Ekstrovert?

Jeg siger tit, at jeg er ekstrovert. Jeg har ikke noget problem med at brøle på bloggen, heller ikke om følsomme emner. Jeg kan ævle dagen lang med de mennesker, som jeg møder, og jeg trives i selskab med andre.

Og det var det, jeg satte mig for at skrive, da jeg begyndte på dette indlæg. Hvordan min yngste, Philip, er ekstrovert ligesom mig, mens storebror Alexander er introvert ligesom min mand.

Men så begyndte jeg at tænke over det og blev i tvivl om, hvorvidt det nu også er så sort og hvidt.

For der er pænt mange punkter, hvor den ekstroverte profil og jeg ikke liiiige er det bedste match.

For godt nok trives jeg i selskab med andre, men det foregår som regel i par eller en lille gruppe, når jeg har lyst til det. Jeg bliver nærmest angst ved tanken om at tale i store grupper eller forsamlinger, og når jeg gik så meget i byen, da jeg var yngre, var det jo – hånden på hjertet – for at finde den partner, som jeg nu sidder og tilbringer de fleste af mine aftener med. Bare os to, gerne i stilhed, hvor han får lov til at spille strategispil og poker, og jeg får lov til at fordybe mig, gruble over tingene og dele mine overvejelser her på bloggen.

Så jeg er jo ikke just noget pragteksemplar på en ekstrovert, vel?

I virkeligheden er jeg nok en blanding, som de fleste af os. Hvilket får mig til at tænke, at det samme nok gælder mine børn. At ham den lille sagtens kan have introverte præferencer, ligesom ham den store kan have ekstroverte.

Og det er (sgu) ret vigtigt, at jeg som deres mor er opmærksom på det. At jeg ikke antager, at Philip da selvfølgelig gerne vil lege med fremmede børn hele tiden, og at Alexander helst er fri – noget som jeg måske/måske ikke kan have været skyldig i en enkelt gang eller to.

(Pokkers også…) 😉

Heldigvis er mor her om ikke andet mega sej til ‘hvor ekstrovert er du?’- legen, hvis man ellers kan stole på denne test, som jeg lige har taget (sagde hun helt stolt over, hvor godt hun tilsyneladende kender sig selv) 😉

Jeg er en hybrid 😉

Hvad med jer? Hvilken side hælder i til?

 photo Ekstrovert.bmp_zpszekhh4xt.jpeg

Det dér med at holde arbejde væk fra blog…

Starter i morgen 🙂

For jeg har lige skudt en Magic Robes giveaway i gang på Instagram, og den vil jeg gerne dele med jer også 🙂 Det er super nemt at deltage, hvis bare I har en Instagram konto. Det foregår hos @magicrobes under dette billede.

 photo 2bfca7cb-6cd2-493c-9f54-3800664ec839_zpsld5qoipt.jpgHvis I skulle være i tvivl, så er Magic Robes økologisk, unisex børnetøj i str. 56-104.

Ready, steady, GO! 😉

(og tak fordi I deltager 🙂 )

Den forretning der? Og lidt om Nadia Staldgaard

Den er så småt gået på ferie.

Forretningen.

Vareprøverne for Magic Robes’ fjerde kollektion (forår/sommer 2016) er lige på trapperne, og det er altid spændende – og tidskrævende, da det betyder, at der skal fotograferes, markedsføres og sælges. Og når det er gjort, kommer efterår/vinter 2015 kollektionen ud, og så har jeg nogle pænt store omstruktureringer på tegnebrættet, som kommer til at kræve lidt ekstraarbejde.

Derfor er jeg allerede ved at geare ned til den ferie, som jeg skrev om forleden. Så jeg kan få mest muligt ud af den, lade op og vende hjem med fornyet energi til alt det, der venter.

Forretningen kører i lavt gear lige nu, og derfor har jeg valgt også at fjerne fokus fra den her på bloggen, bare for en stund. Jeg vil i stedet bruge denne platform til private overvejelser samt til at kigge på og anbefale et par andre selvstændige og iværksættere. For jeg har på de snart 3 år som selvstændig mødt usandsynligt mange bemærkelsesværdige kvinder (og en enkelt mand eller to 😉 ) som har hjulpet, inspireret og imponeret mig, og som fortjener et virtuelt ‘you rock’ fra min side.

Den første er Nadia Staldgaard, som er illustrator. Jeg har kun mødt Nadia en enkelt gang, men jeg følger med på Facebook og Instagram, og jeg kan virkelig, virkelig godt lide hendes illustrationer og hende som menneske. Jeg har selv tegnet og malet meget engang, så jeg ved, hvor tidskrævende det er. Og når man smider administration, markedsføring, salg og alt det, der hører med, når man er selvstændig, oveni, kan jeg ikke andet end at tage hatten af for Nadia.

Hvordan hun når det hele – og gør det så godt – ved jeg ikke. Især fordi hun gør det som enlig mor til dejligste Sylvester, som i øvrigt er donorbarn  – noget som jeg håber, at vi får mulighed for at læse om, når hendes hjemmeside inkl. blog går i luften inden længe 🙂

Enlig mor og selvstændig.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg synes, at det har sine udfordringer, det her eventyr, som jeg har kastet mig ud i. Og jeg har adskillige gange sagt, at jeg ikke ville kunne gøre det uden min mand og den hjælp og det sikkerhedsnet, som han er for mig.

Jeg kunne ikke – men Nadia gør det. Og derfor er hun et af de sejeste mennesker, som jeg kender. Og ikke nok med at hun kan få det hele til at gå op og skabe de bedste rammer for både sin søn og sin virksomhed, så er det arbejde, som det må kræve, ingen steder at fornemme i hendes fineste fine tegninger, som oser af kærlighed og glæde, som man ikke kan undgå at blive smittet af.

Min blog er ikke den belærende blog, hvor jeg fortæller jer, hvad I skal gøre. Men jeg kan stærkt anbefale jer at klikke her og her og følge Nadias eventyr og se hendes fine illustrationer.*

 photo 11667123_10152945411615233_1128198916_n_zpstheabbwu.jpg

 photo 11692816_10152945411570233_17675198_n_zps5128ryh5.jpg

*Hun laver gerne personlige tegninger til gave, festindbydelser, bordkort mm., men man kan også købe færdige prints. Blot til info, ganske usponsoreret 🙂

Følg Nadia på Facebook og/eller Instagram.

Tæller ned – og er lidt nervøs

Jeg er begyndt at tælle ned til den ferie, som vi har planlagt i år. Jeg er klar. For den er tiltrængt, den er, som ferier har det med at være.

Turen går til Kroatien og Bosnien, hvor jeg tilbragte de fleste af mine sommerferier som barn. Og jeg glæder mig til at komme begge steder, ikke mindst fordi jeg kun har været tilbage en enkelt gang, siden vi flygtede tilbage i 1992, og det er ved at være 10 år siden.

Nu skal jeg derhen igen, og jo tættere jeg kommer på afrejsedagen, jo mere nervøs bliver jeg.

Det skyldes flere ting. Den ene er selvfølgelig, at jeg skal tilbage til et land, hvor jeg har oplevet krig. Selv om det ikke er første gang, jeg skal se den by, hvor jeg er blevet beskudt og bombet og har måtte flygte fra, så er det første gang, jeg skal derhen, efter jeg er blevet mor. Og det har sørm’re meget at sige, det moderskab, om hvordan man ser, oplever og føler. Og det er jeg lidt nervøs for.

Tænk, hvis alle de ting, som jeg påstår at have bearbejdet, slet ikke er bearbejdet men ligger på lur og bare venter på, at jeg skal vende tilbage som mor, så de kan komme op til overfladen og ramme mig med 500 km i timen?

Tænk, hvis de ikke gør? Tænk, hvis jeg virkelig er så distanceret fra det hele? Fra min barndom, mit fødeland, mine rødder? Tænk, hvis vores ferie bliver bare endnu en tur til en semiligegyldig destination, som jeg ender med at kritisere for mangel af rugbrød og andre danske livsnødvendigheder?

Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har været god til at holde fast i og dyrke mine rødder. Og når jeg tager til min barndomsby om få uger, bliver det med gebrokkent sprog og ingen viden om, hvad der rører sig i landet. Og jeg kommer tilbage med børn, som ikke kan bosnisk, da mor her ikke har talt det med dem, fordi jeg selv har lettest ved dansk.

Og jeg er lidt flov. Jeg føler måske, at jeg har svigtet. Hvem, ved jeg ikke helt. Mine gamle venner, naboer, måske? Mennesker, som jeg i øvrigt er bange for, at jeg ikke kan genkende, hvis jeg møder dem på gaden. Eller mine børn, som er blevet snydt for viden og traditioner, fordi mor har været for dårlig til at videregive dem?

Jeg er nervøs over, hvordan jeg bliver modtaget, som hende der ikke har rakt ud, besøgt eller vist interesse før nu.

Men lur mig ikke, om det ikke bliver med åbne arme og smil, så jeg først kan blive flov – over overhovedet at have overvejet, at det skulle blive anderledes.

Nu hvor jeg skriver det, kan jeg godt se, at det er lidt fjollet. Men det fylder. For det land, som var mit hjem i 12 år, er for mig næsten ligeså ukendt et territorium i dag, som Danmark var for 22 år siden – samtidigt med at det er fyldt med minder.

Barndomsminder. Sorger og glæder oplevet af et barn, som nu er blevet voksen, men pludselig føler sig ligeså usikker som dengang.

Jeg skal tilbage for første gang, efter jeg er blevet mor, og jeg er lidt nervøs.

 photo 188522_9268230386_7577_n 1_zpszdlfmf9p.jpg

Et af de sjældne min-aften-indlæg

Jeg har ikke tænkt en eneste dyb tanke i dag, og det passer mig helt fint, hvis de sidste par timer ikke bringer noget nyt 😉

Bevares, jeg har tænkt en smule, men det har ikke været af bedre kvalitet end fx. det her:

Jeg bruger efterhånden mest tid på Instagram, og det er ved at være evigheder siden, jeg har haft en giveaway her på bloggen.

Men det kunne jeg jo gøre, hvis der stadig er interesse for den slags i blogland. Det ved jeg faktisk ikke, om der er? Er det noget, som i ville deltage i, hvis i fx. skulle følge bloggen via Bloglovin’?

Det var sådan set bare det 🙂 Og nå, jo, så har set, at Børn i Byen har forlænget fristen for at nominere jeres favoritter til Børn i Byen Prisen til d. 25. juni, men så er det også slut, så hvis i vil nå at være med, er det HER, det foregår.

Nu vil jeg se fjernsyn, tror jeg. Og måske shoppe lidt. Der lader til at være udsalg over det hele, bl.a. hos Magic Robes’ søde forhandler Forevereco.dk, som også skal have den nye kollektion, når den kommer her til efteråret.

Det kan jeg lide 🙂

Drengene mangler sommerbukser, og jeg kan ikke blive ved med kun at klæde dem i Magic Robes (eller kan jeg? 😉 ). Så det vil jeg kigge lidt efter. Og så skal jeg have fundet det vidundermiddel til håret, som jeg opdagede i søndags, hvor jeg fik taget portrætbilleder hos Til minde om… (dem er jeg virkelig spændt på at se).

 photo PicMonkeyNopoo_zpsd79c3c12.jpg

Det hedder Big Sexy Hair*, og det er noget pudder, som giver fint hår som mit fylde. Hvis jeg køber det, bliver det nok enden på min ‘no poo’ pagt med mig selv, men jeg er virkelig ved at være træt af fladt, fint hår. Lige nu er big og sexy mere tillokkende end kedeligt, sundt hår.

Der skal ske noget nyt.

Det er en af de dage 😉

*Ser nu, at man kan få hårpudderet hos Nicehair.dk, hvor man i øvrigt kan få 20% med koden 20DK til og med d. 30. juni. Godt jeg tjekkede det (min mand bliver stolt 😉 ).

Og den obligatoriske: Det her er ikke sponsoreret, men jeg ville være usædvanligt fjollet, hvis jeg ikke lavede et affiliate link til Nicehair.dk, især når nu jeg har fundet en rabatkode 🙂

En klog ville nok lade det ligge… ;-)

Men jeg gør det ikke.

Jeg har nemlig brug for at sige tak for alle jeres søde kommentarer både her og på Instagram. Der var overvældende mange, der skrev, og det er jeg virkelig taknemmelig for.

TAK.

Jeg ved godt, at det skrevne ord er nemt at misforstå, især af folk, som ikke kender mig eller min familie personligt. Jeg forstår derfor også, hvorfor mit indlæg fra forleden kan virke som en arrogant, selvfed udmelding på mine mænds vegne. Jeg forstår.

Uanset hvor godt man prøver at helgardere sig med sine formuleringer, kan man aldrig være sikker på, at man ikke bliver misforstået, hvilket jeg jo også fandt ud af vedrørende mit valg af navnet Sejedrenge.dk til min butik.

Og når det sker, og man bliver overfuset, kan man gøre en af tre ting. Man kan ignorere det. Man kan forklare sig. Eller man kan bide igen.

Jeg vælger at forklare de ting, som kan have været kilden til misforståelsen, og så vil jeg lade det ligge; indtil næste gang jeg har noget på hjertet vedrørende mine børns og min mands evner og/eller successer.

For jeg har tænkt mig at gøre det igen, ligesom de fleste andre mødre deler det med deres familie/venner/læsere, når de er stolte, især af deres børn. Om det er fordi, de har vundet deres første fodboldkamp, løbet det første løb, lært at cykle, tegne, eller spille på et instrument – så vil jeg også dele det, når mine børn lærer at tælle, regne eller skrive.

For det er dér, de er stærke, og de bliver bedre og bedre, fordi de øver sig, ligesom andre gør med fx. gymnastik – og de gør det ikke, fordi jeg pådutter dem det, men fordi de elsker det. Og det skal de have ros for.

De skal aldrig, aldrig nogensinde skamme sig over det. Og jeg nægter at tvinge janteloven ned over dem og lade være med at fortælle dem, at de er kloge. For det er de. Ligesom de er søde, dejlige, hurtige, sjove, stærke og meget mere. Og jeg ser det som min fornemste opgave i verden at udstyre dem med en ordentlig portion selvværd, inden de flyver fra reden. Modstand skal de nok møde en masse af. Men ikke fra mig. Det er min opgave at løfte dem, ikke at holde dem nede.

Noget, som jeg har tænkt mig at at lære dem samtidigt – og som min ligeså kloge, søde, dejlige (knap så hurtige) men sjove og stærke mand også ved – er at de ikke er verdens navle, og at de ting, som de er gode til, ikke er bedre end de ting, som andre er gode til.

Det er ikke sejere at kunne læse som 4 årig eller tælle som 3 årig, end det er, når andre kan cykle uden støttehjul i den alder. Det er ikke sejere, end når andre kan synge, tegne eller noget helt tredje.

Det ER sejt, og de skal være stolte, men det er ikke det vigtigste i verden, skal de vide.

For det er ikke deres evner på det ene eller det andet felt, der kommer til at afgøre, om de bliver det, som vi kalder gode mennesker, og får et godt liv eller ej. Om de får venner eller ej. Gode forhold, kærlighed. For det, som de kan, er kun en lille bitte del af, hvem de er, og hvis de vokser op og bliver umulige, arrogante, og selvfede individer uden empati eller almindelige gode manerer, kommer mors blog her ikke til at bugne af stolte øjeblikke – og så er spørgsmålet i øvrigt, hvordan deres liv bliver.

Men det gælder vist alle børn, uanset hvad de kan og vil.

 photo IMG_20150614_185842_zpsutw46wps.jpg

Jeg vidste ikke, at min mand havde en høj IQ (eller er det IK nu?), da jeg mødte ham. Jeg var også ligeglad. Jeg – og han selv – fandt først ud af det, efter vi var blevet gift. And guess what? Det har ikke ændret noget som helst i vores forhold. Herregud, nu har han papir på, at han er stærk indenfor et bestemt område, og det synes jeg, er super sejt. Men jeg er stadig bedre til sprog og det kreative, og selv om han er super god som kilde til livsvigtigt info som postnumre i DK og hovedregning, så er det ikke det, der tørrer numsen på de små, når de (så dygtige som de er 😉 ) smider bleen og skal have hjælp efter toiletbesøg.

Jeg er sammen med min mand, fordi han er en god mand. Han er sjov, han er en super far, og han er dejlig. Men han er også en klog mand, sådan som Mensa definerer det, og det synes jeg, at jeg har ligeså meget ret til at sige højt, som andre skal have lov til at rose deres mænd, fordi de er super dygtige håndværkere, sportsfolk eller andet.

Ligesom jeg har tænkt mig at blive ved med at rose mine børn, når de gør det godt.

Lige nu er jeg stolt af Alexander, fordi han er blevet rigtig god til at svømme (hundesvømning med vinger og maven fyldt med klorvand, men hold da op, hvor han gav den gas i svømmehallen i dag) og fordi han er begyndt at regne. Og jeg er stolt af Philip, fordi han er holdt op med at bruge ble, og fordi han er blevet rigtig god til at tælle.

Jeg er stolt af min mand, fordi han finder sig i at blive hængt ud på bloggen, og fordi han tog fri i dag, selv om hans logiske hjerne kunne regne ud, at det ikke var fornuftigt at bruge en omsorgsdag, bare fordi jeg mente, at vi havde brug for det, når han kunne få den udbetalt senere, og vi mangler penge.

Jeg er en stolt mor og hustru.

Hear me roar 😉

 

 

 

Jeg fortrød igen – og så tog jeg med til event

I går skrev jeg, at jeg trodsede regnen og janteloven, og jeg skrev en lille smule om min mand og børn. Som er dejlige og dygtige og helt igennem fantasiske, ligesom jeres.

Og i dag fjernede jeg indlægget. For jeg tør åbenbart kun den slags, når jeg har fået en lille smule indenbords til grill med Danpo* og svigerforældre på en semivåd sommeraften.

Nu poster jeg det igen.

Skål 😉

I dag har jeg været ’til noget’ hele dagen. Det ene efter det andet. Og jeg laver så meget, efterhånden, også med kendte (om de er det fra tv, blog eller andet), at jeg er begyndt at gå op i, hvordan jeg klæder mig, hvordan jeg fremstår udadtil. For så mange minutter tager det heller ikke at smide en lille smule mascara og en nederdel på, og den tid vil jeg gerne ofre på at slippe for at være hende den håbløse, når jeg mødes med alle de smarte.

Ikke at jeg skal være en anden end den, jeg er. For jeg kan love for, at jeg står og fylder i vores gård i hjemmetøj og med render under øjnene kl. 9 på en søndag morgen, hvor min yngste er ved at få spat af at være indenfor. Men i dag, hvor vi var til et hyggeligt event med Viaplay, havde jeg alligevel gjort mig en smule umage.

Ikke mindst fordi jeg skulle hjem til hende, der havde taget dem her, og have taget portrætbilleder bagefter.

For det duer ikke, at jeg bliver ved med at bruge mine egne billeder i erhvervsammenhænge. Og hun er så dygtig.

Pointen? Jeg er usikker. Og jeg er stærk. Og jeg har rodet mig ud i en verden, som er fremmed for mig, og hvor der forventes andet end det, som mine mænd – og jeg til dels – er bedst til.

Heldigvis lærer man hele tiden, og så kan man som voksen sige fra, hvis det alligevel ikke er noget for en. Man må gerne fortryde, ligesom mig med indlægget, der blev offentliggjort igen her til aften.

Vi er mennesker. Og dejligt ubeslutsomme, usikre, og ærlige. Uanset vores intelligens- eller kendisstatus.

Yay for det.

*samarbejde

Intelligens

Jeg er gift med en Mensaner. En af dem, der hører til toppen af poppen, hvis man ellers går op i, hvor meget 92 x 32 giver, uden brug af lommeregner.

Og så meget mere til, men han er en sugemalle, når det kommer til viden, og det er vores børn også. Philip, som lige er fyldt 3, kan tælle til 100, og Alexander på 4,5 kan tælle til 1.000.000  – og læse, sådan som i ‘Se, mor, der står ‘spil på heste!’ (damn you, Kbh kiosker 😉 ).

Intelligens er noget mærkeligt noget.

Jeg har lige set et program med Amalie fra Paradise Hotel, hvor hendes intelligens bliver målt til ca. 75, hvor gennemsnittet er 100.

Amalie, som lader til at være lykkelig.

Og jeg kan ikke lade være med at overveje, hvad vi skal bruge det det dér intelligens noget til, når det  kommer til stykket.

Jeg er super stolt af mine børn. Og mand. Men jeg går mere op i, at de skal være lykkelige end noget andet.

Man er vel mor.

Og så tager vi indlægget om skolevalg en anden dag 😉

Det er svært at være handlemenneske i dag

I går sad jeg og så valg, sammen med min mand og hans forældre. Og dér sad vi, mens børnene legede og forstyrrede og faldt omkuld af træthed, og vi hyggede os. Godt nok med tapas i stedet for valgflæsk, men det var helt rigtigt alligevel. For vi sad fire personer sammen, som havde sat kryds ved fire forskellige partier, røde som blå, og vi hyggede os. På den helt rigtige ‘se, hvordan de ser ud’ og ‘hvad er det, han hedder’ og ‘han er kun med, fordi ham den anden stoppede, og det er da klart, at de går tilbage med den frontfigur’ – snak, som var ethvert teenage-fnise-viprøverbareatlydekloge-selskab værdigt.

Og det var hyggeligt, og vi skålede i både rød- og hvidvin, og vi var med på spå-legen. Det var spændende at følge med i udviklingen, og da vi skiltes ved 22-tiden, var det med knus og kram, og ‘det bliver sjovt at se, om det bliver en af jeres eller en af vores, der vinder’.

Stemningen i dag har været noget anderledes.

Ikke blandt os fire, for der er intet, der har ændret sig dér siden i går aftes. Grunden til, at jeg kan sidde og skrive nu, er at farmor og farfar har hentet drengene og sikkert udsætter dem for noget så frygteligt som leg med 40 år gamle Lego klodser og kursus i Emma Gad i deres lejlighed.

Men Danmark har ændret sig, og det kan mærkes på Nørrebro, min bydel, som bestemt ikke har stemt som resten af landet.  Men mest af alt kan det mærkes på nettet. Sorgen, glæden, chokket, vreden – uanset hvor man kigger hen. Også af det evige handlemenneske, som mig, som ikke er god til det med følelser.

Og jeg bliver så træt – og så glad for, at jeg nåede at tælle til 10.000, inden jeg satte mig ned og skrev om valget og mine tanker om det hele.

For selv om jeg gerne havde set et andet udfald, så kan jeg hverken gøre fra eller til nu. Sket er sket, og selv om jeg godt kan have mine bekymringer, så aner jeg ikke, hvad der kommer til at ske de næste fire-ti-tyve år. Hvad konsekvenserne bliver.

Jeg kan kun håbe og gøre mit for, at det her bringer noget godt med sig, og at vi som danskere (i alle regnbuens farver og med alle præferencer) i fællesskab får noget fornuftigt ud af vores valg.

At vi beviser, at vi slet ikke er så forskellige igen, og at kløften, som synes så stor i dag, krymper igen. At vi finder ud af det. Ligesom min mand og jeg og mine svigerforældre gør, gang på gang på gang, på trods af forskellige politiske holdninger.

Og så hører I ikke mere fra mig vedrørende det valg.

 photo 87fcee0f-0690-4270-8324-72bf71c747b5_zpsj6gfx3bm.jpg

Engang var jeg flygtning

I har måske lagt mærke til hashtagget #engangvarjegflygtning. Det florerer på de sociale medier og viser mennesker, som engang var flygtninge, med et skilt, hvor der står, hvad de er i dag. Der er læger, ingeniører, konsulenter, skolelærere  – og så meget mere end det, men kampagnen har nu engang fokus på profession.

Og det er en fin kampagne, synes jeg, og et rigtig fint billede af, hvem flygtninge, som vi taler om her under valgkampen, som var de en homogen enhed og en byrde for samfundet, er. Ud over at være født i et andet land end Danmark.

Og jeg har overvejet at tage en selfie med et skilt, for jeg er jo en af dem – flygtninge – men jeg har ikke gjort det.

Grunden?

Min profession.

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal skrive.

For idéen med kampagnen er jo at vise, at der findes en masse flygtninge, som bidrager til det danske samfund. Beriger det, ligefrem, med en smule fri fortolkning. At vise succeshistorier.

Og jeg er jo selvstændig.

Det er der ikke just prestige i, vel? Slet ikke, når man har en virksomhed, hvor man ikke har råd til at udbetale løn til sig selv – og ikke har gjort det i snart tre år. Cand.mag.’er, som blev selvstændig, hjælper ikke på det. Hende, der var på SU i over fem år, fik topkarakterer og så ikke kunne få arbejde indenfor sit felt, skriger heller ikke succes, vel?

Ja, ja, hun har da haft arbejde, siden hun var 15 og har betalt skat af knap så studierelaterede jobs, men det er ikke just den historie, som de er ude efter, er der noget, der siger mig. Og så må vi vist hellere holde det for os selv, at hun betaler til a-kassen, selv om hun ikke kan få dagpenge, da virksomheden ikke kører med plus – fordi dagpenge er noget, der skal erstatte en tabt indtjeneste. Løn er et godt eksempel.

Hov.

Jeg har ikke fulgt særligt godt med i valgkampen.

Jeg har haft travlt med at køre lagersalg, holde events og skrabe penge ind, så jeg kan betale den kommende kollektion, som gerne skulle være det, der gør, at jeg får den succes, som de fleste selvstændige virksomheder – ligesom min egen – sukker efter og arbejder popoen ud af bukserne for at opnå, i to/tre/fem år, uden noget sikkerhedsnet.

Men jeg har lagt mærke til, at der er blevet talt en del om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde. Eller om det bedre kan svare sig med kontanthjælp. Der er også blevet sagt en ting eller to om dagpenge. Tit i sammenhæng med de dér flygtninge dér.

Og jeg har tænkt og tænkt og tænkt, at jeg er nået frem til, at jeg føler mig i højere kurs som flygtning, end jeg gør som selvstændig. For jeg kan ikke få nogen af delene, nu hvor jeg ikke længere er flygtning. Hverken dagpenge eller kontanthjælp. Ikke engang SU, selv om jeg vil mene, at den investering, som jeg er i gang med nu, i form af min forretning (som bliver en succes, hvis ikke min kære mand bliver træt af at forsørge mig og vores børn, og banken siger stop for at låne os penge, som vi selv skal betale tilbage – og ikke til SU-lån renter) er mindst ligeså vigtig som fx. en universitetsuddannelse.

Jeg vil så gerne deltage i #engangvarjegflygtning kampagnen, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg kan ikke skrive ‘nu er jeg selvstændig’ og stå rank og stolt.

Der er ingen prestige i at være selvstændig. Ikke så længe man er i opstartsfasen, og man kæmper.

For så er der mere hjælp at hente, når man er flygtning.

Måske hashtagget #jegerselvstændig er ligeså relevant som #engangvarjegflygtning?

 photo IMG_20150617_211418_zpsoi29kkv7.jpg