Omprioriteringsbidrag? Et problem?

IMG_20160421_204031

Som nogle af jer ved, er jeg pænt bekymret over det omprioriteringsbidrag, som betyder, at kommunerne de kommende år skal finde 1% i budgetterne til omprioriteringer. Det lyder fint, ikke, når de kalder det bidrag (kunne ligeså godt have skrevet “tilskud”), men det er noget der skal spares (omend der tales om mulige tilbageføringer), og det kommer til at påvirke bl.a. sådan noget som børne- og ungeområdet. Jeg skrev om det allerede i december 2015, og jeg forventede ærligt talt et oprør fra de offentligt ansatte, som det her kommer til at berøre, og ikke mindst fra de forældre, som benytter sig af de offentlige tilbud som vuggestuer, børnehaver og skoler (måske de fleste af os?).

Overraskende nok er reaktionerne udeblevet. Der har været usædvanligt stille. Medierne skriver ikke rigtig om det, og forældrene har travlt med at klage over det forsinkede forår i stedet. Velfærdsalliancen har godt nok planlagt nogle demonstrationer, men generelt lader det her emne ikke til at være forstyrrende eller sexet nok, til at vi gider hidse os op over det eller skrive/læse om det i medierne.

Betyder det mon, at alt er vel? Jeg vil gerne høre det fra jer. Er det virkelig rigtigt, at jeres institutioner kan undvære de penge de kommende år? 1% lyder godt nok ikke af meget, men i København alene udgør det 247 millioner kroner årligt, og jeg tænker, at det næppe kommer til at medføre bedre vilkår i det offentlige. Nok nærmere fyringer og forringelse af serviceniveauet – også serviceringen af vores børn i de institutioner, som vi betaler så mange penge for.

Et spørgsmål om liv og død? Måske ikke. Men en reel risiko for, at vores børn og deres pædagoger kommer til at tilbringe mange timer hver dag i nogle rammer, hvor der ikke er penge nok, hænder nok, nærvær nok – det er det vist. Og jeg tænker, at det er temmeligt alarmerende. For selv om de ikke just dør af manglende nærvær, så betyder de mange timer i børnehaven meget for vores børns grundlæggende udvikling og deres fremtid. Nu maler jeg måske fanden på væggen, men jeg vil hellere råbe op inden eller beklage mig, når skaden er sket.

Men måske er det bare mig? Måske siger den øredøvende stilhed, at I slet ikke er bekymrede over det her omprioriteringsbidrag og de kommende besparelser? Det er selvfølgelig ok. Jeg forventer ikke, at skal tale mig efter munden. Men jeg vil meget gerne høre fra jer, også gerne på mail jelenadurovic@gmail.com, hvis I har noget på hjerte omkring det her. Nogle erfaringer fra institutioner, der er pressede i forvejen, enten som forældre eller som personale? Noget politisk viden om det her, et alternativt forslag til, hvor man ellers kunne spare, eller hvad man ellers kunne gøre? Eller måske oplever I, at alt er lutter og gammen og I ikke kan se, hvorfor besparelser skulle gøre tingene værre?

Alle input er velkomne. Jeg vil bare gerne blive klogere på, hvorfor det her omprioriteringsbidrag ikke har fået mere opmærksomhed. For jeg kan virkelig ikke forstå det.

Dobbeltmoral er dobbelt så godt

Som I nok har bemærket, er der mange butikker, der har mid season sale for tiden. Jeg har tidligere undret mig over navnet og forbandet fænomenet langt væk, fordi det bare ikke er fedt, når man er butiksejer. Tit starter butikkerne udsalg få måneder efter nye varer er kommet, og i børnetøjsbranchen, hvor forårs-/sommerkollektioner ofte bliver lanceret i januar og februar, betyder det, at de kommer på udsalg allerede i april.

Det er en fest for forbrugerne, der dårligt nok har overvejet at købe forårs-/sommertøj før det alligevel. Det er mega kedeligt for butiksejerne, da de ikke tjener særlig meget (om noget), når de sælger på udsalg.

Nu skulle man tro, at jeg på grund af min karriere som selvstændig butiksejer er den mest solidariske kunde, som kun handler til nypris, men når jeg ikke kan sælge egne varer til fuld pris, er der ikke meget at handle for den anden vej, og så har vi en skrue uden ende. Så jeg glæder mig ligeså dobbelmoralsk over udsalg, og lige i dag er det cdon.com, der leverer materialistisk glæde til det lille hjem (!).

Min kære mand har nemlig lige fortalt mig, at cdon.com har noget, der hedder green friday (meget mere opfindsomt og noget helt andet end mid season sale! 😉 ), hvor de har sat en masse varer ned i pris. Det gælder kun i dag, og de har nye tilbud hver time. Det er nyttigt info, fordi min kære mand har drømt om en Playstation 4 i alle de år, jeg har kendt ham (eller bare om en nyere Playstation end PS2, som han har), og i dag er den sat ned med 20%. Og eftersom han er en god mand, som elsker mig meget højt og tolererer, at jeg mishandler hans hår, at jeg ikke bidrager økonomisk (og fordi han i øvrigt ikke fik nogen gave, da han blev 40 sidste år), skal han i dag have den Playstation, om den så kommer til at samle støv, når han finder ud af, at der ikke følger +2 timer i døgnet i pakken med den, så han også kan nå at spille 🙂

Det var blot til info, hvis I kan bruge det til noget, og så vil jeg lige gøre jer opmærksomme på, at der er affiliate links i dette indlæg, så det her må anses for reklame 🙂

Nu vil jeg hoppe i min nye bluse fra Boozt.com, som jeg købte forleden, også på tilbud (de har også mid season sale! 🙂 ), og tage nogle billeder til Instagram, som det jo hører sig til 😉

Og så vil jeg føle mig lækker og som en god hustru, for jeg synes, at jeg har brug for en weekend, hvor jeg får lov at lege, at mine luksusproblemer er de største i verden.

Kender I det?

🙂

greenfriday
Green Friday cdon.com

De skal (sgu) ikke have nogen fest! Om konfirmation og nonfirmation

… er der måske/måske ikke én, der har udtalt hjemme hos os for nylig. Eller. Vi ved jo alle sammen, at det er sket, og at det var mig 😉

Men jeg mente det (sgu), og jeg mener det stadig, selv om der selvfølgelig er en reel chance for, at jeg når at ombestemme mig, eftersom den ældste først lige er fyldt 5 år. Festen, som det drejer sig om, er den, andre børn skal have, når der skal holdes (trommehvirvel… … … )

konfirmation / nonfirmation.

.
Jeg har lige været til min første af slagsen i en alder af 25 (ok, den grinte selv jeg af 😉 ), og det overraskede mig, at jeg syntes, at det var vældig hyggeligt. Lidt rørende, ganske smukt. Det var det. Den havde jeg ikke set komme. Jeg havde forventet overdådige klæder og gaver i luksusklasse og utaknemmelige unger, der ville have mere. I stedet fik jeg en jordnær, skøn dreng i et dejligt selskab med større fokus på at nyde og glæde hinanden end at stjæle rampelyset – eller dyre gaver.

Jeg blev overrasket over, hvor hyggeligt jeg syntes, at det var, at denne dejlige dreng fik lov til at blive fejret. At få at vide, hvor højt elsket, han er, og få mulighed for at sige det samme igen. Det var (sgu) smukt, og jeg skal ikke udelukke, at der var nogen i selskabet, der måske/måske ikke fældede en tåre eller to.

Men.

Mine drenge skal ikke have nogen fest, når deres klassekameratter begynder at gå til præst og planlægge fest.

Hvorfor?

Konfirmation er jeg ret sikker på, at de selv vælger fra, inden vi når så langt. De er ikke døbt. Long story short: Jeg mener, at religion er noget, som man skal vælge til og ikke fra. De må hjertens gerne blive døbt, konfirmeret, blive præster, hvis det er det, de lyster, men de skal foretage et aktivt valg, hvis de vil religion. Det skal ikke komme fra deres ateist-(eller hvis vi skal være ordkløvere, stærkt tvivlende agnostiker-) mor. Jeg har ikke tænkt mig at prædike imod religion, men noget siger mig, at de små kloge hoveder vil gøre, som de gør med alt andet, og følge deres forældres handlinger og ikke ord. Oddsene for, at de vælger konfirmation er derfor slimmere end slim.

Men så er der nonfirmation. Den moderne klassiker. Skøgen, som ikke rigtig vil, men så godt vil alligevel, hvis der er penge involveret. Og det er der jo, med mindre de festhungrende bæster har tænkt sig at betale for det hele selv med den børneopsparing, som de måske/måske ikke får (oh, yes, den har jeg også holdninger til 😉 ). Festen, som man holder, fordi alle andre holder fest. Man skal nødig være udenfor. Det er jo synd, altså ikke på den religiøse måde, men den er vi ligesom ud over 😉

Nej, det er ej.

Jeg har intet imod, at folk holder konfirmation og nonfirmation for deres børn. Jeg har som sagt netop været til én, og jeg synes, at det var en dejlig begivenhed. Man kunne jo næsten se konfirmanden vokse en centimeter, hver gang der var nogen, der fortalte ham, hvor dejlig og speciel han var. Hvor god en søn, klassekammerat, ven han var. Og jeg var så glad på hans vegne, for børn i den alder har, om nogen, brug for den slags.

Men er det nok til, at jeg synes, at mine drenge skal have det?

Nej.

For der er også noget, der hedder fødselsdag. Og lige præcis det år, hvor de fylder 14, kunne man gøre lidt ekstra ud af den. Eller, det behøver man ikke engang. For hver gang de fylder år, fortæller vi dem netop det. At det er deres dag, at de er værd at fejre. At vi elsker dem. Det behøver de ikke en ekstra fest for. Og hvis de andre børn driller? De børn, der netop er trådt ind i de voksnes rækker og er blevet fejret, fordi de er så dygtige, dejlige og gode ved andre?

Virkelig?  😉

IMG_20160426_205410

 

 

Et par ups’er og en super rabatkode til Boozt.com

Jeg har været til konfirmation i weekenden – min første nogensinde! 🙂

Det var en rigtig hyggelig weekend på fastlandet trods et par ups’er. Sådan nogle bitte små nogle som når man kommer til at klippe sin mands hår en anelse for kort, en time inden man skal afsted (ups!). Og som når man et par timer før konfirmationen finder ud af af, at ens fine nederdel ikke er kommet med, og det eneste andet, man har med, er jeans (ups!).

Heldigvis har jeg en tolerant mand, som ikke stiller høje krav til mine hårtrimmer-evner (jo han gør) og som elsker mig højt, lige som jeg er (finder sig i at være skaldet, fordi jeg ikke har bestilt andet end at fortælle ham, hvor flot han er med det nye hår – eller mangel på samme – siden jeg tog det af 🙂 ). Det er også ret heldigt, at familien i Jylland er rimeligt chilled, og at jeg ikke engang behøver at spille kortet, der hedder “jeans er det nye sort til konfirmationer i storbyen” men kan nøjes med at bekende kulør 🙂

IMG_20160424_202902
til konfirmation med en korthåret mand

Jeg vil skrive mere om mine tanker efter min første konfirmation en af dagene. Jeg er lidt flad i dag (de kan også feste i Jylland, viser det sig! 😉 ), så nu vil jeg dele en rabatkode til Boozt.com med jer, og så skal jeg slappe af i et par timer til det tv, som vi opgav for lang tid siden men nu har igen, igen.

Denne rabatkode til Boozt.com gælder kun i dag, søndag. Den hedder FLASH20 og gælder kun køb over 899 DKK.

En af grundene til, at jeg synes, at den er nævneværdig, er at den også gælder nedsatte varer, både på børn, herre, dame og sport. Jeg har allerede været der selv. Jeg skal bl.a. have disse to bluser til mig selv og disse sko til Alexander (han er vild med leopardmønster 🙂 ).

booztcollage
Rabatkode til Boozt.com

Jeg håber, at det er noget som I kan bruge 🙂

Indlægget indeholder affiliate links.

 

Hvordan blev I puttet som små?

For ikke så lang tid siden læste jeg en af de dér ‘I-er-en-generation-af-elendige-forældre’ artikler, som der er så mange af for tiden, og som helt sikkert er skrevet af vores forældres generation, fordi de ved, at det er nemmere at kritisere os end at feje for egen dør 😉

Anywho, denne artikel handlede om, at vi er alt, alt, alt for lidt sammen med vores børn. Der kunne både skrues op for kvantitet, som i flere timer, minutter og sekunder, og kvalitet, som i fordybelse og nærvær. Nu husker jeg ikke detaljerne, sikkert fordi jeg blev afbrudt midt i min læsning af et barn, der ville et eller andet ( 😉 ) men jeg husker, at jeg blev forargret, da jeg læste, at en stor del af forældrene i dag bruger under 10 minutter på dagligt kvali-nærvær med deres barn. Under 10 minutter (what?! 😉 ). Endelig kunne jeg føle mig hævet over pøblen og de alvidende bedsteforældre, fordi jeg bruger mere end det alene på at putte mine børn (1-652 til mig 😉 ). Og når vi putter, så er der nærvær for alle pengene. Vi læser, vi synger, vi fortæller historier. Der er ikke et øje tørt. Og så taler vi ikke om, hvordan det forholder sig resten af dagen, eller hvordan putningerne var, dengang drengene var babyer (detaljer 😉 ).

Men de dér putninger, ik’? Dem har jeg tænkt lidt over. For når det ikke er eksperter, der kritiserer os, er vi saftsuseme gode til at bonke hinanden oveni hovedet over, hvor dårlige forældre vi er. Hvordan og hvor børnene bliver puttet. Sover de på eget værelse, bliver de (langtids-) ammet i søvn, græder de lidt, meget eller går de i seng med et smil på læben og/eller en iPad/en fjernbetjening i hånden? Putning kan næsten ikke gøres rigtigt, vel? Uanset hvad man gør, er der nok nogen, der skal hive en eller anden “videnskabelig” undersøgelse frem, der beviser, at man er helt fra den, og at ens børn ender med ar på sjælen, en kanyle i armen og en straffeattest på størrelse med biblen.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Når jeg nu vælger at tage emnet op alligevel, er det fordi jeg kom til at tænke (ja, jeg praler 😉 ) på, hvordan mon min søster og jeg blev puttet, da vi var små. For vi er da sådan nogenlunde velfungerende, så et eller andet må vores forældre have gjort rigtigt. Men ved I hvad?

Jeg husker ingenting.

Nada.

Jeg kan simpelthen ikke huske en eneste putte-seance, fra dengang vi var bitte små. Ingen mor, der aer og kysser os blidt godnat, ingen far der læser historier. Heller ingen skrækkelige minder om at blive forladt alene på et mørkt værelse og føle sig dybt ulykkelig. Nope. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan putningerne foregik, da jeg var barn.

De tidligste minder, som jeg har, er fra dengang min søster og jeg var halvstore. 5-6 år, måske. Hvor vi lå i mørket på sovesofaen i gæsteværelset, fordi vi gerne ville falde i søvn til lyden af gamle LP’er. Jeg husker tydeligt, hvordan vi lyttede til mors og fars gamle plader og sang med, det bedste vi kunne. Elvis og The Beatles var favoritterne. De havde også The Rolling Stones, men dem sov man altså ikke ligeså godt til Elvis’ smørstemme og Hawaii musik 🙂 Jeg husker også andre aftener, hvor min søster og jeg lå i hver vores seng på vores lille værelse, hvor vi sludrede i det, der føltes som flere timer, og var overbeviste om, at mor og far var helt aldeles uvidende om, at vi var lysvågne.

Jeg har ingen punchline her til sidst. Jeg synes bare, at det er pudsigt, at de her puttestunder om aftenen, som er så afgørende for vores børns lykke nu og resten af deres liv, tilsyneladende ikke har været så mindeværdige i min egen, lykkelige barndom.

Stadig ingen punchline.

Jeg må vist hellere ringe til min mor en af dagene. Det er også ved at være nogle dage siden 😉

Hvordan foregik putningerne, da I var små? Del endelig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, om I husker jeres. Tak – og tak fordi I læser med 🙂

Nysgerrig omkring min barndom og mit barndomshjem? Læs med HER.

Vil du vide, hvorfor jeg hellere må huske at ringe til mor? HER.

 photo a7599a11-9b1e-4a44-9a78-df586296c834_zpsfodzqd09.jpg
Her blev jeg puttet som lille. Min var den blå seng.

Kan du finde fejlen? Og lidt om arbejde. Og Youtube.

Der sker rigtig mange spændende ting for tiden hvad angår mit arbejde. Juhu! 🙂 Ikke at der er noget nyt i det, sagde det voksne damp-barn her (med al respekt ), men for tiden sker der rigtig mange sådan, virkelig spændende ting. På en gang! (wow, manner, og mere til! 😉 ).

Jeg aner (vanen tro) ikke, hvad det hele skal ende med, men jeg nyder processen. Jeg ved ikke, om I kender det, men det er måske lidt som en graviditet. Man har fået sat noget stort i værk, og man glæder sig og er ved at dø af spænding, men man kan ikke rigtig være sikker på, at det bliver liiiige, som man havde forestillet sig. Det kan man jo ikke, vel? 🙂

Cut the crap og kom til sagen (jeg kan næsten høre jer) 😉 Okay, okay. Jeg er ude i noget med, at mit tøj skal eksporteres. Sælges i udlandet, i første omgang i enkelte lande i Europa, hvis alt går som planlagt. Og det er saftsuseme stort! Desuden er der noget med, at jeg måske skal skrive et par klummer i en avis, sådan én med læsere, der kan nogle lange ord, og forventer, at jeg også kan det (!) – og så er der det sidste, som jeg er helt vildt begejstret over: Der skal laves flere Youtube læringsvideoer! Jep 🙂 Der kommer i hvert fald 3 nye og måske endda 5, og (det var fan’eme også på tide 😉 ) de bliver ligeså korte og søde og hyggelige og lærerige, som de gamle, som I selvfølgelig alle kender og elsker 😉

Jeg ved ikke, hvornår noget af ovennævnte rent praktisk kommer til at ske, fordi ting har det med at tage meget længere tid, end man tror. Også når “man” bliver utålmodig og prøver at hoppe over, hvor gæredet er lavest, hvilket sparer én et minut eller to, men også sikrer et knap så perfekt resultat (doh! 😉 ). Jeg tænker selvfølgelig helt generelt og uspecifikt, men hvis I lige sidder og savner en lille hyggeudfordring, så kunne det være, at der var en fejl i en af videoerne, som allerede er på Youtube (og ganske gratis 😉 ). De varer kun ca. 1,5 minut hver, og de er nok sjovest, hvis man er lille bitte og/eller har en opfattelses- og koncentrationsevne som én, der går med ble 😉

Hint: Det kunne måske være denne video.

Resten kan ses eller genses HER.

 photo youtube Collage asymetrisk_zpsaddijfmx.jpg

Tøjproduktion hvordan? Hvor starter man?

Jeg ved det godt – jeg skylder! Tilbage i februar opfordrede jeg jer til at stille spørgsmål om det at være iværksætter (HER), da jeg jævnligt modtager mails og beskeder med ordene “Hvordan gør du X eller Y?”. Genial som jeg er, tænkte jeg, at jeg ville samle en masse svar i en række temaopdelte indlæg, som jeg så kunne henvise til, når der var nogen, der havde brug for noget insiderviden (eller erfaring med hvad man ikke skal gøre 😉 ). Og det blev da også til et par indlæg (HER og HER), men så blandede det virkeligheden sig igen, igen i mine planer (tsk!), og jeg kom fra projektet.

Sorry!

Men nu er jeg tilbage (juhu!), og i dag vil jeg svare jer, der har spurgt ind til det praktiske omkring tøjproduktion. Jeg tager et spørgsmål ad gangen under billedet (uinspirerende, I know, men overskueligt 😉 ).

 photo Magic Robes AW16-1600px-5626_zpsq4urnyrb.jpg
Tøjproduktion hvordan?

Foto Lycoops Photography.

Hvordan fandt du producenten?

Ved at spørge! 🙂 Jeg kender efterhånden en del repræsentanter for og ejere af diverse brands i børnetøjsbranchen pga. min butik,  som jo har personlig erfaring med producenter/fabrikker, der leverer ordentlige varer. I starten var jeg i tvivl om, hvorvidt de ville dele info om deres producenter, men da jeg endelig tog modet til mig og spurgte, var overraskende mange rigtig søde til at hjælpe! 🙂 Derefter var det bare at Google, finde kontaktinfo, indhente tilbud og indgå aftaler. Min første ordre blev lavet i en lille systue i Polen, men siden har jeg brugt en fabrik i Indien.

Hvor meget af info (mål på tøjet, selve designet, ikke kun figurer og farver, men snittet osv) laver du selv – er der overhovedet hjælp at hente ved en producent?

Selv om det er fantastisk flot og blødt og lækkert ( 😉 ), er Magic Robes ikke det mest detaljerige og designmæssigt avancerede tøj at lave. En body er en body er en body, så jeg har kunnet klare mig med at sende en prøve (fx. en gammel body, som jeg syntes havde en god pasform) med tegninger og instrukser til, hvad der skulle være anderledes på det produkt, som jeg gerne vil have lavet. Et par prøver og rettelser frem og tilbage, og så begynder det at ligne noget 🙂 . Fabrikken, som jeg bruger, producerer bodyer for en del andre brands, så hvis de ved fx. hvordan jeg vil have bodyen til at se ud i str. 74, kan de selv skalere op og ned til andre størrelser. Der vil altid være nogle justeringer (fx. længde på bukser, som vi har været lidt uenige om), men det behøver ikke at være besværligt. Man skal bare huske, at processen er tidskrævende, og at man ikke skal regne med at have sin kollektion klar på få uger. Men generelt synes jeg, at de er rigtig søde og hjælpsomme – også når man som mig ikke kan alle fagtermerne og kan finde på at stille “dumme spørgsmål” 😉

Har du været nede og besøge dem?

Jeg har ikke besøgt fabrikken i Indien, simpelthen fordi det er dyrt. Men jeg kunne helt klart godt tænke mig det, både for at snakke kollektion in person, men også for at se fabrikken. Nu ved jeg, at den er GOTS certificeret, og at der er andre brands, der har besøgt dem og kan sige god for dem og forholdene dernede, men det kunne være sjovt at se alligevel 🙂

Hvad er mindstekrav til ordrene (antal)?

Det er SÅ forskelligt fra sted til sted (og sikkert også sæson til sæson, alt efter hvor meget de har at lave på fabrikkerne). I Polen bestilte jeg ca. 300 stk. første gang, i Indien ca. 3000 stk. I Polen måtte jeg selv skaffe materialer – de skulle ‘bare’ sy. I Indien, derimod, producerer de selv stoffet ud fra min bestilling, og de er (forståeligt nok) ikke interesserede i at lave 300 små stofstykker til 300 forskellige produkter. Det  skal have en vis volumen. Men hvis man gerne vil have hele kollektionen i 100% økologisk bomuld (med samme vægt og kvalitet) , kan de lave en masse af det samme stof, og så skal de “bare” farve det forskelligt til de forskellige styles.

Farver og mønstre er noget, som jeg selv vælger og tegner og sender til fabrikken, når vi er enige om snit. Så sendes der igen prøver frem og tilbage, indtil vi er enige og klar til at gå i gang 🙂 Farverne vælges fra en farveguide, der hedder Pantone, hvor de har hver deres navn og tal. Det er bedst, hvis man har en fysisk Pantone bog, fordi farverne kan se anderledes ud i virkeligheden end den skærm, som man kigger på (prøv selv at sammenligne farverne på et billede på din computer vs iPad eller telefon – der kan være stor forskel!).

Jeg kender i øvrigt én, som har en systue her i Danmark, som kan hjælpe med mindre produktioner. Jeg kender ikke hendes priser, men hun skulle være billig i forhold til andre 😉 Jeg formidler gerne kontakten, hvis I skriver en mail 🙂

Det var vist nok iværksætteri for denne dejlige torsdag. Er der andet, må I endelig sige til.

Gik du glip af det? Bliv klogere her!

Der var engang fem pæne piger (ahem, kvinder med en gennemsnitsalder et sted først i 30’erne), som havde det til fælles, at de alle skrev blog. Det, og så syntes de alle, at det kunne være hyggeligt at holde en fest sammen og lære hinanden bedre at kende. Og efter en masse snak, som ikke rigtig førte til noget (de var vel bloggere, hø hø), aftalte de en dato, og så mødte de deres første (lad os lege det 😉 ) udfordring.

Hvem skulle ellers med?

Er en fest bedst, når man er flest?

Eller skal man hygge for sig selv, helst?

Bølgerne gik højt (det gjorde de ikke rigtig), men vi var ikke alle enige. Så værten sætte hælene i: Vi skulle være ti!

(Og nu kommer der ikke flere rim) 😉

Hvorfor?

Fordi værten, lad os kalde hende Helena, havde trukket “jeg er vært, så jeg bestemmer”- kortet og havde vedtaget, sådan helt diktator-agtigt, at de fem madammer kun måtte invitere en enkelt person med hver. Jeps. En. Og det havde hun, fordi hendes smukke (kitsch) palæ (andelsbolig) på Nørrebro er et af slagsen, hvor man sætter pris på gode naboforhold. Og fordi Helena er en ungdommelig, respektabel kvinde på 35, som værdsætter en god festlig begivenhed ind imellem, men som også gerne vil være ordentlig, når hun skal være sammen med sine børn dagen efter.

Det skulle være småt og (semi)sobert.

Og hun fik sin vilje.

Der blev inviteret ti, og der blev bestilt tapas.

Og det gik lige som ventet.

Ja, bevares, der kom en mand med, men han var ligesom blogger, okay? 😉 Men ellers gik det så fint.

Der var ingen, der hed, lad os sige Elisabeth og Tina, der havde planlagt underholdning way under bæltestedet, og der var bestemt ingen Nana, der havde sørget for hovedbeklædning, sådan… lidt under og lidt over bæltestedet (alt efter præferencer og held, som det vist nok også er IRL 😉 ). Ingen Christina med en selfiestang. Ingen, der gik over stregen. Ingen, der først gik i seng kl. 4.*

Det var en nydelig sammenkomst.

Helena og hendes bloggerveninder? De havde en hyggeligt aften, og jeg er sikker på, at de også har haft en fantastisk dejlig og afslappende søndag.

Mig?

Jeg har såmænd bare hygget mig med min familie.

Hengiven mor på legeplads med de små. Sådan er jeg. Park-/familieidyl, når det er bedst. I en park tæt på bedsteforældre, fordi de små bare er glade for dem. Og en bænk. Fordi bænke bare kan noget. På en søndag. Hvor man hviler så meget i sig selv og sin lykke, at man bare kunne…

sove.

😉

Vil du vide mere om hende Helena? Så havde hun engang et dilemma. HER.

Træt af at høre om alle mulige fremmede? Vil du have mere Jelena? Jamen, altså, så var jeg engang lidt af en festabe. Den er god nok. Beviser? Find dem lige HER. 😉

* Hvem var ellers med? Sig det ikke til nogen, men de er tagget på profilen @ivaerksattermor på Instagram 😉

 photo faeliglledparken_zpsdc52njzi.jpg

Køkkenterapi – og en afsløring

“Nåååå, så det var derfor, du lige pludselig blev vegetar!” skrev en veninde forleden, efter hun havde set mig udstille mig selv og mine madindkøbsvaner i tv.

Og det var det jo, sådan set 🙂 For jeg kan godt lide grøntsager, og jeg ved, at et stort kødforbrug er unødvendigt. Det var bare blevet en vane at bygge måltider op omkring kød (eller fisk), og det fik jeg lyst til at udfordre. Både for at se, om vi kunne spare penge, men også fordi det er bedre for miljøet, dyrene og for kroppen – uden at omkomme af akut kødmangel 😉

Ikke at jeg skal prøve at omvende jer. Niks. Jeg holdt nemlig heller ikke mere end en lille måned som vegetar. Jeg er ikke hellig 😉

Men bare det, at den store kødspiser, som jeg var, kunne undvære kød så længe, var en øjenåbner. Det var slet ikke så svært! Det krævede selvfølgelig en indsats, nogle nye opskrifter og vaner. Men det var nu sjovt at smage noget nyt. Den største udfordring var, når det skulle gå stærkt. Jeg blev hurtigt træt af æg samt oste- og avokadomadder. Så spændende er de heller ikke, vel? 🙂

Så efter en måned blev jeg enig med mig selv om, at jeg ikke var all-or-nothing-typen. Og det var ok. Jeg er mere en 80/20 type, hvor jeg holder mig til en bestemt regel 80% af tiden, og tillader mig selv at være rebelsk resten af tiden 🙂 (born to be wild 😉 )

Så nu spiser jeg kød igen. Jeg nægter simpelthen at slå mig selv oveni hovedet, hvis jeg hellere vil spise et kyllingelår eller et kyllingeerstatningsprodukt. Jeg duer nemlig ikke til erstatningsprodukter (undtagen sojagranulat i stedet for hakket kød!), og jeg duer ikke til færdiglavede retter. Ingen købe-veggieburgere eller vegetar “kød”pålæg her. No, thanks. Jeg vil gerne lave mad fra bunden. Og derfor havde jeg som vegetar svært ved det, når jeg bare var ved at dø af sult, og der intet (færdigt) var i køleskabet eller fryseren.

Men så. 😉

Og det her er reklame, tror jeg, fordi jeg fik bogen i gave, da jeg gav udtryk for, at jeg var vild med den og ville købe den (har ikke styr på de regler efterhånden).

Men så – blev jeg inviteret til lancering af kogebogen “Køkkenterapi” af Anne-Sophie Lahme. Jeg er en sucker for kvinder, der vil og kan selv, så jeg tog med, selv om jeg ikke regnede med, at jeg skulle smage meget af den mad, der blev serveret til lanceringen (men så var der forhåbentlig bobler! 😉 ).

Jeg blev positivt overrasket. Det viste sig nemlig, at Anne-Sophie er sådan én som den nye og forbedrede mig, som godt kan lide kød en gang imellem, men som ikke mener, at det behøver at fylde mest på tallerkenen. Derfor var de retter, som vi fik lov til at prøvesmage, vegetariske, og bogen fyldt med spædende retter, hvor kød kun fyldte en lille smule på ingredienslisten. Det, som jeg blev mest begejstret for, var at hun kun havde valgt at dele opskrifter på mad, som kan laves på ca. 30 minutter.

Se, dét var lige mig! 😉

Bogen landede i min postkasse for et par dage siden, og jeg har allerede læst den. I dag har jeg så lavet den første opskrift. Økonomien er lidt stram for tiden, så vi har talt om at komme i bund med de ting, som vi har i skabene og lignende. Rød dahl – en indisk linseret – var så en af de opskrifter, som vi havde alle ingredienser til. Eller: langt de fleste. Vi havde ikke ingefær, men jeg kan ikke lide ingefær, og så havde vi heller ikke nogle spændende friske urter at pynte med (den slags evner jeg ikke at holde i live 😉 ). Men persille var der (det var persille eller karse, begge dele plantet med børnene for at gøre dem kloge, eller noget 😉 ), og jeg savnede ikke ingefær, og det var så nemt og lækkert! 🙂

Derfor vil anbefale bogen Køkkenterapi, samtidigt med at I lige får en update vedr. mit vegetariske eventyr. Bogen kan bl.a. købes HER.

Det dér med at blive vegetar, det har jeg skrevet om HER.

Udsendelsen, som min veninde kommenterede, kan ses HER.

 photo dc7419e5-4793-401b-a5be-c58a0d5802e3_zpstqwshsjd.jpg
Køkkenterapi.

Jeg tager mine forældre for givet

Jeg er ikke den bedste datter.

Jeg elsker mine forældre, men jeg er dårlig til at huske dem i hverdagen. Jeg ringer sjældent, med mindre børnene er syge, eller jeg vil låne min fars gode spejlreflekskamera. En gang om ugen har vi den obligatoriske samtale om, hvornår vi skal ses, og her taler jeg mest om, hvad der er sket med børnene siden sidst.

Hvis de skriver eller ringer til mig, passer det tit dårligt. Børnene er trætte, de larmer. De skal spise, puttes, eller også er de lige blevet puttet, og jeg er træt. Så træt, at jeg ikke orker at tale om, at alt er, som det plejer. For alt ER, som det plejer, selv når det ikke er. Eller, det er det ikke, men dagene går så hurtigt, og jeg glemmer, hvem jeg har fortalt hvad, og jeg ooooorker ikke at fortælle den samme historie flere gange. Jeg glemte fx. at fortælle dem, at vi skulle være i Go’ morgen, Danmark. Er i tvivl om, hvorvidt jeg huskede at nævne, hvilken dag de skulle se Spis & Spar.

No biggie.

Vi kan jo altid indhente det forsømte, når vi ses lørdag eller søndag, og min mand og jeg crasher mine forældres lejlighed med understimulerede børn, der ikke vil andet end at larme og løbe rundt. Eller. Vi taler måske ikke så meget sammen. Men vi nyder hinanden.

Eller.

Vi nyder børnene.

Men vi når sjældent at spørge ind til hinanden.

Mine forældre er bedre til det, end jeg er.

Det er nok en forældre-ting.

Jeg sidder for det meste bare og nyder, at der er nogle rigtige voksne, der gider tage sig af mine børn, så jeg kan slappe lidt af.

Jeg tænker, at det bliver bedre, når børnene bliver lidt større. Bare et par år endnu. For så er børnene mere selvkørende og jeg mindre træt. Og mine forældre bliver selvfølgelig mindst 90 år gamle, selv om helbredet driller, for det skal de. Lige nu er vi i en slags undtagelsestilstand, fordi børnene er små, og forretningen stadig er ny og tidskrævende. Om få år har jeg masser af tid og overskud til at ringe til min mor, og sende en FB pb til min far om, hvordan det går med hans lille øko-have.

Jeg tager dem for givet.

Mine forældre.

Jeg elsker dem over alt. Og jeg værdsætter alt, hvad de gør for mig og min familie. Men jeg glemmer at fortælle dem, hvor meget det betyder for mig, at de passer, trøster og spørger ind til os, ikke kun børnene men også mig, når det gør ondt i voksen-tåen, og jeg er mandeinfluenza-døende.

Jeg glemmer det, lidt ligesom min 5 årige glemmer at sige tak for pandekager.

For de må da vide det. Og mon ikke de forstår?

De har sikkert selv været der med deres egne forældre.

Jeg kommer sikkert også til at opleve det med mine egne børn.

Og så bliver jeg naturligvis den forstående forælder, som har det helt ok med, at mine drenge har så travlt med deres egne voksenliv, at de ikke får tid til at ringe til gamle mig og spørge, hvordan det går – eller tage telefonen, når jeg ringer til dem.

Eller gør jeg?

Jeg håber inderligt, at jeg til den tid stadig har min mor og far, så jeg kan ringe til dem og klage over de møgunger, der tager deres mor for givet.

Og måske, bare en lille smule, sådan lidt ‘nå, ja, i øvrigt’… sige undskyld.

———————————————————————————————-

Jeg har før skrevet om mine forældre.

Vil I vide, hvor topseje de egentlig er? Læs med HER.

Måske læse en vild og vanvittig fødselsberetning fra 1980? Så er der én HER.

 photo morogfar_zpsvacezskm.jpg