Tæller ned – og er lidt nervøs

Jeg er begyndt at tælle ned til den ferie, som vi har planlagt i år. Jeg er klar. For den er tiltrængt, den er, som ferier har det med at være.

Turen går til Kroatien og Bosnien, hvor jeg tilbragte de fleste af mine sommerferier som barn. Og jeg glæder mig til at komme begge steder, ikke mindst fordi jeg kun har været tilbage en enkelt gang, siden vi flygtede tilbage i 1992, og det er ved at være 10 år siden.

Nu skal jeg derhen igen, og jo tættere jeg kommer på afrejsedagen, jo mere nervøs bliver jeg.

Det skyldes flere ting. Den ene er selvfølgelig, at jeg skal tilbage til et land, hvor jeg har oplevet krig. Selv om det ikke er første gang, jeg skal se den by, hvor jeg er blevet beskudt og bombet og har måtte flygte fra, så er det første gang, jeg skal derhen, efter jeg er blevet mor. Og det har sørm’re meget at sige, det moderskab, om hvordan man ser, oplever og føler. Og det er jeg lidt nervøs for.

Tænk, hvis alle de ting, som jeg påstår at have bearbejdet, slet ikke er bearbejdet men ligger på lur og bare venter på, at jeg skal vende tilbage som mor, så de kan komme op til overfladen og ramme mig med 500 km i timen?

Tænk, hvis de ikke gør? Tænk, hvis jeg virkelig er så distanceret fra det hele? Fra min barndom, mit fødeland, mine rødder? Tænk, hvis vores ferie bliver bare endnu en tur til en semiligegyldig destination, som jeg ender med at kritisere for mangel af rugbrød og andre danske livsnødvendigheder?

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har været god til at holde fast i og dyrke mine rødder. Og når jeg tager til min barndomsby om få uger, bliver det med gebrokkent sprog og ingen viden om, hvad der rører sig i landet. Og jeg kommer tilbage med børn, som ikke kan bosnisk, da mor her ikke har talt det med dem, fordi jeg selv har lettest ved dansk.

Og jeg er lidt flov. Jeg føler måske, at jeg har svigtet. Hvem, ved jeg ikke helt. Mine gamle venner, naboer, måske? Mennesker, som jeg i øvrigt er bange for, at jeg ikke kan genkende, hvis jeg møder dem på gaden. Eller mine børn, som er blevet snydt for viden og traditioner, fordi mor har været for dårlig til at videregive dem?

Jeg er nervøs over, hvordan jeg bliver modtaget, som hende der ikke har rakt ud, besøgt eller vist interesse før nu.

Men lur mig ikke, om det ikke bliver med åbne arme og smil, så jeg først kan blive flov – over overhovedet at have overvejet, at det skulle blive anderledes.

Nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se, at det er lidt fjollet. Men det fylder. For det land, som var mit hjem i 12 år, er for mig næsten ligeså ukendt et territorium i dag, som Danmark var for 22 år siden – samtidigt med at det er fyldt med minder.

Barndomsminder. Sorger og glæder oplevet af et barn, som nu er blevet voksen, men pludselig føler sig ligeså usikker som dengang.

Jeg skal tilbage for første gang, efter jeg er blevet mor, og jeg er lidt nervøs.

 photo 188522_9268230386_7577_n 1_zpszdlfmf9p.jpg

2 kommentarer til “Tæller ned – og er lidt nervøs”

  1. Håber det bliver en skøn oplevelse eller det gør det. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan det må føles eller hvordan det er at have oplevet krig. Det er et fantastisk billede:) Jeg har først lige opdaget din blog og glæder mig meget til at følge dig fremover. Rigtig go’ ferie.

    1. Velkommen til og tusind tak for din søde kommentar 🙂 Jeg håber, at du bliver hængende, og jeg glæder mig til at lure med hos dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *