Med respekt kommer man længst.

I morgen skal jeg holde jul. Også i overmorgen. Sammen med min pæredanske mand (ok: færørske, men det er tæt på) og hans familie, og så igen med min tvillingesøster og hendes pæredanske mand og hans familie. Vi skal danse om juletræet og spise and og flæskesteg, og vi skal se jule-tv og snakke om året der gik – på dansk, som vi har gjort i over 20 år.

Hverken min søsters eller mine børn kan andre sprog, selv om mor og moster indvandrede til Danmark, da de var 12 år.

Mor og moster er nemlig så velintegrerede, at det halve kunne være nok.

Vi taler endda dansk indbyrdes, og det har vi gjort længe.

Da vi kom til Danmark i slutningen af 1992, gik vi all in på integration. For nu var vi i Danmark, og alternativet var mildest talt ringe. Og hvis vi skulle have en ordentlig fremtid i landet, så gjaldt det om at finde ud af, hvad landet havde at byde på – og hvad vi kunne bidrage med den anden vej.

Vi fik vores første job som 15-årige. Og vi uddannede os. Min søster indenfor erhverv, ledelse og økonomi, jeg i de blødere fag som ægyptologi, historie og kultur- og sprogmødestudier. Vi fik begge flotte karakterer i vores specialer på universitetet. Vi arbejdede videre. Vi rejste rundt i verden men kom tilbage til Danmark.

Her arbejder vi så endnu. Vi betaler skattekroner en masse, som vi har gjort i tyve år.

Det er her, vi har mødt vores respektive mænd og fået børn, der i dag kun taler dansk.

Det gør de, fordi mor her og moster synes, at det er nemmest, fordi vi er herregode til det dér integration-noget. Jeg vil vove at påstå, at integration ikke dækker det: at vi har assimileret os, så det batter.

Vi styrer det her danskhed-noget, som var det færdigkøbt risalamande. Det slår aldrig fejl.

Og det værste af det hele er, at vi nyder det.

Vi forstår alvoren, når tunge emner som “And eller flæskesteg?” bliver bragt på banen. Vi argumenterer med ild og sjæl for, hvorfor det kun er det ene, der er rigtigt, og vi indgår gerne i diskussioner om, hvorvidt der skal købes gaver for X eller Y antal kroner, og hvornår det nu også er rigtigt at tage juletræet ned.

Vi går med krop og sjæl op i at skabe nogle ordentlige danske juletraditioner for vores danskere end danske børn (hvis man lige ser bort fra deres efternavne, for vi har selvfølgelig sørget for, at fornavnene ikke skiller sig ud) selv om vi aldrig som børn har holdt jul på samme måde.

Og vi mener det. Sgu.

Det er selvfølgelig ikke alle indvandrere, der har det på samme måde.

Nogle har været bedre til at holde fast i traditioner fra deres hjemland – noget, som jeg ikke har andet end respekt for. Efter jeg er blevet mor, er jeg selv begyndt at tænke lidt mere over, hvor jeg kommer fra, og om der mon er noget andet end minder fra min barndom, der er værd at holde fast i.

Sådan noget som viden. Traditioner.

Det skal jeg lige have styr på.

For selv om jeg gerne bilder mig ind, at jeg er ligesom alle andre i det ganske danske land, så er jeg det ikke.

Det ville ikke gøre mig noget, hvis jeg var.

Men jeg har nu engang oplevet en krig.

Og jeg har oplevet at være flygtning. At komme til Danmark. At blive taget imod af venlige mennesker, som først førte os hen til Sandholm og siden hen til Flotel Europa. Det tog endnu et stop – på et flygtningecenter på Østerbro – før vi blev sluppet løs. Før vi fik lov og mulighed for at uddanne os, arbejde, bidrage.

Også socialt, hvor langt de fleste af vores venner allerede ganske få år efter vores ankomst hed Nielsen og Chistoffersen til efternavn.

Vi ville gerne.

Fordi de mennesker, som vi mødte efter vores ankomst var søde ved os. Behandlede os som ligeværdige. Lyttede til os, når vi ikke kunne forstå, hvorfor vi fire (mor, far og to teenagedøtre) var blevet indkvarteret på et værelse på 10 m2, når der var adskillige værelser på 25 m2 i flygtningecenteret, der husede fx. to enlige mænd. Folk, der forstod og hjalp, hvor de kunne.

Fordi der var andre – frivillige danskere – der sørgede for, at vi kom i dansk skole så hurtigt som muligt, og andre igen, der hjalp os med de basale behov som tøj og sko.

Og det skete uden, at nogen smed de enlige mænd i telte midt om vinteren.

Der var ingen, der bankede på døren i vores 25 m2 store “hjem” for at gennemgå vores ejendele for værdier.

Vi mødte ikke andet end forståelse, selv om der selvfølgelig skete fejl.

Selvfølgelig gjorde der det. Fra begge sider.

For de forstod, at vi var sårbare, og at vi var taknemmelige.

De forstod, at vi gerne ville gøre det rigtige.

Langt de fleste af os.

Så de valgte ikke at behandle flertallet af os som undermennesker for at fange de få, der måske ikke var kommet af nød men af andre – lumske – årsager.

Vi følte os respekterede.

Og derfor er jeg i dag så assimileret, at det halve kunne være nok.

Fordi det Danmark, der tog imod min familie og mig, var et Danmark, som jeg kunne se mig selv som en del af.

De var venlige. Og retfærdige. Og de havde respekt og forståelse for den situation, som langt de fleste af os flygtninge stod i.

De var et forbillede.

Forbillede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, Danmark lærer de nye flygtninge i dag. Og jeg bliver lidt bange. For det er ikke respekt og ligeværdighed. Det er survival of the fittest i sin reneste, grimmeste form. De (vi?) prøver at overleve. Og vi lærer “dem” at gøre det samme. Uden vores respekt.

Hvordan kan vi nogensinde forvente, at de på sigt skal gøre andet?

Integrere sig, som jeg har gjort?

Jeg har mine tvivl.

Måske tager jeg fejl.

Jeg håber bare, at folk stopper op et øjeblik og tænker videre end snydere og nassere og dem, der slipper igennem.

De er fåtallet.

Resten er en uudnyttet ressource.

Skal vi ikke prøve at være søde ved dem? Lade være med at sparke til dem, når de ligger ned, og hjælpe dem i stedet?

For der er så mange af dem, der er som min søster og jeg. Arbejdsomme, villige og ivrige efter at indgå i det danske samfund. Som gerne vil holde jul og lære vores børn at indgå i det danske samfund på lige fod med alle andre.

Skulle vi ikke lade være med at fremmedgøre dem og fjendtliggøre dem?

Er alternativet virkelig de få værdigenstande værd?

Virkelig?

God jul.

 

 

 

7 kommentarer til “Med respekt kommer man længst.”

    1. Tusind tak Elisabeth. Og tak for deling! Jeg håber, at I får en fantastisk jul og nytår. Jeg glæder mig til at følge med i, hvornår baby melder sin ankomst 🙂 Stort kram herfra 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *