Ikke mere Iværksættermor

Jeg har svært ved at finde ord. Ikke fordi jeg er usikker på, om det her er det rigtige at gøre, men fordi jeg allerede er videre. Rent mentalt er jeg, selv om jeg stadig hedder Iværksættermor både her, på Facebook og på Instagram. Det kommer til at tage noget tid, før jeg får helt styr på, hvad der nu skal ske, men hvad angår Iværksættermor, er dette farvel.

Jeg er ikke Iværksættermor mere. Bevares, jeg er stadig mor, og jeg holder nok aldrig op med at være iværksætter, om det bare bliver på hyggeprojektplan. Men jeg har rykket mig, ændret mig, siden jeg startede med at skrive denne blog for over tre år siden. Det føles ikke længere rigtigt at skrive om mine børn, og det er ikke længere terapeutisk for mig at dele mine tanker om mit liv som iværksætter – hverken mine fejl eller mine sejre. Nu føles det mere som pligt, og det er ingen god grund til at fortsætte, selv om jeg har lyst til at gøre det pga. jer, der følger med.

Jeg har brug for en pause. Brug for at finde ud af, hvem jeg er, nu hvor jeg ikke længere kan være Iværksættermor uden at spille en rolle, en lille smule.  Jeg går ikke offline lige nu og her, og jeg lover at holde jer opdateret, når jeg ved mere. Jeg skal nok finde ud af, hvem jeg er, nu hvor det er slut med Iværksættermor. Jeg kommer igen. Jeg håber, at I stadig er her til den tid.

Stort virtuelt kram til jer alle.

Jelena.

Foredragsholder – hvad tænkte jeg på?!

Nogle af jer kan måske huske, at jeg engang var sådan én, der råbte lidt højt. Jeg har råbt op omkring kønsidentitet hos børn, kvinders (syn på vores) kroppe, familiepolitiske beslutninger og meget mere. For et halvt års tid siden brølede jeg om flygtninge i Danmark, noget som jeg bestemt mente, at jeg var superekspert i, eftersom jeg selv er flygtning, omend jeg ofte glemmer, at jeg er det.

Jeg råbte, og jeg brølede, og jeg blev hørt. Det endte med et par klummer i en avis, og det resulterede i, at jeg blev kontaktet af mennesker med en vifte af forskellige holdninger, heriblandt en venlig mand, som ville høre, om jeg ikke havde lyst til at holde et foredrag om emnet.

Emnet, som var mig og mine erfaringer.

Jeg var beæret over, at der var nogen, der havde lyst til at høre mig brøle live, så jeg sagde ja, og jeg tænkte, at det var da super, at jeg så kunne få lov til at skrive “foredragsholder” på mit CV bagefter, hvis nu mit designer-forhandler-videoproducent  imperium faldt  begyndte at kede mig 😉 Det er ALTID godt med nyt på CV’et – det ved alle jo 🙂

Men jeg glemte lidt, at jeg brøler bedst, når jeg gemmer mig bag en skærm, og jeg glemte ret meget, at mit sidste foredrag var en piiiiiinlig affære, hvor jeg – og min stemme – rystede så meget, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt der var nogen, der fangede, hvad det var, jeg talte om (ahhh, de glade uni-dage 😉 ).

Da jeg sagde ja, så jeg ingen udfordringer, jeg ikke kunne klare. Jeg tænkte, at det lød da meget spændende, og at jeg, som jo er vokset sååååå meget de seneste år (på alle måder 😉 ) sagtens kunne tale om mig selv i Netværket Jobcaféen i Rudersdal. Det var jo sikkert noget med nogle jobsøgende, som alligevel ikke gad være der, og de ville sikkert synes, at det var ligeså spændende at  se og høre på mig som at tage til endnu et ‘sådan skriver du det perfekte CV’ foredrag (jeg håner ikke – jeg har selv været der).

Wrong!

Det viste sig så, at foredraget henvender sig til folk, som beskæftiger sig med flygtninge, altså professionelle, som forventer at lære noget, som de kan bruge. Fra mig.

Jeg har lyst til at melde mig syg allerede 3 uger, inden jeg går på.

Kan man det? 😉

For ja, ja, jeg skal bare fortælle om min barndom og mine unge dage som tilflytter i DK. Men hvad hvis jeg husker tingene forkert? Hvad hvis klappen går ned? Hvad hvis teknikken fejler (for det gør den!) forudsat jeg overhovedet kan finde ud af at få lavet en Power Point præsentation. “Du skal bare have et usb-stik med”, siger de. Har jeg overhovedet Power Point, tænker jeg, og hvordan dælen styrer man sådan et bæst?! 😉

Min pointe?

Jeg skal holde et foredrag snart. Og i dag har jeg fundet ud af, at alle kan komme med, bare de tilmelder sig. Og jeg gruer for det, men jeg har lovet at dele, så her er info:

foredrag

Wish me luck

 

 

 

 

Pokemon Go i Danmark – go eller no go?

Jeg har lige været i Fakta ganske frivilligt på trods af, at det på ingen måde var presserende og på trods af, at jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor gjorde jeg det så, når sofaen, der er mig så kær, kæmpede ligeså brav en kamp for at give slip på mig som jeg for at rejse mig? (åh, I vil gerne vide det 😉 ).

Fordi der er et tårn lige ved Fakta, som giver Pokemon Go bolde.

I know!!!! 🙂

Jeg havde set det tidligere i dag, efter jeg havde downloadet appen, men på det tidspunkt var jeg alene hjemme med drengene, og det passede ikke liiige. Vi havde trods alt netop brugt to timer på at finde ud af spillet og jagte de bæster rundt omkring på Nørrebro. Eller, hvis I spørger drengene, så legede vi på to forskellige legepladser, hyggede os ved at springvand og tog billeder af grafitti og fine malede sten i nærheden af vores hjem, tandlæge og biblioteket, hvor vi endte med at låne 16 bøger. Vi var på en super hyggelig familieudflugt! 🙂

Det, og så spillede vi Pokemon Go, sådan lidt 😉 Eller rettere, vi prøvede at spille fangeleg med deres server, for den en en utilregnelig lille gut, eller hvad sådan en nu vil kaldes (ud over MEGA freaking dårlig)! Agggh, om jeg forstår, hvordan det spil nogensinde er blevet så populært!

Eller, det gør jeg jo. Jeg har lige været i Fakta for at handle (sagde hun og pudsede sin glorie) fordi jeg tidligere i dag brugte alt for mange bolde på at fange en led (men nuttet) flagermus, som jeg så ikke engang fik point for, fordi serveren svigtede, lige som jeg skulle til at høste flagermus, point og hæder. Så nu havde jeg ikke så mange bolde tilbage, og hvis jeg skulle have flere bolde at bonke Pokemon i hovedet med og nå til level 5, hvor man kan begynde på nye sjove opgaver, var tårnet svaret.

(og det skule jeg jo, for det er jo pokkers vanedannende! 🙂 )

Men så var det, at tårnet ikke virkede. ‘amen altså! Og det var ikke kun mig, der blev frustreret over det. Der var dæl’me også to andre, der stoppede op på cykelstien (turister, der skulle finde vej, tænkte jeg), og som jeg overhørte sige: “It doesn’t work!”.

Ahem.

Jeg har været i gang med Pokemon Go i Danmark en enkelt dag. Jeg er blevet så meget hooked, at jeg har brugt flere timer på at spille, og jeg er blevet så irriteret over, at l*rtet ikke virker, at jeg overvejer at slette spillet igen. Man kan (sgu da) ikke lave et spil som en seriøs virksomhed, som jeg formoder tjener kassen på det her, og så byde deres brugere fejl på fejl på fejl på fejl på fejl  – og bestå.

Eller kan man?

Jeg tjekker lige, om der ikke er nogen Pokemons i nærheden, inden jeg går i seng. Hvis jeg er heldig, virker det nu, og jeg har måske en enkelt bold tilbage…

pokemon go

Min

Jeg tror, at alle har det sådan en gang imellem. Jeg ved, at børn kender følelsen. Det dér hvor man tænker, at det her, det er mit. Jeg ejer det, og jeg vil nyde det og knuselske det.

Alligevel har jeg dårlig samvittighed over at have det sådan. For jeg er en sød pige, som for længst har lært at dele, ret flittigt, endda, hvis man tager bloggen og IG profilen i betragtning, men man kan ikke overdrive på sociale medier, vel?

Eller kan man?

For ikke så lang tid siden skrev jeg dette indlæg. Jeg mente hvert et ord. Det er ikke noget, der er kommet pludseligt, og jeg er ikke ked af det eller noget andet semi-alarmerende. Jeg tror bare, at det er blevet tid til, at der skal ske noget nyt i mit liv. Nu har jeg været “offentlig” og delt og delt og delt i snart 4 år, så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg begynder at søge grønnere græsgange. The other side, som de jo siger, bare mindre Darth Varder- agtigt 😉

Det modsatte.

Jeg har brug for mit privatliv.

Ikke som i “lad mig dog være, I skøre stalkers”, for dem har der sådan set ikke været nogen af (totalt fiasko af en offentlig person at være, eller noget 😉 ), men som i “jeg er mættet og træt af at skrive personlige, private ting om mig selv og min familie”. Jeg har ikke længere brug for at være alles. Jeg vil gerne være min.

Jeg dropper ikke bloggen eller IG eller Facebook. Heller ikke livet som selvstændig, som jo kræver, at man er offentlig. Men jeg kommer til at lave nogle ændringer frem til nytår.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg gør, endnu. Jeg skal lige finde frem til, hvad der godt må være fælles, og hvad der kun skal være mit. Det er en øvelse, der er ny, og jeg skal lige øve mig. Det er sådan, man lærer det, ikke? 🙂

min