Har du en blog?

Denne blog er et sammensurium af tanker og informationer af varierende indhold og kvalitet.

Jeg ved det.

I ved det.

Og jeg elsker den og hader den, og jeg elsker at hade den for dens rodede facon. Men jeg har ingen planer om at ændre den – optimere den – fordi bloggen ikke er en forretning i mit tilfælde.

Intet ondt om dem, der har gjort deres blogs til deres primære indtægtskilde. Der er kun skulderklap og ros herfra, for det er ikke så nemt, som folk tror. Det kræver en indsats.

Men jeg har et arbejde, og bloggen skal ikke være det.

Bloggen er min dagbog.

Og den adskiller sig ikke væsentligt fra den dagbog, som jeg skrev som 12-13 årig. Den, som jeg havde navngivet, og derfor var en veninde, som jeg skrev breve til om alle de store oplevelser. Og de små.

Dengang handlede det meget om drenge og det at være ny i Danmark.

I dag handler det meget om børn og arbejde.

Men bortset fra, at jeg nu henvender mig til et reelt, levende publikum, sammenlignet med denne fiktive penneveninde, som jeg havde dengang, som jeg i øvrigt ikke altid var 100% oprigtig overfor (hun – eller mig selv om 20 år – skulle nødig synes, at Jelena på 12 år var lidt fjollet, vel? 😉 ), så er der ikke den store forskel.

Det er her, jeg kan mærke mig selv, når jeg sætter mig ned efter en travl dag med iværksætteri og børn. Det er her, jeg samler tankerne.

Og det har en rensende effekt, når jeg trykker ‘udgiv’ – samtidigt med at det er grænseoverskridende at dele kladden med jer. For det er en kladde, uanset hvor mange gange jeg skriver den om, fordi historien først falder på plads, når den er ude. Fordi I er med til at skrive den færdig.

I – og jeres respons – hjælper mig med at fokusere og prioritere.

Er jeg fjollet? Er jeg på rette spor?

I hjælper. Og ‘I’ er ikke kun fremmede. Min mand, familie og venner læser også med. Og det er skønt, at jeg kan nå så mange på en gang, som kan nå at gribe mig, hvis de kan fornemme, at jeg er ved at falde. Og at de kan rose mig, hvis de kan se, at det er det, jeg har brug for.

Både mine nærmeste i ‘den virkelige verden’ (et begreb som fortjener sit eget blogindlæg 😉 ) og dem, som er kommet tæt på i den virtuelle verden.

Bloggen er min dagbog, og jeg er så glad for, at dagbøger i dag gerne må være offentlige – selv om min gamle fra for 20 år siden stadig har små hængelåse med hjerter på.

Den gemmer vi lige et par år endnu 😉

Har I en blog?

Hvorfor?

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres historie.

Jep. Og jeg mener det.

Jeg er den heldige indehaver af to stk børn, som går i børnehave. De er blefrie, og når de bliver afleveret, er det som regel med beskeden “Hav en god dag!” og vinke-vinke-vinke til både dem og pædagogerne. Vi kommer som regel ti-fem minutter før samling starter, så der er sjældent tid til andet end at tage overtøj + sko af og tisse, inden de skal sætte sig dreng-pige-dreng-pige og synge sange og tale om dagens program. Der er ingen tid til tårefyldte afskedskram og “jamen, skat, du SKAL jo i børnehave, for det er tirsdag”- samtaler. Ej heller lange snakke med pædagogerne om børnenes særlige behov, udvikling, eller hvad det måtte være.

Der er 90% af tiden heller brug for nogen af delene – og gudskelov for det.

Hverdagene er nu engang, som de er, og børnene ligeså. De ved det, vi ved det, pædagogerne ved det. Vi har accepteret det, og den filosofiske snak, om hvorvidt det scenarie, som jeg beskriver, nu også er godt for børnene, forældrene eller pædagog-forældre relationen, gemmer vi lige til en anden gang 😉

Dér hvor jeg vil hen i dag, er at livet med børnehavebørn efter min erfaring er meget nemmere, end det var, dengang jeg havde to vuggestuebørn. Dengang dagen startede kl. 5 +/- et kvarter, og børnene var trætte og sultne og klar til den første lur + andet måltid, når de skulle i vuggestue. Når afleveringerne var en lang stribe af tårefyldte afskedsseancer, hvor den ene pædagog, som ikke var ved at skifte ble eller give morgenmad til børnene, skulle vide alt om, hvornår den lille var vågnet den dag, hvornår og hvor mange gange han skulle puttes, om der var noget med spise- eller afføringsmønsteret, de skulle være opmærksomme på – alt imens hun prøvede at trøste den lille, som var hysterisk over, at mor skulle gå.

Igen, igen.

 photo vuggestue_zpsonchuxbv.jpg

Det er så meget nemmere nu.

Og det havde jeg egentlig ikke tænkt så meget over, før jeg talte med en veninde, som er vuggestuepædagog. Og som fortalte mig, hvor travlt de egentlig har, pædagogerne, og hvor lidt tid der er til det enkelte barn.

Banebrydende?

Not so much.

Vi ved det alle sammen. Institutionerne er pressede, og der er alt for få voksne til de mange børn.

Men når jeg tænker tilbage til vores afleveringer i vuggestuen, får jeg helt ondt i maven over alle de krav, som vi forældre – som selvfølgelig kun ønsker det bedste for vores børn – stiller til pædagogerne.

Lille X har brug for dit. Vær opmærksom på dat.

Yes, ma’m.

Jeg er sikker på, at de prøver. Men der er SÅ mange børn, prinser og prinsesser, som alle har forskellige søvn- og spisemønstre, og alle skal have ren ble på. Og som ikke skal rode sig ud i noget, hvor de kan komme til skade.

Og så kommer vi, forældre, når vi henter vores guldklumper, og får pædagogerne til at skrive ‘find baby X’s hjemmesko’ på deres lange to-do-liste.

Uden at tænke over, at eftersøgningen går ud over en andens barns behov.

Min pædagogveninde sagde noget tankevækkende forleden.

Hun sagde, at forældre kan finde på at aflevere deres barn i vuggestue med beskeden “han er sulten og skal skiftes”.

Jeg har afleveret mine sultne. Kan heldigvis pudse min glorie hvad angår afføring i bleen.

Men tænk hvis pædagogerne gjorde det samme? Tænk hvis man kom for at hente sit barn i vuggestuen og pædagogen sagde: “Værs’go: Han har sovet dårligt, han har ikke spist, og i øvrigt skal han skiftes. Hav en dejlig dag.”

!

Min pointe?

Jeg er glad for, at jeg ikke er vuggestuepædagog.

Jeg er glad for, at jeg kun har børnehavebørn nu.

Jeg kan selv lede efter de d*mme hjemmesko, kan jeg.

Tak fordi du læste med 🙂

Der er mere på FacebookBloglovin’Instagram

Networking – Ja eller Nej?

Det var dengang jeg gik i gymnasiet, at jeg blev introduceret for begrebet ‘networking’. Og ærligt talt, så forstod jeg ikke konceptet.

Hvad skulle man med et netværk? Seriøst?

Var det ikke nok at lave sine lektier, lære det, der var i pensum, og få gode karakter? Hvis man var dygtig til sit fag, så var det vigtigste vel på plads? For dygtige elever bliver bemærket – og deres præstationer baner vejen. Til godt job, anerkendelse, succes. Lykke.

Bum 😉

Hvad skulle man med et netværk?

Tænkte jeg. Til dels fordi jeg godt vidste, at networking var en hård disciplin for sådan en som mig. Jeg skulle i hvert fald anstrenge mig mindst ligeså meget for at sludre med fremmede på udebane, som jeg skulle for at lære at bøje de franske gloser. Faktisk foretrak jeg sidstnævnte, og når andre – som regel de udadvendte og højtråbende i klassen – valgte at bruge kræfter på networking, sad  jeg som regel dér og sukkede et lettelsens suk for, at jeg havde fået valgmuligheden. For det at mingle med en dagsorden, der indeholdt andet end pleje af venskabelige relationer, var skræmmende. Lidt ligesom salg.

Et mareridt.

Men jeg valgte – som enhver god teenager med selvværdsissues – at stemple networking som fjollet og formålsløst, og når jeg sad dér, tilbage i klassen med hovedet begravet i mine franske grammatikbøger, følte mig meget mere arbejdsom end de ‘dovne’ studerende, som kun havde valgt at networke for at slippe for rigtig, brugbar læring. Tsk 😉

I dag er jeg selvstændig.

 
 

Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle blive selvstændig (det var det sidste, jeg forestillede mig dengang), ved I så, hvad jeg havde valgt at udfordre mig selv med i stedet for fransk, som jeg endte med at få 11 i for 15 år siden – og i dag kan tale som en 3 årig på en god dag?

Selvfølgelig gør I det 😉

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor vigtig en disciplin networking er.

Hvis der er noget, som jeg har lært på de sidste tre år som selvstændig, er at man ikke kan regne med, at ens evner og præstationer rækker langt, uanset hvor gode de er, uden et netværk. Uden hjælp. Uden synlighed og ‘I’ll scratch your back if you scratch mine’. For det er begrænset, hvor meget man kan gøre på egen hånd, og det er dyrt at betale sig til hjælp. Så folk networker. Deler erfaringer, giver gode råd og anbefalinger. De hjælper hinanden, og det ses gang på gang på gang, at verden (og brancher) er mindre, end man tror. Og at det er dem, der kender nogen, der kender nogen, der kender nogen, der oftest får størst succes.

Det gælder selvfølgelig ikke kun om at høste. Man skal også være villig til at give. Om det er gamle venner, eller om det er nogen, man har mødt igennem et networking event, sludret med til et iværksætterarrangement eller blot er faldet i snak med i sin lille butik på Nørrebro. Man kan altid hjælpe nogen og jeg synes også, at man skal gøre det (efter bedste evne og ikke for enhver pris) også hvis der ikke er nogen umiddelbar gevinst forbundet med det.

Karma er også en bit*h, når det kommer til forretning 😉

Dagens kloge ord:

1. Networking – og netværk – er guld værd. Især når man er selvstændig.

2. Gymnasielærere ved som regel, hvad de laver, modsat hvad deres alvidende teenageelever mener fra tid til anden 😉

 

 

Har kunden altid ret?

Da jeg var yngre, havde jeg et studiejob i Blockbuster Video. Jeg havde det i en del år, så jeg nåede at blive ret så tryg i min rolle som lange-videoer-over-disken-ekspert. Jeg gjorde tingene efter bogen, og jeg heller ikke i tvivl om, at jeg skulle se noget legitimation, da en kunde kom ind en dag og gerne ville leje en film på et udløbet medlemskort, der skulle genoprettes i systemet.

Det viste sig desværre, at han ikke havde noget legitimation med. Og jeg kunne da godt se, at det var ærgerligt, at han skulle hjem efter det, når det nu stod ned i lårtykke stråler udenfor. Men sådan var reglerne, og jeg skulle ikke risikere noget ballade med bosserne, på grund af en kunde, som faktisk ikke var særlig sød.

Og det er min pointe, egentlig.

Jeg holdt mig til reglerne, klamrede mig til dem og nægtede at gøre en undtagelse, fordi han ikke var rar. Han var faktisk decideret ubehagelig. Historien endte faktisk med, at kunden hentede sit ID, kom tilbage, smed det på disken og begyndte at kræve og forlange dit og dit, alt imens han svinede mig til.

Han må have følt sig så stor og stærk, dengang han skældte en 18-årig pige ud, som blot prøvede at gøre sit job, som hun havde fået besked på.

Men så fik jeg nok. Jeg ved den dag i dag ikke, om det var ’tilladt’ eller ej at nægte at leje en film til en kunde, som havde kort og ID osv. Men jeg stillede mig på bagbenene og sagde fra. Nægtede at leje filmen ud til ham, så pænt som jeg nu kunne fremstamme det, mens jeg kæmpede en indre kamp om, hvorvidt det var den rigtige beslutning. Men jeg gjorde det, fordi han var ubehagelig og urimelig, og jeg måtte sætte en grænse for, hvordan jeg ville finde mig i blive talt til. Og så måtte jeg tage det med, hvis bosserne blev sure.

For i den situation kunne jeg simpelthen ikke få mig selv til at handle anderledes.

Det endte med, at manden (forståelig nok – men ikke ok) blev stiktosset og prøvede at vælte min computerskærm (en sværvægter i bedste 90’er stil) ned over mig. Han ramte ved siden af (og slap for en politianmeldelse), og stormede ud.

Jeg var dybt rystet, og var lidt bange for, at han skulle vente på mig udenfor, når jeg skulle hjem.

Jeg så ham aldrig efter den dag, men jeg husker episoden i ny og næ, især nu hvor jeg har egen butik og ekspederer kunder hver dag.

Kunden har altid ret, siger de.

Men betyder det, at man skal finde sig i hvad som helst?

Det sjove er, at jeg sikkert havde gjort en undtagelse og genoprettet mandens kort uden ID, hvis han havde været flink og havde bedt mig rigtig pænt om at gøre en undtagelse, nu hvor det var så dårligt vejr udenfor.

Man – også kunder – kommer længst med venlighed.

 

Parfume?

Dengang jeg gik i gymnasiet, var jeg dybt imponeret over de af mine veninder, som vidste mere om parfume, end jeg ved om.. øh.. det meste 🙂 Dem, der kunne genkende en duft, når folk gik forbi dem, og som foretrak mænd, der brugte en bestemt parfume, fordi de duftede lækkert.

Jeg er den simple type, der foretrækker mænd, der dufter af – mand 😉 Jeg kan godt nyde duften af en parfume i et kort øjeblik, men efter en stund synes jeg, at selv de mest diskrete virker forstyrrende. Ikke at jeg ikke kan tåle parfume. Mit liv bliver bare ikke bedre af at have den i mit liv.

Jeg kan lide mine medmennesker rå.

Især mine børn.

For selv om jeg selv kan tåle parfume, har jeg læst nok anbefalinger og undersøgelser fra kloge-Åger, som viser, at vi almindelige dødelige ikke har godt at den. Så vi kører au naturel hjemme hos os, blot med lidt deo uden parfume, så andre ikke skal blive forstyrret af vores naturlige kemikaliefri odour 😉

Så nemt er det at sikre, at man ikke bliver udsat for unødig parfume i hverdagen.

Den hopper I ikke på, vel? 😉

Parfume findes desværre alle mulige steder, og den kan forårsage allergi, uanset om den kommer fra en lille smart sprøjteflaske med duftevand eller noget helt andet.

Det vidste I selvfølgelig godt 🙂

Men ved I, hvor parfume gemmer sig, og hvor meget af den, vi bliver udsat for dagligt, hvis vi ikke handler med omtanke?

Se denne korte video og bliv lidt klogere.

Dette indlæg er sponsoreret af Neutral.

Hvordan kan jeg gøre en person glad i dag?

Hvis du lige sidder og tænker det, og gør vi ikke alle sammen det kl. 21 på en hverdagsaften 😉 , så læs med her.

For svaret er simpelt.

Du kan gøre det med at klik! 🙂

Som jeg skrev her, er jeg så usandsynligt heldig, at mit børnetøjsmærke Magic Robes og min webshop Sejedrenge.dk er blevet nomineret til Børn i Byen Prisen i år. Og jeg er lykkelig – virkelig – fordi jeg – i al beskedenhed – knokler min lille popo ud af bukserne for at få bare en lille smule succes med min forretning. Det betyder mere, end I tror, at I forstår det og hjælper til <3

Nu kunne jeg være ydmyg og opfordre jer til at stemme på mine konkurrenter, som uden tvivl alle arbejder ligeså hårdt for det som mig. Men jeg vælger at formulere mig anderledes, for hånden på hjertet, så ville det betyde rigtig meget for mig og ikke mindst mit mærke, hvis vi vandt.

Tænk hvis det her er dét, som vi har brug for? Det, som jeg har gået at ventet på?

Tænk hvis vi vinder, og vi får anerkendelse i branchen, og det lige pludselig vælter ind med henvendelser fra butikker, som gerne vil forhandle Magic Robes?

Hvis det hjælper mig med at nå det sted, hvor jeg ikke skal have det sådan her?

Ja, jeg drømmer vist lidt 😉

Jeg aner i virkeligheden ikke, om denne her pris ville kunne gøre noget som helst for at fremme min forretning. Men jeg ville nu alligevel blive glad, hvis I brugte to minutter på at stemme her.

Det er ikke så tit, at man får mulighed for at gøre et andet menneske glad kl. 21:30 på en ganske almindelig onsdag ved at gøre så lidt, vel?

Tusind tak og god nat, når I når så langt 🙂

 photo b98a99ef-c9d2-4e90-972e-45b0d602eb77_zpswudr8mpn.jpg

Drengene har leget med en pige!

I går skrev jeg det her på min Facebook side.

 photo 7a7ae75f-0545-403b-98ac-0a6821bb0ea9_zpslsgpyciv.jpg

 

Og jeg var så heldig, at der var en del, der valgte at kommentere.

Det var bare lidt sjovt, at alle dem, der kommenterede, var enige om, at det var godt for børn at lege med begge køn.

Det gjorde deres børn. Og de havde vist ikke taget skade.

?

I dag kom hun så hjem til os.

Pigen.

Og jeg betragtede børnene og deres leg, klar til at tage notater og tænke store tanker om forskellen på drengeleg og leg piger og drenge imellem.

Men jeg blev svært skuffet.

De legede bare.

Med Lego. På legepladsen. De legede hule og gemmeleg. De lavede gymnastik.

De hyggede sig.

Og jeg undrer mig over, hvorfor børnehaver insisterer på at dele dem op i drenge- og pigegrupper.

Så gør noget ved det!

Lad mig slå en ting fast:

Vi har det godt.

Vi lever et ganske almindeligt kedeligt liv, den slags, hvor både voksne og børn er raske og tilfredse på den gode gennemsnitlige måde. Vi fejler intet (alvorligt 😉 ), og vi er glade for hinanden. Vi elsker hinanden, selv om vi også kan blive uvenner, en gang imellem, mest når vi er trætte.

En helt almindelig familie, som kun har luksusproblemer.

Og det er fantastisk.

Ikke?

Men hvorfor svæver jeg så ikke på den lyserøde sky hele tiden?

Et spørgsmål, som hører hjemme i samme kategori som forklaringen på, hvorfor jeg bliver nødt til at indlede dette indlæg men smøren om, at vi har det godt, når det, som jeg i virkeligheden gerne vil sige, er at jeg er dødtræt.

For det er jeg.

Jeg er så træt, så træt, så træt.

Træt.

Og det strider imod mine principper at skrive om det, for jeg har engang lovet mig selv, at jeg ikke ville være typen, der dyrkede sygdom, træthed og hverdagselendighed. Den slags, der rammer os alle sammen, og som ikke forsvinder af, at den bliver smækket i hovedet på vores venner, familie, læsere.

Let’s face it:

Vi gider jo ikke at læse om syge børn eller Roskildesyge. Brokkeopslag a la “Det er mandag igen – jeg dør” og “Jeg er så tidligt oppe, og det er så synd for mig” er so last year. De spreder ikke just glæde hos læserne, vel? Og de hjælper heller ikke afsenderen, for det bliver ikke lige pludselig fredag, i det øjeblik man har lavet opslaget, vel? Og dagen bliver heller ikke pludselig to timer længere, så man kan smutte i seng igen.

Men vi skriver alle sammen “God bedring” og “Hold ud, søde <3 ” og “Du er så stærk! Inden længe er det hverken tidlig morgen eller mandag mere, og du kan klare det, din Superkvinde!” og det hjælper da lidt 😉

Men det er jo ikke det fedeste at dele, vel?

Så når jeg jeg vælger at være helt igennem nederen og skrive om mine kvaler her, er det sgu alvor.

Vi begynder at nærme os de her tilstande igen.

Dengang det næsten gik galt og kun blev bedre, fordi jeg fandt Iben. Eller, jeg kan ikke huske, hvem der fandt hvem, men jeg savner hende. Og det er ikke fordi jeg skal have Iben igen, for vi er begge videre i programmet, og vi ses heldigvis som veninder hist og her, men det var lidt nemmere, dengang vi var to i butikken –  næsten hver dag. Ikke kun fordi hun hjalp med arbejdet, men hun gjorde sør’me også underværker for humøret.

Det er ensomt at være træt alene.

Sidst hentydede jeg til, at den var selvforskyldt, travlheden, og det mener jeg stadig, at den er. Og netop derfor skriver jeg det her i dag. Fordi jeg har brug for at se det på skrift, så jeg kan forstå det og indse, at det er vigtigt, at der bliver gjort noget ved det her nu. Fordi jeg lukker øjnene og handler det ihjel ellers – som jeg jo ynder at gøre, når det spidser til.

Så here goes, og tak fordi I læser med.

Jeg er så træt, at jeg kunne græde.

Og det kan (sgu) ikke være sundt.

Så gør noget ved det, Jelena!

Bum.

 photo 20150714_114839_zpsmdrxxnvo.jpg

Kender du dine børn?

Hukommelse er ikke en af mine forcer. Hverken langtids- eller kortidshukommelsen. Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik til morgenmad for tre dage siden, og jeg kan kun huske ganske få venner og veninder fra folkeskolen. Min mormor på 80 år derimod husker detaljer fra sit liv (inkl. barndom) med sådan en præcision, at jeg kan blive helt skeptisk og tænke, at det er noget, som hun har fundet på.

Hendes bud på, hvad det skyldes, er at hun har levet et simpelt liv, hvor der har været ganske lidt værd at huske. Ikke at hun har haft et dårligt liv; Hun har bare ikke oplevet nær så meget, som vi gør i dag, og derfor er det blot et spørgsmål om kapacitet, mener hun. Vi har simpelthen ikke plads til at huske. Min dårlige hukommelse skyldes ikke en genetisk fejl, for mange øl i min vilde ungdom, en uforklarlig modstand mod fiskeolie eller wifi stråling.

Nope. Vi taler information overload og en harddisk, hvor jeg er nødt til at slette gammel data for at få plads til ny.

Måske har hun ret, måske ikke.

Jeg ved det ikke. Men jeg hæfter mig ved hendes ord, fordi hun har fat i noget, når hun siger, at mange nu om dage hele tiden fylder på. Mer’, mer’, mer’! Vi kan ikke få nok. Af noget. Informationer, oplevelser, venner, you name it.

Jeg kan ikke få nok.

Jeg hiver mine børn fra den ene ting til den næste, ligeså snart jeg har fri, så vi rigtig kan hygge os. I Tivoli, i biografen, på legepladsen. Til gymnastik, til legeaftale, you name it. En enkelt aftale kan næsten ikke gøre det i weekenden, vel? For vi skal opleve, dyrke, udfordre, og vi skal rigtig hygge os sammen.

Og vi hygger os. Nogen gange. Når mor ikke stresser over, at de små er liiige en tand for langsomme til, at vi kan nå i biografen i god nok tid til at købe popcorn og drikkevarer og slik, uden at nogen af os overvejer, om de ikke måske vil undvære, bare de slap for at stresse på vej derhen. For det hører sig til, og vi skal da rigtig hygge os – have en god oplevelse! Og bevares, det er da en smule tungt at holde øje med to-tre børn i Tivoli, som ville være ganske tilfredse med at lege på Rasmus Klump legepladsen hele dagen i stedet for at blive slæbt med til tre-fem forlystelser, som de ikke gider, så alle kan få lov at prøve noget. For der skal ske noget, vi skal opleve noget, vi skal hygge os. Om det så ender i gråd.

Hvilket det ofte gør.

Vi har så travlt med at skabe minder. Store minder om dage, hvor vi oplevede noget nyt sammen. Fantastiske, hyggelige, betydningsfulde dage. Og jeg føler mig som en god forælder, når jeg sætter mig ned på sofaen efter en tætpakket weekend, udmattet, fordi jeg har givet dem noget at tale om i børnehaven, de små. For alle de andre børn oplever selv en masse i deres weekender, og det bliver sværere og sværere at komme på noget spændende at give mine egne med. Noget, som de kan imponere en lille smule med. For det skulle de gerne. Det er en konkurrence, selv om jeg ikke helt ved, hvornår og hvorfor den har sneget sig med i vind-forældre-ræset manualen.

I ved, den uskrevne manual, som vi ikke stiller spørgsmålstegn ved. Den, der gør, at vi bliver ved med at fylde på.

Den der gør, at jeg ofte har for travlt med at arrangere og gennemføre den spændende oplevelse, til at jeg stopper op og nyder mine børn – før, under eller efter.

Jeg betragter dem, mens de oplever. Ja. Jeg lærer om dem af deres reaktioner, når vi er ude sammen. Også når jeg skælder ud, fordi de er for langsomme, stikker af eller går ind i folk, fordi de ikke ser sig for. Og jeg kommer glad hjem og føler, at vi har bondet efter en dag fyldt med nye oplevelser. Men vi er så trætte, at vi ikke får talt sammen mere end ‘Var det hyggeligt?’ og ‘Ja det var’.

Vi prøver. Jeg prøver, nogen gange. Andre gange flygter jeg ud i køkkenet med undskyldningen, at nogen jo skal lave aftensmad, i virkeligheden glad for at slippe af med både mand og børn, fordi jeg er så træt af at have forsøgt at holde styr på tropperne og sikre, at dagen blev mindeværdig.

Jeg elsker mine børn overalt. Det er derfor, jeg handler, som jeg gør. Af kærlighed.

Men jeg er ikke sikker på, at jeg rigtig kender dem.

For mens jeg har så travlt med at skabe store øjeblikke, glemmer jeg at tale med dem om de små ting. Sådan nogle som hvad de føler og tænker – i stedet for hvad de har lavet, og hvilken is de bedst kan lide.

Jeg husker dårligt, men jeg glemmer aldrig den dag hvor min far kildede mig eller lavede et eller andet fjollet, som jeg allerede var vokset fra. Dengang jeg tænkte, at det her er egentlig ikke sjovt, men nu har det virket i så lang tid, at han selvfølgelig bliver ved. Og se, hvor glad han er, nu hvor han tror, at det her gør mig glad. Dengang jeg grinte og legede med for ikke at gøre min far ked af det – når han i virkeligheden var i gang med det store fjolleshow med det formål at opmuntre mig.

Min far, som aldrig rigtig har talt om følelser, ligesom min mand og heller ikke jeg gør det. Min far, som måske kunne have gjort mig glad ved at tale med mig. Måske.  Måske havde han forsøgt og jeg havde valgt ikke at svare, fordi jeg ikke kunne sætte ord på mine tanker og følelser. Måske havde jeg allerede dengang lært at handle udfordringer ihjel i stedet for at tale om dem og bearbejde dem.

Måske har jeg allerede lært mine børn det samme.

For der er ingen tårer, der ikke kan udviskes af is eller en tur på legepladsen, ingen sorger, der ikke kan dulmes med en tur i Tivoli, ZOO, Disney World.

Flygt og ignorér er en ganske fin strategi. En, som jeg har benyttet mig af mange gange. Der er måske en grund til, at jeg har boet i udlandet så mange gange. Krise efter gymnasiet? Au-pair i England. Krise på universitetet? Udvekslingsstuderende i USA. Krise efter universitetet? Working holiday i Australien.

Møgbesværligt og alligevel så bekvemt at flygte. Ignorere udfordringerne ved at skabe nye, hands on nogle, som er til at arbejde med. Maskere dem som oplevelser, man kan prale at være blevet stærkere af. Vokset med. Sådan nogle, som ikke forsvinder fra hukommelsen som det første.

Men ved I hvad?

Selv om jeg fortæller om mine rejser med stolthed, fordi jeg var så sej at klare mig i det store farlige udland på egen hånd, så er der intet imponerende i at flygte fra udfordringer. Ej heller fornuftigt, for det virkede ikke nogen af gangene. Udfordringerne fulgte med. Hver gang. Slog til, når der var kommet ro på. I England, USA og Australien. Efter den første ‘det-er-så-nyt-og-spændende-og-nu-skal-jeg-lige-falde-til-rette-og-nyde-det-honeymoon-periode’.

Alligevel har jeg nu lyst til at gøre det igen.

Finde på et eller andet skørt. Flygte fra den tilværelse, hvor jeg kan tilbringe en hel weekend sammen med mine børn, opleve en masse spændende og alligevel føle, at jeg ikke rigtig kender dem. Fordi jeg er fanget i bedste-succeshistorie ræset – på alle fronter, inklusive hvad angår børn.

Jeg glemmer at tale med dem – sådan rigtig tale med dem, SE dem i bedste Avatar stil. Lære dem at sætte ord på følelser og dele dem.

Jeg er en dårlig rollemodel, og jeg har lyst til at flygte, fordi jeg føler, at det allerede er for sent, og at jeg allerede har lært mine børn, at det er vigtigere med fælles oplevelser end det er med ægte nærvær – inkl. de åh så svære samtaler om følelser.

Måske er alle turene og oplevelserne i virkeligheden ikke et følge af en udefra dikteret dagsorden, men en slags flugt, som jeg vælger at maskere som en gang ‘jeg kan ikke tænke selv, bliver presset af samfundet’ bullsh*t?

Måske har det altid handlet om mig og mine perfektionistiske tendenser hvad mine egne præstationer angår (ikke mit knap så Instagram venlige hjem, mit udseende eller andet æstetisk men mine handlinger og præstationer). Måske bliver jeg ved med at flygte fra mig selv.

Hvad er det, Pink siger i den “gamle” sang fra 00’erne?

Don’t let me get me?

Måske fylder jeg mit liv med så meget, fordi handling fjerner fokus fra tanke og følelse? Måske er det slet ikke for børnenes skyld, at der hele tiden skal ske noget? Måske er det noget, mor her gør, fordi hun ikke kan finde ud af alternativet.

At være.

Måske er det en kombination af en række faktorer.

Måske har min gamle mormor ret i, at verden i dag simpelthen er mere tætpakket med spænding og oplevelser, end den var dengang. Måske er der et pres, om at vi hele tiden skal opleve og forholde os til noget nyt, som gør, at vi bliver nødt til at slette hist og her på harddisken. Måske kræver livet i dag – ud over hullerne i hukommelsen – også at vi hele tiden rykker os, handler, i stedet for at dyrke sådan noget som følelser.

Måske er det slet ikke harddisken men softwaresystemet, den er gal med?

Men mon ikke det er en kombination?

Vi er en familie, der har det godt. Raske, tilfredse. Vi mangler ingenting.

Lykkelige.

?

 

 

 

 

 

 

 

En iværksætterhemmelighed

Ved, I hvad jeg laver mellem kl. 19: 30 og 21 hver dag?

Kan I gætte det?

Tænk jer godt om. Hvad laver I selv?

Børnene er puttet, opvasken ordnet. Det værste legetøj ryddet væk (eller det hele, hvis I er supermennesker med tryllestøv eller superkræfter 😉 ) og I har lige sat jer i sofaen. I yndlingstolen. På toilettet 😉

Endelig. Fred.

Det er dér, I finder den frem. Indrøm det nu bare.

Telefonen, iPaden, computeren.

For nu skal der tjekkes op på, hvad der er sket i verden på de sidste par timer. Måske fire. I værste fald  hvad der er sket siden i går aftes (men så har det også været en travl dag 😉 ).

Bortset fra, at jeg ikke tjekker, scroller, liker, hjerter eller kommenterer.

Niksen, biksen!

For jeg har noget, der begynder at ligne en seriøs virksomhed efterhånden, og jeg ved, at det er mellem kl. 20 og 21, I tjekker. Så jeg opdaterer, så I ikke glemmer mig. Mine tre profiler på Facebook her, her og her, og en gang imellem også min private. Så går turen til Instagram @magicrobes, @sejedrengedk @ivaerksaettermor. Til sidst bloggen.

Jeg gemmer bloggen til sidst, fordi jeg som regel har brug for inspiration, før jeg kan finde på noget at skrive om. Og den finder jeg tit, når jeg opdaterer de andre profiler og falder over et eller andet opslag, som sætter tankerne i gang.

SÅ ser jeg, om der ikke er kommet en kommentar eller en mail, som jeg har glemt at svare på. Det er der tit, for der er mange profiler og indbakker at holde styr på.

Men SÅ!

Så bliver det min tur til at snuse 🙂

 photo PicMonkey Collage soc. med._zpsmjnds0r1.jpg
Jeg elsker at følge med i, hvad der rører sig. Ser næsten ikke fjernsyn, men jeg elsker de sociale medier, og jeg bruger dem tit til at holde mig opdateret vedr. både verdenssituationen og mine venner og families liv.

Scrolle, scrolle, scrolle! 🙂

Men når jeg når dertil, er klokken allerede ved at være mange. Og jeg er ved at være træt, og min mand vil gerne tale om et eller andet (semi)vigtigt – eller bare fortælle mig om det seneste indenfor poker eller sport.

I ved.

Så jeg gør min ægteskabelige pligt og lader som om jeg hører efter, men selv det kræver en smule arbejde fra min side 😉

Så jeg skimter. Læser kun med sådan overfladisk og deler mere end almindeligt sjove eller meget dybsindige opdateringer med løs hånd – eller slet ikke – og det at kommentere bliver ved tanken.

For nu nærmer klokken sig 23.

Den film eller serie, som jeg havde tænkt mig at se kl. 22, er begyndt for længst- og måske ved at slutte. Og så kan jeg mærke, at jeg er ved at være træt. Og sulten. For, aftensmaden, den spiste jeg kl. 17:30.

Så jeg tager en hapser. Det er sådan, jeg sikrer, at jeg falder i søvn og sover som en sten, indtil jeg bliver vækket af ‘miiiiin moaaaar’.

Det er også sådan, jeg plejer mine +5 kg 😉

Og når jeg lægger mig, tænker jeg over, hvad mon jeg skal lægge op, skrive om, opdatere i morgen. For jeg burde i virkeligheden gøre det mindst to gange om dagen.

Det gør dem med mange følgere jo.

Men det ender for det meste i zzzzz….

Og morgenen starter med ‘miiiiin moaaaar’.

Før jeg ved det, er jeg på arbejde. Har noget at lave, er nok et bedre ordvalg, for nu ikke at antyde, at det at være sammen med børn efter kl. 17 kan sammenlignes med arbejde 😉

Så jeg har noget at se til indtil kl. 19:30, og kommer sjældent på de sociale medier, før børnene er lagt.

Men så er det heldigt, at jeg har 100% styr på aftenrutinen 😉