Der iværksættes! Og grubles…

Der var engang én, der spurgte mig, hvorfor jeg ikke skriver mere om min forretning, når jeg nu kalder mig Iværksættermor. Og jeg skyndte mig straks at forklare, at jeg både er iværksætter og mor, og at jeg derfor deler ud af mine erfaringer som både det ene og det andet.

Og det er rigtigt nok, men der er også en lille smule modstand fra min side mod at ‘plage’ jer for meget med det erhvervsmæssige. For det har aldrig været meningen, at det her skulle være en forretningsblog, hvor jeg belærer jer om, hvordan man skal eller ikke skal gøre, eller hvor jeg gør reklame for mine virksomheder og projekter. Ikke at man skal det, hvis man skriver om sit iværksætteri, men jeg tror, at man hurtigt kan komme til det, utilsigtet.

Hvorfor denne smøre?

Der er sket meget hvad angår min forretning i år. Det er ingen hemmelighed, at skønne Iben, som hjalp mig i starten af året, har søgt – og nu imponerer med at klare – nye udfordringer, og at jeg har sat min webshop til salg. Det er også common knowledge (ish), at jeg synes, at det kan være lidt svært at jonglere alle de bolde, som jeg har i luften, og at min udfordring lige nu er at finde ud af, hvilke af dem, jeg skal holde fast i, og hvilke jeg skal kaste videre til andre, der har flere hænder (eller bare er bedre til at jonglere) end mig.

Der er sket meget, og der kommer til at ske endnu mere, men de store overvejelser har jeg lidt svært ved at skrive om her, fordi jeg gerne vil tage de store beslutninger privat, hvor det ‘kun’ er mit hjerte, min fornuft og min mand, der skal blive enige 😉

Jeg skal nok sige til, når jeg er klar 🙂

Men indtil da er det kun ‘småting’ og old news, jeg har at dele, hvad angår mit iværksætteri. Som sagt, webshoppen er stadig til salg, men jeg er så småt begyndt at arbejde på den, så den kan blive finere og mere brugervenlig. Min nye kollektion er på vej til Danmark og butikkerne, og jeg har fået prøver og har fået taget billeder af kollektionen, der kommer efter den. De er fine, hvis jeg selv skal sige det, og jeg har udvidet med hagesmække og huer, og så er der også kommet en enkelt eller to nye forhandlere til. Men jeg søger stadig en agent til at hjælpe mig med at få Magic Robes ud til nye forhandlere, både fordi jeg er tidspresset, men også fordi jeg selv er den type sælger, som ville have svært ved at sælge vand i Sahara.

Så det er lidt same old og lidt nyt og spændende på disse kanter.

Men aldrig kedeligt 🙂

Ps. Hvis I gerne vil hjælpe, har Sejedrenge.dk både en Facebook side og en Instragram profil, hvor en kommende køber helt sikkert bliver glad for at se en masse venner og følgere 😉 Så nye likes og følgere får plusser i min bog, bare så I ve’ det 😉

 photo noel_zps9odbqoxb.jpg

 

Foto fra den kollektion, som kommer om ganske få uger. Fotograf Jess Lycoops.

 

 photo DSC00320_zpsmiqusmiv.jpg

 

Foto fra forår/sommer 2016 kollektionen. Vildt, at man skal være så meget foran. Jeg har ikke engang fået efterår/vinter 2015 varerne endnu, og nu skal jeg til at tegne efterår/vinter 2016….

Kan I huske den hårrejsende fortælling?

Den, som jeg skrev om bl.a. her?

Efter ca. 9 måneder med ‘no poo’, dvs. ingen shampoo, er jeg nu så småt begyndt at bruge shampoo igen. Jeg er ikke tilbage 100%, for man er vel et vanedyr, men der er begyndt at snige sig en håndfuld shampoo i håret i ny og næ, sådan lige pludselig 😉

Ikke at jeg var utilfreds med natron; det fungerede (sgu) meget godt. Og det er billigere end shampoo, men det var bare ikke bedre. Håret blev ikke kraftigere, og jeg kunne ikke vente flere dage mellem hårvaskene, end jeg kunne med shampoo.

Og jeg savnede den ‘rene’ (tillærte, naturligvis, efter så mange år med hårprodukter) følelse. For uden shampoo var mit hår altid lidt mere fedtet at røre ved, selv om man ikke kunne se det. Og det var jeg blevet lidt træt af, og så trængte jeg i virkeligheden bare til forandring, ligesom dengang jeg fik den geniale idé at lade være med at bruge shampoo 😉

Så jeg er en quitter, som bruger shampoo, og nu vi er ved hår, så har den flittige Instagram bruger bemærket, at mine mænd er blevet klippet, mens vi har været på ferie. Især på min ældste, Alexander, kan man se forskellen her og her. Han var blevet ret langhåret, fordi han af en eller anden årsag ikke havde lyst til at blive klippet, og mor ikke modsatte sig, fordi hun syntes, at han var mega nuttet med sine krøller (som han i øvrigt må have fra postbuddet, da ingen andre i familien har noget, der ligner 😉 ).

Jeg nægtede selvfølgelig selv at komme under saksen, mig, der ikke er blevet klippet hos frisøren siden det skæbnesværge frisørbesøg for ti (ish) år siden, hvor den flinke frisør’inde med den knap så fintunede situationsfornemmelse til mit ønske til, hvordan jeg skulle friseres, kom til at udtale ‘at der ikke var så meget at arbejde med’.

Og det er jo rigtigt nok. Jeg har verdens fineste hår, og det kræver en tryllekunstner med ægte tryllestøv at få noget lækkert, stort, flot og forførende ud af de fe-lokker, jeg er født med (og det var også lidt det, som jeg håbede, at no poo kuren kunne ændre på – alas), men det havde hun da ikke behøvet at sige højt, vel?

Jeg vidste det, hun vidste det. Jeg var ved at lægge en sjat penge i hendes forretning. ‘Nu gør jeg mit bedste med det, jeg nu engang har at arbejde med’ havde været the way to go. Men næ, nej.

Hun fik sin betaling, selvfølgelig, men Sarto Sartowich her forlod salonen med ar på sjælen (eller selvtilliden 😉 ) over noget, som jeg jo egentlig var klar over.

Ingen frisørbesøg i et årti.

Ikke at det gør noget. Jeg elsker min knold, og så er min moster super sej til at ordne mine spidser, når de trænger. Jeg har i øvrigt heller ikke fået farvet hår, siden jeg droppede det mørkebrune hår tilbage i 2008. Kører den au naturel på bedste hippie vis, og venter spændt (og en lille smule panisk?) på at se, hvornår de første grå hår mon viser sig 😉

 photo aus_zps3xwnibvm.jpg

Min mand, til gengæld, er hårprodukternes herre.

Ikke til håret – men til skægget.

 photo IMG_20150317_142316_zps4lqahpu8.jpg

For efterhånden nogle måneder siden blev vi introduceret for L’oréal Men Expert. Vi var blevet inviteret til en klipning hos Barberen Mike Kunstleben på Amager, og min mand, som har kort skæg (stubbe-kort), og jeg, som er lidt glad for mænd med skæg, syntes, at det kunne være sjovt at opleve en god gammeldags barbéroplevelse. Så vi tog derud, og mens jeg fik mig en øl eller to (who’s counting 😉 ) og fik mig en sludder med Jooks, som også ved en ting eller to om det at være far til to og selvstændig, fik min mand en behandling ud over det sædvanlige.

Med produkter fra L’oréal’s Men Expert serie, som han er blevet vældig glad for.

 photo IMG_20150506_082310_zpsotp6ffoh.jpg
De kan virkelig anbefales.

Det kan en øl og mænd med skæg også 😉

Ps. Jeg har først her til aften fundet ud af, at ham Jooks, som jeg talte øret af, mens min mand fik ordnet skægget, har lavet denne her.

Tjekket som altid 😉

Pps. Der er både sponsoreret indhold og affiliate links i indægget. Men vi er lidt imponerede 🙂

 

 

 

Begrænsningens kunst er en svær en…

Jeg får jævnligt henvendelser vedrørende Sejedrenge.dk webshoppen, som jeg har sat til salg. Senest her i dag, hvor jeg blev spurgt om, hvad jeg selv mener, der kunne gøres bedre for at udnytte den flotte trafik (besøgstal) der er på siden.

Og mens jeg skrev det ene gode optimeringsforslag efter det andet, blev jeg faktisk lidt flov. Jeg sendte mit svar til min mand til godkendelse med overskriften ‘Er det ok? – og hold da op, i øvrigt, vi er håbløse!’ 🙂

For det føles sådan, når det går op for én, at man sidder med (nogle af) svarene, og at man har værktøjerne til at gøre en webshop til noget virkelig godt og ikke mindst økonomisk indbringende. Hold da op, nogle tåber vi er, når vi ikke har skrevet alt det her ned på en lang to-do-liste og taget forbedringerne en af gangen for lang tid siden!

Men så var det, at jeg huskede, hvorfor webshoppen er til salg.

 photo 64b497f0-f21a-46d0-bd1a-c194751fc2f7_zpsfrcwzz84.jpg

Jeg har rykket mig væk fra Sejedrenge.dk. Gnisten er der ikke længere.

Min mand siger, at det er fjollet, når nu der er så mange, der besøger siden, og at vi skulle optimere den selv og sælge den super lækker om et halvt år – for det dobbelte 😉 Og jeg tænker ‘Ja, da – det er da det, vi skal gøre! Selvfølgelig skal vi gøre det  – og så udvide med at købe andre billige webshops og sælge dem videre i tip-top stand og tjene kassen! 😉 Lige indtil det går op for mig, at jeg er ved at sælge Sejedrenge.dk, fordi jeg gerne vil have tid til at koncentrere mig om Magic Robes.

Og så er jeg pludselig ikke mere flov over, at Sejedrenge.dk ikke er top lækker. Jeg har jo ikke tid til den.

Men det med begrænsningens kunst, det kunne jeg godt arbejde lidt på 😉

Så er vi her igen

Det er sommer. Byen er helt stille. Jeg sidder i butikken på Nørrebro og kigger ud på de få mennesker, som er tilbage i byen, og som har vovet sig ud i regnvejret.

Jeg har haft én kunde i dag.

Sådan er det, om sommeren.

Og det er ok, for jeg har prøvet det før, og jeg ved, hvad jeg skal forvente. Sidste år prøvede jeg alt muligt for at lokke folk til. Panikkede, fordi der ikke kom nogen penge ind. I år har jeg valgt ikke at hidse mig op over det. Har lukket butikken i været på ferie.

Nu er jeg tilbage igen, og stilheden behager mig. For verden går ikke i stå, bare fordi kunderne flygter fra byen, og jeg har valgt at få det bedste ud af roen. For lige om lidt kommer der fart på igen. Jeg har fået Magic Robes forår/sommer 2016 vareprøverne hjem, og nu skal der laves salgs- og markedsføringsmateriale til det, der kommer om et år. Vi starter med at tage billeder i morgen, og så ruller det med katalog, pressefotos, tekstmateriale og salg derfra. Jeg skal jo gerne være ligeså langt med mit, som de andre mærker, der gør klar til at udstille deres kommende kollektioner på CIFF her om ti dage.

 photo IMG_20150725_143648_zpstkwflpep.jpg

Derefter lander efterår/vinter 2015 varerne i butikken. En hel masse af dem, og det kommer heller ikke til at gå stille af sig. For det hele skal pakkes, oprettes, fotograferes, der hvor der mangler billeder, sendes ud til forhandlere og kunder, som har forudbestilt. Ud over mine egne varer kommer der også varer fra andre mærker, og det skal der også vær styr på. Og så skal jeg også i gang med at planlægge og tegne efterår/vinter 2016 kollektion, så jeg ikke får mine prøver i sidste øjeblik, som jeg plejer.

Det er en travl måned, jeg går i møde.

Så jeg nyder roen lige nu.

God weekend, alle sammen 🙂

Det er ikke for sjov – en flygtnings beretning

Åh, jeg er ingen aktivist. Jeg ved ikke nær så meget om politik, som jeg burde, og jeg er i tvivl om, hvem jeg skal stemme på, hvert evigt eneste valg.

Men det betyder ikke, at jeg ikke har holdninger.

Jeg er flygtning, men jeg skilter ikke med det, for jeg er lyshåret nok og blåøjet nok og taler med KBH accent nok til, at de færreste opdager det. Og det passer mig fint, for det, at jeg er flygtning, har sjældent relevans for mine trivielle hverdagsinteraktioner med andre mennesker.

Men en gang imellem føler jeg mig ret meget som en flygtning, selv om det er over 20 år siden, min familie inkl. min søster og jeg på 11 år sagde farvel til luftangreb, snigskytter og dødstrusler.

For ganske få dage siden besøgte jeg mit hjemland for første gang i knap ti år. Anden gang siden vi flygtede i 1992. Og det var ikke traumatisk at gense min barndomsby, selv om jeg havde frygtet det. Den skønne natur, venligheden og roen sejrede, selv om krigen og dens umenneskelige ugerninger fortsat var til stede efter så mange år.

 photo IMG_20150714_130427_zpsketas4zp.jpg

Jeg havde en god ferie. Jeg fik vist mine børn, hvilke træer jeg havde klatret i, hvilke søer, der var bedst at bade i. Viste dem ruinerne fra det gamle kongeslot fra 1400-tallet. Gav dem lov til at blive længe oppe, så de kunne opleve ildfluer, og puttede dem i min tvillingesøsters og min gamle senge.

 photo IMG_20150716_141522_zpswcbiw5m4.jpg

Men det var også en tur, hvor jeg så 30 år gamle bygninger, som var blevet bombet i ruiner og var i dårligere stand end dem fra 1400-tallet. Andre, der bar skudhuller, som de unge i dag bærer tatoveringer, så de ikke glemmer skelsættende øjeblikke. I mit tilfælde det, der skete tilbage i 90’erne, i Europa.

Jeg huskede, hvordan det var, da vi flygtede.

Og jeg følte mig meget som en flygtning, da jeg kom hjem til Danmark, selv med mit fine danske pas og et CV fyldt med jobs og betalinger til kære SKAT, fra jeg var 15 år gammel.

Fordi der er så meget snak om ‘dem’, der kommer hertil. Dem, som jeg er en del af, og dem, som vi åbenbart ikke har plads eller råd til nu. Dem, der belaster – siger de dér politikere, som jeg ved så lidt om, fordi jeg har travlt med at leve et almindeligt (dansk) liv, hvor det kan være svært at få tid til den ph.d., hvor man knækker koden til det-mener-de-i-dag-modsat-det-som-de-mente-i-går.

Jeg så denne video her til aften. Nogle vil sikkert påstå, at det er propaganda, og jeg skal ikke gøre mig klog på, om det er. Men jeg kan fortælle jer, at hende pigen på 12-15 ish, som græder først og ryster, når der bliver skudt – det var mig tilbage i 1992.

Flygtninge flygter ikke for at stjæle andres penge, jobs eller kvinder.

De flygter, fordi de vil leve.

 photo IMG_20150717_211851_zpswtegpa1u.jpg

 

 

Det kan ikke være anderledes?

Ældstebarnet: “Moaaar, jeg vil ikke. Jeg vil altså ikke. Hvorfor skal vi i børnehave? Kan vi ikke bare blive hjemme?”

Mor: “Jamen det kan i ikke. Mor skal på arbejde. Og i skal i børnehave. Vi skal være der senest kl. 9:30, og se her, den er allerede over 9. Kom, kom, sko på!”

Ældstebarnet: “Men kan du ikke bare blive hjemme?”

Mor: “Det kan jeg ikke. Mor og far skal arbejde. Ved du hvorfor? Fordi man arbejder for at tjene penge. Mønter, ligesom i Mario Kart. For dem skal man bruge til at betale for ting. Ting som fx. den ferie, som vi lige har været på. Vi skal arbejde, så vi kan købe agurk og æblejuice og jordbær, og så kan vi holde ferie igen.”

Vi arbejder åbenbart for at holde ferie.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg ved godt, at det ikke er helt sandt. Jeg kan godt lide at arbejde, og jeg ville (måske?) også blive skør, hvis jeg gik hjemme hele tiden.

Men lige nu kæmper jeg virkelig med mit svar til barnet i morges. Jeg kæmper virkelig for at finde en mening med, at børnene skal i institution, og min mand og jeg på arbejde 5 ud af ugens 7 dage og over 46 uger ud af årets 52.

Ja, ja, vi gør det også for at betale lån og husleje og lignende. Men alt det kunne klares for mindre, hvis vi valgte at prioritere anderledes. Leve anderledes.

Nogle gør det jo. Flytter ud af byen, lever simpelt. Nogle mere simpelt end andre.

Der findes alternativer.

Jeg er nok bare ramt af en god gang ferie blues, måske ekstra meget, fordi min tur hjem til min barndomsby har rykket lidt ved mine ellers pænt fasttømrede holdninger om, hvad der er værd at stræbe efter i livet.

Arbejde giver pludselig meget lidt mening.

 photo 20150714_114839_zpsmdrxxnvo.jpg

Måske er jeg bare blød, fordi jeg ikke kan lide at aflevere mine børn i børnehaven, når de helst vil være hjemme. “Sådan er det jo. Det kan ikke være anderledes” siger vi forstående til hinanden, forældrene, mens vi trækker på skuldrene og afleverer vores utilfredse børn i børnehaven.

Men kan det ikke det?

Ikke at jeg har planer om at gøre noget drastisk, men jeg er virkelig nysgerrig efter, om der er nogle af jer, der har valgt at prioritere anderledes? Eller måske kender andre, der har?

Nogle, der ikke arbejder 46-50 uger om året for at holde fri med familien de sidste 2-6 stykker?

 

 

Om Body-sds og en skøn mand

Jeg har tidligere nævnt ham kort her, men jeg synes, at han fortjener lidt mere reklame.

Kim Maibom er 3. års Body-sds elev, og han er dygtig.

Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad Body-sds behandlinger gik ud på, da jeg fik et gavekort i julegave. Jeg blev ved med at udskyde det, for jeg er en af de dér typer, der ikke har tid til den slags. Nogle husker måske, hvordan det gik, sidste gang jeg (også med et gavekort i hånden) gav efter og fik massage 😉

Nu skulle jeg lige pludselig til noget, der ligner, men som oveni det kropslige også skulle hjælpe mig med psykiske belastninger. No, thank you, sagde den stædige type, som 90% af tiden har det ganske fint med psykiske belastninger, som de er. Ingen grund til at pille ved noget, som jeg lever udmærket med, var mit argument (så sundt eller noget 😉 ), lige indtil jeg blev presset ud i det.

Jeg endte med at blive imponeret.

Kim er en fyr, som jeg havde mødt en enkelt gang før, og som det er med mennesker, man kun kender flygtigt, frygtede jeg, at det ville blive top akavet, når han skulle røre ved mig, mens jeg lå der i mit undertøj. Men Kim var all business, viste det sig, når han var på arbejde, og der gik ikke mange minutter, og så kunne han ligeså godt have været en komplet fremmed.

Det var super fedt 🙂

Jeg har svært ved at forklare, hvad Body-sds går ud på, selv om jeg har prøvet det. Kim skriver selv om det her. For mig var det en slags massage kombineret med psykoterapi. For han kunne et eller andet, den kære unge mand, med at stille de helt rigtige spørgsmål. Og jeg, som havde sagt, at jeg tog med for kropbehandlingen og ej for det psykiske, endte med at ævle løs om alle mulige barndoms- og ungdomsminder – mange, som jeg ikke havde tænkt på i lang tid. Det var ikke, fordi han spurgte om så meget. Han sagde faktisk ganske lidt. Men det, som han spurgte om, ramte et eller andet, og det fossede ud med tanker i en lind talestrøm, som jeg næsten ikke var herre over.

Da vi var færdige, sagde Kim, at det var en god idé, hvis jeg tog hjem og tog en lur, fordi sådan en behandling kunne gøre én træt.

Frøken know-it-all her grinte og sagde, at det havde jeg i hvert fald ikke tid til. Jeg følte mig frisk, og så meget kunne en times behandling heller ikke rykket ved, vel?

Så jeg tog hjem, fortalte min mand om den gode oplevelse, og følte mig lige pludselig meget træt og rørt. Som om behandlingen havde løsnet mere end spændinger i mine led.

Så jeg åd mine ord, og takkede for gavekortet 🙂

Og nu anbefaler jeg Kim her. Ikke kun fordi han er dygtig, men også fordi jeg ved, at han har et godt tilbud i hele august. Man kan nemlig spare hele 40% på hans behandlinger, og det er en sjat, hvis I spørger mig. Det vil sige, at en behandling i august koster kun 417 kr. i stedet for 695 kr.

Så prøv det, hvis det har interesse, altså. Især, hvis I er skeptiske, ligesom jeg var det (I dare you 😉 )

I kan læse mere her og bestille her hos DollFace, som Kims forretning bliver en del af.

 photo IMG_20150722_195353_zpshbvjrtbm.jpg

 photo kimmaibom_zpsji7viato.jpg

 

Når man mindst venter det

“Aminos Virksomhedsbørs synes, du er interessant” var titlen på en mail, der tikkede ind, mens jeg var ved at fordøje alle indtrykkene i Bosnien. Jeg havde ellers lovet mig selv – og formået at lade være med – at arbejde, mens jeg var af sted, men denne mail fangede min opmærksomhed. Først troede jeg, at det var en salgsannonce, og jeg var ved at springe den let over, men jeg kunne ikke dy mig, vel? 🙂

Så jeg åbnede den, og lur mig ikke, om det ikke var en sød Amino medarbejder, som ville høre, om jeg kunne være interesseret i at skrive et gæsteindlæg. Noget om hvordan jeg får mit iværksætterliv til at fungere samtidigt med at være mor og alt muligt andet.

Og jeg tænkte, at det var da sjovt, for jeg er lidt af et brokkehoved, nogen gange, og det kunne jeg umuligt skrive noget troværdigt om, for jeg ævler hele tiden om, hvor udfordrende det kan være at jonglere det hele. Men så gik det op for mig, mens jeg sad der på min ferie, efter børnene var blevet lagt, og jeg havde åbnet min indbakke for første gang i flere dage, at jeg måske ikke var så dårlig til det alligevel, og at blogsnakken om udfordringer ikke var en fiaskoerklæring men blot en ventil.

Jeg fungerer (sgu!) som både mor og iværksætter (og hustru på en god dag 😉 ), og når nu de spørger så pænt fra Amino, så skal de da få det blogindlæg 😉 Det eneste stykke arbejde, som jeg skulle lave på ferien.

Og sådan blev det. Helt uden at det gik ud over børnene eller ferien.

Manden min blev måske snydt for underholdning en enkelt aften, den stakkel, men han stillede sig tilfreds med poker, når nu det ikke kunne være anderledes.

Han er i sandhed en guttermand 😉

Mit mesterværk kan læses her.

Hvad har det med indlæggets titel at gøre, tænker I måske?

Jo, ser I, mailen kom uventet. Og noget andet, der kom ganske overraskende, var en SMS fra en kær veninde, som ville høre nærmere vedr. Testfamilien.dk. Hvornår var vi kommet med dér?

En SMS, som jeg blev så glad og forvirret over, at jeg næsten glemte alt om Amino’s gæsteindlæg. For jeg havde godt nok ansøgt om at komme med som testfamilie, da de søgte, men jeg havde også set, at de havde fået over 1000 ansøgninger. Så jeg regnede ikke med det. De skulle jo kun bruge ganske få. Og det var også ok, sagde hun som den gode taber, som hun er (udadtil) indtil hun fandt ud af, at hun var blevet valgt 😉

Aminos Virksomhedsbørs og Testfamilien.dk mens man er på ferie?

Jeg siger “ja, tak” og læser mellem linjerne.

Mere ferie. For det er dér, det sker, når man mindst venter det 🙂
 photo 1513208_10103853580096448_4789891206268879439_n_zpsbnzkeimn.jpg

Home sweet home?

Jeg sidder i skrivende stund på en sofa, som er ældre end min mand, og som kunne underholde i timevis med historier fra min barndom, hvis den kunne tale. Jeg sidder her, mens mine drenge sover trygt i hhv. min tvillingesøsters og min gamle seng i børneværelset på den anden side af den store gang, som i min barndom syntes så stor som en fodboldbane – og blev brugt til alt fra telefonfis til fangeleg.

Jeg sidder i mit barndomshjem i bjergbyen Jajce i Bosnien, for første gang i næsten ti år og anden gang siden min familie forlod byen, da jeg var knap 12 år gammel.

Jeg har været her i små 5 dage, og jeg er stadig ved at fordøje indtrykkene.

Der er mange indtryk.

Det første, der ramte mig, da vi kom hertil, på en sådan ægte overvældende måde, var naturen. Bjergene. Søerne. Alle træerne. Dyrelivet. Man skulle ikke tro det, vel, efter hele 12 år som barn her, som sluttede mildest talt smådramatisk med en krig og en flugt, at det skulle blive naturen, der ville gøre det største indtryk på rejsen tilbage.

Men det var det, måske fordi jeg aldrig havde set den som barn, aldrig havde værdsat den. For den var der jo bare. Ligesom mine børn i dag vokser op i det pulserende bylandskab, ænsede jeg ikke de frodige bjerge og det smukke grønne vand her – fordi de bare altid havde været der.

Men det gør jeg nu, og jeg kan ikke lade være med at lade mig fortrylle. Ildfluer, guldsmede, selv slanger, som vover sig frem – selv i byen – for at få lidt sol; Jeg kan ikke få nok af dem. Bjerge, som lige pludselig synes 3000 m høje, fordi jeg har vænnet mig til noget andet; Jeg kan ikke lade være med at kigge på dem.

Jeg føler mig ligeså lille og fascineret som mine børn, som forestiller sig, at vi er kommet til et land, hvor der både er drager og nisser og alle mulige andre fabeldyr. Hvorfor skulle der ikke være det, når der er så meget andet, som de ikke vidste fandtes?

Mens jeg sidder her og skriver til lyden af cikader, venter jeg lidt på at høre den lokale moske kalde til bøn – en anden ting, som har overrasket mig. Jeg kunne næsten ikke tro mine ører, første jeg hørte det, og jeg følte nærmest, at jeg ved et trylleslag var blevet transporteret til et arabisk land, for sådan noget eksotisk har man jo ikke i Europa.

Men det har man.

Jeg lagde bare aldrig mærke til det, da jeg var lille, fordi det ligesom bare altid havde været der, og jeg som barn var fløjtende ligeglad med, om det var kirkeklokkerne eller kald til bøn, der larmede. Det var baggrundstøj, på den lidt hyggelige måde, lidt ligesom babubabu og uiuiuiu og dytdyt i Københavns gader bliver det, efter en tid.

Der er så meget her, der er anderledes, og så meget, der er lige, som jeg husker det. Der er mange indtryk, og der bliver taget mange billeder.

Men jeg har en hel dags nye indtryk at fordøje, inden jeg skal i seng.

I mine forældres gamle seng.

Verden er af lave.

 photo b121d59b-b74d-4918-90e3-dcbf9b15d48a_zpsdyrxkxvg.jpg

IMG_20150708_214217 IMG_20150710_202805 IMG_20150714_130427 IMG_20151009_221620 IMG_20150713_124101 IMG_20150716_141522

 photo a7599a11-9b1e-4a44-9a78-df586296c834_zpsfodzqd09.jpg
 photo 6e8aed03-8c30-4ebb-a853-0e70597d9cce_zpsiculjgy1.jpg

Tag det hele!

I går tikkede en mail ind, om at jeg havde fået digital post fra Sundhedsministeriet. Jeg kunne ikke helt forstå, hvad det skulle være, men jeg tænkte, at det måtte være noget rutine noget, som jeg ikke var klar over, at jeg eller børnene skulle tjekkes for/vaccineres imod, eller hvad de nu kan finde på.

 photo Screenshot_2015-07-03-20-27-32_zpslljbsqmi.png

Jeg blev lettet, da jeg så, at det handlede om organdonation. Der var vist sket en fejl med registreringen hos ganske få af dem, der havde registreret sig i samme periode med mig, så nu blev vi alle opfordret til at tjekke, om vores valg var registreret korrekt.

Min første tanke var, at jeg ikke kunne vide, om mit var registreret rigtigt eller forkert, da jeg ikke rigtig kunne huske, hvad jeg havde valgt. Men så så jeg, at jeg havde givet fuld tilladelse, og det lyder ganske rigtigt.

For jeg har det sådan, at jeg ingen glæde har af de organer alligevel, hvis jeg er (hjerne)død. Og når jeg kan tage beslutningen om, at de kan bruges til at redde andre, mens jeg er her, skal mine pårørende klart skånes for det valg, når jeg en dag ikke er her mere. Jeg tænker, at de får rigeligt at forholde sig og se til, til den tid.

Så jeg har valgt, at alt det, der kan bruges, godt må hapses, også uden at min familie skal generes. Og det valg har jeg det godt med.

Tænkte jeg i går, efter jeg havde klikket på ‘godkendt’ på min profil på sundhed.dk. Og så gik det op for mig, at det måske var en idé at høre min mand, om hvordan han egentlig har det med det. Han er jo trods alt pårørende, og det kunne jo være, at han havde en anden holdning til, hvad der skulle ske med min lever, hjerte, nyrer osv., når jeg ikke længere er her.

Så jeg spurgte, sådan henslængt over spisebordet, om han havde et behov for at holde fast i mine organer, hvis det var, jeg ikke selv kunne bruge dem mere.

Det havde han ikke.

Godt så. Så var det ligesom på plads 🙂

Har I taget stilling?