Livet efter Spis og Spar

Sikke en dag, det var i går! 🙂

Nu har jeg jo ikke ligefrem gået stille med dørene omkring det, at vi skulle være med i det nye DR1 program Spis og Spar, vel? 😉 Så jeg vidste jo godt, at der nok skulle være en enkelt eller to, der ville se den første udsendelse, hvor det er vores lille familie, der forsøger at spare på madbudgettet. Alligevel blev jeg overrasket, da familie og venner begyndte at skrive i går, allerede en time før udsendelsen, at de nu var klar foran fjernsynet. Nogle med slik og popcorn – så herligt! 🙂

Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at se det selv, for selv om tv-holdet havde lovet os, at de ikke var interesserede i at udstille os som tåber, så er det altid nervepirrende, når man ikke får lov at se programmet før alle andre. De skal jo lave spændende tv, ikke? 😉 Jeg havde absolut intet behov for at overvære en snotdum udgave af mig selv, der ikke kan regne ud, at billig mad er godt, og dyr mad skidt, når man skal spare penge – eller hvad de nu ellers kunne have valgt at dyrke i udsendelsen 🙂 Pænt nej, tak, herfra. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, ikke sandt? 😉

Men nu hvor der var så mange andre, der skulle se det, var jeg lissom nødt til det. Så det gjorde jeg, og det gjorde slet ikke ondt (!) 🙂

Jeg synes, at tv-holdet har formået at levere et ganske fint resultat, hvor vores familie bliver portrætteret, som vi er. Bevares: Det er ikke altid, at vi køber så meget kød, som vi gjorde den dag, vi havde filmholdet med i Kvickly. Det var måske heller ikke helt klart fra start, hvor mange dage, der skulle købes ind til. Men vi kan ikke løbe fra, at vi er glade for kød, og at vi er dårlige til at planlægge madindkøb. Som de også gjorde klart i udsendelsen, er vores månedlige forbrug ikke meget højere end landsgennemsnittet. Vi er prisbevidste og går efter tilbud, når det er relevant. Alligevel var der flere steder, hvor vi kunne spare ved at lave små ændringer, og det har vi været rigtig glade for at lære!

Hvordan er det så gået siden?

På DR’s hjemmeside kan man nu læse om det i denne artikel. I korte træk har vi taget nogle af eksperternes råd til os, mens vi ikke har været så gode til andre 🙂 Vores kødforbrug er væsentligt mindre end før. Vi spiste vegetarisk i en måneds tid efter optagelserne for at prøve det af, og det gik faktisk over al forventning! 🙂 Nu er vi begyndt at spise kød igen, men det er betydeligt mindre end før. Vi sparer dog ikke vildt meget af den grund, fordi vi erstatter kød med grøntsager, som er noget dyrere end ris, brød og pasta (som eksperterne foreslog) men det kan mærkes. Og vi har valgt at holde fast i økologi i stedet for at skifte til billigere ikke-økologiske varer, hvilket heller ikke gør besparelsen helt så stor. Men når det så er sagt, så har vi taget en del af de nye billigere varer til os som fx. nødder fra grønthandleren, og vi er blevet bedre til at planlægge og komme i bund i fryseren og køkkenskabene.

Alt i alt har det været en dejlig oplevelse at være med 🙂 Knap så farlig, kan jeg roligt sige nu, hvor der er så mange af jer, der har skrevet søde kommentar på hhv. Facebook og Instagram. Tusind tak for det!

Vil I vide, hvorfor vi var med? Læs med HER.

Eller er nysgerrige omkring det at være i TV og vil have nogle fif? (evt. se, om jeg selv bruger dem i udsendelsen?) Så er der lidt HER.

Artiklen på DR’s hjemmeside er HER.

Udsendelsen, hvor vi er med, kan ses HER.

 photo spisogspar_zpstn6svsgx.jpg

Jeg tog fejl – Skiferie for begyndere

Jeg vidste jo godt, hvad det ville ende med. Jeg har været på skiferie to gange før, begge gange som voksen, og kun fordi min mand lokkede. Og begge gange var jeg mest med for hans skyld, og ærligt talt var det kun det hyggelige selskab, der gjorde, at jeg syntes, at det var rart at være med. Ski sagde mig ingenting, og det hjalp heller ikke, at det var pivkoldt og skiskole var en farce: “Frys, vent, frys, vent, så ned ad en aldrig-har-man-set-så-stejl-en-begynder-bakke, gerne hurtigt og perfekt første gang, fordi de andre 147 på holdet helst ikke skal stå og fryse for længe, fordi man er uduelig. Gentag.” 

Not my thang.

Så jeg vidste godt, at det var håbløst. Og jeg havde advaret min mand og hans forældre om, at de ikke skulle forvente den store skigejst fra mig her i påsken. Jeg ville selvfølgelig tage med og være med til at give børnene en god oplevelse. Drengene skulle nemlig prøve det for første gang, hhv. 3,5 og 5 år gamle, og bare fordi mutti her hellere ville sidde på en strand med et glas hvidvin, havde jeg ingen planer om at ødelægge det for dem. Min mand og hans forældre elsker at stå på ski, og jeg har kun forståelse og respekt for, at de ønsker at dele den glæde med de små.

Men mig kunne de ligeså godt opgive.

Jeg skulle i hvert fald ikke på skiskole igen. Det kunne de selv gøre, hvis de absolut gik så meget op i, at man skulle lære noget nyt og rykke sig hver gang. No, sirree.  Jeg ville tage med, og jeg ville heppe på børnene og rose dem, juble og trøste. Men jeg vidste jo godt, at jeg ikke ville få noget ud af den skiferie andet end noget kvali-tid med mig selv, mens de andre stod på ski, og ellers som serviceorgan for små trætte hoveder og kroppe après-ski.

Forventningerne var lave, men kortene var spillet, og der var ingen, der skulle brokke sig. Ellers kunne de (sgu) bare tage af sted uden mig. Jeg kunne sagtens få en uge til at gå alene hjemme, eller på en (noget billigere) tur til en solrig destination 😉

Det her var for manden og børnene. Ikke mig.

Moderen, der gør det bedste for sin familie. Om hun kan lide det eller ej.

En rolle, jeg mestrer. Især når den giver mig kan-du-huske-dengang-jeg-tog-med-på-skiferie-selv-om-du-udmærket-godt-ved-at-jeg-ikke-er-til-ski kort, som jeg kan spille på et senere tidspunkt 😉

Jeg er lige kommet hjem.

Og jeg vil så gerne sige, at det blev lige, som jeg havde forudset. Det er nu dejligt at få ret.

Men.

Solen skinnede, da vi kom til Østrig. Og det var så smukt oppe på toppen. For helvede da også.

Og ingen pressede mig til at stå på ski. Jeg fik lov til at gøre lige, som jeg ville.

Urimelige vilkår.

De så så pokkers glade ud, når de havde været på pisterne.

Og det er bare ikke i orden, vel?

Det tog mig ikke mange minutter at finde ud af, at jeg også gerne ville prøve at ligne én, der var blevet kørt over, og syntes, at det var det dejligste i hele verden. Det skulle de fan’eme ikke have lov til at have for sig selv. Så jeg lokkede min mand med ud på begynderbakken og bookede en lektion hos en skiinstruktør, som viste sig at være mega sød.

Jeg havde ikke en chance.

Tre dage senere havde jeg haft glæde af instruktørens visdom endnu en gang og jeg havde fundet vej ned ad ikke alene blå pister men også røde (!), helt uden at dø.

Og det stopper ikke dér.

Min krop havde forrådt mig og havde knækket en kode eller to. Sådan nogle, der siger, at du skal lave en pizza, når du bremser, og en banan for at lægge trykket det rigtige sted, når du drøner ned ad bakken.

Og det værste:

Jeg syntes, at det var sjovt.

For helvede da også.

Det var ikke en del af planen.

Nu bliver vi nødt til at begynde at spare op til endnu en skiferie. For mor vil have mere.

Og nå, ja.

Børnene havde også en god tur 😉

 photo alexanderlift_zpsx1qozye0.jpg
Skiferie for begyndere

Endnu en baby :-)

Det er som altid spændende. Forløsende og fantastisk 🙂

Men samtidigt er det også nervepirrende. For det tager nogenlunde ligeså lang tid, fra start til slut – til man står med sin nye kollektion i armene – som det gør med en rigtig graviditet og en rigtig baby. Og selv om man altid glæder sig og ved, at man har gjort sit bedste for, at alt bliver perfekt, så kan man aldrig vide, hvordan resultatet bliver, hvordan det bliver modtaget, eller hvordan man selv kommer til at håndtere familieforøgelsen.

Men nu er den her, den nye kollektion fra Magic Robes, og der er ingen vej udenom.

Jeg er en stolt mor 🙂

Inspirationen er hentet i Egypten. Jeg har altid elsket historien, religionen, kunsten, mystikken, intrigerne og det smukke land. Jeg havde endda planer om at gøre karriere indenfor egyptologi i mine yngre dage. Jeg valgte en anden retning, efter jeg fik en bachelor i faget på KU tilbage for flere århundrede siden ( 😉 ), men jeg er stadig betaget af både faget og landet. Derfor var Egypten et oplagt sommertema 🙂

Jeg håber, at I kan lide det. Der er flere billeder HER, inkl. info om hvor den nye Magic Robes kollektion kan købes.

Magic Robes AW16-1600px-5593 Magic Robes AW16-1600px-5840PicMonkey Collage tøj

Billede 1 og 2 er taget af talentfulde Jess fra Illustrations and Photography // lycoops.com.

Nu sker det! (spis og spar)

Kan I huske det her indlæg?

Jeg har selv lige læst det igen, og jeg sidder lidt og griner for mig selv. Det er altid dejligt, når man selv synes, at man er sjov, ikke? 😉

 photo Oscars_zpshft7hsy9.jpg

Der er nu gået over 1,5 år, siden jeg skrev, at jeg ville være kendt, og jeg må indrømme, at den stjernestatus lader vente på sig. Ikke at vi skal kimse af dengang, jeg brillerede i Go’ morgen Danmark eller de avisartikler, som jeg har formået at sætte mit navn på og i (ret skal være ret, ligesom 😉 ). Jeg er også begyndt at mingle i de ”rigtige” kredse og har endda formået at komme til VIP fest på Københavns (selvudnævnte) mest eksklusive natklub, inden den gik rabundus (det er hvad der sker, tsk) og til events med nogle af de mest succesfulde relitystjerner og skuespillere. Ikke at nogen af dem ved, hvem jeg er, men jeg er blevet stjernegod (gettit? 😉 ) til at namedroppe og ’fake’, at jeg hører til, at det halve kunne være nok. Så nu er det bare et spørgsmål om tid, ikke?

Det er jo lige det, det er! 🙂

For her d. 29. marts starter et nyt program på DR1, som hedder Spis og Spar, og der skal min familie og jeg være med. Jep, jeg står endelig forrest i køen til de 5 minutters berømmelse (eller nærmere 45), og så siger vi ’pyt, skidt’ til, at programmet handler om, at hvor vi kan spare i madbudgettet, og ikke om, hvorfor vi er de sejeste i hele verden og alle børn i str. 56-104 skal gå i Magic Robes 😉

Nu sker det!

Vi kommer i fjernsynet, så nu er det kun et spørgsmål om uger, inden jeg bliver det nye sort på den røde løber (den trænger da også om noget til noget frisk kød, hva’? 😉 ).

Så ved I det. Lige indtil jeg bliver slået af pinden af Cecilie, som også skal være med. Hun er på d. 12. april, og jeg kan allerede nu se, at hendes køkken er meget pænere end mit, og så er hun så pokkers køn med de røde læber og lange lokker (altså!).

Men det er ok.

Sådan er det i showbiz. Det er hårde vilkår.

Heldigvis kender jeg Cecilie og kan fortælle jer, at hun er dejlig. Det er hun virkelig 🙂 Så når hun lige om lidt bliver en kæmpe stjerne, så kan vi alle sige, at det vidste vi godt, og det er velfortjent, ok? 🙂 Men indtil da vil jeg glæde mig til at se vores afsnit d. 29. marts og forberede mig på de mange ordrer, der lige pludselig vælter ind i webshoppen, når DR1 seerne opdager, hvor søde mine drenge er i Magic Robes. Ligesom dengang vi var i Go’ morgen, Danmark eller… øhhhh…vent. 😉

Anywho…

Har man sagt A, må man sige B 🙂

Jeg skal være med i et program på DR1. Og det har været mega sjovt at være med 🙂

Men hvad det bringer med sig?

I have no (freaking) clue 🙂

Vil du vide, hvad der skete i Go’ morgen, Danmark? Læs med HER.

Hvad var det for nogle avisartikler, jeg har været inde over? Der er mere HER.

Og det der gamle indlæg, der handler om at hun vil være kendt, hende Iværksættermor: Lige HER.

Når det skal være lidt sjovere. Med Matilde kakaomælk – sponsoreret

Vi har maks. 500 m hjem fra børnehaven. Normalt kører jeg drengene hjem i ladcykel. Vi har prøvet at gå, men en tur på 500 m med to børn under 5 år kan slå enhver maraton 😉 Men i dag skinnede solen, og drengene ville så gerne gå. Så vi gik. Og det var, som det plejer i storbyen i myldretid: nervepirrende 😉 Men det var også dejligt 🙂 Solskin gør noget ved én. Og jeg blev helt grebet af stemningen, og jeg spurgte drengene, om de ikke havde lyst til at tage et smut forbi bageren. Den, som ligger 50 meter fra vores hjem. 

Vi var der på 3 minutter, for som alle forældre ved, så giver et løfte om noget lækkert trætte småbørnsben superkræfter 😉 Og de fik en kanelsnegl hver, og så brugte vi ellers resten af eftermiddagen på at gå de sidste 50 m hjem 😉 De STORnød deres kanelsnegle. Og mens halvdelen af Københavns befolkning cyklede forbi, kunne jeg se de to-tre stykker, som faktisk registrerede de to kanelsneglespisende drenge, smile. Hvordan kunne man andet?

Man skal huske at nyde nuet, siger de kloge. Derfor må der hos os gerne være særlige dage, hvor vi gør lidt mere ud af det end normalt. Om det er en kanelsnegl på en solrig onsdag, eller om det er en Matilde kakaomælk på en lørdag morgen (den eneste, der duer, eftersom storesøster også hedder Matilde uden “h”) 🙂

Hvad gør I, når det skal være sjovt? Og hvad synes I om videoen herunder?

Når drenge ligner piger

Forleden fik jeg at vide, at mine drenge ligner piger.

Det var nu ingen overraskelse 🙂

De kan sagtens ligne piger. Især fordi vi voksne hjemme hos os er enige om, at der ikke findes drenge- og pigefarver, og vi derfor godt kan finde på at putte de efterhånden ret langhårede prinse(sse)r i lilla og rød. Så jeg kan da godt se, at de kan ligne piger.

 photo drengenelignerpiger_zpsonnwj1jt.jpg

Det gør de sør’me stadig, når jeg fjerner farverne. Jeps. Kunne sagtens gå for en Philippa og en Alexandra.

 photo drengenelignerpigersh_zpsjdhcufei.jpg

Heldigvis står det lidt bedre til, når vi putter dem i “rigtige drengefarver”. Sådan, ish.

De er lidt tøsede, alligevel 🙂

 photo 8c450aaf-d544-4d6b-be4e-733b9c5c01e9_zpsozxztmue.jpg

Hvad så hvis vi klipper deres hår helt kort og giver dem badeshorts på med hhv. blåt mønster og Lynet McQueen?

 photo drengeibadetoslashj_zps61gi5xrg.jpg

Så begynder det at hjælpe på det. Men hånden på hjertet, så er de (sgu) ikke de mest drengede drenge at se på, uanset hvad vi gør. De har dæl’me heller aldrig haft en chance i gen-lotteriet med en far, der har lange øjenvipper, og en mor, der har semifyldige læber.

Men hvad gør vi så? Er karseklippet og army looket løsningen? Eller skal de til at hive tissemanden frem med jævnlige mellemrum fremover, så folk ikke tager fejl og tror, at de er piger?

Eller måske vi skulle blive enige om, at det er fuldstændigt lige gyldigt, om de ligner piger eller drenge, og at vi ikke skal foretage os noget som helst?

Vi kunne gøre følgende:

Hvis der er nogen, der finder på at drille eller mobbe, fordi Philip og Alexander ikke ligner ‘rigtige’ drenge,  kunne vi fortælle drengene, at det er fordi de børn ikke ved bedre. Højst sandsynligt fordi deres forældre ikke har lært dem, at alle børn er lige rigtige, uanset hvordan de ser ud. Og at det så i virkeligheden er mest synd for dem, der mobber.

Philip og Alexander ved godt, at de er drenge. Det er de ikke i tvivl om. Tissemand/tissekone – snakken er taget for længst. Men så behøver vi heller ikke at dyrke køn og kønsidentitet mere lige nu, vel? Det skal nok få lov til at spille en rolle tids nok. Mon ikke det kommer helt naturligt, når de rammer puberteten?

Jeg har to drenge på hhv. 3,5 og 5 år, som godt kan ligne piger.

Og hvad så? 😉

Jeg mener også en ting eller to om voksne kvinder og vægt. HER.

Og lidt om pige- og drengefarver. HER.

 

(Helte)status. 8 ting, jeg har lært siden fredag.

  1. Min mand er Hulk. Hulk er nemlig den sejeste af alle heltene. Det siger drengene selv. Alle de andre helte i familien (der ellers aldrig er syge) er midlertidigt nede, inkl. heltemor, men Hulk, han er tilbage på arbejde. Hulk smadrer, og han smadrede sygdommen, sådan rimelig hurtigt. Mens de andre stadig kæmper, og det er knap så super.
  2. Superheltefar er dog ikke usårlig. Vi har fundet hans svaghed, og nu får I den, men I må love aldrig at bruge den. Det er hoste. Nærmere betegnet heltehoste fra resten af heltefamilien. Især når de spræller i ynkhed og hoster om kap i dobbeltheltesengen, fordi misery loves company, eller hvordan var det nu? Det er værst fra kl. 4 og frem til kl. 7 om morgenen, hvor Hulk skal op og på arbejde (redde verden, et realkreditprojekt ad gangen). Hoste gør ham ikke stærkere – tværtimod.
  3. Jeg er også blevet klogere på mig selv. Nærmere betegnet, hvor meget børnesygdom, jeg kan holde ud, inden jeg trækker ‘mor syg’ kortet. Det er 5 dage. 5 dage. Derefter bliver alle moderistinkter udfordret af mors behov for at at sove et par timer (fx. til Sons of Anarchy på Netflix). De skal jo lære at klare sig selv en dag, ikke? 😉
  4. Det er en skidt idé at selvmedicinere. Bare fordi man ikke vil til lægen, fordi man ved, at lægen siger, at det endnu en gang er virus (fra ydre rum, fyldt med kryptonit), som skal behandles med Panodil efter behov, så er hvidvin ikke et godkendt præparat og skal indtages med omhu, om overhovedet. Ja, ja, det dulmer. Men det fjerner ikke sygdommen.
  5. Det, som selvmedicinering til gengæld gør, er få heltemor til at være sjow! Fest og ballade, mens man lider, er toppen. Ikke at jeg skal anbefale det, for selvmedicinering er skidt (FY!). Men sådan, hypotetisk, så er det ski*e skægt at have en lille ski* på, og glemme, at man er døende.
  6. Ellers havde jeg aldrig fundet ud af, at jeg har de sjoveste veninder, der synes, at det er morsomt, at jeg ringer dem op og /eller sender dem en ‘jeg er hårdt ramt, men se mig være sjov’ video, og de hopper med på ‘sjove-bølgen’. Latter er den bedste medicin, også når man er en helt 🙂
  7. Jeg har også de mest rummelige veninder. Og det er vildt, egentlig. At jeg kan være mig selv med andre kvinder, uden at nogen af os går i stykker, når der er én, der får succes. Eller der er én, der er i fokus. Fordi der er plads til at rumme andres successer. Hvad sker der lige for det? Det må være en helteting. Det er nok kommet med antistofferne, mens jeg har bekæmpet infektionen, tænker jeg.
  8. Fakta har opskriften på en lykkelig mand. Den er god nok. Det har jeg også lært i denne uge. Sikke klog, jeg er blevet 🙂

 photo lykkelig mand_zps41tk4cn7.jpg

Vil du blive klogere?

 

Jeg er ikke altid den mest opmærksomme…borger. Det var først få dage inden Eva Kjer Hansen gik af, at det gik op for mig, hvem hun var (abe med lukkede øjne 😉 ), hvad der var sket, og hvilke konsekvenser konflikten kunne have fået for det land, som jeg lever i. Hov. Jeg er heller ikke den mest flittige bloglæser, selv om der er adskillige bloggerkollegaer, som jeg meget gerne læser med hos, når jeg har tid. Jeg er langt mere en ‘opsamler’, end jeg er hende med nyheden, som ingen andre har hørt endnu, og det er vel ok, tænker jeg. Bortset fra, at jeg nogen gange kan blive overrasket over de ting, som jeg opdager, når jeg endelig kaster mig over de 2 uger gamle nyheder eller læser de seneste ti indlæg på en blog. Overrasket, og lidt ked af, at jeg ikke var der, da nyheden kom ud.

Lidt ligesom i går, hvor jeg var inde hos Christina, som jeg mødte i den butik, som jeg for nylig lukkede, da jeg så, at hun havde omtalt og linket til et af mine gamle blogindlæg. Det ville jeg gerne have set, dengang hun skrev om det. For så ville jeg gerne have sagt tak med det samme. Jeg er da ikke sådan et utaknemmeligt skarn, der ikke engang gider kommentere indlæg, hvor jeg bliver kaldt for en fyrtårnsmor (!), vel? 🙂

 photo MigOgMorskabet_zpsnr62pxzj.png

Hånden på hjertet. Det er ikke derfor, jeg fremhæver Christina nu: Hun er en dygtig blogger. Ellers ville jeg ikke have brugt tid på at læse mig tilbage til det indlæg, hvor jeg er nævnt. Jeg ville have skiftet ‘kanal’ for længst, hvis jeg havde fundet hendes opdateringer kedelige (så ond er jeg 😉 ). Så kig lige over til hende, hvis I er åbne overfor noget nyt 🙂

Grunden til at jeg fremhæver Christina (den største af grundene) er, at hun henviser til et af mine indlæg, som jeg var rigtig længe om at skrive, og som jeg er stolt af. Tænk engang, at jeg siger det højt, men det er jeg. For jeg har tidligere tænkt over det med udseende og kropsideal uden at komme tættere på en løsning. Jeg har læst med hos andre dejlige damer (forsinket, som jeg gør) om deres tanker, og jeg har nikket og bandet, og jeg følt mig hjælpeløs.

Men SÅ. Efter at have siddet flere aftener med det her indlæg, kunne jeg endelig sætte et punktum på noget, som havde potentiale til at gøre verden til et bedre sted (ja, ja – lad mig nu bare 😉 ). Eller i hvert fald hjælpe mig med gøre fremtiden lidt lettere for mine børn. I hvert fald hvad angår vægt og selvværd. Og så delte jeg det. Bredt. Både på min egen Facebook side og på bloggens. Og der var nogle, der var begejstrede. Men slet ikke nok i forhold til, hvor lang tid jeg havde brugt på det tænke og skrive det.

Må man godt sige det?

Og jeg tænkte, at det var så ærgerligt, at noget, der er så vigtigt, ikke kunne fange flere af mine læseres opmærksomhed. Måske var de bare ikke enige? Eller måske er det bare mig, der synes, at det er et problem, det, som vi lærer vores børn om vægt og værdier? Måske skulle jeg have skrevet det på en anden måde?

Og jeg blev lidt ked af det. For jeg mente virkelig, at jeg havde fat i noget.

Men sådan er det.

Man kan ikke trylle, vel? Heller ikke jeg.

Men så.

Et par uger efter indlægget fik jeg en mail. “En lille tak” hed den. Fra en mor til en teenagepige, som havde læst mit indlæg, som bl.a. skrev ”
“…så dit indlæg ramte mig lige i hjertet!”…”tak for dit indlæg, som virkelig hjalp mine tanker på vej i den rigtige retning!”. Historien gemmer jeg for mig selv, men den mail, den rørte mig dybt. Og da jeg så, få dage senere, så, at Christina også (flere dage forinden) havde læst og kommenteret mit indlæg, kunne jeg ikke lade være med at nævne det igen, vel? 😉

Sådan er det med os stædige bloggere, når vi mener, at vi har forfattet noget fornuftigt. Det skal ud, for dælen. Eller, I behøver selvfølgelig ikke at dele det, hvis I ikke vil. Men det er så fedt, når I tager stilling. SÅ fedt. For vi kan gøre en forskel, vi kan, hvis vi vil.

Det bliver svært, hvis det kun er mig, der råber.

Lad os putte noget selvværd i de drinks, som vores tynde, tykke, lange, korte, regnbuefarvede døtre får serveret.

Hvis nu I nu ikke har noget bedre at lave.

Kig med HER, ok? 🙂

 

Fælles måltider: et must i en lykkelig familie?

“Det er en myte, at fælles måltider er vejen til en lykkelig familie. En amerikansk undersøgelse viser, at de familier, der er glade, når de spiser sammen, også er glade, når de laver andre ting sammen. Man gør madlavning og måltidet til et vigtigt symbol og et middel til at opnå den gode tilværelse, men det er usandsynligt, at fælles måltider i sig selv kan gøre en familie lykkelig”. 

Fair nok. Det er lidt kringlet skrevet, og det siger ingenting om de ting, som børn lærer ved at sidde til bords med voksne – sådan noget som at lytte, og spise ordentligt mm. Det siger heller intet om, at (aftens)måltidet er en oplagt lejlighed til at dele sine oplevelser og tanker med sin nærmeste familie. Det kan de færreste argumentere imod.

Alligevel blev jeg lidt lettet i dag, da jeg læste ovenstående i bladet Samvirke. For min er nemlig sådan en familie, hvor vi ikke er fuldtallige til bords alle ugens dage. Heller ikke til aften. Halvdelen af måltiderne, måske, men så heller ikke mere. Og det har jeg det helt fint med, undtagen når jeg er nødt til at retfærdiggøre det, fordi der jævnligt er folk, der mener, at det er deres ret og pligt til at påpege, at det at spise sammen, er noget man gør. Ikke nok med det: Det er noget, man skal praktisere som en god forælder. Ellers er man jo… tja. Ikke 🙁

(Hvis jeg nogensinde møder “man” får vedkommende tæv i bedste Ninjago stil. Siger det bare).

Sagen er den, at jeg burde vide bedre. Jeg er vokset op med en mor, der arbejdede skiftevagter som sygeplejerske, og jeg kan ærligt talt ikke huske særlig mange måltider, hvor hele kernefamilien har været samlet. Til gengæld husker jeg en masse hyggelige stunder – både til bords og andetsteds – med enkelte medlemmer af familien, og jeg synes virkelig ikke, at jeg har fået ar på sjælen af, at vi ikke altid har været fuldtallige. Jeg har sågar også lært at spise med kniv og gaffel og konversere på trods af disse udfordringer i barndommen, så jeg forstår virkelig ikke the hype 😉

Alligevel føler jeg mig nødt til at retfærdiggøre den måde, som spisning er tilrettelagt på i vores familie, når jeg bliver konfronteret med, at der kun er en rigtig måde at indtage aftensmad på, og det er alle til bords på samme tid. Om det er nemt, praktisk eller hyggeligt. Sådan gør man bare.

Men i dag kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det nu også er rigtigt? Ikke at jeg har noget imod dem, der rent praktisk praktiserer daglig fællesspisning, for jeg mener på ingen måde, at vores metode er bedre end andres. Overhovedet ikke. Vi gør, som vi gør, fordi det er lettest og mest hyggeligt lige nu og her. For all I know begynder vi måske at indtage samtlige måltider i fællesskab, når børnene er blevet lidt større, og det tager jeg gerne med, hvis det får vores hverdag til at glide lettere og gør os mere glade 🙂

Men jeg tænker, at der måske er andre end os, der ikke slavisk velfarter til spisebordet kl. 18:00 hver dag, men er lidt mere afslappede omkring det fællesspisning, af den ene eller den anden årsag? Andre, der har valgt at sige, at vi bonder omkring maden de dage, hvor det passer, og så sørger vi ellers for at knytte bånd på anden vis resten af ugen?

Eller er det bare os? For så skal jeg vist have klippet den artikel fra Samvirke ud og rammet den ind. Så kan jeg trøste mig med, at der trods alt er nogle amerikanere, der forstår, næste gang vi kun er to eller tre, der spiser sammen 😉

Vil du vide lidt mere om vores spisevaner? Måske lære tricks om at få børn til at spise varieret? Så er der mere her og her 🙂

 photo d5299e5c-a78c-42f1-a7e4-0fe862653ca0_zpsynlhgpxc.png

Cougar the Musical (sponsoreret)

For et lille år siden sad jeg, ligesom jeg gør i dag, og tænkte over alder. Dengang var det, fordi min mand lige var fyldt 40 år (!). I dag er det, fordi vi i går var til premiere på komediemusicalen Cougar the Musical på Bellevueteateret, ham den gamle og jeg 🙂

Jeg var blevet inviteret af Bellevueteateret, og oprindeligt var jeg fristet til at invitere min svigermor med som gæst. Stykket handler nemlig om tre (meget forskellige) enlige kvinder i sidst 40’erne til midt 50’erne, som alle er et sted i deres liv, hvor der sker en masse nyt – også på kærlighedsfronten. Meget mere svigermor end min mand, tænkte jeg. Han havde da umuligt lyst til at se et teaterstykke om modne kvinder, der mødes på en cougar pub og indleder forhold til mænd i 20’erne, tænkte jeg. Men det gjorde han.

Han var frisk, og da vi ankom i teateret, lagde jeg med det samme mærke til, at jeg havde taget fejl (uhyre usædvanligt, men det hænder 😉 ). Der var masser af mænd med, også på min mands alder, og stykket var bestemt ikke kun målrettet modne kvinder. Både min mand og jeg grinte os i hvert fald igennem både første og anden del. Jeg var især vild med Mona, som er stykkets barejer og iværksætter med et meget afslappet forhold til skattevæsenet 🙂 Hun var, ligesom de andre karakterer i stykket, way karikeret, men det fungerede fint i en komedie som Cougar the Musical (have det været et filosofisk stykke, vi var blevet inviteret med til, havde det været noget andet) 🙂

Anywho.  Vi havde en rigtig dejlig aften. Skuespillerne var dygtige (jeg vidste ikke, at Charlotte Fich kan synge!), og så var Jakob Randrup, som spiller alle mændene i teaterstykket, (!) pænt easy on the eyes, hvis I fanger den 😉 Skulle I får lyst til at se Cougar the Musical, så kan den ses 4. marts – 19. marts 2016 på Bellevueteateret.

Vil I vide, hvad jeg for et år siden tænkte om aldersforskel i parforhold? Så kan det læses her.

 photo cougarheader_zpsb2pap06g.jpg