Øer, der tryllebinder – Færøerne

Jeg er lige kommet hjem fra Færøerne. Det er første gang, jeg har været på øerne, på trods af, at min mand er født der. I ved, hvordan det er. Børn, arbejde, prioriteringer. Men jeg havde hørt, at der var smukt. Og nu skulle vi til bryllup. Jeg havde en idé om, hvad jeg kunne forvente. Fjelde, får, tåge. En masse grønt græs. Smuk natur, men jeg var forberedt på, at jeg skulle nyde den i regnvejr.

Jeg var spændt.

Da vi ankom torsdag aften lå der ti centimeter sne på jorden. Heldigvis var vejene ryddet. Jeg kunne ikke vente med at opleve øerne i daglys. Dagen efter stod solen højt på himlen og oplyste snebeklædte fjelde. Ingen regn, ingen tåge. Ingen får, for den sags skyld, før dagen efter. Intet grønt at se, uanset hvor meget jeg anstrengte mig 🙂

Vi fik to hele dage med klart og smukt vintervejr. Med sne og sol og istapper. Og måske var det ikke liiiiige, som Færøerne er mest. Men jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre måde at opleve øerne på.

Jeg skriver mere ved lejlighed. Men her er et par billeder 🙂

Har I oplevet at blive overrasket på den måde? På en ferie, måske? Eller kender I Færøerne, og I så fald, hvad tænker I om billederne?

 photo eidi_zps8edv6ddg.jpg

 photo saksun5_zpsmtedjmkl.jpg

 photo pic monkey collage 3_zpsiioxoftg.jpg

 photo saksun_zpsdoqhspge.jpg

 photo PicMonkey Collage 2_zpsmecilrfw.jpg

 photo bryllup_zpsmir2p39l.jpg

Økonomi i en lille virksomhed – iværksætternørderier

Jeg var kort inde på det i går, men jeg synes, at I fortjener et bedre svar. Der er nemlig flere af jer, der har spurgt ind til økonomi. I har nævnt startkapital og vil gerne vide, hvor lang tid der går, inden man kan leve af at være iværksætter. I har bemærket, at tal, når det kommer til økonomi, ikke er noget, som iværksættere slynger om sig. Jeg ville også gerne have nogle konkrete svar og prognoser, da jeg åbnede Sejedrenge.dk, men uanset hvor jeg henvendte mig, fik jeg kun gode råd – og så måtte jeg tænke mig til resten.

I dag kan jeg godt forstå det, på en måde. For der kan være så meget, der spiller ind, og som afgør, om ens iværksættereventyr bliver en succes eller et mareridt. For det første er alle brancher forskellige, og det kræver på ingen måde den samme startkapital, hvis man vil åbne en restaurant sammenlignet med fx. et konsulentfirma, hvor man rådgiver sine kunder. Selv hvis vi holder os til børnetøj, så kan man ikke som forretningsejer i København fortælle en kommende butiksejer i Åbenrå, hvad vedkommende kan forvente at omsætte for. Selv for to butiksejere i Åbenrå vil tallene være forskellige alt efter deres udvalg, priser osv.

I er med 😉

Derfor er det ‘farligt’ at sige, at man har brugt X antal kroner på at få sin forretning op at køre, og at det har taget X antal år. Man vil helst ikke komme til at “love” folk noget, som man ikke kan holde, så at sige. Det vil jeg heller ikke, så nu aftaler vi lige, at ingen af jer kommer om tre år og giver mig skylden for, at det gik helt anderledes med jeres forretning, ikke? 😉

Når det så er sagt, så vil jeg gerne fortælle jer, hvordan det er gået her. I går nævnte jeg, at vi har måtte optage nye lån og omlægge gamle, efter jeg har kastet mig ud i iværksætteri. Og det er rigtigt, og vi er nærmere 500.000 end vi er 100.000, uden at I får det præcise tal 😉 Da vi startede med webshoppen, troede vi, at vi kunne holde os indenfor 100.000 kr. Det gjorde vi så ikke. For vi ville også gerne have et ordentligt vareudvalg, en ordentlig webshop, bruge penge på reklame, you name it. Varelageret alene har de sidste par år ligget på ca. 300.000 kr. i snit. Så kom den fysiske butik til, og der røg flere penge på inventar, løn til personale, forsikringer. Det løb op, uden at indtægterne steg tilsvarende. Så det hed røde tal de første to regnskabsår. Sidste år skiftede de farve, og det går den rigtige vej, men vi er stadig ikke i mål.

Jeg siger ikke, at det er sådan, det kommer til at gå jer, hvis I går og drømmer om en fremtid som børnetøjsforhandlere eller -producenter. Der er nogle, der klarer sig ganske fint for mindre, med overskud fra første år. Vores tal er (også) et resultat af nogle rookiefejl og -investeringer. Men da vi startede, havde vi et par gode snakke med professionelle rådgivere omkring netop dette emne, og de fortalte os, at det mere er reglen end undtagelsen, at der går nogle år, inden små virksomheder begynder at give et overskud. Siden har jeg hørt flere store iværksættere udtale, at de selv har oplevet at gå konkurs med deres første, anden og sågar også tredje virksomhed, inden de fik succes. Det er ikke nemt, når man er ny og uerfaren, og landet i øvrigt stadig prøver at komme ud af en økonomisk krise, uanset hvad de prøver at bilde os ind i medierne.

Jeg siger ikke det her for at tage modet fra jer. Jeg tænker bare, at det ikke skader at forberede sig på, at det kan blive omkostningstungt i starten. Men hvis man ser det som en investering, ligesom man ser en uddannelse, hvor man er på SU i stedet for at arbejde og tjene en løn, giver det meget god mening. Man skal bare huske (jævnligt) at tjekke, om det går den rette vej, så man ikke bliver ved med at smide penge ind i virksomhed uden en fremtid – og/eller alliere sig med en god bankrådgiver, som kan finde ud af at sige stop 😉 .

Hvis man er indstillet på, at det måske bliver hårdt de første par år, kan man kun blive positivt overrasket, hvis det bliver nemmere end antaget 🙂 Forbered jer på det værste og håb på det bedste, siger de kloge.

I second that 🙂

Hvordan turde du?

I går spurgte jeg, om der var noget jeg kunne hjælpe med. Sådan nogle helt low key, praktiske råd omkring moms og markedsføring og den slags. Og der var et par stykker, der vovede pelsen og stillede nogle rigtig gode spørgsmål, som jeg har tænkt mig at besvare en af dagene. Tusind tak for det! 🙂

Og så var der Charlotte, som i øvrigt har en virkelig god blog, der giver stof til eftertanke (tjek den ud her), der skrev det her:

Men kongespørgsmålet er for mig altid: hvordan turde du? Altså, hvordan tør nogen sige ja til at hoppe ud i usikker økonomi uden faldskærm og redningsnet? 

Se, det var ikke liiiige den slags, jeg var ude efter, da jeg kastede mig ud i spørgerunde i går, vel? 😉 Det er ikke noget, jeg kan besvare ved at skrive: “Forening X eller Y er virkelig gode til at hjælpe iværksætter-rookies. Her er nogle links!” 😉

Alligevel vil jeg gerne starte med at besvare det spørgsmål, for det er virkelig et kongespørgsmål. Fordi Charlotte har 100 % ret i, at det, der tit afholder folk fra at springe ud i det og starte deres eget hvad-end-det-måtte-være, er fravalget af den faste månedlige lønudbetaling.

Det er usikkert at være sin egen chef.

For tænk nu, hvis ens idé viser sig at være langt fra så fantastisk, som man selv går og tror? Hvis branchen viser sig at være mere presset? Hvis man har fejlvurderet, hvor dygtige ens konkurrenter er? Hvor store ens omkostninger bliver?

Så risikerer man, at man lige pludselig ikke kan betale sine regninger. Det gør man! Og det er max ufedt. Især når man, som jeg og de fleste af jer, har børn. Børn, der jo har det med at tiltrække regninger, som nyskiftede bleer tiltrækker..  you get the picture 😉 Og ved I hvad? Modsat hvad man tror, så kan man som ejer at egen virksomhed ikke få dagpenge, bare fordi ens virksomhed kører med underskud. Heller ikke, hvis man betaler til a-kasse. Niksen. Vær lige opmærksomme på det, ok? Det kan være, at det bedre kan svare sig at tegne en forsikring igennem staten, men den er jeg på ingen måde ekspert i, så dér må I desværre google jer til resten (men nu er i advarede).

Det korte af det lange: Charlotte har ret. Det med økonomien er noget usikkert noget, når man starter ud som selvstændig, og hendes spørgsmål om, hvordan jeg turde, fortjener et ærligt svar.

Heldigvis er det ret simpelt.

Jeg turde, fordi min mand var med på idéen. Jeg turde, fordi vi begge var indstillede på at give det her iværksætterieventyr en chance, og vi var enige om, at det tilvalg ville betyde, at vi måtte vælge nogle ting fra.

Jeg ville aldrig nogensinde har taget springet, hvis ikke jeg havde brugt timer og dage på at tale det igennem med min mand, og jeg var 100% sikker på, at vi var enige. At han kunne leve med underskud og derved ingen løn fra mig, i bedste fald i et og værste fald i tre år, og at han var cool med, at det ville medføre lange arbejdsdage og rookie-fejl. At han ikke ville bebrejde mig og bære nag, når det gik skidt (for det kunne ikke undgås, om så ‘bare’ i perioder), men at han skulle give en hånd med, tale med mig om forretning, være med til at tage de ‘tunge’ beslutninger i fællesskab.

Det vigtigste var, at han troede på det ligeså meget som mig. For ellers kunne det være lige meget.

Jeg turde, med andre ord, fordi min mand havde min ryg. Fordi jeg vidste, at han var med, og at han ikke ville lade mig sejle min egen sø. Han var indforstået med og interesseret i, at “mit” iværksætteri skulle være et fælles projekt, som med rimelig stor sandsynlighed ville resultere i færre penge og flere arbejdstimer for os begge, i hvert fald i starten.

Så var det godt, at det ikke blev så slemt, tænker I måske? 😉

Jeg har været i gang i over tre år. 2015 var det første år, der gav overskud. Vi har måtte optage nye og omlægge gamle lån, og vi har haft dage, hvor vi har været tæt på at opgive det hele. Hvor vi har talt om, at alting ville være nemmere, hvis bare jeg fik mig et almindeligt arbejde. Netto har været på tale.

Men vi er ALTID blevet enige om, at vi var på rette vej, og at vi lige skulle give det en måned mere. En sæson mere. I fællesskab.  Fordi vi begge tror på det her. Lidt ligesom vores børn, da jeg hentede dem i børnehaven i dag.

Hvor der er vilje, er der vej. Hvo vover, intet vinder.

I ved 😉

Og derfor gør jeg det.

[vidcore vid=”rMVPnt7u”]

Iværksætter spørgerunde – hvad vil du vide?

Jeg får jævnligt henvendelser vedrørende iværksætteri. Spørgsmål som hvordan jeg startede, hvilket webshopsystem jeg bruger til Sejedrenge.dk, hvor jeg får produceret Magic Robes? Hvordan man starter, hvad man skal passe på med osv. Nogle af dem, der spørger, har allerede taget skridtet og startet en virksomhed, andre overvejer det, måske drømmer om det. Hver gang jeg får sådan en henvendelse, tænker jeg, at dem, der spørger, er seje, fordi det kræver mod at skrive til én, man ikke kender. Jeg kunne jo være sådan én, der ikke svarer, eller ikke gider hjælpe, eller svarer at det er helt håbløst – eller stjæler idéen (!). Men allermest synes jeg, at det er sejt, fordi det er så fornuftigt, at det halve kunne være nok. Det er den nemmeste måde at erhverve sig viden på, og viden er altafgørende, hvis man vil gøre det godt. Og så siger vi ikke til nogen, at jeg ikke selv henvendte mig til iværksættere med spørgsmål, dengang jeg var ny 😉

Så jeg læser alle mails med spørgsmål, og jeg besvarer dem. Nogle gange ikke lige som det første, men jeg gør det, når jeg kan. Og folk bliver rigtig glade, og jeg bliver glad igen, og sådan har det fungeret i et par år nu. Men nu begynder jeg at indse, at mange af de svar-mails, som jeg sender, ligner nogle, som jeg har skrevet før. Kvik som jeg er, er jeg nået frem til, at det her hjælp-noget må kunne gøres smartere, så jeg ikke skal bruge tid (som er en mangelvare) på at gentage mig selv 😉 Jeg har tænkt geniale tanker, og jeg er blevet enig med mig selv om, at vejen frem er at bruge Iværksættermor bloggen til at snakke iværksætteri (‘amen altså 😉 ). Jeg vil simpelthen prøve at strikke nogle indlæg sammen om nogle af de ting, som folk har spurgt ind til, og så håber jeg, at I, som er ligeglade med søgemaskineoptimering, markedsføringstrategier og tekstilproduktion bærer over med mig.

Jeg tænker også, at det kunne være en god idé at tage en spørgerunde her? Er der noget bestemt, I kunne tænke jer at vide?

Nu vil jeg tage mig en velfortjent pause og slappe af. Jeg har haft en rigtig dejlig (forlænget) weekend med et ældstebarn, der er blevet 5 år, har holdt fødselsdag, fået en cykel (og lært at cykle !) og spist en masse Angry Bird chokoladekage, og jeg er ærligt talt ligeså mæt(tet) (på den gode måde 🙂 ) og træt, som han var, da han blev lagt for en times tid siden 🙂

I morgen skal der indhentes på iværksætterikontoen, men indtil da: Spørg løs!

 photo IMG_20160220_231705_zpsm4voitai.jpg

Vi er forbilleder, for pokker!

Hvis der er noget, som kan irritere mig for tiden, er det folk, der argumenterer for deres handlinger ved at hævde, at de ikke har noget valg.

Virkelig?

Man har altid et valg.

Her taler jeg ikke om fødsler, hvor baby ligesom kommer, om vi vil det eller ej, og heller ikke om barnløshed eller sygdomme, eller ulykker, som vi ikke kan styre. Jeg siger ikke, at vi kan vælge, hvilke kort vi får i det uforudsigelige spil, der hedder Livet.

Men jeg mener bestemt, at vi kan vælge, hvad vi gør med kortene.

Det er ikke altid let. Det siger jeg ikke. Nogle gange står valget mellem pest eller kolera. Tit er vi nødt til at give afkald på noget, for at få det, som vi ønsker os mest.

Det hedder prioriteringer. Det er sådan noget, vi voksne gør hele tiden, især når vi har børn. Prioriterer. Og vi er p*sse gode til det, for det meste, som fx. når vi vælger at give vores baby mad og skifte ble flere gange hver nat, fordi vi vægter babys behov højere end vores egne. Er det møgirriterende at skulle undvære søvn? Ja, for pokker. Men vi gør det, fordi har et valg, og vi er voksne nok til at vide, hvad der er det rigtige at gøre.

Vi er voksne, og vi er forældre, og vi er så pokkers seje.

Undtagen når vi ikke er det. For en gang imellem kan jeg virkelig blive forbløffet over, hvor utjekkede vi kan være. Hvor ‘vi har ikke noget valg’ agtigt, vi kan opføre os.

Det er selvfølgelig en konkret ting, som vi forældre – og især mødre – gør, der har fået mig til at brøle i dag. Det er vores fokus på vægt. Mere specifikt er det de forkerte valg, som vi træffer på vores børns vegne, når vi lader os styre af vores sygelige besættelse af vægt.

Det er moren, som fortæller sin datter, at hun skal passe på, at hun ikke tager på, så hun ikke kommer til at ligne klassens tykke pige. Moren, som gør det, fordi hun ved, at den tykke pige bliver mobbet i skolen og ikke har det nemt. Moren, som gerne vil undgå, at hendes datter bliver udsat for det samme.

Hendes prognose om en modbydelig mobberofferfremtid for datteren med den lille delle (som jo potentielt kan blive til flere store deller), er desværre nok rigtig. Bliver pigen stor, vil der med garanti være nogen, der på et tidspunkt påpeger det, fordi vi er så primitive, at vi sidestiller slank med rigtig og ikke-slank med forkert.

Det, der er problematisk ved den måde, som moren griber det her an på, er at hun utilsigtet kommer til at give sin datter de samme værdier, som dem, der mobber, har. I stedet for kalorier propper hun datteren med viden (for vi forældre ved jo, vi tror ikke, hvis man spørger vores børn), at hun er mere rigtig end den tykke pige i klassen, fordi hun er slank. Hvorfor skulle hun ellers passe på sin vægt?

Det, der er endnu værre, er, at moren, som jo forsøger at sikre sig, at hendes datter bliver ved med at have et ordentligt selvværd og ikke ender som et knækket mobbeoffer, bringer det samme selvværd i fare ved at putte ‘slank’ på en pedestal. For det er jo dér, ‘slank’ bor i dag, og det er noget, vi dyrker og drømmer om, som om det er det, der skal sikre os et lykkeligt liv.

Vi er nogle tåber, vi er. Vi ved, at der er så mange unge piger, der døjer med spiseforstyrrelser og selvværdsproblemer, men vi kan ikke se, at det er vores egen skyld. Vi frasiger os ansvaret. Det er medierne, og det er den onde modebranche, der er skurkene. For vi har jo sagt til vores døtre, at de er smukke, lige siden de var små.

Og det har vi. Alt imens vi højlydt har rost vores veninder, når de har taget kampen mod kiloene og tabt sig, foran børnene, alt imens vi selv har beklaget os over vores egen vægt, foran børnene. Mens vi har grinet lidt af tykke far, kærligt men åh, så nedladende, og – bevidst eller ej – lært vores børn, at ikke-slank er en tilstand, som er forkert.

Det er (sgu) ikke i orden.

Heldigvis har vi forældre et valg.

Vi kan vælge at underlægge os slankhedstyraniet og beskytte vores børn fra dem, der mobber i skolen, ved at sørge for, at de forbliver slanke og lever op til det forskruede ideal og forudsætning for lykke, som vi – og ikke børnene – har skabt. Vi kan lade vores frygt for en ulykkelig fremtid for vores børn som mobbeoffer styre os og sikre dem (den meget bedre?)  uykkelige fremtid med spiseforstyrrelser og lavt selvværd i stedet.

Men vi kan også fjerne fokus fra den lille dele og lære vores børn, at der er andre værdier, der betyder mere. Sådan noget som at være sød ved andre, måske. Sådan noget som at man er god nok, som man er. Også den tykke pige. At det er dem, der mobber, der er forkerte, og at deres ord ikke betyder en dyt.

Mon ikke det i sidste ende kommer til at gavne dem mere og gøre dem mere lykkelige end en modelkrop?

Lad os være forbilleder, for pokker. Skubbe den krop i baggrunden og fokusere på det, der er vigtigt. Jeg ved godt, at ‘meningen med livet’ er et stort spørgsmål at give sig i kast med. Men ‘modelvægt’ kan umuligt være svaret.

Lad os kæmpe for, at vores børn ikke ender samme sted som os, hvor vi har så travlt med at dyrke og hige efter den perfekte krop, at vi glemmer at nyde det liv, som pludselig er slut.

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg på mit dødsleje ikke kommer til at ligge og tænke, at jeg var allermest lykkelig, dengang jeg var 16 og åleslank, eller dengang jeg var 31 og kiloene raslede af mig efter fødslen af min ældste søn. Ja, jeg var da slank og glad for min krop. Men var det dér, jeg var allermest lykkelig? Som 16 årig var jeg så usikker, at det halve kunne være nok. Som 31 årig udmattet og sulten. Næ, mine bedste øjeblikke har ikke nogen som helst tilknytning til min vægt. Det har været de stunder, hvor jeg har givet slip på ligegyldige bekymringer og tilladt mig selv at nyde. Min mand, mine børn, min familie, mine venner. Dem, der elsker mig, uanset hvordan jeg ser ud.

Kan vi ikke stoppe op et øjeblik og blive enige om, at vi ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert? At det ikke handler om, at skolepigen skal tabe sig, men at vi skal sørge for at give hende de rigtige værdier, de rigtige værktøjer til at bibeholde sit selvværd uanset hvad og hvem hun møder i livet? Lære vores børn, at slank ikke er bedre end ikke-slank, og at udseendet i virkeligheden ikke bør betyde noget som helst?

Kan vi ikke som minimum prøve at skærme vores børn for vores egne vægt-relaterede issues? Holde op med at dyrke dem, mens børnene er der, og tale med dem om det, der virkelig betyder noget, i stedet?

Lad os træffe det rigtige valg på vores store børns vegne.

Selv om det nok bliver ligeså møgbesværligt som natroderi med baby.

milano

Jeg kunne ikke gøre det

Vi havde ellers aftalt det, og alle var cool med det så sent som i morges. Jeg skulle hente lillebror tidligt, og far skulle hente storebror på vej hjem fra arbejde. Så kunne vi gøre det modsatte senere på ugen. Tjek? Tjek. Der var blevet nikket hele vejen rundt, og mor her håbede var sikker på, at det nok skulle gå.

Godt nok går drengene på samme stue, og godt nok har vi aldrig prøvet at hente den ene uden den anden før. Men nu er de jo så store (sådan, ish), og vi havde da for dælen talt arrangementet ihjel, næsten, så de havde selvfølgelig forstået det. Det var noget, der skulle prøves, og hvis den ene blev ked af det, fordi han ikke skulle med men måtte vente på farmand, så kunne han glæde sig, til det blev hans tur til lidt kvali-tid med mutti senere på igen.

Det kunne da ikke være så svært, vel?

Børnehaven havde i hvert fald fået det til at lyde som verdens bedste idé. De mente bestemt, at det var vejen frem, når nu lillebror havde været lidt ekstra morsyg de sidste par uger. Han skulle have lidt kortere dage, og storebror tog ingen skade af at blive lidt længere i børnehaven alene. Han trives jo.

Og det lød sør’me fornuftigt, så vi tænkte, at vi ville give det en chance. Dog uden forskelsbehandling, hvorfor fandt vi på det geniale, at de begge skulle have korte dage med noget alenetid med mor. Først den ene, så den anden. Det skulle virke som en drøm for nogle, har jeg forstået. Det kunne da også kun være hyggeligt at prøve kun at have fokus på et barn, når nu vi er så glade for at lave alting sammen, alle sammen, tænkte vi.

Derfor var det med gå på mod og en forventning om en hyggelig, rolig eftermiddag sammen med masser af grin og kvalitetssamvær, at jeg tog ud for at hente lillebror ved 14 tiden.

Det hele faldt fra hinanden, da jeg gik ind på stuen og blev spottet af storebror først, som straks råbte til lillebror ‘ VI er blevet hentet!’.

Han havde selvfølgelig glemt det.

Jeg tænkte, at den kunne reddes. Så jeg prøvede at forklare. Og jeg kunne godt se, at han pludselig kunne huske aftalen, men jeg kunne ikke undgå at lade mig påvirke af hans hundehvalpeøjne og hans “Neeeej, moaar… Hvorfor må jeg ikke komme med?”. Lillebror, som havde travlt med at lege færdig, virkede pænt upåvirket af situationen. ‘Storebror med eller storebror blive?’ var ikke en af hans bekymringer. Han var ligeglad.

Det var storebror, som nu var på randen til gråd, ikke.

Så jeg gav mig. Kapitulerede og skrev en sms til min mand om, at jeg ikke kunne gøre det. At jeg tog dem begge med. Og han grinte lidt og var sej, som altid.

Drengene og jeg tog på legepladsen og havde det hyggeligt. Med ca. hundrede af de sædvanlige “lad nu være med at slå og skubbe til hinanden”, og tilsvarende ligeså sædvanlige fællesgrin over ting, som gamle mor bare ikke forstår.

kunneikke

Bogstaver og tal til 0-4 årige? En pacer-mor taler ud ;-)

Jeg har lige afleveret mine børn i institutionen, på en stue, som de ikke normalt går på, til pædagoger, som de ikke kender så godt. Der var ingen børn fra deres egen stue, da jeg gik kl. 9:30, og jeg ved ikke, om de kommer senere. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke føler mig som ‘årets mor’, men det nytter heller ikke noget, at jeg bliver ved med at slå mig selv oveni hovedet over det. Jeg har en masse arbejde, jeg gerne vil have styr på, og desuden har de det fint.

Efter vi havde konstateret fraværet af de sædvanlige voksne og børn  – og fysiske rammer – og jeg var begyndt at frygte den store dramatiske afsked, spottede vi heldigvis Den utrolige historie om den kæmpestore pære på boghylden – og så var alt ligesom ok 🙂 For bøger, det kan begge drengene lide. Pyyyyha. 😉

Alexander, som bliver 5 på lørdag, og i øvrigt har ønsket sig en Hulk kage (#jegermegamegetpåskideren), sidder næsten altid med en bog, når jeg henter ham om eftermiddagen. Philip på 3,5 sidder sjældent stille med noget som helst mere end 10-15 minutter ad gangen, men han har en fantasi, der siger spar 2, og kan digte videre på en hvilken som helst historie 🙂 (noget, som vi også har enormt stor glæde af, når han skal tale sig ud af noget, som han naturligvis på igen måde selv er skyld i 😉 ).

Derfor var der heller ingen skrig eller skrål, da jeg gik, og det kan jeg ikke lade være med at være lidt lykkelig (og lettet) over. De har en fælles kærlighed for bøger og historier, og det er så dejligt. Og det bedste er, at det ikke er noget, vi har presset dem til. Vi har ikke siddet og “terpet” bogstaver med Alexander, fordi partout skulle lære at læse, og vi har ikke nægtet Philip at spille bold, fordi vi skulle bruge vores kostbare kvalitetstid på at fortælle historier 😉

Indrømmet: Vi har nok introduceret begge drengene for bogstaver (og tal), tidligere end der er tradition for herhjemme. Vi startede faktisk allerede, da de var babyer. Det var, så vidt jeg husker, en helt tilfældig søgning efter børnesange på Youtube, der ledte os hen til 123 og ABC sange på engelsk, som var helt simple og henvendte sig til de helt små børn. Ikke til 4-5 årige, som vi plejer at lave den slags for i DK, men 0-3 årige. Og der var masser af dem! Vi kunne slet ikke forstå, min mand og jeg, at der var så mange læringsvideoer til den aldersgruppe på engelsk, mens der stort set ingen var på dansk.

Og vi tænkte, at det var lidt fjollet, for det tog os ikke mange minutter at finde ud af, at drengene godt kunne lide dem. Da de begyndte at tælle one-two-three blev det lidt mere fjollet, da de endnu ikke kunne en-to-tre. Så vi handlede, og et års tid senere havde vi fem korte videoer på vores egen YouTube kanal. Eller, på forretningens, for vi kunne ligeså godt lave dem i Sejedrenge.dk regi 😉 , men de var lavet ene alene på baggrund af vores erfaringer med to bitte små mænd i vores ydmyge hjem på Nørrebro.

Nogle af jer kender dem måske, sangene, andre har måske aldrig hørt om dem. Nogle af jer tænker måske “sejt – lige hvad vi manglede!”, mens andre tænker “lad børn være børn, I sk*de pacer-forældre”. Og begge dele er selvfølgelig ok. Jeg vil dog lige indskyde, at jeg selvfølgelig på ingen måde føler, at det er at presse børnene, at man introducerer dem for andet end Lille Peter Edderkop. De er jo naturligt nysgerrige over for alt nyt, så jo mere man viser dem, jo bedre. Så skal man også bare huske at respektere det, hvis de hellere vil ud og lege i sandkassen end kigge på ABC. Eller hvis de gerne vil begge dele, bare lidt ad gangen. Eller hvis de virkelig elsker de tal og bogstaver – for så skal de selvfølgelig have alt det ABC og 123, som de kan rumme 🙂

Hjemme hos os sidder vi ikke og læser dagen lang. Vi læser hver aften, når vi putter, inden vi slutter af med et par sange. Andre aftener fortæller vi historier, som vi selv finder på. Og drengene elsker det. Lige nu er det historier om den magiske køjeseng, som er en portal til lige den verden, man har lyst til at besøge, der hitter. I går aftes var vi i Super Mario World, hvor den ene af drengene var Megamind og den anden Metro manden, der skulle klare alle banerne og bekæmpe en krokodillehaj (Philips guldkorn 🙂 ). Jeg aner ikke, hvad vi finder på i morgen.

Min pointe: Jeg er vild med, at drengene i en utryg situation som dagens aflevering formåede at finde tryghed i historier. Ikke at det er hverken bedre eller værre end, at andre finder den i leg med biler, perler eller dans. Men jeg vil bare så gerne slå et slag for, at vi udvider den pallette af viden, som vi deler med vores børn, med den magiske verden af tal og bogstaver – også når de er ganske små. Der er helt sikkert børn derude, som vil tage dem til sig og elske dem fra dag 1. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er engelsktalende børn, der synes, at den slags er sjovt (hvilket You Tube repertoiret ellers tyder på). Jeg ved jo, fra egen erfaring, at det ikke passer.

Om I så vælger at tjekke vores videoer ud eller tage Hr. Skæg frem (måske Halfdans ABC?), det skal jeg ikke blande mig i 🙂 Jeg synes bare, at I skulle give det en chance. De små har det med at overraske. Og hvis ikke de er interesserede?

Det er også helt ok.

Men man kan ikke vide det, med mindre man prøver 🙂

Her ser drengene den første af videoerne. Eller, Philip danser til den, mens Alexander synger teksten 🙂 Philip er lidt over 1 år og Alexander ca. 2,5 år i videoen 🙂

Indlægget er sponsoreret i den forstand, at der er et affiliate link til en webshop, hvor Den utrolige historie om den kæmpestore pære kan købes. Jeg er ikke blevet betalt for at linke, men jeg får et par kroner fra butikken, hvis I bruger linket og køber bogen.

Og regnskabsdamen sagde…

Det dér arbejde, ikke?

I er sikkert ved at dø af spænding over at finde ud af, hvordan det går 😉

Jeg er forbi den travle januarmåned, og nu kan jeg begynde at se frem til den næste kollektions ankomst. Det varer ikke mange uger, inden den lander på mit nye lager, og jeg glæder mig til at se den, som altid 🙂

I går var verdens sødeste regnskabsdame hjemme hos os til vores årlige rendezvous, og det blev som forventet sent, men det var hyggeligt. Hun har hjulpet os lige fra start, og hun får hver gang et stort kram, når hun skal hjem. Ikke kun fordi hun er sød, og fordi der går et år, inden vi ses igen, men også fordi hun hvert år har gode nyheder.

For det går nemlig den rigtige vej 🙂

Vi er ikke i mål endnu, men det er blevet bedre og bedre for hvert år, og hvis udviklingen fortsætter, ender det med, at vi begynder at leve som rigtige voksne! Ikke at vores pseudo ‘fattig studerende’ tilværelse med slidte møbler og  år gammelt tøj ikke har sin charme, men I forstår 😉 Og det er ikke kun udsigten til en mere holdbar økonomi, der varmer. Det er mindst ligeså meget det, at vi kan se, at det firma, som vi som to grønskollinger indenfor business, har skabt og investeret både penge og tid i, ikke er helt håbløst.

Vi har skabt noget og dyrket det, og vi har ikke alene formået at holde det i live i en branche, som mildest talt er presset – vi har også fået det til at vokse.

Så det arbejde, dér?

Det går det sådan set meget godt med 🙂

 photo DSC00320_zpsmiqusmiv.jpg

Det jeg har lært i dag – fif(z) til TV rookies

Sikke mange ting, jeg har lært i dag. Og jeg vil gerne dele, så bered jer på at blive  klogere! 🙂

Here goes:

Det er ikke spor farligt at lave live-tv, hvor man optræder som ‘den lykkelige familie, der har fået et liv med familie og karriere til at fungere‘. Man skal bare have en god isbryder. Det, at et unavngivet barn, som man måske/måske ikke er i familie med, smækker toiletbrættet ned over sine ædlere dele og skriger i vilden sky, lige inden optagelserne går i gang, fjerner de værste spændinger. Det, at ‘lykkelige far’ næsten falder over det andet unavngivne barn, der kravler på gulvet, umiddelbart bagefter, og ikke aner, om han skal bande, irettesætte eller gemme sig på toilettet, klarer resten.

Så er den lykkelige familie, der har fået det til at hænge sammen, lissom ankommet in da house. Og så kan det kun blive bedre, ikke? 😉

Jeg har også lært noget, som jeg ikke vidste, da jeg skrev dette indlæg i går. Jeg er vokset som menneske. Jeg kendte ikke mine børn i går, som jeg kender dem i dag, og derfor indrømmer jeg blankt, at min frygt for, at mine morgentrætte børn skulle opføre sig som andet end pragteksemplarer af hankønracen fra hhv. 2011 og 2012, var helt og aldeles ubegrundet. Mine morgenfriske drenge, derimod, sad ikke stille et øjeblik, mens vi var på, men det er jo en helt anden sag 😉

Et andet vigtigt fif, til jer, der drømmer om en ligeså tjekket tv karriere som min (har vel været i fjernsynet to gange, lissom 😉 ), er at bruge lidt tid foran spejlet, inden I kaster jer ud i det, og lære jeres vinkler at kende. Når I så har styr på, at I skal filmes fra venstre side, mens I kigger nedad, glem alt om det, for når I ankommer i studiet, er der 99,9% garanti for, at I bliver placeret i den forkerte side overfor et højt mandfolk, som man jo ikke kan kigge i skridtet, mens man konverserer (det er jo live tv!), og derfor kommer til at blive filmet fra højre side, mens I kigger opad. Trøst jer så med, at der så kommer så meget som muligt af jeres herlige væsen med i tv. Jo mere man fylder på skærmen, jo mere exposure får man, som man siger. Eller. I ved nok 😉

Nu vil jeg tage mig et stort glas vin på en ikke så almindelig tirsdag, og så vil jeg glæde mig til mit årlige møde med min regnskabsdame i morgen aften. Hun læser med på bloggen, en gang imellem, så hun har sikkert også set med, da vi brillerede på Go morgen Danmark i morges. Så ved hun jo også allerede, at det er gået bedre end sidste år, men at hun ikke skal forvente mirakler.

Alt er vel. Skål 🙂

Ps. Skulle I være så heldige at have TV2 Play, så kan det fantastiske interview fra i morges ses her.

 photo gomorgendanmark_zpsogca3n7e.jpg

Linselus – et besøg hos Go’ morgen Danmark

Jeg sidder lige og skriver om lus i en tråd på Facebook (man er vel mor), og så slog det mig lige, at linselus var intet mindre end en genial overskrift til dette indlæg (‘amen altså 😉 ).

Jeg går lige til sagen: I morgen skal min mand, vores drenge og jeg være med i Go’ morgen Danmark. Kl. 8:10 tirsdag morgen, for at være helt præcis.

Why?

Fordi vi har et liv, hvor der både er plads til børn og karriere, og fordi vi scorer højt nok på lykkelighedsskalaen til at være pragteksemplarer på de forældre, som en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed påstår er normen – og ikke undtagelsen.

Vi er med andre ord med, fordi vi er ganske almindelige 🙂

Det er ikke første gang, jeg skal være i fjernsynet, og det er ikke første gang, jeg skal være med, fordi jeg ikke kan lade være med at fortælle om mig selv 😉 Grunden til at vi blev kontaktet er nemlig en artikel i Berlingske, hvor min mand og jeg fortæller lidt om, hvordan vi har valgt at prioritere hjemme hos os hvad angår børn, arbejde og alt det andet. Artiklen kan læses her, men der er intet banebrydende i den. Vi er to voksne, som både kan lide at være sammen med vores børn og beskæftige os med andet. Sådan noget som arbejde, der giver en anden form for tilfredsstillelse end det, som glade børn giver os, hvilket vi i øvrigt værdsætter højt.

Overskriften på artiklen er jeg ikke vild med, selv om jeg selv har udtalt ordene – i en kontekst. Jeg synes vitterligt, at der er et pres om, at vi forældre skal være tilstede 100%, når vi er sammen med vores børn, hvilket gerne må være hele tiden, mens de er små. På den ene side er samfundet indrettet sådan, at man umuligt kan gå ned i tid, uden at man svigter alt og alle, på den anden side er man en dårlig mor, hvis man ikke dropper jobbet og er hjemmegående, mens børnene er små.

Man kan dæl’me ikke gøre det godt nok, og det er så trættende. Jeg respekterer alle prioriteringer, om det er 60-timers arbejdsuger eller en tilværelse som hjemmegående. Det er også derfor, jeg stiller op i morgen. Med min mand og mine morgentrætte drenge og fortæller om, hvordan vi får det til at hænge sammen.

Og det er vigtigt, at I husker, at vi taler om, hvordan det hænger sammen – og ikke hvorfor vores liv er perfekt, og jeres ikke er. Vores løsning er ikke bedre end jeres. Og vores løsning er ikke uden ulvetime, sygdom eller trætte forældre, der bander over en lang arbejdsdag.

Men den fungerer, for det meste.

Vi er gennemsnitslykkelige og tilfredse med vores prioriteringer, hvor der både er plads til familieliv og arbejde.

Vil I høre mere?

Go’ morgen Danmark, tirsdag d. 9. februar k. 8:10. 🙂

 photo ap med far til gymnastik_zpsqwwrlfyv.jpg

 photo afar ser ipad_zps6zqk604g.jpg