi ikke haft en fælles ønskeliste. Det haft vi ikke, vi har de hele, og næste år holder jeg fast i det eller tage dit forslag i brug 😀 Jeg prøvede at forslå at gøre som jeg er vokset op med: at åbner gaver hele aften så at det ikke er alle der river pakker på en gang, det er sgu voldsomt. Men jeg er ikke god nok til at forklare mig, bang at brude med andres traditioner. Så de fattede det ikke rigtig, troede jeg kun mente børnernes gaver og det synes de var fint. Vi har ikke købt de vilde til børnerne, og kommer heller ikke til det næste år. Jeg ved godt jeg er underligt 🙂 Men jeg var nød til at give afbud til familiefest 1e juledag, både pga mængde af gaver og mængde af mennsker.

    Juletræet har kun haft lys op til den 23e. Så kunne min man ikke holde sig mere og pyntede den (dog beskeden). For mit vedkommen var den fint som den var lol. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, men det er som jeg er nået på et punkt hvor jeg ikke magte TING mere. Vi har stadig så mange flyttekasser i kælderen, og jeg gidder ikke engang åbner dem (ud over de kasser med bøger).

    Så, selvom jeg ikke bor på hippe nørrebro mere eller ej bo i et økosamfund, så vil jeg da hjertens gerne med på din bølge 😉 har haft mange af de samme tanke på de seneste. Noget simpel mad og bare ren hygge med historier, det lyder ikke dårligt. Børnerne talte om at lave teater på juleaften, og haft enda bygget et ud fra papkasser!!! Men det blev ikke til noget, børnene glemte det, jeg glemte det i alle travlthed 🙁

    Håber ikke at nogen forstå mit lange svar som om at jeg er imod jul. Det er jeg langt fra, men den kan godt pimpes op 🙂

    1. Hørt! Og fællesjul uden gaver (men med høns!) kunne være så hyggeligt 🙂 Stort kram herfra. Jeg må snart komme ud og se det nye hus og de nye beboere 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *