Jeg er glad i låget!

I går var jeg til fest – en skøn en af slagsen med Bloggers Delight, som sluttede på Zen – en ny oplevelse for mit vedkommende. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage med. Januar måned har været hektisk, og fordi jeg kender mig selv i festsituationer og godt ved, at det ender med dagen derpå, hvor jeg er tæt på uduelig, kunne jeg ikke overskue at miste en dag og komme endnu mere bagud. Jeg lod mig dog overtale, da en af dejligste kvinder (og veninder) lokkede. Jeg havde nu også lovet en anden et kram, og den slags kan man ikke løbe fra!

Anywho… Har man sagt A, må man sige B (måske derfor jeg altid er uduelig dagen efter? 😉 ) så tog jeg med, i mine fine nye stiletter og lårkort, og jeg endte med at have en fest i det bedste selskab! Jeg formåede endda at overraske mig selv og tage hjem i nogenlunde fornuftig tid. Nye tider, måske? En mere fornuftig festabe? Måske også på tide, nu hvor jeg er i midten af 30’erne – og så snakker vi ikke om festen way back i december ’15, hvor jeg formåede at tage fejl af min og en mands jakke, hvilket resulterede i, at en af os må have haft det temmelig koldt, da han skulle hjem, og den anden måtte sende jakken til vedkommende sammen med en undskyldning og et lille forsoningsgave dagen efter 😉

Jeg har i hvert fald været overraskede produktiv i dag, og humøret fejler ingenting. Det er dejligt at komme ud, være lidt fjollet og grine 🙂 Det glæder jeg mig også til at gøre på torsdag, hvor jeg skal til single release (hvor alle i øvrigt er velkomne 😉 ), som jeg har tænkt mig at skrive mere om en af dagene. Det er min fætter Boris og hans band, der har indspillet en rockplade, og man skulle være et skarn, hvis man ikke støttede den slags (og så er han altså virkelig sød og karismatisk og har noget på hjerte – sagde hun helt objektivt 😉 ). Jeg har ikke hørt alle sangene, så det ender sikkert med, at jeg hopper rundt og lip sync’er til sange, som jeg ikke kan teksten til, men det har da også sin charme, tænker jeg 😉 Det bliver fedt, og jeg glæder mig.

Der skal meget til for at slå mig af pinden i dag 🙂 Det er virkelig fantastisk! Det skulle være lovpligtigt at tage til mindst en god fest om måneden 😉 (detaljerne omkring, hvordan det skulle foregå, har jeg ikke styr på, men jeg er sikker på, at det sagtens kan arrangeres 😉 ) .

Og apropos lovpligtig – og loven – og regeringen – og flygtningekrisen (sådan fungerer min hjerne, altså 😉 ) så er jeg i dag også glad, fordi ikke én men to søde mennesker, som jeg ikke kender, har skrevet private beskeder til mig på Facebook, fordi de har læst min historie i denne avisartikel. Søde beskeder. Og de betyder mere, end man skulle tro. Derfor får I linket, selv om historien ikke er helt ny for alle. Fordi jeg er glad og stolt.

Og så må man gerne 🙂

 photo bdfest_zpsyyu74l5s.jpg

Billedet er lånt fra Bloggers Delight’s Facebook side.

Hvad ved jeg. Jeg er bare en flygtning.

Der er to overskrifter, der har gjort et indtryk i denne uge. Den ene handlede om en baby, der var styrtet i døden. Den anden om de stramninger på flygtningeområdet, der er blevet vedtaget af vores regering.

Jeg har lige fået menstruation, så jeg er – selvsagt – i mine følelses vold, som vi kvinder jo er den tid på måneden.

Jeg er mor, og det hjælper bestemt ikke.

I går græd jeg, efter at have læst lidt for mange triste nyheder, i min mands arme. Utjekket? Helt sikkert. Skriger ikke just stærk forretningskvinde eller urørlig babymamma. Men jeg følte mig magtesløs og havde brug for omsorg.

Det er ikke ligefrem en vane, jeg har mig, at tude over hvad som helst. Jeg er lidt en ekspert i at undertrykke følelser normalt. De kommer kun i vejen, tænker jeg.

Men der er intet værre, jeg kan forestille mig, end at jeg skulle miste mine børn. I en  tragisk ulykke – eller fordi en krig skulle presse os ud i en situation, hvor vi bliver adskilt.

Ligesom jeg ved, at børn heller ikke vil undvære deres forældre.

Jeg kan stadig huske den tid, hvor jeg som flygtning fra Bosnien undervejs i rejsen fik at vide, at min far skulle hjem, fordi hans egne forældre stadig var der, og de ikke var i sikkerhed. Og en masse andre gode argumenter, som druknede i ‘far-rejser-tilbage’. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg prøvede at holde tårerne tilbage, efter han var taget afsted, og hvordan jeg fejlede og græd.

Det at jeg skulle undvære min far – måske aldrig se ham igen – gav ingen mening.

Dengang syntes jeg, at det var pinligt. Jeg prøvede at skjule mine tårer, så de andre børn ikke skulle se dem. Men jeg kunne ikke holde dem tilbage, fordi tanken om, at der skulle ske ham noget, og jeg skulle leve uden ham, var for meget at bære.

Jeg ringer ikke så tit til min far nu om dage. Jeg har travlt som alle andre småbørnsforældre, og i øvrigt ved jeg, at han har det godt med min mor ved sin side, og at han forstår. Men jeg er stadig hans barn, 35 år eller ej, og jeg elsker ham uendeligt højt. Jeg ville stadig ikke kunne undvære ham.

Det kan børn ikke. Undvære deres forældre.

Det skal de heller ikke, hvis det kan undgås, tænker jeg. Det kan da umuligt være nogen, der kan være uenige med mig i. Der kan umuligt være forældre her i landet, som ville lade sig skille fra deres børn, hvis de havde et valg.

Det er nok også det, at de nye asylstramninger handler om. En skræmmekampagne, som med sit tiltag om at bruge 3 år på at familiesammenføre, tvinger de nye flygtninge til at træffe et svært valg. Bliv sammen, men bliv hjemme, hvor I ikke er sikre – eller acceptér, at I skal undvære hinanden i 3 år i en søgen efter en bedre fremtid.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, at der er lidt pest eller kolera over det valg. Lidt Sofies valg, for at være grov og debatterende, med de nye satiretegninger ude, und alles.

Og ja, selvfølgelig findes der et tredje valg, som nok er det, regeringen håber på, at de flygtende fædre tager. Som ikke er at blive i et krigshærget hjemland, ej heller komme til Danmark. Mon ikke de satser på, at de finder sig et andet land end Danmark at flygte til? Det er også kun rimeligt, nu hvor vi har taget imod så mange, og velfærden er truet og Danmark bliver til et u-land, hvis det her fortsætter.

Men hvad så med dem, der allerede er her?

Hvad med de fædre, der skal undvære deres børn i 3 år, med mindre de vælger at rejse tilbage til deres usikre hjemland og starte forfra?

På en måde håber jeg, at det er det, de vælger. Deres børn savner dem uden tvivl allerede, og jeg kan lige se, hvor glade de bliver for at se far igen. Min lykke ville ingen ende tage, da min far kom retur til os efter ganske kort tid, fordi han aldrig nåede frem til vores hjemby, inden den blev indtaget. Men jeg kan også se, hvordan smilene stivner igen, når børnene finder ud af, at far er vendt hjem fra det land, som de håbede, ville hjælpe dem, fordi det viste sig at have en regering, som ikke vil have dem.

At de har undværet ham for ingenting.

Jeg kan ikke forstå en regering, der stiller folk i den situation, som vores gør nu. Måske jeg er påvirket lidt, fordi jeg selv har prøvet at flygte fra et land og være dér, hvor de nye flygtninge er nu. Det er jo også den tid på måneden.

Hvad ved jeg. Jeg er jo bare en flygtning.

Politikerne ved nok bedst. De må være så kloge på alverdens ting med alle de bøger, som de kan købe, og alle de rejser, de har råd til.

Jeg er bare en flygtning. Men jeg er glad for, at jeg har mine børn ved min side.

 photo 964e9d73-d419-499f-ae60-6c13a4a9d6c9_zpsx6un4rk3.png

Antiklimaks

Beslutningen om at lukke min lille biks på Nørrebro var ikke en nem en af slagsen, men den var velovervejet. Det gav så meget bedre mening at fokusere på én ting, nemlig Magic Robes, i stedet for at bruge krudt på både et børnetøjsmærke, en butik og en webshop på en gang. Som jeg tidligere har skrevet, var jeg altid bagud, og det, at jeg havde tre jobs i et, og de alle var småforsømt pga. tidmangel, var både frustrerende og demoraliserende.

Derfor var beslutningen om at skære i første omgang butikken og siden hen webshoppen fra, så jeg kan gå all in på at sælge og markedføre Magic Robes, god. Den lovede mere tilfredsstillende arbejde og bedre resultat. Fokus og mere ro. Det skulle være slut med halvfærdige løsninger og stress.

Den var så rigtig, beslutningen, at det halve kunne være nok.

Så ramte januar.

Dagene gik, og jeg blev ved med at love mig selv, at den rolige hverdag og tilfredsstillende resultater snart skulle indfinde sig.

Nu tæller vi d. 25. januar, og jeg er ligeså meget bagud med alt, som jeg altid har været.

For januar har budt på den obligatoriske varelageroptælling, som når man er alene om at tælle tusindvis af varer på et iskoldt lager, ikke lige kan klares på en dag. Den har budt på januarudsalg, som jeg først kunne skyde i gang efter statusoptællingen. Der er kommet en masse dejlige ordrer, men det tager mig i gennemsnit ti minutter at ekspedere en ordre. Ti minutter til at finde varerne, pakke dem, tjekke om alt er ok, sørge for porto. Det er ca. 6 ordrer i timen. Jeg havde ellers en idé om, at jeg var en superkvinde, der arbejdede med lysets hast, men det viste sig ikke at være tilfældet, da jeg en dag besluttede mig for at tage tid. Doh.

Det skal ikke lyde som en klagesang, for jeg har selv valgt mit arbejde og mine prioriteringer. Det her er blot en konstatering, at den rolige hverdag, som jeg havde drømt om, lader vente på sig.

Januar ikke har ikke været en dårlig måned. Jeg har nået en masse, selv med enkelte fridage. Jeg har også fået skrevet nogle artikler og filmet til en kommende TV udsendelse, og jeg har så småt fået styr på min nye vegetartilværelse. Jeg har haft nogle virkelig dejlige stunder med familien.

Men det er lidt et antiklimaks, at jeg er ligeså meget bagud med mit arbejde, som jeg var, dengang jeg havde min lille butik.

ANTIKLIMAKS

Oh yes. UDSALG.

I ved hvordan jeg altid siger, at denne her blog skal være personlig, et sted hvor jeg kan vende mine tanker og få styr på alt fra madplaner til verdenssituationen. Det skal ikke være en erhvervsblog, hvor jeg taler om det nyeste nye indenfor børnetøj, for det duer jeg ikke til, og jeg har en idé om, at I, som læser med her, kan få tilfredsstillet jeres behov på præcis det område andetsteds.

Når det så er sagt, så kan jeg jo ikke lade være med at fortælle jer, at jeg lige har skudt et udsalg i gang. Jep, jeg er så tilsyneladende typen, der starter januarudsalg sidst i januar, men bedre sent end aldrig, siger de kloge 😉

Og når jeg deler det her, er det selvfølgelig fordi jeg tænker, at de dér børnepenge ligeså godt kan blive brændt af hos mig (det er så fint at støtte de små 😉 ), samtidigt med at jeg ved, at der reelt er nogle af jer der har ventet på, at udsalget skulle starte.

Hermed dagens salgstale:

ALT er sat ned på Sejedrenge.dk, også Magic Robes, om nu kan fås til – 50-70%. Det gælder kun i en begrænset periode, og der må påregnes længere leveringstid end normalt. Til gengæld smider jeg gerne et stykke chokolade eller to med i pakken til dem, der skriver en hilsen ved bestilling 😉 Skulle I få lyst til at deltage i en konkurrence om et gavekort på 700 kr,  som man altså kan købe rigtig mange udsalgsvarer for, foregår det på Magic Robes’ instagram konto @magicrobes.

Tak I dejlige mennesker  – og god fornøjelse 🙂

 photo PicMonkey Collage udsalg 50-70magi_zpst50e5c3n.jpg

 

 

Jeg er blevet ført bag lyset!

Eller…

Kender I det dér med forudindtagede holdninger? Jeg tænder ret meget af på dem, når de rammer mig, men jeg har dem (sgu) også. Og denne her var jeg dæl’me sikker på holdt stik.

Godt nok er min viden begrænset, da jeg kun kender tre mennesker, der bekender sig til “religionen”, men jeg har da tidligere puttet folk i kasser på baggrund af mindre. Faktisk behøver jeg slet ikke at møde folk for at gøre det. Jeg er så skarp i ‘kasseputteri’ at jeg sagtens kan gøre det uden fysisk kontakt eller korrespondance 😉

Yeah, baby! Jeg kan tricks. Så når jeg læser, at en eller anden spade (forstyrret individ, som har brug for hjælp, red.) har voldtaget sin datter i årevis, putter jeg ham automatisk i den kasse, der hedder ‘farlig skurk på bedste Disney vis, om han kan gøre for det eller ej’, helt uden at have mødt manden.

Sådan en kasse har jeg – viser det sig – også hvad angår vegetarer.

Deres hedder bare ikke ‘farlig skurk på bedste Disney vis, om han kan gøre for det eller ej’.

Den hedder ‘helligt individ, som er bedre til at passe på Moder Jord end os andre, og som spiser sundt og er slank‘.

Og jeg kender tre af slagsen.

Og det er svært at argumentere imod, at de er bedre til at passe på Moder Jord, især da ingen af de tre ejer store brændstofslugende køretøjer eller tager daglige bade på mere end en halv time.

Eller har køer, der prutter.

Men jeg bliver lige pludselig i tvivl om, hvorvidt de nu også spiser sundt og er slanke.

Tada!

Så nåede vi endelig til pointen.

Nu har jeg levet som (fiskspisende) vegetar i to uger, og min forudindtagede holdning omkring sund spisning er blevet udfordret!

BIG TIME.

I dag skrev jeg en sms vedr. mad til en forestående tur, hvor vores medrejsende gerne vil købe rigtigt ind, så det passer til mine nyerhvervede “vaner”. Og jeg skrev: “Jeg kan komme langt med ost og brød”.

Og æg.

Nu ved jeg godt, at I ikke er diætister, alle sammen (kunne ellers være fedt, hvis I var 😉 ), men ost og brød er ikke det sundeste – eller mest slankende i hele verden, vel?

For selv om jeg pudser min glorie over, hvor god jeg har været til at spise vegetariansk de sidste par uger, så er jeg vildt overrasket over, hvor meget jeg har taget på af det!

Jeg har – naiv som jeg er – tænkt, at det ikke betød noget, hvis jeg erstattede kød med kulhydrater. Der var jo ikke noget kød mere. Hvor slemt kunne det være med en kartoffel (eller tre?).

Jeg spiste jo grønt (og ost) til!

Men det har vist sig at være en (mættende) misforståelse.

For de tre vegetarer, som jeg kender – de er slanke.

Men det bliver jeg sør’me ikke ved med at være, hvis ikke jeg begynder at tænke over, hvilke vegetariske produkter, jeg indtager.

Og det er her, jeg føler mig ført bag lyset.

Af min egen forudindtagethed.

De er så meget mere komplicerede, de vegetarer dér, end  ‘helligt individ, som er bedre til at passe på Moder Jord end os andre, og som spiser sundt og er slank‘.

Pokkers også.

 photo 8ae496a5-b0e4-4e5e-8169-52021bb6cf18_zpscfjdqnzu.png

Min første (hjemmelavede!) veggieburger. Den var lækker.

Slankende?

Not so much 🙂

Pisk eller gulerod?

Jeg har en veninde. Lad os kalde hende Helena. Hun er 35 år, gift med en dejlig mand, og hun har to børn. To dejlige piger på hhv. 3,5 år og knap 5 år. Lad os kalde dem Philippa og Alexandra.

Helena er en super sej mor. Lidt for blød og eftergivende, mener hendes mand, Sune, en gang imellem. For hun har svært ved at være konsekvent, når de små ikke hører efter, og hun har altid en undskyldning for det. “Klokken er også mange. De har haft en lang dag. De er trætte. De har heller ikke sovet så godt. De har sikkert haft en dårlig dag i børnehaven. De er også småsyge. Børn lader sig styre af følelser. De mener det jo ikke. De er så små. De ved ikke bedre.”

Så børnene slipper. For det meste. Der er selvfølgelig kampe, som Helena tager, for der er nogle situationer, hvor hun forventer, at de adlyder. Selvfølgelig gør hun det. De får jo ikke lov til at løbe rundt på vejen, de slipper ikke for at børste tænder, de må ikke lege med knive, og de får heller ikke is til morgenmad. Der er grænser. Men Helena, hun skælder sjældent ud, og hun straffer ikke. Eller det er ikke helt rigtigt. For hjemme hos Helena og Sune kan man risikere at blive sendt ind på værelset til en slags time out, hvis man fx. bliver fanget i at forsøge at hive sin lillesøsters hår ud af hovedet, eller man for fjerde gang kaster den Barbiedukke på gulvet, som man så venligt men bestemt er blevet bedt om at lægge på plads.

Og når man så har tilbragt et par minutter på værelset, så går Helena eller Sune derind og tager en snak om det, der er sket, og de og barnet indgår en aftale om, at det ikke er noget, der skal gentages. Aldrig nogensinde i hele verden, med løfter og kram og en fælles (fortiet) viden, at det selvfølgelig kun er et spørgsmål om minutter – eller dage, hvis man er heldig.

Nå, men. Sådan en aftale havde Helena lavet her i sidste uge med den ene af pigerne. Og lur mig ikke, om den ikke blev brudt. Og det var ikke så godt, slet, slet ikke godt denne gang, for det var en forseelse af den alvorlige slags. Og så gjorde Helena noget, som hun ellers ikke plejer. Hun valgte at straffe barnet.

Ikke lokke med en gulerod.

Hun fratog barnet noget, som barnet er helt vildt glad for – og måske en lille smule afhængigt af. Lad os bare kalde det aPid. I en hel uge.

Til Helenas forbavselse accepterede barnet straffen. For hun vidste godt, at den var gal. Og de sidste par dage har barnet overrasket med kun at plage lidt efter hendes elskede aPid. Og Helena tænkte, at det var måske ikke så dumt, det her, med at vise barnet, at det er alvor, ved at fratage noget. Noget for noget. “Du er ikke sød ved mig, så gider jeg heller ikke være sød ved dig”. Øje for øje.

Eller. Hov.

Øje for øje duer jo ikke. Det ved alle i hele verden. Næsten da.

Men det havde straffen gjort. Virket, i to dage.

Det fortalte Helena mig i går. Hun var så glad for, at de endelig havde fundet noget, der fungerede. Samtidigt gjorde det jo heller ikke noget, at barnet var begyndt at se det sjove i at tilbringe lidt mere tid med sin lillesøster i stedet for sin aPid. Iih, Helena var så glad. Hun havde nærmest fået en åbenbaring. Nu skulle der nye boller på suppen. Hjemmet skulle drives som en træningslejr for kommende Frømænd.

I dag ringede Helena så igen.

Lillepigen, som havde lystret så fint i to dage, havde lige begået den samme alvorlige ugerning igen. Pokkers også. For Helena var så sikker på, at barnet havde forstået alvoren, da de havde talt sammen, et budskab, der jo blev understreget, da aPid’en var blevet sendt på en uges ferie.

Men det var åbenbart ikke tilfældet.

Så nu er Helena igen begyndt at lave undskyldninger for barnet. For måske er pigen så lille, at hun ikke kan gøre for det. Måske glemte hun det. Hun har jo også været lidt træt på det sidste, og lillesøster har været lidt strid.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til Helena. Men måske I kan hjælpe?

Hvad fungerer bedst hjemme hos jer?

Whipping eller carrot

Jeg er et luksusdyr

Mens den ene hjerteknusende historie efter den fylder dagens aviser og gør deres for at sætte mine udfordringer i perspektiv, sidder jeg og kæmper med at få lavet en ugentlig madplan. For sådan én er god at have, viser det sig, hvis man gerne vil spare penge på indkøb. Og det vil jeg, for det er dér, vores udfordringer ligger lige nu, og jeg kan ikke gøre noget ved familietragedier, laviner eller uventede frostgrader i januar. Så jeg sidder og kigger på opskrifter og rykker rundt på retterne på min ufærdige liste, så jeg kan minimere madspild og tidsforbrug.

Jeg pruster og stønner, mens jeg prøver at finde ud af, om det er kartoflerne eller grønkålen, vi skal spise først, og om grønkålen først skal bruges til boller eller i soufflé. Og jeg er stolt af mig selv, fordi jeg føler, at jeg gør en forskel for vores økonomi, samtidigt med at jeg frigiver noget tid ved at planlægge og kokkerere forud, som jeg kan bruge på ægte kvali-aktiviteter med mine børn (en eller anden, stik mig en glorie 😉 ).

Jeg føler mig også som en god hustru, der bidrager med noget fornuftigt, og jeg imponerer mig selv ved at finde på lækre retter, som går i tråd med min nye vegetar(ish*) tilværelse. Jeg føler, at jeg bugner af sundhed allerede, og jeg ved bare, at mine kræsne børn bliver inspirerede til at spise noget nyt (denne gang). De kommer til at elske det. Jeg kan mærke det 😉

I virkeligheden hygger jeg mig lidt, selv om jeg bander, halvt opgivende, når jeg kun har seks ud af ugens syv retter og umuligt kan finde på en til. Det er jo sjovt. Jeg kan godt lide udfordringer. Især når de blegner sat i relief. For vi kan jo godt klare os uden madplaner og vegetarisk livsstil. Det er luksusproblemer, når de er bedst. Og de bedste udfordringer, der findes 😉

Det eneste er, at jeg får brug for en ny luksusudfordring, når det her lykkes, og jeg sparer en masse penge, bliver miljøets nye BFF og kan nyde adskillige timer med Uno, Sorteper eller iPad/smartphone spil med eller om ikke andet i samme sofa som mine børn. Hvad skal jeg så kaste mig over?

Hvad er jeres yndlings luksusudfordringer?

 photo 562221f6-ac7a-4824-aa23-d69b4744ff96_zps8q3gtbfq.jpg

* Jeg faldt i en enkelt gang i sidste uge. Det er svært at sige nej til kød, når det er min mors gryder, der lokker. Men ellers formåede jeg at holde mig fra kød til alle de andre måltider hele ugen. Spiste fisk nogle gange, hvilket jeg ikke er klar til at opgive, men hvor sej er jeg ikke lige? 😉

 

 

 

Jeg har begået en kronik

Jeg er ingen politisk debattør. Der er meget, jeg ikke ved om politik, og ærligt talt er debatter ikke ligefrem det, jeg helst vil fordrive tiden med, når jeg endelig kan bruge den på andet end arbejde og familie.

Men jeg er et menneske, der reagerer på det, der foregår i verden, om det drejer sig om udfordringer på hjemmefronten, besparelser på børne- og ungeområdet, flygtningepolitikken eller noget helt andet. Og jeg er et menneske, som kan lide at få sat ord på sine (følelsesmæssige) reaktioner.

Det er terapeutisk.

Så det gør jeg, gerne her på bloggen. Men i dag er nogle af mine ord blevet trykt i Information. De er blevet udgivet i en kronik, som jeg gerne vil dele med jer. Den er personlig, og hvis I vil vide mere, når I har læst den,  er der mere om min baggrund bl.a. her og her.

Selve artiklen kan læses her.

 photo 9fd71968-f526-45aa-84a0-d186d2bf4d09_zpsbrvdrpaq.jpg

Om at være voksen. Og at vælge fra.

Det er dejligt at være midt i 30’erne. At have nået en alder, hvor jeg har en idé om, hvem jeg er (for det meste 😉 ), og hvor jeg tør stå ved det, trods eventuelle konsekvenser.

Men det er også mærkeligt at være midt i 30’erne. For jeg er nu officielt voksen, og jeg må og kan træffe alle mine beslutninger på egen hånd – selv om jeg godt kan fange mig selv i at lede efter en voksen til at hjælpe mig med svære af dem en gang imellem 😉

Jeg er voksen, og jeg kan gøre lige det, som jeg har lyst til. Ikke ustraffet, bevares, men jeg styrer fx. helt selv både min påklædning og hårpleje.

Det, som jeg indtager, er også noget, som jeg selv hiver ned fra hylderne i supermarkedet og kokkererer om til noget spiseligt på daglig basis. Og det er lidt vildt, selv 15 år efter jeg flyttede hjemmefra, at have så stort et ansvar for ikke kun min krop men også for min økonomi og for miljøet.

Og det er det, som jeg gerne vil tale om i dag.

Ikke kroppen. Den har jeg allerede skrevet om. Ej heller miljøet, for det har jeg sør’me også været inde over – for ikke at begynde at hive alle de økonomirelaterede indlæg frem 😉

Niksen.

Jeg har besluttet mig for at gøre noget ved mine madvaner.

Fordi jeg er voksen, og fordi jeg kan gøre lige, som jeg vil 😉

Beslutningen er ikke politisk, selv om det er begyndt at gå op for mig, at jeg er blevet så voksen, at jeg endda er begyndt at have (og dele) mine personlige politiske holdninger (den havde jeg ikke set komme!) 😉

Lidt ligesom dengang jeg besluttede mig for at holde op med at vaske hår med shampoo (hvilket jeg er har holdt fast i – dog i en mildere udgave), har jeg nu besluttet, at jeg vil prøve at lade være med at spise kød.

OOOOh, yes.

Som nogle af jer ved, har jeg børn, som ikke just er ellevilde med alt det, der bliver serveret for dem. Noget af det, som de ikke spiser, er kød – med undtagelse af en smule bacon og spegepølse en gang imellem.

De vil ikke spise kød.

Selv om de spiste det, dengang det blev most og blendet, og de var for små til at tænke selv.

Både den ene og den anden fravalgte kød, da de var omkring 15-18 mdr. gamle. Og lige siden har vi rystet på hovedet og prøvet alt for at få dem til at spise det – som vi voksne indtager i rigelige mængder.

For de skulle spise som alle andre, og de skulle have proteiner. Man skal jo have kød!

Eller skal man?

De er nu hhv. 3,5 og knap 5 år gamle. Det er flere år siden de sidst har spist kød.

Selv børnehaven har kapituleret. For de vokser, lige som de skal. De er ligeså aktive og stærke som alle andre. Det er ikke til at se eller mærke på dem, at de ikke spiser boller i karry og frikadeller.

Så nu gider jeg ikke blive ved med at forsøge mere.

Nu tænker jeg, at jeg vil joine dem i stedet.

Jeg har prøvet det før. Jeg boede hos en vegetarfamilie i et halvt år, da jeg var au-pair i England som 18-årig. Og ja, jeg savnede da kød, men jeg tog ikke skade af at undvære det. Jeg laver faktisk stadig en del af retter, som vi fik dengang, fordi jeg godt kan lide dem.

Så nu tager jeg springet.

Jeg vil gøre, som mine børn gør, og lade være med at spise kød.

Jeg er faktisk allerede startet. I dag har jeg fået rugbrød med hjemmelavet æggesalat samt madtærte med porrer og kartofler. Og jeg er både mæt og tilfreds 🙂

Det kan være, at det her ikke holder evigt. Men nu prøver jeg.

Fordi jeg er voksen. Og det er mig, der bestemmer 🙂

 photo taeligrte_zpsthbkafhb.jpg