En præmie med historie

Jeg er jo ved at lukke min butik på Nørrebro.

Varelageret er kørt til opbevaring, og tilbage står kun et halvtomt lokale med afmonteret inventar. Nu mangler jeg kun at komme af med inventaret og få malet. I dag har jeg fået at vide, at der er fundet en ny lejer, så når vi når til 1. januar 2016, siger jeg farvel til min børnetøjsbutik gennem knap 3 år, og så starter et nyt kapitel for både mig – og det fine lokale på Nørrebro.

Kapitler.

Dem har der været mange af, for begge parter. En sød kunde sendte mig engang et billede af butikken tilbage i ’70/’80’erne, dengang det var plader og ikke børnetøj, der blev langet over disken i nr. 44 (se billedet af pladebutikken HER).

Jeg er så spændt på at finde ud af, hvem den nye lejer er, og hvad der mon er det næste på programmet. Jeg er så nysgerrig, at det halve kunne være nok, men jeg finder jo snart ud af det, da mine børn går i børnehave et stenkast derfra, og jeg kommer til at cykle forbi flere gange dagligt fremover (tålmodighed er en dyd, ikke? 😉 ).

Men for at komme tilbage til historie.

Mens jeg venter spændt på at finde ud af, hvad fremtiden bringer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen, der kommer til at huske de tre år, det lille lokale i Rantzausgade var mit og gadens eneste børnetøjsbutik. Om der er nogen, der om tredive/fyrre år deler et billede af Sejedrenge.dk/ Magic Robes facaden og fortæller en fremtidig ejer, at der engang har ligget en børnetøjsbutik dér?

Det kunne jeg godt lide, hvis det skete 🙂 Og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, på sådan en ægte romantisk vis, at det bliver et af de mange børn, som de sidste tre år er kommet i min butik og har rutsjet på min fineste, fine plastik rustjebane. Den, der oprindeligt blev købt til vores stue men blev en fast del af butikkens inventar, da vi fandt ud af, at lillebror på 9 måneder havde alt for gode opstigningsevner i forhold til – ja: nedstigning 😉

 photo rutsjebane_zpsc2odof9w.jpg
Anywho 🙂

Rutsjebanen har været et hit i butikken. Der er børn fra andelsboligforeningen, som butikken er en del af, som har været fordi flere gange om ugen, på vej hjem fra institutionen, bare for at tage en tur og sige hej. Og det har været så hyggeligt.

Jeg kommer til at savne dem.

Og derfor har jeg ikke lyst til at sælge rutsjebanen.

Jeg kunne godt tænke mig, at den kommer til et hjem, hvor dens historie vil blive værdsat. Alle de hyggelige stunder, en bid af Rantzausgade 44 lokalets historie. En butik der ville – og gjorde en lille bitte forskel i knap tre år.

Håber jeg.

Jeg vil gerne give rutsjebanen væk til én, der vil have den.

Jeg kan ikke sende den, fordi den er 150 cm lang (102 høj), så den skal hentes i København. Men ellers behøver I ikke at gøre noget som helst andet for at deltage andet end at skrive en kommentar til indlægget her. Så finder jeg en vinder om en uge d. 29. december.

I må gerne dele, også hvis I ikke selv kan bruge den. Den er jo ikke just billig, sådan én. Og jeg forærer den væk. Og det kunne være skønt, hvis rutsjebanen kunne få et nyt hjem, hvor den er værdsat.

(ellers må jeg selv beholde den – mindstemandens motorik er forbedret en smule, nu hvor han er 3,5 år 😉 ).

Tak. Og god jul 🙂

15 kommentarer til “En præmie med historie”

  1. Den rutsjebane vil være en drøm herhjemme, vi har været på jagt efter en god rutsjebane i snart en måned nu, og kan stadig ikke finde en ordentlig en. Denne har en historie, og vil forhåbentlig få en lang lang historie i vores hjem. Jeg kan i hvert fald garantere at den vil blive brugt flittigt 🙂 håber inderligt at jeg vinder den 🙂

  2. Hvor er det dog en fantastisk og sød tanke! 🙂 Eftersom vi jo er flyttet i hus og derfor har plads til den, så tænker jeg det lige ville være noget for mine pseudotvillinger, Oscar og Ellie 🙂 Eftersom jeg indtil videre går hjemme med dem, så ville det uden tvivl være et hit – som de ville få rigtigt med glæde af 🙂

  3. Den ville være så hyggelig at tage med til vores sommerhus. 🙂 mine to drenge ville elske at kunne lege med den i vores store nye have heroppe. Der er lidt bar for børnelegetøj. Held og lykke med dit nye eventyr. Kan godt forstå du er spændt på at se hva der skal være i butikken 🙂 jeg har også holdt øje med skiltet i vinduet og funderet på hvad der mon skal være nu 🙂

  4. Den rutsjebane er sej og tror at den vil passe bedst et sted hvor maaaange børn kan få glæden af den, så hvorfor ikke køre den til en af de flygtningecentre hvor børn ikke har noget som helst. Er sikker på at den ville bringe en masse glæde…hvis du skal have hjælp til transport hjælper jeg gerne 🙂

  5. Ja, for POKKER, hvor gad jeg godt få fingrene i den, jeg elsker simpelthen ting med historie, og ville elske at tænke på dig, hver gang den skulle leges med 🙂
    Afhentning finder vi sikkert ud af. Måske kan en ven hente den, hvis den altså ikke kan stå opbevaret et sted ved dig, indtil jeg kommer på¨de kanter igen. Det er en formsag 😉

    Glæder mig også til at høre, hvad der skal ske med din fine butik, og håber, du deler det, når du ved det 🙂

  6. Jeg kender 4 raske drenge mellem 8 og 2 som ville elske den – mine nevøer! Det ville jeg og deres lille nye kusine Josephine elske at forære dem. Om et par år kan Josephine så komme og rutsje på den (gid vi selv havde plads!)

  7. Selvom vi ikke har handlet særligt meget hos dig, vil jeg i hvert fald huske butikken. Husker stadig da den var helt ny, og jeg beundrede vinduesdekoen med blomsterne. Det var så fint lavet!

    Vi vil da rigtig gerne lægge en billet på rutchebanen. Esther har utallige gange snakket med rutchebanebutikken, som ligger på ramasjanggade. ❤️

  8. Årh den ville sønnike elske, og eftersom vi flytter i ny større lejlighed om en uge, ville den få ærespladsen på sønnens første værelse .. Vi har delt soveværelse hele familien gennem de sidste 18 mdr da vores nuværende bolig kun er udstyret med to værelser…

  9. Den rushebanen vil få et rigtig godt liv hjemme hos vores lille vildbasse i et hus på Amager.
    Jeg har desværre ikke nået forbi butikken på Nørrebro (forlader sjældent Amager …høhø) så er på den måde ikke en del af historien, men håber at blive det på denne måde istedet
    Tilgengæld har jeg mødt jer flere gang til babybazaren i Prismet på Amager (yep, hjemme på Øen) og elsker skønne Magic Robes

  10. Den vil jeg rigtig gerne lægge en billet ind på! Vi drømmer om en stor flot rutsjebane herhjemme til vores 2 årige, som er så glad for dem 🙂 Men med en SU-og lærling indkomst og en lille ny på vej, er det ikke en dyr rutsjebane, der står øverst på indkøbslisten. Samtidig er vores hjem ofte centrum for diverse sammenkomster med venner og familie som har en masse små børn, så hvis ønsket er at den fine rutsjebane forsat skal skabe sjov og glæde, så vil den bestemt komme til det hjemme hos os – både for vores, familiens, vennernes og naboernes børn! 🙂

  11. Sikke en sød tanke. Hvis det ikke far fordi jeg bor i den modsatte ende af landet så ville jeg gerne have hentet den fine rutsjebane til mine de to yngste.

  12. Esben har taget indtil flere ture på den rutschebane, da vi boede på Nørrebro.
    Nu er vi flyttet i hus (og har plads), og Eigil, der er efternøler, vil helt klart elske at gøre storebror kunsten efter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *