Det må man altså gerne!

Jeg havde egentlig tænkt mig at skippe bloggeri over i dag og nyde stilheden. Manden er til julefrokost, og børnene sover. Jeg havde sat mig til rette i sofaen og var klar til at erobre verden (eller Netflix) efter jeg havde klaret en svær bane i Farm Heroes 🙂 Men så læste jeg det her indlæg. Og så kunne jeg ikke holde min mund, vel? 😉

Jeg blev lidt irriteret (igen i dag – hvad skal det ikke ende med? 😉 )

For indlægget handler om de fordomme, som folk har om hjemmegående. Det bliver indlæggets forfatter Nanna nemlig snart (hjemmegående, ikke fordomsfuld 😉 ), og hun har efter et indslag i Go’ Morgen Danmark fået noget kritik for sit valg. Kritikken går på, at hun er egoistisk, at børnene ikke lærer at omgås andre, at hun skal meldes ud af samfundet, når hun ikke vil bidrage, og at hun i øvrigt bliver en ‘holdt kvinde’, som får svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet. I kan læse kommentarerne her.

Jeg har en masse på hjerte hvad det angår, men manden er som sagt ude, og børnene sover. Jeg vil gerne se noget meningsløst tv (rettere sagt Jessica Jones på Netflix, men det er jo detaljer 😉 ). Derfor får I her min kommentar til Nannas indlæg i bedste copy/paste stil 🙂

Mig til Nanna:

Åh, sikke noget sludder (de fordømmende kommentarer, ikke dine forklaringer 😉 ). Jeg betragter mig selv som et ganske velfungerende socialt menneske i dag på trods af, at jeg hverken har gået i vuggestue eller børnehave.

Jeg blev passet hjemme sammen med min tvillingesøster af mine forældre (mor var sygeplejerske og havde skiftende arbejdstider) og mine bedsteforældre, som var pensionerede og boede i stueetagen af vores hus (en rækkehus-agtig ordning med hver sin indgang).

Vi var ikke isolerede! Vi fik leget og blev udfordret som alle andre – også i større grupper. Hjemmegående forældre er (for det meste 😉 ) ikke afstumpede individer, der kun vil have børnene for sig selv 😉 De kan – om nogen – se det, hvis der er noget, der ikke fungerer, og børnene mistrives eller er ved at udvikle sig i en negativ retning – fordi de er der! 😉

Og don’t get me started hvad angår “ikke alle har den mulighed” og samfundsnasseri. Selvfølgelig er det ikke alle, der kan leve af én løn, men for de flestes vedkommende vil jeg vove at påstå, at det handler om prioriteringer. Nej, måske tjener den arbejdende part ikke nok til at betale for lejligheden på Nørrebro eller huset + bilen på landet, men så må man vurdere, hvad der er vigtigst for én. Langt de fleste, der går hjemme, vælger noget fra for at kunne gå hjemme. Jeg er ikke hjemmegående, men jeg er selvstændig, og vi har levet af én løn i tre år. Det betyder, at vi er gået fra at have et 15 årigt boliglån med afdrag til et 30 årigt afdragsfrit lån. Ingen nye møbler, næsten intet tøj. Masser af brugte og arvede ting. Og vi er tilfredse. Fordi det er rigtigt for os.

Min mor, som jo arbejdede, mens min søster og jeg var små, gav fx. afkald på tid i stedet for økonomi. Når hun ikke var på arbejde, tog hun sig af os. Det samme med min far. Det handler om prioriteter. Og hvis man prioriterer at passe sine børn i nogle år, så skal man dæl’me have lov til det.

Også hvis karrieren bliver sat på hold, og det bliver svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og hvad så? Svært er ikke lige med umuligt. Og jeg vil vove at påstå, at man lærer en lille ting eller to som hjemmegående, som man kan bruge, når man skal tilbage, uanset hvilken branche man kommer fra. Det hedder livserfaring.

Og nu stopper jeg, men jeg ender nok med at skrive et indlæg om emnet, kan jeg mærke 😉 You go, girl. 🙂

 photo bodjelkollage_zpslnehyk1e.jpg

Min tvilligesøster og jeg som små og igen i midt-tyverne. Tydeligvis scarred for life… 😉

2 kommentarer til “Det må man altså gerne!”

  1. Du får den altså også lige herinde: Årh Jelena jeg tror jeg har et tøse crush på dig.. Du er dælme så sej og jeg er vild med den måde du brænder for ting på 🙂 Det er inspirende.

  2. Jeg blev stoppet af en ældre dame udenfor Lidl en dag. Hun kiggede på mig og så på min handikapscooter med anhænger til mine børn. Hun spurgte hvad jeg fejlede. Jeg svarede sclerose. Hun sagde så rigtig vredt: Nej hvor er det synd for dine børn de har en handikappet mor, det kan du da ikke byde dem. Fordomme…. Uh, jeg arbejder forøvrigt deltid hjemmefra og mine børn går ikke i sfo. Dobbelt fordomme…. Åh, og deres stakkels kammerater som de har med hjemme og lege hver uge. Tænkt de også skal opleve en hjemmegående og handikappet voksen:/ Jeg bliver så træt når andre skal bestemme, hvad de mener er rigtigst. Jeg stemmer for og hepper på alle os der gør det VI gerne vil og kan og finder rigtigt for vores lille familie og vores børn. Om det så er mad, sovetider, økologi eller noget helt andet….:) Kh Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *