Ekstrovert?

Jeg siger tit, at jeg er ekstrovert. Jeg har ikke noget problem med at brøle på bloggen, heller ikke om følsomme emner. Jeg kan ævle dagen lang med de mennesker, som jeg møder, og jeg trives i selskab med andre.

Og det var det, jeg satte mig for at skrive, da jeg begyndte på dette indlæg. Hvordan min yngste, Philip, er ekstrovert ligesom mig, mens storebror Alexander er introvert ligesom min mand.

Men så begyndte jeg at tænke over det og blev i tvivl om, hvorvidt det nu også er så sort og hvidt.

For der er pænt mange punkter, hvor den ekstroverte profil og jeg ikke liiiige er det bedste match.

For godt nok trives jeg i selskab med andre, men det foregår som regel i par eller en lille gruppe, når jeg har lyst til det. Jeg bliver nærmest angst ved tanken om at tale i store grupper eller forsamlinger, og når jeg gik så meget i byen, da jeg var yngre, var det jo – hånden på hjertet – for at finde den partner, som jeg nu sidder og tilbringer de fleste af mine aftener med. Bare os to, gerne i stilhed, hvor han får lov til at spille strategispil og poker, og jeg får lov til at fordybe mig, gruble over tingene og dele mine overvejelser her på bloggen.

Så jeg er jo ikke just noget pragteksemplar på en ekstrovert, vel?

I virkeligheden er jeg nok en blanding, som de fleste af os. Hvilket får mig til at tænke, at det samme nok gælder mine børn. At ham den lille sagtens kan have introverte præferencer, ligesom ham den store kan have ekstroverte.

Og det er (sgu) ret vigtigt, at jeg som deres mor er opmærksom på det. At jeg ikke antager, at Philip da selvfølgelig gerne vil lege med fremmede børn hele tiden, og at Alexander helst er fri – noget som jeg måske/måske ikke kan have været skyldig i en enkelt gang eller to.

(Pokkers også…) 😉

Heldigvis er mor her om ikke andet mega sej til ‘hvor ekstrovert er du?’- legen, hvis man ellers kan stole på denne test, som jeg lige har taget (sagde hun helt stolt over, hvor godt hun tilsyneladende kender sig selv) 😉

Jeg er en hybrid 😉

Hvad med jer? Hvilken side hælder i til?

 photo Ekstrovert.bmp_zpszekhh4xt.jpeg

7 kommentarer til “Ekstrovert?”

  1. Komme det bag på dig hvis jeg sige at jeg er ekstrovert med 5 point og introvert med 23 😉 Men selvom jeg er ret introvert, kan jeg også være meget udadvend i visse situationer. Jeg bliver bare hurtiger træt og skal have ene tid til at genoplade 🙂 . Så sjovt med din drenge, det er fuldkommen det samme herhjemme. Men du har ret, at vi som forældre skal passe på med at sætte dem ind i en boks og så forvente at de kun vil det som passe ind i den boks. x

    1. Det kommer lidt bag på mig, at der er så stor en forskel. 23/5 er ret meget, og sådan oplever jeg dig ikke 🙂 Måske fordi du er skøn, og jeg er ligeglad med, om du er det ene eller det andet 🙂

  2. Personligt synes jeg, den test er noget bæ. Fx spørgsmålet om rutsjebaner og skrækfilm Hvordan kan jeg komme med ét svar på, om jeg kan lide eller ikke lide to så forskellige ting? Den ene fucker med mit hoved, den anden giver mig fysisk kildren i maven. Rutsjebaner gør mig glad og høj, skrækfilm giver møg mareridt i dagevis. Om jeg kan lide “sådan nogle oplevelser”? Øhm… Nå, men scorede 20/8 til den introverte side, og det er jeg altså ikke. Introvert. Ikke at der er noget som helst galt med at være det.
    Jeg er bare særligt sensitiv, som man altså godt kan være samtidig med, man er ekstrovert, men det giver udslag i mange af de samme ting, som den her test betragter som et tegn på, at man er introvert.
    Læs her, hvis du vil vide mere 🙂
    http://trivselsguide.dk/om-vaere-baade-hsp-og-hss-og-holde-balancen-alligevel/

    Har længe ville skrive et indlæg om netop det, faktisk… Måske det skal være det næste på min kladdeblok 😉

    1. Ja, det spørgsmål studsede jeg også over 🙂 Der var faktisk en del, hvor jeg var i tvivl. Du kan sagtens have ret i, at testen ikke er den bedste. Det var bare en, som jeg fandt tilfældigt, og som til min store glæde understregede min pointe i et indlæg, som ændrede retning, som det blev skrevet 😉 Jeg læder mig til at blive klogere, når dit indlæg bliver udgivet 🙂

  3. Det kommer jo meget an på situationen, og ofte kan man også “fake” sig til at være det ene eller det andet. I repræsentations sammenhænge er jeg altid ultra ekstrovert, selvom jeg egentlig har en lille præference for det introverte.

    Jeg har taget MBTII testen flere gange, og jeg synes den giver et mere nuanceret billede af ens type, end introvert/ekstrovert testen. Der kommer et helt indlæg om testen på min blog i næste uge, men jeg smider lige et link til testen her også:
    http://www.16personalities.com/free-personality-test

    1. Tak for linket 🙂 Jeg har lige taget testen, og ja, da, den giver klart et bedre billede end introvert/ekstrovert, da den jo ser på flere sider af ens personlighed. Jeg glæder mig til at læse dit indlæg! 🙂

  4. Jeg var ekstrovert – mere end de fleste. Som i hende, der aldrig var bange for at gøre sig selv til grin, hvis bare selskabet blev hyggeligere af det.

    Hende, der snakkede højeste og med flest på en gang. Hende, der flyttede hjemmefra og oprettede den lokale døgnåbne ungdomsklub.

    For 19 år siden blev jeg mor for første gang. Og på 4. dagen – efter min datter endelig var kommet ud af lys, fordi hun havde gulsot, blev jeg med et trylleslag introvert – og har været det lige siden.

    For pludselig var verden stor og skræmmende. Andre mennesker kunne være budbringere for, at der var noget galt med min datter.

    Jeg foretrak min datters selskab, min mands – og senere resten af min families – og helst ikke andre.

    Idag har jeg en-mandskontor – og kan sagtens gå på arbejde, uden at tale med en kollega. Ikke at jeg ikke kan lide dem.Men jeg har bare ikke behovet for at være sammen med andre.

    Jeg tror, vi ændre os igennem livet. Jeg gjorde ihvertfald.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *