Det er svært at være handlemenneske i dag

I går sad jeg og så valg, sammen med min mand og hans forældre. Og dér sad vi, mens børnene legede og forstyrrede og faldt omkuld af træthed, og vi hyggede os. Godt nok med tapas i stedet for valgflæsk, men det var helt rigtigt alligevel. For vi sad fire personer sammen, som havde sat kryds ved fire forskellige partier, røde som blå, og vi hyggede os. På den helt rigtige ‘se, hvordan de ser ud’ og ‘hvad er det, han hedder’ og ‘han er kun med, fordi ham den anden stoppede, og det er da klart, at de går tilbage med den frontfigur’ – snak, som var ethvert teenage-fnise-viprøverbareatlydekloge-selskab værdigt.

Og det var hyggeligt, og vi skålede i både rød- og hvidvin, og vi var med på spå-legen. Det var spændende at følge med i udviklingen, og da vi skiltes ved 22-tiden, var det med knus og kram, og ‘det bliver sjovt at se, om det bliver en af jeres eller en af vores, der vinder’.

Stemningen i dag har været noget anderledes.

Ikke blandt os fire, for der er intet, der har ændret sig dér siden i går aftes. Grunden til, at jeg kan sidde og skrive nu, er at farmor og farfar har hentet drengene og sikkert udsætter dem for noget så frygteligt som leg med 40 år gamle Lego klodser og kursus i Emma Gad i deres lejlighed.

Men Danmark har ændret sig, og det kan mærkes på Nørrebro, min bydel, som bestemt ikke har stemt som resten af landet.  Men mest af alt kan det mærkes på nettet. Sorgen, glæden, chokket, vreden – uanset hvor man kigger hen. Også af det evige handlemenneske, som mig, som ikke er god til det med følelser.

Og jeg bliver så træt – og så glad for, at jeg nåede at tælle til 10.000, inden jeg satte mig ned og skrev om valget og mine tanker om det hele.

For selv om jeg gerne havde set et andet udfald, så kan jeg hverken gøre fra eller til nu. Sket er sket, og selv om jeg godt kan have mine bekymringer, så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske de næste fire-ti-tyve år. Hvad konsekvenserne bliver.

Jeg kan kun håbe og gøre mit for, at det her bringer noget godt med sig, og at vi som danskere (i alle regnbuens farver og med alle præferencer) i fællesskab får noget fornuftigt ud af vores valg.

At vi beviser, at vi slet ikke er så forskellige igen, og at kløften, som synes så stor i dag, krymper igen. At vi finder ud af det. Ligesom min mand og jeg og mine svigerforældre gør, gang på gang på gang, på trods af forskellige politiske holdninger.

Og så hører I ikke mere fra mig vedrørende det valg.

 photo 87fcee0f-0690-4270-8324-72bf71c747b5_zpsj6gfx3bm.jpg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *