Jeg savner dem, de bæster

De er lige kørt.

Som i for 5 minutter siden.

Og jeg savner dem allerede.

Min mand, drengene og min bonusdatter er taget på tur, som vi så fint kalder det, når man skal ud af huset (om det er Tivoli eller en rejse udenlands). De skal på noget skoletamtam med min bonusdatters skoleklasse, noget som involverer en overnatning et eller andet sted, sikkert i en skov 🙂

Jeg skal ikke med, fordi jeg skal arbejde, og fordi jeg synes, at det er ok, at min bonusdatter laver noget sammen med sin mor (som også skal med) og sin far, uden at jeg skal være med til alting. På samme måde tænker jeg, at det også må være sundt for drengene at få en oplevelse sammen med far alene.

Og så skal jeg jo arbejde og rydde op i lejligheden, så den forhåbentlig kan komme til at se nogenlunde ud, så jeg kan tage nogle semigode billeder af den til AirBnB, hvor vi har tænkt os at forsøge at udleje den, mens vi er på ferie i juli.

Når folk har spurgt, om jeg ikke glæder mig til at være alene hjemme i weekenden, har jeg hver gang sagt “Det kan du tro!” og “Det bliver skønt!”, og jeg har ment det, for jeg kan sør’me ikke huske sidste gang, jeg har været helt alene hjemme. Men nu hvor de er kørt, savner jeg dem allerede.

Pokkers også 🙂

Sådan var det ikke, da min mand og jeg var i Prag i et par dage for nogle måneder siden, hvor drengene var hjemme i min mosters trygge hænder, og jeg glædede mig som et barn til lidt voksentid sammen med min mand i en by, hvor tingene er lidt anderledes end i København.

Så jeg havde ikke helt set det komme, savnet. Men måske det har noget at gøre med, at jeg dengang selv var på vej ud til noget spændende og lækkert, på tur, som vi siger, hvor jeg nu er blevet ‘efterladt’ hjemme, og det er dem, der skal opleve noget sjovt?

Hm. Jeg savner dem.

De bæster 🙂

Held i uheld

‘Held i uheld’ er sådan en mærkelig vending. Ordnet.dk forklarer det således: det at der i en ubehagelig eller farlig situation sker noget godt som (i nogen grad) kan vende situationen.

Ikke at i behøver en forklaring, men jeg blev lige i tvivl, og jeg skal nødig fylde jer med noget nonsens, så jeg tjekkede lige 😉

Det skulle jeg nok også have gjort i morges, tjekket efter, da jeg slog Borgerservice’s åbningstider op og konstaterede, at de havde åbent fra 8-22 i indre by, hvorefter jeg kastede børnene i ladcyklen og gav den gas på cykelstigen til stor glæde for bæsterne, som spiller aaalt for mange racerspil på iPad’en, og som blev ved med at heppe og juble, hver gang jeg overhalede en cykel, en bil, en snegl (hvis det er i bevægelse, tæller det som en overhaling, basta).

(trækker vejret 😉 )

Således landede vi foran Borgerservice på rekordtid, svedige og larmende – blot for at konstatere, at de først åbner kl. 9.

Åbningstiden 8-22 gælder åbenbart kun deres telefon – har jeg lige læst mig til, da jeg her til aften bare var nødt til at tjekke deres hjemmeside ud igen for at bevise, at jeg ikke havde taget fejl 🙂 (øh…)

Heldigvis (endelig: pointen!), ligger min gamle og min mands nuværende arbejdsplads i samme gade, så vi besluttede os for at tage derind og sige hej. Nu havde jeg så højt og helligt lovet, at jeg ville komme forbi en gang imellem, dengang jeg stoppede for 2,5 år siden, men det er bare aldrig rigtig blevet til noget. Jeg har en masse gode og dårlige undskyldninger, bl.a. mit arbejde i butikken og travlhed med børn, men i virkeligheden er det nok en blanding af, at jeg ikke har prioriteret det, måske en lille smule pga. dårlig samvittighed over, at jeg stoppede umiddelbart efter min sidste barsel – som i kraft af at jeg er mor til pseudotvillinger, jo var kommet en lille bitte smule tæt på barsel nr. 1.

Men i dag var vi der, lissom, og pludselig virkede det som en god idé at kigge forbi. Jeg kunne jo godt lide mine gamle kollegaer, og så kunne drengene også se, hvor far arbejdede. Og jeg skulle i hvert fald ikke cykle hjem og tilbage igen efter den omgang racermorgenmotion, jeg lige havde præsteret.

Så det gjorde vi, og det var så hyggeligt! 🙂

Aldrig i mit liv har jeg set drengene gå så stille og hviske helt uopfordret (min mand arbejder i en realkreditvirksomhed,) og aldrig havde jeg forventet så varm en modtagelse – især fordi vi var der – ganske uanmeldt – på et tidspunkt, hvor jeg ved, at de har meget at lave.

Jeg blev mødt af smil og kram, og jeg blev – en lille bitte smule – ked af, at jeg ikke længere er en del af (d)et fællesskab. For selv om jeg aldrig kom til at elske realkredit, så var det et godt job og kollegaerne var søde (og så var den faste løn heller ikke at kimse af 😉 )

Livet som selvstændig kan være ensomt, til tider. Selv om mit netværk aldrig har været større. Jeg savner folk – kollegaer – som sidder i samme situation som mig, og som altid har et minut eller fem til at vende verdensituationen, når det behov opstår. Og som kan mene noget helt andet end mig om nogle heeeelt grundlæggende ting, hvilket kan have en ganske stor underholdningsværdi, når man senere om aftenen forsøger at få sin mand til at give én ret i, at kollegernes holdninger selvfølgelig er dybt godnat, og at man selv er den, der har set lyset 🙂

Jeg savner det lidt. Og det vidste jeg ikke engang, før jeg tog derind i dag, og de var så søde. Og det var nok lidt held i uheld, eller rettere held i dumhed, da jeg skulle have dobbelttjekket de åbningstider.

Eller måske var det mest uheld i held i dumhed, fordi det ikke bare var hyggeligt men også fik mig til at savne det gamle?

Det kan Ordnet.dk ikke hjælpe mig med, men mon ikke i er med? 🙂

 photo IMG_20150528_200733_zpsywhouuko.jpg
Ps. Borgerservice var et hit, bortset fra da vi skulle ordne pas-relaterede sager. But of course.

Jeg glæder mig i øvrigt at dele Philips pasfoto med jer, når det kommer – det var derfor vi skulle i Borgerservice 😉

Homemate – takeaway

Jeg elsker at lave mad. Det gør jeg virkelig. Forleden dag fangede jeg mig selv i at fortælle en veninde, at jeg tit  står i køkkenet og laver mad i stedet for at lege med børnene om aftenen. Ikke fordi vi skal have varm mad hver aften (både mand og børn får varm mad til frokost), men fordi jeg kan lide det. En udtalelse, som er adskillige blogindlæg værdig, men den har jeg ikke tænkt mig at dyrke i dag, med mindre jeg får høvl i kommentarfeltet 😉

Dér hvor jeg gerne vil hen, er at der skal meget til, før jeg frivilligt frasiger mig grydetjansen. Men i sidste uge havde jeg så travlt (det er måske sket en gang eller to, efter jeg blevet selvstændig 😉 ), så da jeg fik mulighed for at få bragt mad udefra (mad som skulle være sund og lavet fra bunden), sagde jeg JA,TAK!

Konceptet er nyt, og det hedder Homemate. Idéen er at hjælpe travle familier i hverdagen med mad, som man laver færdig selv (so to speak: ovnen gør det meste af arbejdet 😉 ), ved at smide det i ovnen i 15-20 minutter. Og voilà: et sundt, velsmagende måltid, som man (med lidt god vilje og en god kogebog/fantasi 😉 ) kunne have lavet selv!

Vi fik lidt forskelligt, både til voksne og børn, og uden at det her skal blive til en detaljeret madanmeldelse, må jeg sige, at Homemate måltidet klart levede op til vores forventninger – og mere til (indrømmet, forventningerne var ikke så høje – vi skulle bare have noget mad, men de overraskede virkelig positivt 😉 )

 photo PicMonkey Collage Homemate2_zpsurgcckkx.jpg

Jeg var lidt skeptisk over børneretten, som var pasta med kødboller, hvor jeg var overbevist om, at pastaerne ville blive tørre og kedelige i ovnen, inden de rå kødboller nåede at blive færdige, men jeg tog fejl. Mest imponerende af det hele var det lækre brød (som i øvrigt kun koster 25 kr.) som blot var en klump dej i en form, da det blev leveret, som efter små 20 minutter var friskbagt og klar til at blive serveret!

 photo PicMonkey Collage Homemate_zpsuddc8fnc.jpg

Det forklarer i virkeligheden det, som jeg synes er smartest ved konceptet: maden er ikke nogle kedelige færdigbagte/-stegte retter, der bliver slatne, inden de når frem, og måske/måske ikke kan reddes ved at blive varmet op igen derhjemme. Det her er mad, der ikke kan spises før en tur i ovnen (med mindre man er til råt kød og brøddej 😉 ), men som til gengæld er super lækkert, friskbagt og sprødt bagefter.

Homemate er at finde i Torvehallerne og på Østerbro indtil videre, men det skulle gerne komme flere steder. Og menuen skifter (ugentligt, tror jeg), så man ikke skal spise det samme hver torsdag, hvis det er ens takeaway dag 🙂 Jeg kan derfor varmt anbefale jer at like deres Facebook side. Ikke fordi jeg er blevet bedt om det, men fordi jeg synes, at det er smart og lækkert, og fordi priserne er ganske rimelige.

Og nej, jeg kommer ikke til at bestille derfra hver uge, fordi jeg elsker mit køkken og freden til at være kreativt derude. Og det kommer ikke til at erstatte pizzaaftener, når den lyst melder sig. Men jeg vil klart overveje Homemate næste gang, hvor der ikke er tid til at kokkerere, og jeg har lyst til noget sundt – især hvis det kan hentes i en butik i nærheden.

Blot til info, og helt uden at jeg har fået anden end et måltid mad for det 🙂

(Og de to ‘voksenretter’, før ovnen 🙂

 photo PicMonkey CollageHomemate3_zpsumlatyyo.jpg

 

And she did it again!

Jeg ved godt, at det er booooring, og at i hellere vil høre om død og ødelæggelse, men jeg er simpelthen så glad. Lettet. Og træt og har nok taget på igen, igen (Aquaparken i Fårup Sommerland kan se frem til blege deller om et par uger – yeah baby! 😉 ), men jeg er glad.

Det er jeg, fordi jeg her i lørdags havde arrangeret et event i den lille biks i Rantzausgade sammen med de søde damer fra Ubang. Jeg æælsker Ubang og har forhandlet det lige siden webshoppen åbnede for 2,5 år siden, og jeg kan rigtig godt lide Merete og Ulla, som står for hhv. salg og design mm. Derfor var det oplagt, at vi skulle lave noget sammen på et tidspunkt, og det blev så et presseevent. En hygge receptions-agtig formiddags-thing, med fremvisning af kommende kollektioner, en let anretning osv.

I ved, hvordan sådan noget er.

Eller, det ved jeg ikke, om i gør, men det gør jeg, for jeg har været til et par stykker, i det ene eller det andet regi, og ellers har jeg set en masse amerikanske film med den slags 😉 Desuden holdt jeg sidste år noget lignede sammen med nogle andre mærker i Århus, så jeg vidste godt, hvad der skulle til. Det, som jeg så ikke var forberedt på, var at det skulle falde sammen med et arrangement i Horsens, som min mand og jeg skulle til, og ikke kunne rykkes. Eller at det skulle tage så lang tid at få styr på det hele. Det er helt vildt, at jeg efter 2,5 år som selvstændig kan blive overrasket over, hvor lang tid ting tager! Men det skulle lykkes, og vi skulle fan’me have det sjovt, skulle vi, alle sammen – det kunne ikke være anderledes 🙂

Men da vi tog til Horsens fredag aften, hvor vi havde gjort butikken klar om formiddagen, kunne jeg alligevel ikke lade være med at blive en lille smule nervøs over, hvordan det mon skulle gå. På trods af ølsmagning og godt selskab 😉

Men. Det. Gik. Så. Godt! 🙂

 photo IMG_20150523_074154_zpsgs6iyrtn.jpg

Min mand, som fortjener en medalje, kørte os til København lørdag morgen (og tilbage til Horsens igen efter vores event), hvor min svoger allerede var i gang med at stille op. Han er kok med eget cateringfirma, og han havde lavet de fineste små retter til os (gæsterne 😉 ), og så væltede det ellers ind med det ene smilende ansigt efter det andet. Smilende, glade. Også børnene!

 photo PicMonkey Collageevent 3_zpsirlnoakq.jpg

Det var faktisk det vildeste af det hele. For vi var mange, rigtig mange, i den lille biks, men alligevel var der ingen børn, der ødelagde noget (selv om de virkelig satte Ubangs plakater på prøve, men som Merete sagde, så var de jo topkvalitet, ligesom tøjet fra Ubang, og det kan man ikke argumentere imod 🙂 ), og der var ingen, der blev uvenner.

Jeg ved ikke, om gæsterne er enige, men ingen så sure ud, da de gik, så jeg har tænkt mig at stemple eventet som en succes. Og selv om jeg tager hatten af for wedding planners og lign. og ikke ville bytte job med dem for noget som helst, så er det ikke sidste gang, jeg har været med til at arrangere sådan noget her. For det giver et kick, når det lykkes. Det er SÅ fedt!

Og derfor er jeg noget så kedeligt som glad i dag 🙂 Derfor, og så fordi jeg er hjemme hos mine børn igen efter en lang weekend i Horsens. Men mere om det i morgen 🙂

 

Everyone’s just winging it

 photo 72541_830882756946042_1936131200_n_zpslesfdxab.jpg

Det her er tyvstjålet fra World Wide Web, en side, som jeg ikke kan huske, fordi jeg gemte billedet på min computer way back forleden dag. Det er ikke mit, men det beskriver så rammende de tanker, som jeg går med lige for tiden.

Everyone’s just winging it.

Jeg gør, i hvert fald. Efter bedste evne, med de erfaringer og den viden, som jeg har erhvervet mig de sidste 34 år.

Det er trial and error, hele tiden, for sjovt nok kan man aldrig regne med, at de ting, som har virket 200 gange, også virker næste gang. Ikke som mor/hustru/forretningskvinde – you name it.

Verden og livet er ikke statiske størrelser, og gudskelov for det. Det er skønt med bevægelse og ændringer, og det er skønt, at vi ikke ved, hvad morgendagen bringer. Jeg synes, at det er herligt, når mine børn, som har spist yoghurt og havregryn i evigheder, lige pludselig vil have knækbrød til morgenmad i stedet. Og jeg synes, at det er fantastisk, når det efter en stille periode lige pludselig vælter ind med kunder i min lille biks, uden at jeg har gjort noget ud over det sædvanlige.

Det er knap så fedt, når det er den anden vej rundt, men det gør, at jeg er nødt til at flytte mig. At jeg gør noget nyt og krydser fingre for, at det virker.

At jeg winger den, efter bedste evne, naturligvis.

Lærer.

Og det er ikke værst.

 

Fotografier til minde om…

Jeg har længe ønsket mig at få taget nogle ordentlige billeder af mig selv og familien. Ikke at man skal have det, bare fordi man har en blog og en forretning, men det er nu ein bisschen useriøst med et sløret mobiltelefonbillede, når man gerne vil fremstå professionel (og det vil jeg gerne, en gang imellem 😉 ).

Jeg har heller ikke mange gode billeder af mine børn sammen. I ved, den slags hvor de ser nogenlunde harmoniske (og rene!) ud, og som man kan sende til familien og vise dem, hvad man har produceret. Hvor dygtig man har været til at videregive sine børn de helt rigtige gener 😉

Nå, men førstenævnte – ordentlige billeder af lille moi (og den største udfordring) – har jeg stadig til gode. Men sidstnævnte, det med de smukke børn,  har jeg nu fået. Og jeg er vildt glad for dem! 🙂

Jeg er så heldig, at jeg kender en dygtig fotograf (jeg kender adskillige 🙂 ), som er rigtig dygtig til at fotografere børn. Hun bor i Valby og har her for nogle uger siden været så sød at fotografere mine drenge – noget som jeg ikke var super optimistisk omkring, da de er pænt skeptiske, når de er på udebane og med folk, som de ikke kender såååå godt.

Men det gik over al forventning!

Dorota, som har Facebook siden Fotografier til minde om.. (og altså er den fotograf, som jeg prøver at gøre lidt reklame for, imponeret som jeg er 🙂 ), var rigtig god til at få dem til at slappe af og samtidig gøre, som hun sagde (det meste af tiden, som det fremgår af mine private billeder af optagelserne 🙂 ). Det var fint 🙂

Hele seancen tog en lille time, og jeg synes, at det endte med nogle rigtig gode, ægte billeder af de kære små.

Hvad synes I?

Ps. I må gerne like Dorotas Facebook side, hvis I kan lide hendes arbejde.  Det er ikke noget, hun har bedt mig om, men jeg er sikker på, at hun ville blive glad 🙂

Pps. I gætter aldrig, hvilket af de fem billeder, der er taget af mig 😉

 photo NB8B2291 2_zpskrgg3onf.jpg

 photo NB8B2283_zpsn857agcy.jpg

 photo NB8B2276_zpsj3v9hcfy.jpg

 photo NB8B2297_zpsazgagifw.jpg

 photo IMG_20150427_121347_zps2avsjxtu.jpg

Jeg arbejder. Og jeg er en god mor.

Både Instagram og bloggen driller, og det nærmer sig paniktilstande herhjemme. For selv om jeg plejer at sige ‘jeg arbejder, altså’, når min mand begejstret forsøger at dele kampens resultat med mig (og det er altid kampEN!), så er det ikke kun arbejde, vel?

Jeg kan jo godt lide det.

(Det behøver han ikke at vide, vel? 😉 )

Jeg har haft et par dage – fridage, næsten, fordi jeg kun har været i butikken 3 timer fredag og lørdag (og det er jeg alligevel, selv når jeg holder lukket 🙂 ) – hvor jeg har hygget mig rigtig meget med min familie. Men jeg har også stresset over de mails, der ikke er blevet besvaret med det samme, og jeg har vrisset af de små, fordi de ikke bare kunne lade mor få lov til at skrive noget og vente 5 minutter på at få den bold/pandekage (vi laver rigtig mange pandekager 🙂 ) / juice/whatever, som de ikke kunne hente selv, fordi de så skulle lette deres små popo’er.

Urimelige vilkår.

Det er hverdag hjemme hos os.

Mor med dårlig samvittighed, fordi mor gerne vil arbejde. Ikke skal, for det er dæl’me selvvalgt, og det er en prioritet.

Jeg læste forleden en kommentar fra én på en helt anden blog, om at en videregående uddannelse forpligter, og at vi ikke alle sammen kan hente vores børn tidligt, fordi der er nogle, der har jobs, der kræver, at man er der i mange timer. Og jeg tænkte mit, hende cand.mag. typen, der har valgt at springe ud som selvstændig.

Det handler om prioriteter.

Vi skal ikke arbejde 50 timer om ugen og tjene kassen, bare fordi vi er veluddannede.

Det er et valg.

Jeg har valgt at arbejde. Jeg er selvstændig, noget som både giver en enorm frihed til at gøre, som man vil (som fx. det at åbne butikken sent om formiddagen, så jeg kan hygge med børnene om morgenen), og begrænser (som fx. de messer, som altid finder sted i weekender, hvor jeg så ikke får set børnene). Det er et arbejde, som indtil videre ikke har givet noget økonomisk, hvilket betyder, at vi er nødt til at tænke os rigtig godt om, inden vi bruger penge (ingen Thailandsture her, foreløbigt) – og det er også ok.

Det er et valg.

Jeg har valgt at arbejde, fordi jeg tror på, at økonomien nok skal følge med, og fordi jeg kan lide det.

Og selv om jeg arbejder, kan jeg godt nå på legepladsen med de små, lege gemme og kramme dem, når de har slået sig.

Det kan godt være, at jeg ikke gør det i alle 24 af døgnets timer.

Men jeg kan dæl’me godt være der – selv om jeg arbejder.

Det handler om at prioritere. Og det må man gerne.

 photo IMG_20150407_211511_zpsbm91lkiw.jpg

Jeg ved det ærligt talt ikke

“Her spiller vi med åbne kort” har jeg sagt mere end én gang. Og jeg er ikke bleg for at kalde min blog ærlig, vel?

Her den seneste tid har jeg tænkt meget over den artikel, som en venlig journalist fra Politikken interviewede mig til, omkring Rantzausgade, hvor min butik ligger, for snart et halvt år siden. ‘Rabarberkvarteret har rejst sig!’ hed den, eller noget der ligner, og den handlede om, at gaden, som engang var en travl handelsgade og i mange år har været forsømt og kun bliver omtalt som en af Københavns farligste trafikgader, nu var begyndt at blomstre op.

Nøj, hvor det gik. Lykken ville ingen ende tage – det var den rene fest, ikke mindst for de erhvervsdrivende.

Og så var der Jelena med sin lille børnetøjsbutik, som var citeret for én ting (og ikke andet, på trods af, at hun havde ævlet i en uendelighed): At der stadig var folk i området, som ikke ville give  150 kr for en økologisk body (the horror!). Jelena, og så en stakkels medarbejder fra den lokale Irma, der havde udtalt, at de stadig havde deres bedste stege bag lås, så de ikke blev stjålet.

Vi var modpolen, dem der udfordrede ‘ja’ sigerne. Kontrasten til Succeshistorierne. For sådan noget skal man have i en god artikel, ikke sandt?

Og jeg græmmede mig over min egen udtalelse, da jeg læste artiklen, for jeg havde dæl’me ikke set den komme, at jeg kun skulle blive citeret for noget negativt, når jeg nu havde sagt så meget positivt, og jeg blev lidt sur på journalisten.

Men jeg gjorde ikke noget.

For det passer, det som jeg sagde, selv om det kun er en del af sandheden. Kun en brøkdel af det, som jeg havde sagt til hende. Og det var min egen skyld, at jeg blåøjet havde udtalt mig om hist og hint med en forventning om, at det selvfølgelig ville blive brugt i en sammenhæng, som jeg brød mig om.

Lesson learned.

Her, flere måneder senere, er status den, at adskillige af de succeshistorier, som havde talt så smukt, så smukt om den fantastiske udvikling og fremgang enten har lukket eller er flyttet.

De havde det måske ikke så nemt alligevel.

Men det vidste jeg ikke, dengang jeg læste artiklen og følte mig som den eneste, der havde det lidt hårdt til tider.

Jeg vidste det ikke, fordi det ikke var med i artiklen. Enten fordi de ikke havde sagt det, eller fordi det ikke var kommet med i artiklen.

Sikkert førstnævnte, fordi de var mere rutinerede end mig og derfor vidste, hvad man skal, og hvad man ikke skal sige til en journalist. Og jeg tænker ‘Det skal jeg lære!’, samtidigt med at jeg ikke kan lade være med at tænke på, om det ikke at sige noget, ikke er lidt det samme som at være uærlig?

Jeg er alene i butikken, igen. Og jeg overvejer at lukke den, ikke fordi jeg vil opgive min virksomhed, men fordi jeg vil kæmpe for den, alt hvad jeg kan. Og det har jeg ikke delt med jer, selv om jeg har gået med de tanker i noget tid.

Jeg VIL så meget den virksomhed, der hedder Magic Robes. Det brand, som jeg brænder for og tror på. Som jeg sælger hver eneste dag, selv i min lille biks, som er gemt bag et stillads i Rantzausgade for tiden.

Men trafikken er bare for sløv i Rantzausgade, og jeg overvejer at gå all in, lukke butikken og koncentrere mig 100% om mærket. Webshoppen er jo allerede sat til salg.

Men jeg har svært ved at tage den endelige beslutning, fordi jeg virkelig tror på det lokale projekt og en lys fremtid for Rantzausgade, på trods af – og mindst ligeså meget fordi – det ikke er alle, der vil betale 150 kr. for en økologisk body.

Jeg elsker mit mangfoldige kvarter, og jeg elsker at have butik dér.

Men jeg elsker også min familie, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad der er bedst for os lige nu.

……

Here goes.

Jeg ved ikke helt, hvad det ender med.

Aner det faktisk ikke.

Og nu er det ude.

Og det er helt ok. For uanset hvad, så bliver det ingen forhastet beslutning, ikke noget valg, hvor jeg ikke har mig selv med. Hvor jeg ikke kan sige, at jeg har været ærlig.

Selv om jeg måske skulle overveje at arbejde på et ‘presse-filter’ 😉

 

 

 

De bedste ting sker ved et tilfælde

Jeg er så stolt af de børn lige nu, at det halve kunne være nok.

Jeg følte mig ellers som en ganske forfærdelig mor, da jeg i morges fik dem udenfor i blæsten og regnvejret for at samle ind til SOS Børnebyerne. For de orkede det ikke rigtig, vel? Og selv om jeg ved, at børn ikke dør af at gå op og ned af trapper og banke på døre i Københavnske opgange, så vidste jeg godt, at der var mange andre ting, de hellere ville lave.

De havde jo ikke selv besluttet, at vi skulle bruge adskillige timer på en ganske fin søndag (stryg blæst og regn 😉 ) på lige netop den aktivitet. Det havde jeg, dengang en flink telefonhverver ringede mig op, midt i madlavning og skrigende børn, og overtalte mig til at tage imod nogle indsamlingsbøsser og et rutekort. Jeg kunne bare melde os fra, hvis det var, solgte hun den på, og jeg tænkte, at jeg lige ville vende den med min mand.

Og den blev vendt, og den blev glemt, og pludselig kom dagen, hvor mine drenge på hhv. 4 og knap 3 år skulle gøre noget godt for andre! Bruge lidt af deres tid og benkræfter på at hjælpe forældreløse børn langt, langt væk. Og selv om det var (lidt?) abstrakt, det med ingen far og mor, og hvordan mon vores indsamling skulle hjælpe, så var de med på den. Især da vi fik forklaret, at indsamlingen foregik her på Nørrebro, og at vi altså hverken skulle gå eller cykle helt til Afrika 🙂

De var klar, og det var så spændende at banke på døre og tage imod mønter fra smilende mennesker. De hyggede sig – lige indtil de begyndte at kede sig.

Da var vi i opgang nr. 4 ud af 24 på vores liste.

Så vi holdt en pause, med is. En lang én. Hjemme med iPad. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg var i tvivl om, hvorvidt vi ville gennemføre. For vejret var stadig kedeligt, og de var trætte, og desuden kunne vi bare selv lægge lidt ekstra i bøsserne og call it even (åh, som om folk med børn ikke har lavet det nummer, ever? 😉 ).

Men det var ikke helt cool, vel? Har man sagt A, selv om man gjorde det under mildest talt pressede omstændigheder, så skal man også sige B. Så vi lovede endnu en is, og afsted kom vi igen.

Denne gang var taktikken mere gennemtænkt. Med militærpræcision, pretty much, for vi skulle gerne klare bare liiiidt flere end 4 opgange i runde 2 😉 Planen var genial og ufejlbar. Sådan da.

Så vi delte os op, et barn per voksen (kan i se det geniale allerede? 😉 ), og så tog vi hver vores opgang. Og så byttede vi børn for at slippe for brok over, hvem der var med far og hvem med mor. Og tog os god tid, selv om vi var småpressede, fordi man kun må samle ind mellem 10 og 15 (vidste i det?).

Og det virkede!! To hold var jo lige med ‘hvem kommer først’, og den disciplin mestrer drengene, om nogen (kan opleves dagligt, når de skal først ud af døren, i ladcyklen, ind i børnehaven, ud på toilettet….), og så gik der sport i at skynde sig og komme ud og se, om de andre mon allerede var færdige med deres opgang. Det hjalp også at sammenligne bøsser og snakke høst (14 mønter? Jeg fik en seddel!). Og der skete også sjove ting, som vi kunne tale om, som fx. den søde far til én på drengenes alder, som både lod os komme ind, så Alexander kunne tisse, og gav os pandekager med på vejen, og de søde gamle damer med hunde, der ville hilse på.

 photo IMG_20150510_155022_zpsdmv3dkke.jpg

 photo IMG_20150510_203945_zpsbfnsosxd.jpg

Men det virkede kun, fordi vi tog os god tid, og fordi ruten lå således, at den endte lige i nærheden af en Fakta: Enden af regnbuen. Og selv om benene blev trætte (der var 4 etager i hver af de 24 opgange), så kom vi hele tiden tættere på isen 🙂

Og vi gennemførte, minus to opgange, hvor de ikke ville lukke os ind, selv om vi kunne se, at folk var hjemme (de onde, onde mennesker). Drengene gennemførte. De bitte små mennesker, som dårligt nok har forstået andet end at det, som vi havde gang i, var godt. For nogle andre børn, langt væk, uden mor og far.

De gennemførte, selv om det at hjælpe andre børn bestemt ikke havde været på deres top ti, hvis de havde fået lov til at lægge dagens dagsorden.

Og nu hvor de er puttet, er jeg virkelig glad for, at jeg lod mig overtale, da den søde SOS Børnebyerne dame ringede til mig. For selv om vi sikkert ikke har indsamlet meget, så er det mere end ingenting, og det går til børn, som ikke har en mor eller far, der kan tage sig af dem eller lokke dem med is for at gøre noget godt for andre. Børn, som ikke har forældre, der får dårlig samvittighed over ikke at præstere til et 12 tal hele tiden, som vi jo gør. Børn, der har ingen.

Og hvis vi bare har hjulpet et barn med at komme et trygt sted hen, til en voksen, der giver omsorg og mere til, er det sør’me vores få timer værd.

Og hvis i skulle få lyst, nu jeg har jer, kan i læse mere og støtte her. Evt. overføre et bidrag via mobilepay til 20 14 11 00.

Ps. Dette er ikke sponsoreret og er heller ikke en opfordring til, at jeg skal ringes op af alle mulige andre velgørenhedsorganisationer midt i aftensmaden 🙂 Jeg er stolt af drengene, men vi behøver nu heller ikke at gøre det hver anden søndag, vel? 😉

Om lidt af hvert. En status – og så meget mere.

Jeg ved godt, at søskende kan være forskellige. Min tvillingesøster og jeg er det, så hvorfor skulle mine drenge ikke være det?

Alligevel kan jeg blive forbavset over, hvor forskellige de egentlig er.

Man skulle tro, at det var old news, eftersom jeg for et år siden skrev dette indlæg, men jeg er måske ikke den hurtigste bil på racerbanen eller den flotteste sten på legepladsen after all 😉

Pointen?

Philip har nu gået i børnehave i en måned – på samme stue som Alexander (gisp!) –  og drengene trives 🙂

Og jeg tror, at det skyldes deres forskellige personligheder.

Havde Philip været ligeså forsigtig og introvert og detaljeorienteret som Alexander, er jeg ikke sikker på, at det var gået så godt, som det er. Men ham lillebarnet, som ikke kan sidde stille i mere end 10 minutter, kan nogle tricks.

Han er blevet gode venner med 2-3 af de store børn (og hvad så, hvis de er 4 og 5 år?), og han føler sig hjemme, så det halve kunne være nok (til sammenligning var storebror et halvt år om at få én ven, og det var i øvrigt én, som han kendte i forvejen fra vuggestuen).

Så juhu for Philip, men stop lige en halv:

Ikke nok er Philip faldet godt til i børnehaven, men storebror er også begyndt at lege med andre, adskillige andre, i stedet for kun at tage sig af lillebror som frygtet (af fagfolk, som har set det ske).

Det er mærkeligt, og jeg kan kun spekulere på, hvad det skyldes, mens jeg glæder mig over det 🙂

Måske er det mindre farligt at opsøge leg og venskab med de store, når han kan se Lillebror Frygtløs gør det? Eller måske er det nemmere, fordi et afslag ikke længere er lig med ensomhed, fordi han så har lillebror at falde tilbage på?

Og mon ikke også det har betydet noget for lillebrors indkøring, at storebror har været der? Mon ikke det har givet ham tryghed? Mod til at være det udadvendte fandenivoldske barn, som han altid har været – nu også i selskab med ældre børnehavebørn?

Jeg ved det ikke. Jeg er ikke pædagog, men jeg er deres mor, og det glæder mig så meget, at begge drengene lader til at trives på samme stue i børnehaven, her en måned efter Philip er startet.

Og noget, som gør mig næsten ligeså varm indeni (og lige om lidt lyder den vending helt forkert 😉 ), er at Lillebror Frygtløs, hvis eneste ærkefjende ud over sammenkogte retter har været toilettet, når der skulle laves bæ (det kalder vi det, og vi er helt cool med, at det hedder lort i børnehaven 😉 ), er blevet gode venner med toiletkummen. 4 gange nu, siger jeg stolt, indenfor en lille uge, og eftersom han har kunne tisse på kommando i et år nu, begynder jeg at lugte (heh 😉 ): et blefrit hjem.

Jeg ved godt, at vi ikke skal presse (‘amen altså 😉 ), og det gør vi bestemt heller ikke, men de går jo i børnehave, begge to, og selv med eventuelle tilbageslag og whatever, så kan det da ikke vare længe, før vi er ud over den slags.

Og det er lidt syret (that one’s for you, 90’erne 😉 ).

For lige pludselig er vi blevet forældre til to børnehavebørn. Som har venner, både fælles og hver for sig, og så er der snart ingen bleer tilbage i vores hjem.

Hvornår er det lige sket?

Sagde hun sørgmodigt ligesom HER – eller gjorde hun?

Folk med store børn har flere gange fortalt mig, at jeg skulle lade være med at frygte fremtiden. For selv om man på en måde mister sine babyer, i takt med at de bliver større, så får man noget andet til gengæld. Og når de er klar til at flytte hjemmefra, er man også selv klar til at lade dem gøre det, påstår de (scenariet hvor forældrene er klar først er også blevet nævnt, men jeg satser stort på, at mine er ude af lejligheden, inden de bliver 30 🙂 ).

 photo IMG_20150429_194951 1_zpsgkrh0lbo.jpg

Og det begynder at give mening nu, hvor Alexander er nået dertil, hvor han helt uopfordret giver kys, og Philip er så stor, at jeg kan lade ham løbe ud i gården alene, mens jeg gør klar til afgang om morgenen. Hvor drengene kan lege for sig, mens far leger zombie efter en åbenbart ganske udmærket reception på jobbis i går, og mor prøver at rydde op i skabene (noget, der i den grad trængte). Så kan jeg godt tænke, at det er ok, at det er slut med baby. At jeg er klar til at give slip på ‘åh, og ih, og ah’ og små buttede kinder og elastikker.

I går ringede min moster og spurgte, om hun ikke måtte hente drengene fra børnehaven og tage dem på legepladsen, fordi hun havde fri. Min moster, som har passet dem et utal af gange, og som de elsker. Og jeg sagde ja, især fordi min mand jo skulle til reception, og jeg selv var på jobbis til sent. Og da jeg så fik fri, og de ikke var der, ved i, hvad jeg så gjorde?

 photo IMG_20150508_185233 1_zpsrgualckb.jpg

Jeg satte mig ude i gården med en bog og et glas hvidvin (godt forklædt som juice i en kop, for naboerne skulle nødig tro, at jeg kunne finde på at sidde og nyde vin på en fredag, eller noget). Nød den sidste sol og følte mig ganske tilfreds med at være mor til to velfungerende drenge. To store, forskellige børnehavedrenge, som trives i hinandens selskab og i andres – om det er mor, far, andre børn fra børnehaven eller mors moster, som elsker dem overalt.

Og jeg tillod mig selv ikke at have dårlig samvittighed men at føle mig glad og stolt over, at jeg har børn, der trives – også uden den navlestreng, som jeg ellers har været så glad for.

Jeg begynder at tro, at det måske ikke bliver så slemt, når de gerne vil flytte om 15 år.

Men jeg er også glad for, at det ikke er i morgen 🙂

Moder natur er en snedig én.

Yay for det 🙂