Nu går jeg i hi

Så er nøglerne til butikken afleveret. Jeg skulle lige til at skrive ’til min butik’ men den er jo ikke min længere. De nye ejere har nøglerne nu.

De virker i øvrigt rigtig søde. Jeg glæder mig til at se, hvad de gør ved lokalet.

Men lige nu ser jeg aller aller mest til et par dage, hvor der ikke skal flyttes, males, ordnes. Hvor børnene, som jo har fri, rent faktisk får lov at hygge sig med en far og mor, der ikke stresser. Jeg glæder mig til at lade op.

Jeg tror, at jeg går i gang med det samme.

Derfor vil jeg blot ønske jer et godt nytår og fortælle jer, at jeg ikke har glemt at finde en vinder af rutsjebanen fra butikken. Det blev denne herlige kvinde, som fik besked i går, og allerede har hentet den.

Jeg håber, at 2016 byder på en masse fantastiske oplevelser  for jer alle 🙂

 photo butikluk_zpsohspgnf3.jpg

Modløs

“Hvis du tror, at du har en depression, er det vigtigt, at du siger det, så vi kan gøre noget ved det.” – sagde min kære mand forleden aften.

Ikke ud af det blå, bevares. Der er en kontekst.

Vi sad, som vi så ofte gør, hver for sig og alligevel ikke, og vi snakkede om arbejde. Mit arbejde. Den butik, som jeg er ved at lukke, og den uvisse fremtid, som vi går i møde.

Og mens vi snakkede om praktiske detaljer, slog det mig, at jeg sjældent sætter ord på, hvad jeg føler, når vi bare er os. Jeg kan sagtens fylde side op og side ned her på bloggen med netop det, men jeg er ikke altid så god til at tale om det derhjemme.

Let’s face it.

Det er deprimerende at tale om det uvisse og ens usikkerhed og frygt for fremtiden. Og trættende. Også for mig. Så jeg har det med at fokusere på det positive og ellers klø på med det praktiske. Men her forleden følte jeg mig inspireret til at dele det hele råt for usødet med det menneske, som efterhånden kender mig bedst, og jeg nævnte, sådan henkastet, som man gør, at jeg føler mig lidt modløs.

Og det var dér, min handle- og resultatorienterede mand leverede den indledende sætning i dette indlæg. Jeg er sikker på, at der findes en model i en handelsbog, der beskriver præcis det, som han gjorde, da han registrerede, at der var en mulig udfordring og satte gang i at analysere den med henblik på at finde frem til den bedste løsningsmetode 😉

Men det, som ramte mig mest, da han talte til mig, var:

Depression.

Og jeg tillod mig at overveje, bare et splitsekund, om der kunne være noget om det, efter jeg selvfølgelig havde afvist det med det samme, da jeg for lang tid siden har besluttet, at sådan noget aldrig kommer til at ske for mig (fordi jeg er en superkvinde med superkræfter og selv bestemmer, hvad jeg bliver ramt af – eller noget 😉 ).

Jeg overvejede det.

Men jeg er ikke deprimeret.

Jeg føler mig bare lidt modløs.

Ikke hele tiden. Bare en gang imellem. Når jeg har så meget at lave, at jeg ikke kan overskue, hvor jeg skal starte, og jeg går helt i stå – som nu, midt i en butikslukning i en jule-/nytårferie. I en tid, hvor alle er hjemme, og der både skal arbejdes og hygges på tid, inden butikken skal stå tom og nydelig d. 31.12, og børnene skal tilbage i børnehaven d. 4. januar.

Hånden på hjertet: Jeg kan ikke helt overskue, hvor jeg skal starte henne, når nøglerne er afleveret, og jeg skal videre i programmet med resten af forretningen. Mest fordi programmet ikke er skrevet endnu, selv om jeg selvfølgelig har en idé om, hvor jeg skal hen.

For jeg skal liiiige lukke, og jeg skal lige have lavet en konkret plan. Og så skal jeg i gang med at udføre den.

Jeg ved det godt. Allerede dér er der noget, der ligner en slagplan.

Men jeg føler mig lidt modløs.

Og det er sikkert bare en reaktion på, at jeg også havde en slagplan, da jeg for knap tre år siden stod foran åbningen af den butik, som jeg nu er ved at lukke. Optimistisk og klar til at erobre verden.

Det er sikkert helt naturligt, og sikkert også sundt, at jeg nu, hvor jeg står i samme situation, føler noget, selv om det ikke er rart.

Og jeg ved, når jeg tænker rationelt og kigger tilbage på, hvordan det er gået de andre gange, hvor jeg været usikker på fremtiden, at jeg nok skal finde en ny rutine og få skabt en ny hverdag igen. Fyldt med spændende opgaver og udfordringer og gå-på-mod.

Men lige nu og her vil jeg tillade mig at omfavne det, at jeg føler mig lidt modløs.

Sige det højt.

Det må man gerne.

 photo 0b03be6c-961f-4fbf-98fa-169ee9bf6e6e_zpsw4zmao1u.png

Det er på tide at peppe julen op, den gamle k*lling

Jeg synes seriøst, at julen kunne trænge til et nyt look. Et smartere, mere hipt image. Et spark i sin dejlige flæskestegs-risengrød bløde mås, så den kan nå nye højder og blive mere sprød 😉

Nu bor jeg på Nørrebro, så jeg er måske en lille bitte smule farvet af det miljø, som jeg begår mig i. Men leg nu med, ok?

Her på Nørrebro er det sejeste seje for tiden at flytte væk fra den sejeste-når-du-er-enlig-bydel til et øko bofællesskab i Trekroner, ligeså snart lillemor begynder at overveje at købe en graviditetstest. Sådan et sted, hvor man kan gro sine egne grøntsager, slagte sine egne høns, bygge sit eget hus, konebytte – eller hvad man nu fordriver tiden med, når man er færdig med fællesspisning 😉

Og selv om jeg endnu ikke er hoppet med bølgen (selv om det frister 😉 ), så tænker jeg, at det er dér, vi skal hente nye traditioner, hvis vi skal peppe julen op.

Men jeg vurderer (trods alt), at det er usandsynligt, at vi kan få alle ud på landet og holde jul i øko-bofællesskaber. Så jeg har et andet forslag.

Det kan forekomme lidt voldsom og drastisk, men tyg lige på det. Jeg foreslår at:

Vi dropper gaverne (gisp! – og en kunstpause) …

Og vi gør noget godt for hinanden i stedet for.

Inden I kommer for godt i gang, skal jeg lige pointere, at det her ikke handler om at droppe julen. Jeg håber da for dælen, at jeg har gjort det klart, at mit hjerte banker for denne årstid, og at jeg forstå alvoren bl.a. her.

Meeeeeeen, et ansigstløft ville ikke skade, vel? 🙂 Og let’s face it: julen, den gamle madamme, er – trods hendes kærlighed for fine cremer og bling bling – ikke just en tyve-årig hottie, vel?

Hun bliver ikke mere lækker af, at vi hvert år smider flere og flere gaver under det stakkels juletræ, som I øvrigt også er ved at være lidt ophængt 😉

Er julegaverne ikke ved at være lidt passé?

Tænk over det.

Jeg har i dag brugt adskillige timer på at rydde op i børnenes gamle legetøj og tøj, så jeg kunne få plads til alt det nye, som de er blevet begavet med de sidste par dage. Nydelige ting, som børnene er blevet sådan semi-glade for, men ikke noget, som de ikke har glemt om et par måneder (eller dage, de bæster). Jeg har sorteret i det gamle og pudser nu min glorie, fordi jeg har tænkt mig at forære det meste af det ‘overflødige’ væk til velgørenhed (undtagen det, som jeg kan høste gode monetos for på Reshopper, hvis jeg ellers nogensinde får taget mig sammen til at oprette annoncer). Men det virker stadig fuldstændig absurd, så mange ting vi har.

Så mange ting vi har brugt penge på for at glæde andre. For mon ikke ‘de andre’ selv kommer hjem og begynder at bande og svovle over, hvor de skal gøre af alt det nye. Undtagen selvfølgelig dem, der ikke har noget i forvejen, for de må hjertens gerne blive ved med at få julegaver.

Men mine børn behøver dem (sgu) ikke.

Jeg gør bestemt ikke.

Jeg er ikke ude på at droppe hyggen eller samværet.

Jeg tænker bare, at det kunne være ret så tjekket for en gangs skyld at handle, sådan fysisk gøre noget,  i stedet for at handle os til kærlighed ved at svinge dankortet i den lokale Fætter BR eller hvad der nu rokker ens båd (og nu leger vi, at jeg ikke selv er selvstændig erhvervsdrivende og afhængig af at folk køber mine produkter – note to self: måske det her kunne være grunden til, at min forretningen ikke kører bedre 😉 ).

Jeg tænker, om vi ikke i vores familie skulle prøve at være hippe, som Nørrebroboerne jo plejer at være, og være de første til at droppe julegaverne og gøre noget, der ikke involverer en ønskeseddel, for at glæde hinanden i stedet.

Hvad skulle det lige være (tænker I to, der stædig læser med)? 😉

Hvad med sådan noget som at give hinanden en fridag? Jeg ville elske, elske, elske det, hvis mine forældre eller min søster (eller julemanden – jeg tror gerne på julemanden, hvis der er kvali-tid på menuen 😉 ) gav mig et gavekort til en kærestedag sammen med min mand, hvor de tager børnene. Det behøver ikke at koste noget. De kan tage dem ud på legepladsen, ud i kolonihaven, på stranden eller til Copenhagen Pride, for all I care. Så kan min mand og jeg lade som om vi er unge og nyforelskede og drikke et par øl på en fortorvscafé. Nu jeg tænker over det, så må børnepasserne gerne konfiskere vores mobiltelefoner, så vi snart rustne (og wifi-afhængige) ægtefolk rent faktisk ender med at tale sammen.

Noget i den dur.

I samme boldgade – nu vi er ved de mobiltelefoner – kunne vi forældre give børnene et gavekort på en dag uden iPads eller mobiltelefoner. Hvor heller ikke voksne må bruge dem (gisp!). Vi kunne give dem nærvær i en hel dag – og lur mig ikke, om det ikke ville glæde dem mere end den nye Bratz dukke – når først både de voksne og børnene var færdige med at argumentere for, hvorfor de på ingen måde kan være offline i et helt døgn 😉

Vi kunne plante et træ med børnene i haven, hvis man har sådan én, så de – når de kører forbi huset om tredive år (som på det tidspunkt sikkert er solgt pga. profitable ejendomspriser 😉 ), kan kigge over hækken i en fremmed families gård sammen med deres egne børn og fortælle dem en sød historie fra deres barndom.

Jeg kunne blive ved, men jeg er sikker på, at I har fanget pointen.

Misforstå mig ikke.

Jeg værdsætter de gaver, som vi har fået i år. Jeg sætter stor pris på de tanker, og det arbejde, som vores familie og venner har lagt i at finde de helt rigtige gaver til os.

Men det ville virkelig, virkelig ikke gøre mig noget, hvis vi ikke fik nogen til næste år. Hvis vi i stedet for at bruge timevis på online shopping og på at ræse fra den ene overfyldte butik til den næste for at finde den helt rigtige LEGO kasse brugte den tid på at lave noget hyggeligt sammen. Uden stress og jag.

Hvis vi lavede et tapasbord af det, som vi nu engang har i vores respektive køleskabe og fortalte hinanden julehistorier med fx. dragenisser og fe-snedronninger, eller hvad vi nu kan finde på.

Jeg har lige oplevet to super hyggelige dage med vores nærmeste.

Og jeg er på ingen måde ude på at ødelægge julen – eller dømme dem, der elsker den, som den er nu.

Jeg er ikke ude på at smadre alt, der bare lugter af jul.

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om julen ikke ville have været mindst ligeså hyggelig i vores familie, hvis vi havde droppet julegaverne. Skruet en lille smule ned, justeret lidt. Gjort den lidt Nørrebro-smart.

Lur mig ikke, om vi ikke stadig ville have oplevet magien?

 photo pastaengel_zps75q93zvv.jpg
Hvor fin er denne engel ikke? Det er det eneste billede, som jeg tog juleaften. Flere af slagsen hang på juletræet og børnenes farmor fortalte mig, at de selv har lavet den af pasta for mange år siden, da min mand var lille.

 

Med respekt kommer man længst.

I morgen skal jeg holde jul. Også i overmorgen. Sammen med min pæredanske mand (ok: færørske, men det er tæt på) og hans familie, og så igen med min tvillingesøster og hendes pæredanske mand og hans familie. Vi skal danse om juletræet og spise and og flæskesteg, og vi skal se jule-tv og snakke om året der gik – på dansk, som vi har gjort i over 20 år.

Hverken min søsters eller mine børn kan andre sprog, selv om mor og moster indvandrede til Danmark, da de var 12 år.

Mor og moster er nemlig så velintegrerede, at det halve kunne være nok.

Vi taler endda dansk indbyrdes, og det har vi gjort længe.

Da vi kom til Danmark i slutningen af 1992, gik vi all in på integration. For nu var vi i Danmark, og alternativet var mildest talt ringe. Og hvis vi skulle have en ordentlig fremtid i landet, så gjaldt det om at finde ud af, hvad landet havde at byde på – og hvad vi kunne bidrage med den anden vej.

Vi fik vores første job som 15-årige. Og vi uddannede os. Min søster indenfor erhverv, ledelse og økonomi, jeg i de blødere fag som ægyptologi, historie og kultur- og sprogmødestudier. Vi fik begge flotte karakterer i vores specialer på universitetet. Vi arbejdede videre. Vi rejste rundt i verden men kom tilbage til Danmark.

Her arbejder vi så endnu. Vi betaler skattekroner en masse, som vi har gjort i tyve år.

Det er her, vi har mødt vores respektive mænd og fået børn, der i dag kun taler dansk.

Det gør de, fordi mor her og moster synes, at det er nemmest, fordi vi er herregode til det dér integration-noget. Jeg vil vove at påstå, at integration ikke dækker det: at vi har assimileret os, så det batter.

Vi styrer det her danskhed-noget, som var det færdigkøbt risalamande. Det slår aldrig fejl.

Og det værste af det hele er, at vi nyder det.

Vi forstår alvoren, når tunge emner som “And eller flæskesteg?” bliver bragt på banen. Vi argumenterer med ild og sjæl for, hvorfor det kun er det ene, der er rigtigt, og vi indgår gerne i diskussioner om, hvorvidt der skal købes gaver for X eller Y antal kroner, og hvornår det nu også er rigtigt at tage juletræet ned.

Vi går med krop og sjæl op i at skabe nogle ordentlige danske juletraditioner for vores danskere end danske børn (hvis man lige ser bort fra deres efternavne, for vi har selvfølgelig sørget for, at fornavnene ikke skiller sig ud) selv om vi aldrig som børn har holdt jul på samme måde.

Og vi mener det. Sgu.

Det er selvfølgelig ikke alle indvandrere, der har det på samme måde.

Nogle har været bedre til at holde fast i traditioner fra deres hjemland – noget, som jeg ikke har andet end respekt for. Efter jeg er blevet mor, er jeg selv begyndt at tænke lidt mere over, hvor jeg kommer fra, og om der mon er noget andet end minder fra min barndom, der er værd at holde fast i.

Sådan noget som viden. Traditioner.

Det skal jeg lige have styr på.

For selv om jeg gerne bilder mig ind, at jeg er ligesom alle andre i det ganske danske land, så er jeg det ikke.

Det ville ikke gøre mig noget, hvis jeg var.

Men jeg har nu engang oplevet en krig.

Og jeg har oplevet at være flygtning. At komme til Danmark. At blive taget imod af venlige mennesker, som først førte os hen til Sandholm og siden hen til Flotel Europa. Det tog endnu et stop – på et flygtningecenter på Østerbro – før vi blev sluppet løs. Før vi fik lov og mulighed for at uddanne os, arbejde, bidrage.

Også socialt, hvor langt de fleste af vores venner allerede ganske få år efter vores ankomst hed Nielsen og Chistoffersen til efternavn.

Vi ville gerne.

Fordi de mennesker, som vi mødte efter vores ankomst var søde ved os. Behandlede os som ligeværdige. Lyttede til os, når vi ikke kunne forstå, hvorfor vi fire (mor, far og to teenagedøtre) var blevet indkvarteret på et værelse på 10 m2, når der var adskillige værelser på 25 m2 i flygtningecenteret, der husede fx. to enlige mænd. Folk, der forstod og hjalp, hvor de kunne.

Fordi der var andre – frivillige danskere – der sørgede for, at vi kom i dansk skole så hurtigt som muligt, og andre igen, der hjalp os med de basale behov som tøj og sko.

Og det skete uden, at nogen smed de enlige mænd i telte midt om vinteren.

Der var ingen, der bankede på døren i vores 25 m2 store “hjem” for at gennemgå vores ejendele for værdier.

Vi mødte ikke andet end forståelse, selv om der selvfølgelig skete fejl.

Selvfølgelig gjorde der det. Fra begge sider.

For de forstod, at vi var sårbare, og at vi var taknemmelige.

De forstod, at vi gerne ville gøre det rigtige.

Langt de fleste af os.

Så de valgte ikke at behandle flertallet af os som undermennesker for at fange de få, der måske ikke var kommet af nød men af andre – lumske – årsager.

Vi følte os respekterede.

Og derfor er jeg i dag så assimileret, at det halve kunne være nok.

Fordi det Danmark, der tog imod min familie og mig, var et Danmark, som jeg kunne se mig selv som en del af.

De var venlige. Og retfærdige. Og de havde respekt og forståelse for den situation, som langt de fleste af os flygtninge stod i.

De var et forbillede.

Forbillede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, Danmark lærer de nye flygtninge i dag. Og jeg bliver lidt bange. For det er ikke respekt og ligeværdighed. Det er survival of the fittest i sin reneste, grimmeste form. De (vi?) prøver at overleve. Og vi lærer “dem” at gøre det samme. Uden vores respekt.

Hvordan kan vi nogensinde forvente, at de på sigt skal gøre andet?

Integrere sig, som jeg har gjort?

Jeg har mine tvivl.

Måske tager jeg fejl.

Jeg håber bare, at folk stopper op et øjeblik og tænker videre end snydere og nassere og dem, der slipper igennem.

De er fåtallet.

Resten er en uudnyttet ressource.

Skal vi ikke prøve at være søde ved dem? Lade være med at sparke til dem, når de ligger ned, og hjælpe dem i stedet?

For der er så mange af dem, der er som min søster og jeg. Arbejdsomme, villige og ivrige efter at indgå i det danske samfund. Som gerne vil holde jul og lære vores børn at indgå i det danske samfund på lige fod med alle andre.

Skulle vi ikke lade være med at fremmedgøre dem og fjendtliggøre dem?

Er alternativet virkelig de få værdigenstande værd?

Virkelig?

God jul.

 

 

 

En præmie med historie

Jeg er jo ved at lukke min butik på Nørrebro.

Varelageret er kørt til opbevaring, og tilbage står kun et halvtomt lokale med afmonteret inventar. Nu mangler jeg kun at komme af med inventaret og få malet. I dag har jeg fået at vide, at der er fundet en ny lejer, så når vi når til 1. januar 2016, siger jeg farvel til min børnetøjsbutik gennem knap 3 år, og så starter et nyt kapitel for både mig – og det fine lokale på Nørrebro.

Kapitler.

Dem har der været mange af, for begge parter. En sød kunde sendte mig engang et billede af butikken tilbage i ’70/’80’erne, dengang det var plader og ikke børnetøj, der blev langet over disken i nr. 44 (se billedet af pladebutikken HER).

Jeg er så spændt på at finde ud af, hvem den nye lejer er, og hvad der mon er det næste på programmet. Jeg er så nysgerrig, at det halve kunne være nok, men jeg finder jo snart ud af det, da mine børn går i børnehave et stenkast derfra, og jeg kommer til at cykle forbi flere gange dagligt fremover (tålmodighed er en dyd, ikke? 😉 ).

Men for at komme tilbage til historie.

Mens jeg venter spændt på at finde ud af, hvad fremtiden bringer, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der mon er nogen, der kommer til at huske de tre år, det lille lokale i Rantzausgade var mit og gadens eneste børnetøjsbutik. Om der er nogen, der om tredive/fyrre år deler et billede af Sejedrenge.dk/ Magic Robes facaden og fortæller en fremtidig ejer, at der engang har ligget en børnetøjsbutik dér?

Det kunne jeg godt lide, hvis det skete 🙂 Og jeg kan ikke lade være med at forestille mig, på sådan en ægte romantisk vis, at det bliver et af de mange børn, som de sidste tre år er kommet i min butik og har rutsjet på min fineste, fine plastik rustjebane. Den, der oprindeligt blev købt til vores stue men blev en fast del af butikkens inventar, da vi fandt ud af, at lillebror på 9 måneder havde alt for gode opstigningsevner i forhold til – ja: nedstigning 😉

 photo rutsjebane_zpsc2odof9w.jpg
Anywho 🙂

Rutsjebanen har været et hit i butikken. Der er børn fra andelsboligforeningen, som butikken er en del af, som har været fordi flere gange om ugen, på vej hjem fra institutionen, bare for at tage en tur og sige hej. Og det har været så hyggeligt.

Jeg kommer til at savne dem.

Og derfor har jeg ikke lyst til at sælge rutsjebanen.

Jeg kunne godt tænke mig, at den kommer til et hjem, hvor dens historie vil blive værdsat. Alle de hyggelige stunder, en bid af Rantzausgade 44 lokalets historie. En butik der ville – og gjorde en lille bitte forskel i knap tre år.

Håber jeg.

Jeg vil gerne give rutsjebanen væk til én, der vil have den.

Jeg kan ikke sende den, fordi den er 150 cm lang (102 høj), så den skal hentes i København. Men ellers behøver I ikke at gøre noget som helst andet for at deltage andet end at skrive en kommentar til indlægget her. Så finder jeg en vinder om en uge d. 29. december.

I må gerne dele, også hvis I ikke selv kan bruge den. Den er jo ikke just billig, sådan én. Og jeg forærer den væk. Og det kunne være skønt, hvis rutsjebanen kunne få et nyt hjem, hvor den er værdsat.

(ellers må jeg selv beholde den – mindstemandens motorik er forbedret en smule, nu hvor han er 3,5 år 😉 ).

Tak. Og god jul 🙂

Det må man altså gerne!

Jeg havde egentlig tænkt mig at skippe bloggeri over i dag og nyde stilheden. Manden er til julefrokost, og børnene sover. Jeg havde sat mig til rette i sofaen og var klar til at erobre verden (eller Netflix) efter jeg havde klaret en svær bane i Farm Heroes 🙂 Men så læste jeg det her indlæg. Og så kunne jeg ikke holde min mund, vel? 😉

Jeg blev lidt irriteret (igen i dag – hvad skal det ikke ende med? 😉 )

For indlægget handler om de fordomme, som folk har om hjemmegående. Det bliver indlæggets forfatter Nanna nemlig snart (hjemmegående, ikke fordomsfuld 😉 ), og hun har efter et indslag i Go’ Morgen Danmark fået noget kritik for sit valg. Kritikken går på, at hun er egoistisk, at børnene ikke lærer at omgås andre, at hun skal meldes ud af samfundet, når hun ikke vil bidrage, og at hun i øvrigt bliver en ‘holdt kvinde’, som får svært ved at vende tilbage til arbejdsmarkedet. I kan læse kommentarerne her.

Jeg har en masse på hjerte hvad det angår, men manden er som sagt ude, og børnene sover. Jeg vil gerne se noget meningsløst tv (rettere sagt Jessica Jones på Netflix, men det er jo detaljer 😉 ). Derfor får I her min kommentar til Nannas indlæg i bedste copy/paste stil 🙂

Mig til Nanna:

Åh, sikke noget sludder (de fordømmende kommentarer, ikke dine forklaringer 😉 ). Jeg betragter mig selv som et ganske velfungerende socialt menneske i dag på trods af, at jeg hverken har gået i vuggestue eller børnehave.

Jeg blev passet hjemme sammen med min tvillingesøster af mine forældre (mor var sygeplejerske og havde skiftende arbejdstider) og mine bedsteforældre, som var pensionerede og boede i stueetagen af vores hus (en rækkehus-agtig ordning med hver sin indgang).

Vi var ikke isolerede! Vi fik leget og blev udfordret som alle andre – også i større grupper. Hjemmegående forældre er (for det meste 😉 ) ikke afstumpede individer, der kun vil have børnene for sig selv 😉 De kan – om nogen – se det, hvis der er noget, der ikke fungerer, og børnene mistrives eller er ved at udvikle sig i en negativ retning – fordi de er der! 😉

Og don’t get me started hvad angår “ikke alle har den mulighed” og samfundsnasseri. Selvfølgelig er det ikke alle, der kan leve af én løn, men for de flestes vedkommende vil jeg vove at påstå, at det handler om prioriteringer. Nej, måske tjener den arbejdende part ikke nok til at betale for lejligheden på Nørrebro eller huset + bilen på landet, men så må man vurdere, hvad der er vigtigst for én. Langt de fleste, der går hjemme, vælger noget fra for at kunne gå hjemme. Jeg er ikke hjemmegående, men jeg er selvstændig, og vi har levet af én løn i tre år. Det betyder, at vi er gået fra at have et 15 årigt boliglån med afdrag til et 30 årigt afdragsfrit lån. Ingen nye møbler, næsten intet tøj. Masser af brugte og arvede ting. Og vi er tilfredse. Fordi det er rigtigt for os.

Min mor, som jo arbejdede, mens min søster og jeg var små, gav fx. afkald på tid i stedet for økonomi. Når hun ikke var på arbejde, tog hun sig af os. Det samme med min far. Det handler om prioriteter. Og hvis man prioriterer at passe sine børn i nogle år, så skal man dæl’me have lov til det.

Også hvis karrieren bliver sat på hold, og det bliver svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Og hvad så? Svært er ikke lige med umuligt. Og jeg vil vove at påstå, at man lærer en lille ting eller to som hjemmegående, som man kan bruge, når man skal tilbage, uanset hvilken branche man kommer fra. Det hedder livserfaring.

Og nu stopper jeg, men jeg ender nok med at skrive et indlæg om emnet, kan jeg mærke 😉 You go, girl. 🙂

 photo bodjelkollage_zpslnehyk1e.jpg

Min tvilligesøster og jeg som små og igen i midt-tyverne. Tydeligvis scarred for life… 😉

Meget kan ændre sig på fem minutter

Jeg holder mig helst fra politiske debatter. Jeg følger ikke godt nok med, og jeg kan ikke debattere ordentligt, når jeg kun kender en side af historien.

Det gælder de fleste historier i mit liv.

Jeg er håbløst uvidende.

Og jeg misunder ikke politikerne deres job. Jeg ville ikke gøre det, om de så lovede mig guld og grønne skove, eller hvad de nu engang får i løn, vores repræsentanter.

Men jeg tillader mig alligevel at undre mig, når jeg som i dag  støder på en artikel som denne. En artikel, der varsler en kommende besparelse på børne- og ungeområdet i København på intet mindre end en milliard kroner. Det, der angiveligt svarer til lukning af 90-120 institutioner eller 9-12 skoler, eller nedlæggelse af 8 lærerstillinger på hver af kommunens 60 skoler. En artikel, hvor en repræsentant for børne- og ungeudvalget skriver, at det kan kan komme til at gå ud over normeringen – i en kommune, hvor min lokale skole netop har udtalt, at de tillader klasser på 30 elever.

Det får mig til at tænke på det her indlæg.

Nu er jeg ingen politiker.

Og jeg er noget så uvidende.

Jeg ved ikke, hvor pengene skal komme fra, måske lige bort set fra de dér guld og grønne skove.

Men jeg kan simpelthen ikke lade være med at undres.

For hvis fremtiden for Københavns børn er maxiklasser med flere end 30 børn, få lærere, få pædagoger og få sundhedsplejersker, kan jeg ikke længere lege med.

Før jeg læste denne artikel havde min mand og jeg besluttet, at når det endelige valg skulle træffes hvad angår vores drenges skolegang, stod det mellem vores lokale folkeskole og en lille privatskole.

Meget kan ændre sig på fem minutter.

Desværre.

 

Er “mommy blogger” lidt fy?

Det dér med kasser, ikke? 😉

Jeg har sagt det før, og jeg mener det stadig, selv om jeg selv har det med at generalisere. Jeg har det lidt stramt med kasser.

Og en kasse, som jeg ikke er så vild med, er “mommy blogger”.

Tænk over det.

Mommy blogger (allerede dér begynder det at klø 😉 )

Mommy.

Jeg ved ikke med jer, men mommy er i min verden noget, som børn kalder voksne. Ikke noget som voksne kalder voksne. Jeg ville i hvert fald kigge en ekstra gang, hvis en voksen kaldte mig mommy i virkeligheden, uden at der var børn til stede. Så jeg synes, at det er lidt mærkeligt, at jeg er en sød lille ‘mommy’ når det kommer til blogs 😉

Selv om det kan være kærligt ment, så er det ærligt talt en smule nedladende.

Synes jeg.

Men det er ikke kun derfor.

Jeg er også lidt træt af det ry, som mommy bloggere har i visse kredse. Som dem der ikke rigtig har noget fagligt intelligent at skrive om og derfor ‘nøjes’ med at skrive om søvnløse nætter og lortebleer. Og som hakker på hinanden som i en hønsegård.

Det er da ikke særligt flatterende – og usandt, hvis I spørger mig.

Så jeg er ikke vild med at blive opfattet som en mommy blogger. Selv om jeg godt kan se, at det er den kasse, jeg selv har puttet mig selv i ved at kalde min blog for iværksættermor (doh! 😉 )

Men måske tillægger jeg det lidt for stor værdi? Måske opfatter I slet ikke “mommy blogger” kassen på samme måde?

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, hvad I mener 🙂

Måske har I jeres egne kasser, som I er lidt trætte af?

 photo mommyblogger_zpsdqyjyaqq.jpg

Ps. Nu vi er ved det 😉 Et bureau, som markedsfører produkter til børn, har lavet et spørgeskema vedr. mommy blogs. De vil gerne blive klogere på de bloggende mødre-svesker og hvorvidt de (vi? 😉 ) kan noget i markedsføringsregi.

Jeg synes altid, at sådan nogle undersøgelser er interessante, så jeg har selv udfyldt spørgeskemaet – og det gjorde slet ikke ondt 😉

Hvis I har altid og lyst til at bidrage med jeres mening, kan I deltage her: https://da.surveymonkey.com/r/mommybloggers

Vil du opfylde et juleønske?

Efter butikkens facadeskilte er blevet fjernet, og der er kommet fine ’til leje’ skilte i vinduet, har jeg brugt mange timer på at fortælle søde kunder og nysgerrige lokale, hvad lukningen skyldes, og hvad der nu skal ske. Og det har rørt mig, så mange der har ønsket mig held og lykke fremover og givet udtryk for, at de kommer til at savne butikken og mig.

Iih, altså 🙂

Men jeg er også blevet lidt træt af at fortælle den samme historie – eller rettere sagt er blevet træt af selv at høre den komme ud af min egen mund 🙂

Kender I det? Den er så indøvet nu, at jeg ligeså godt kunne indspille den og afspille den, næste gang der er én, der spørger 🙂

MEN da jeg jo står midt i denne her omfattende lukning og ikke rigtig oplever andet, har jeg ikke andet at tale om (!) 😉

Derfor vil jeg i dette indlæg gør jer opmærksomme på et initiativ, som Johanne (Nutidensmor) skal have stor ros for. Hun har nemlig sørget for, at der i Storcenter Nord i Århus kommer et ønske-juletræ, hvor der fra på onsdag vil hænge julegaveønsker fra udsatte børn. Gaveønsker, som højst koster 200 kr., og som man vil kunne tage fra træet og påtage sig den fantastiske opgave at købe gaven og gøre julen ganske særlig for et barn.

Lege julemand for én, der har brug for ham lidt mere end det gennemsnitlige barn (og way mere end mine forkælede banditter 😉 )

Detaljerne og baghistorien kan I finde i Johannes indlæg HER og HER. Men kort sagt foregår det fra onsdag kl. 16 til og med søndag. Johanne kommer selv til at stå ved træet onsdag fra kl. 15:30.

Og hvis I tager derud, vil I ikke være søde at fortælle hende, at hun er mega sej, fordi hun har arrangeret dette? Hun understreger, at det handler om børnene, og at opmærksomheden omkring hendes person pga. initiativet er overraskende og unødvendig (sådan ca. 😉 ). Men jeg synes nu, at den er helt på sin plads. For – hånden på hjertet – har vi ikke alle tænkt, at vi gerne vil hjælpe, og det så er blevet ved tanken?

Jeg har.

Johanne har handlet. Og det er fan’eme sejt.

Del gerne – og hjælp, hvis I kan.

Tusind tak! 🙂

 photo e19ef3da-b8de-4ae4-bdce-2e0668b3f282_zpsqhjodfj4.jpg

 

 

Lidt i øst og lidt i vest og lidt midt imellem

Jeg har ikke tænkt mig at gå ind i den evige debat om perfekte mødre, ultamødre, superheltemødre, you name it, selv om jeg har masser på hjerte. Jeg synes, at Nutidensmor (endnu en gang) nailer den med sit indlæg HER.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv, så jeg vil ikke forsøge, blot stadfæste min holdning med den kommentar, som jeg skrev på hendes Instagram profil: “Kasser er roden til alt ondt (ish)”.

Så skal vi ikke lige lade være med at putte hinanden i dem? Lade være med at dømme?

Så er det sagt!

Og nu hvor det er slået fast, og jeg har været med til at gøre verden til et bedre sted ( 😉 ), vil jeg gerne sige undskyld, hvis nogle af jer er gået forgæves forbi butikken på Nørrebro den seneste uge. Jeg er virkelig ked af, at der har været lukket så mange dage, men drengene har desværre været syge på skift, og min mand har skrevet eksamensopgave og har været semi-ynkelig selv. Derfor er det mig, der har været hjemme med drengene.

Det har selvfølgelig ikke været så sk*de fedt for butikken eller kunderne (sorry 🙁 ), men til gengæld har drengene virkelig nydt at være hjemme, selv om de har været sløje. Det, at det har været den samme (mig – og lidt far 🙂 ), der har været hjemme med dem, har også givet ro og stabile rammer, hvilket umuligt kan være skidt under sygdom, tænker jeg 😉 Og selv om de har været slatne, drengene, så har den ene uge, hvor jeg, ganske uventet, ikke har været bundet af butikkens åbningstider, kun bekræftet, hvor rigtig det er, det her med at lukke butikken.

Det føles helt igennem fantastisk, og selv om jeg ikke bliver hjemmegående som min dejlige bloggerkollega (thumbs up for hendes beslutning, i øvrigt!), så ved jeg bare, at det bliver godt 🙂

Hvad glæder I jer til i det nye år?

 photo 0543c0c4-7187-41eb-9c4b-faf50991808e_zpsbk2khyyq.jpg

Billedet har intet med indlægget at gøre. Det fik mig bare til at smile tidligere i dag, da jeg opdagede, hvordan spotlysene på butikkens toilet lyser nærmest guddommeligt.

‘amen altså 😉 (høhø)