En klog ville nok lade det ligge… ;-)

Men jeg gør det ikke.

Jeg har nemlig brug for at sige tak for alle jeres søde kommentarer både her og på Instagram. Der var overvældende mange, der skrev, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

TAK.

Jeg ved godt, at det skrevne ord er nemt at misforstå, især af folk, som ikke kender mig eller min familie personligt. Jeg forstår derfor også, hvorfor mit indlæg fra forleden kan virke som en arrogant, selvfed udmelding på mine mænds vegne. Jeg forstår.

Uanset hvor godt man prøver at helgardere sig med sine formuleringer, kan man aldrig være sikker på, at man ikke bliver misforstået, hvilket jeg jo også fandt ud af vedrørende mit valg af navnet Sejedrenge.dk til min butik.

Og når det sker, og man bliver overfuset, kan man gøre en af tre ting. Man kan ignorere det. Man kan forklare sig. Eller man kan bide igen.

Jeg vælger at forklare de ting, som kan have været kilden til misforståelsen, og så vil jeg lade det ligge; indtil næste gang jeg har noget på hjertet vedrørende mine børns og min mands evner og/eller successer.

For jeg har tænkt mig at gøre det igen, ligesom de fleste andre mødre deler det med deres familie/venner/læsere, når de er stolte, især af deres børn. Om det er fordi, de har vundet deres første fodboldkamp, løbet det første løb, lært at cykle, tegne, eller spille på et instrument – så vil jeg også dele det, når mine børn lærer at tælle, regne eller skrive.

For det er dér, de er stærke, og de bliver bedre og bedre, fordi de øver sig, ligesom andre gør med fx. gymnastik – og de gør det ikke, fordi jeg pådutter dem det, men fordi de elsker det. Og det skal de have ros for.

De skal aldrig, aldrig nogensinde skamme sig over det. Og jeg nægter at tvinge janteloven ned over dem og lade være med at fortælle dem, at de er kloge. For det er de. Ligesom de er søde, dejlige, hurtige, sjove, stærke og meget mere. Og jeg ser det som min fornemste opgave i verden at udstyre dem med en ordentlig portion selvværd, inden de flyver fra reden. Modstand skal de nok møde en masse af. Men ikke fra mig. Det er min opgave at løfte dem, ikke at holde dem nede.

Noget, som jeg har tænkt mig at at lære dem samtidigt – og som min ligeså kloge, søde, dejlige (knap så hurtige) men sjove og stærke mand også ved – er at de ikke er verdens navle, og at de ting, som de er gode til, ikke er bedre end de ting, som andre er gode til.

Det er ikke sejere at kunne læse som 4 årig eller tælle som 3 årig, end det er, når andre kan cykle uden støttehjul i den alder. Det er ikke sejere, end når andre kan synge, tegne eller noget helt tredje.

Det ER sejt, og de skal være stolte, men det er ikke det vigtigste i verden, skal de vide.

For det er ikke deres evner på det ene eller det andet felt, der kommer til at afgøre, om de bliver det, som vi kalder gode mennesker, og får et godt liv eller ej. Om de får venner eller ej. Gode forhold, kærlighed. For det, som de kan, er kun en lille bitte del af, hvem de er, og hvis de vokser op og bliver umulige, arrogante, og selvfede individer uden empati eller almindelige gode manerer, kommer mors blog her ikke til at bugne af stolte øjeblikke – og så er spørgsmålet i øvrigt, hvordan deres liv bliver.

Men det gælder vist alle børn, uanset hvad de kan og vil.

 photo IMG_20150614_185842_zpsutw46wps.jpg

Jeg vidste ikke, at min mand havde en høj IQ (eller er det IK nu?), da jeg mødte ham. Jeg var også ligeglad. Jeg – og han selv – fandt først ud af det, efter vi var blevet gift. And guess what? Det har ikke ændret noget som helst i vores forhold. Herregud, nu har han papir på, at han er stærk indenfor et bestemt område, og det synes jeg, er super sejt. Men jeg er stadig bedre til sprog og det kreative, og selv om han er super god som kilde til livsvigtigt info som postnumre i DK og hovedregning, så er det ikke det, der tørrer numsen på de små, når de (så dygtige som de er 😉 ) smider bleen og skal have hjælp efter toiletbesøg.

Jeg er sammen med min mand, fordi han er en god mand. Han er sjov, han er en super far, og han er dejlig. Men han er også en klog mand, sådan som Mensa definerer det, og det synes jeg, at jeg har ligeså meget ret til at sige højt, som andre skal have lov til at rose deres mænd, fordi de er super dygtige håndværkere, sportsfolk eller andet.

Ligesom jeg har tænkt mig at blive ved med at rose mine børn, når de gør det godt.

Lige nu er jeg stolt af Alexander, fordi han er blevet rigtig god til at svømme (hundesvømning med vinger og maven fyldt med klorvand, men hold da op, hvor han gav den gas i svømmehallen i dag) og fordi han er begyndt at regne. Og jeg er stolt af Philip, fordi han er holdt op med at bruge ble, og fordi han er blevet rigtig god til at tælle.

Jeg er stolt af min mand, fordi han finder sig i at blive hængt ud på bloggen, og fordi han tog fri i dag, selv om hans logiske hjerne kunne regne ud, at det ikke var fornuftigt at bruge en omsorgsdag, bare fordi jeg mente, at vi havde brug for det, når han kunne få den udbetalt senere, og vi mangler penge.

Jeg er en stolt mor og hustru.

Hear me roar 😉

 

 

 

4 kommentarer til “En klog ville nok lade det ligge… ;-)”

  1. Flot skrevet Jelena. Selv har jeg en noget anstrengt forhold til janteloven, måske fordi den ikke er kommet ind med modermælken. Det er vigtigt at støtte vores børn der hvor de er super seje og hjælpe dem lidt på vej der hvor de er knap så seje (mener jeg 🙂 ) Nederlag skal de nok få nok af, som du også selv pointerer.
    Og jeg glæder mig rigtig meget til at hilse på din super kloge mand, barn som har lært at regne og ham som lige har smidt bleen 🙂 de kærligere hilsener herfra

  2. Hvor er det godt skrevet! Jeg har selv en mand der har bestået mensatesten (han gad så ikke melde sig ind, men alligevel) og særligt en søn som har været super hurtig til at lære det med at læse, regne osv. han er lige om lidt færdig i 0. klasse og læser langt bedre end jeg gjorde efter 1. klasse. han kan tegne de vildeste historier og har gang på gang blæst sin lærer omkuld med sin viden – og hold nu KÆ** jeg er stolt af mine drenge, og det selvom manden aldrig har fået papir på nogen uddannelse, han kedede sig simpelthen for meget til at gide gøre noget færdig 🙂 Lillesøster på 5 er skarpere end sin far når det gælder om at have svar parat og jeg må gang på gang sande at jeg har mødt min overkvinde i argumentation, jeg kan simpelthen ikke følge med og børnehaven kæmper ligeså på den front og jeg er STOLT som paven, selvom andre synes hun er arrogant og bedrevidende (kan en 5 årig være det?? jeg spørger bare) Jeg hader simpelthen den fordømte jantelov. Min søn kæmper lidt med at følge med socialt, han vil hellere sidde stille selv og lege og fordybe sig, så vi støtter ham selvfølgelig med legeaftaler osv ind imellem, men helt ærligt! så presser vi ikke ret meget på, men opmuntrer ham til at lave lige det han har lyst til, for et styrket selvværd er bedre end et knækket selvværd 😉 Så råb du bare ud til hele verden at dine drenge er seje fordi de er kloge – vi kan ikke alle sammen være mestre til det samme og derved heller ikke være stolteaf det samme! Jeg er MEGA stolt af min kniv skarpe familie, ligesom jeg er stolt af det jeg selv gør 😉

    1. Jeg genkender mange af de ting, som du skriver. Min ældste er heller ikke så social, men jeg kan være lidt forsigtig med at skrive om det, fordi jeg ikke vil gøre det til et problem. For det er det ikke for ham. Han er introvert, og han trives med de få venner, som han har. Og det tænker jeg – på trods af (og måske netop pga. af) at hans børnehavepædagoger gerne så ham mere aktiv i gruppeleg mm. Børns præferencer er rigtige, uanset hvad de er, og trivsel er det vigtigste. Og jeg vil være stolt af mine børn, selv om de aldrig bliver klassens mest populære (og hvis de gør 😉 ). Lad os være stolte sammen og råbe i kor! 😉
      Ps. Min mand var heller ingen stjerneelev.

  3. Sådan! Ud med ham Jante, han har aldrig gjort nogen lykkelig! Jeg ville ønske, at (begge) mine forældre havde haft modet til at gøre, som I gør, nemlig støtte og opmuntre deres børn til at dyrke det, de er gode til, det de synes er sjovt. Uden at fokusere på resultaterne eller hvad andre mener om samme. Jeg håber, det lykkes jer at give dem selvværd og selvtillid til at møde en til tider hård og fordømmende verden. For så skal de nok blive lykkelige (og empatiske) 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *