Earth hour part 2

I går skrev jeg om Earth Hour, en tilbagevendende årlig begivenhed, hvor det er meningen, at man skal slukke lyset i en time for miljøet.

Vi gør det hvert år – en avanceret udgave, endda. For vi slukker ikke bare lyset: vi slukker også for al elektronikken. Og det var super nemt, før vi fik børn, dengang vi kun var semigamle og nyforelskede. Men som forpligtelserne er blevet større i takt med, at børneflokken og antallet af elektroniske familiemedlemmer er vokset, er det blevet mere udfordrende at sidde i mørket og være.

Ikke umuligt: bare udfordrende.

I år tog min mand fejl af starttidspunktet for Earth Hour og slukkede lyset kl. 19:30, en hel time for tidligt. Og jeg grinte lidt af det (iih, hvor er du fjollet, altså! 😉 ) og så aftalte vi, at det ikke gjorde noget, og at vi bare ville Earth Hour’e den i to timer.

Straks følte vi os som de sejeste mennesker på jordkloden. Og så panikkede vi, bare sådan lidt.

Jeg tænkte det, og jeg kunne se, at han tænkte det:

Hvordan skulle vi nogensinde få to timer til at gå uden elektronik?

Så vi trak i land, som man gør. Blev enige om, at lyset forblev slukket, men at vi først slukkede for telefonerne, fjernsynet og computerne kl. 20:30, når Earth Hour startede for alvor. Vi var stadig gode mennesker; Det er jo slet ikke meningen, at man skal slukke andet end lyset, så vi var stadig foran. Ihh, hvor var vi dygtige 😉 Så han fik sendt de skibe afsted, som han skal, i sit spil, og jeg fik lavet en update eller to på de sociale medier. Så langt så godt.

Men så blev klokken 20:30, og den gik ikke længere. Vi måtte finde på et eller andet. Brætspil? Det var for mørkt. En bog? Også for mørkt. Så vi hentede vin. Og begyndte at snakke om børn og arbejde. Intet nyt der, men nogle ret trættende emner, sådan lidt i kl. 21 på en i forvejen lidt lang dag.

Så vi hentede lidt mere vin og så skiftede vi, ligeså forsigtigt, emne. Flyttede lidt teenage-agtigt og knap så elegant fokus og snakken fra andre til os. To voksne mennesker, som tilbringer mange timer hver dag sammen – og så alligevel ikke.

Min mand og jeg er måske det mest kedelige par i verden. Vi skændes ikke, og de dårlige vaner, som vi har, er vi fælles om. Vi husker hinanden i hverdagen, på den trygge men rutineprægede vi-har-været-sammen-for-evigt-og-vi-har-kun-fem-minutter-inden-der-er-et-barn-der-vil-noget måde. Og vi er lykkelige sammen, når vi husker at mærke efter, men det er sjældent, at vi sådan for alvor, hvor vi begge er 100% til stede, taler sammen om os, vores ønsker, tanker og drømme.

Det kræver som regel en weekend uden børn og væk fra arbejde, som altid spøger, når man er hjemme med sin bærbar, iPad, mobil. Noget, som ikke er sket mange gange på de 4 år, vi har haft drengene.

Men når der er Earth Hour, har vi ikke noget valg. Og selv om der skulle lidt vin til i går, så holdt det hurtigt op med at være mærkeligt.

Vi glemte at tænde lyset igen kl. 21:30.

Og jeg tænker nu, som jeg gør hvert år, at det skal vi da til at gøre noget oftere.

 

Derfor gør jeg det: Earth Hour part 1

I går fandt Earth Hour sted.

Jeg ved ikke, om i kender det, men konceptet går i korte træk ud på, at man slukker lyset i en time for at vise, at man gerne vil være med til at gøre en forskel for miljøet. En symbolsk handling, har nogle kloge udtalt, som ikke batter miljømæssigt, selv om flere milioner mennesker og virksomheder deltager i eventet hvert år.

Jeg er ikke den store miljøforkæmper. Jeg ved ikke meget om klimaforandringerne, og jeg gør ikke vanvittigt meget i hverdagen for at passe på miljøet. Eller; Jeg slukker for vandet, mens jeg børster tænder, og jeg slukker lyset i de rum, der står tomme. Jeg bruger miljøvenlige rengøringsmidler så vidt muligt, og så har vi A mærkede hårde hvidevarer. Jeg bruger endda madpakkepapir i stedet for sølvpapir og kunne aldrig drømme om at efterlade en tom dåse i naturen (så lidt en forkæmper er jeg, i virkeligheden 😉 )

Jeg gør bare ikke noget ud over det sædvanlige. Men jeg støtter op omkring Earth Hour, og det gør jeg af flere årsager.

Jeg har været med lige fra start. Earth Hour startede i Australien i 2008, dengang jeg boede i Cairns. Jeg var kæreste med en marinebiolog, som arbejdede på The Great Barrier Reef. Han passede på koralrevet, blandt andet, og fortalte altid bekymret, at havets stigende temperatur var ved at slå revet ihjel.*

 photo Coral-reefs_zpsck9cq6oo.jpg

Og han fortalte og argumenterede, og når det kom fra én, der var så passioneret, og jeg i øvrigt kunne se det med egne øjne (man er vel amatørdykker 😉 ) – gjorde det altså indtryk. Derfor gav det også mening, at vi skulle være med, første gang Earth Hour fandt sted, og vi slukkede lyset i hans hus lige ved regnskoven. Vi slukkede faktisk alt og gik en tur (en lidt skræmmende oplevelse kl. 20:30 i en regnskov, thank you very much Australien med de farlige dyr), og det var smukt. Vi følte, at vi gjorde en forskel, og vi kiggede på de oplyste huse, som ikke var hoppet med på vognen, og talte bebrejdende og bedrevidende om deres ejere. De fortjente ikke at bo i regnskoven, hvis de ikke havde respekt for naturen, sagde vi.

Siden er jeg flyttet hjem igen, og jeg taler ikke med marinebiologen mere. Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg forestiller mig, at han stadig kæmper for naturen, mens jeg pudser glorien, når jeg husker at slukke for vandet. Og jeg tænker på ham hvert år, når jeg slukker lyset, de sidste 5 gange med den mand, som jeg har giftet mig med siden hen. Og hvert år siger jeg til mig selv, at jeg skal til at gøre det noget oftere, det her Earth Hour noget. Og ikke kun for miljøets skyld.

Jeg vil fortælle jer de andre grunde i morgen 🙂

* Der er skrevet side op og side ned om det døende koralrev og kan nemt googles. Et sundt koralrev ser sådan her ud:
 photo barrier-reef_zpsvjacgiur.jpg
Billederne her er i øvrigt lånt fra denne og denne hjemmeside.

Festabe?

Hun er ligesom dig i gamle dage“, fik jeg at vide om en pige forleden. “Lidt en festabe“, fortsatte beskrivelsen.

Og jeg tænkte; Var jeg virkelig dét? For jeg kender da mange, der var meget bedre til det fest-noget end mig. Ja, ja, jeg festede til den lyse morgen inkl. en smule dans på bordet og drinks med paraply på adskillige diskoteker i Grækenland og Spanien og England og Australien mm. dengang, men en festabe, ligefrem?

 photo c46187d5-ed89-46cd-a64b-bb9bba36b9ad_zpswe15tnij.jpg

Jeg gjorde det jo ikke hele tiden. Selv om jeg godt kunne lide at tage på den lokale bodega/bar (dengang mormor her var ung, måtte man stadig ryge de fleste steder, og så kunne det altså være lidt svært at skelne 😉 ) for at få en enkelt øl eller to med de andre, som havde lukkevagten i Blockbuster, dengang vi var 18, 19, 20 år. Og ja, vi gjorde det, selv om lukkevagten først sluttede kl. 23, og vi alle skulle i gymnasiet eller lignende dagen efter.

Vi var jo bare sociale 🙂

‘Festabe’ har altid haft en negativ klang i mine ører. Som i hende/ham der ikke kan finde ud af andet end at feste. Og jeg kan love for, at jeg kom til timerne og på arbejde, selv om jeg husker en enkelt eller to søndagsvagter i Blockbuster, hvor jeg nok burde være blevet hjemme efter lørdagens festligheder 😉

Det var heller ikke sådan, at jeg festede mig frem til og igennem morgenværtshus hver torsdag, fredag, lørdag, vel? (det var jeg faktisk aldrig god til, det morgenværtshus noget. Det lød sjovt, men jeg er og har altid været B menneske, og jeg vil vove at påstå, at ethvert B menneske med en smule respekt for sig selv ligger og bobler kl. 5, når morgenværtshuse åbner – det er dér A menneskers prime time starter, så den må de hænge på, red.).

Så festabe? Agh, det ved jeg ikke. Måske en smule dengang, men en pligtopfyldende én af slagsen (pudse, pudse glorie 😉 ).

Ikke at der er meget fest over mig i dag. For jeg er blevet hende, som jeg altid har sagt, at jeg aldrig ville blive. Hende, der kan finde på at tænke – og sige – nej tak til en festlig aften, fordi sofaen og computeren frister mere (ikke søvnen: er stadig B menneske, forstås 😉 ).

Jeg har altid været social, og jeg elsker at være sammen med andre mennesker. Men jeg må vist indse, at festabetiden has come and gone. Selv om der findes steder for os gamle som Nord, og det er lidt hyggeligt at komme ud og tage en sving om, som man siger, en gang imellem.

Stafetten er hermed givet videre.

L’oiseau Bateau – bare smukt

Jeg elsker smukke ting. Jeg har skrevet om det før. Og fordi jeg er fascineret af eventyr og magi (sagde ejeren af Magic Robes overraskende 😉 ), kan jeg rigtig godt lide ophæng og vægure og spilledåser fra L’oiseau Bateau.

Jeg så dem første gang, da jeg besøgte min veninde Maj i sommerferien sidste år. Hun har dem i sin fine franske shop, og der hang de så fint og lokkede. Og jeg kunne ikke se, at de var håndlavede (vel? 😉 ), men det fandt jeg ud af, og dét, at der ikke findes to, der er helt ens, gør dem kun smukkere og mere specielle, synes jeg.

Det er sjovt, at jeg sådan kan fortabe mig i ting, som de jo er. Mig, som ikke just er den fødte romantiker, heller. Men de her ophæng og ure, og hvad der ellers er, kan et eller andet, og derfor får de deres eget blogindlæg. Fordi jeg synes, at de er smukke, og fordi jeg lige nu befinder mig et sted, hvor smukt er godt, måske en smule nødvendigt.

Og, hvis der skulle være tvivl, så er dette indlæg ikke sponsoreret. Jeg kender Maj, og jeg har ikke fået noget for at omtale hverken L’oiseau Bateau eller Majs shop. Faktisk har jeg engang købt et ophæng til en anden veninde, som er ligeså skør med eventyr, som jeg er, men jeg ejer ingen selv (og forklaringen på det er at finde her og her).

Jeg synes bare, at de er rigtig, rigtig smukke, og jeg er spændt på at høre, om i er enige 🙂

 

 photo PicMonkey CollageLois1_zps6vlrmkhm.jpg

 photo PicMonkey Collagelois2_zpsy536dgn4.jpg

 

En ærlig status

Der sker så meget for tiden, at det halve kunne være nok.

Jeg har så få ord til at beskrive det, at det dobbelte ville være en teaser.

Så jeg vil spare jer, vil jeg, for når det kommer til stykket, er det vigtigste, at:

– børnene er raske og glade

– min mand og jeg har det godt

– jeg er stadig selvstændig

Jeg kunne også begynde at rode mig ud i noget med forår, men vejret kan i finde ud af uden mig 😉

Til gengæld vil jeg gerne benytte lejligheden til at fortælle jer om en helt ny messe, som jeg kommer til med Sejedrenge.dk/ Magic Robes, her d. 11. og d. 12 april. Messe betyder gode priser og stort udvalg, så det kunne være værre 😉 Det er i København, og detaljerne kan i finde her. Det er IKKE sponsoreret. Jeg kommer, og jeg håber, at i har tid og lyst til at kigge forbi 🙂

 photo cph babybasar_zpsd64kiuwj.jpg

Så lover jeg, at der kommer mere om alt det andet, når jeg selv ved mere og har noget konkret at melde ud 🙂

 

 

Om at bede om hjælp

Jeg har issues.

Masser. Hvem har ikke det?

Ikke at jeg har issues, der skal behandles, for de er (sgu) mine, og de hygger sig meget godt dér, hvor de er gemt langt væk (undertrykt, ville de kloge sige, men hvad ved de? 😉 ), og der er ingen grund til at pille ved dem.

For vi har alle lidt småskavanker (lad os bare kalde dem det 😉 ), og uden at jeg skal lægge op til den store ‘lad os gøre Jelena rask’ leg, vil jeg fortælle om en af mine.

Jeg ikke kan finde ud af at bede om hjælp.

Eller, jo, det kan jeg. En gang om året, sådan cirka.

Når det kommer til stykket, er jeg er på mange punkter ikke en dyt bedre end Philip på 2,5 år, som kan selv(t) og vil selv(t), eller Alexander på 4 år, som bliver dybt ulykkelig, hvis han ikke kommer på førstepladsen i Super Mario Kart.

Jeg har noget med styrke.

Jeg vil selv, kan selv.

Jeg insisterer på at være stærk, at klare mig selv. Jeg har selv valgt mine kampe, og når det spidser til, er det (som regel) også min egen skyld. Og ja, det er mega irriterende og ærgerligt, men det er sjældent, ting sker for mig, uden at jeg selv har været involveret i processen, der har ført dertil. Og så hjælper det ikke at tude, vel? Det er om at komme op på hesten og løse problemet.

Det er jeg super god til.

Altså ikke nødvendigvis at løse problemerne, men at forsøge.

Og hvis i er psykologer og tænker ‘guf’, så kan jeg kun sige, at det ikke kommer til at ske.

For jeg vil ikke fikses. Undtagen lige med det at blive bedre til at bede om hjælp. For det er fjollet, at jeg ikke kan finde ud af det.

For ser i, jeg har en virksomhed. En virksomhed, som jeg har brugt vildt meget tid og energi på de sidste to år, uden at få løn. Lidt ligesom at læse og få SU (hvilket jeg også har gjort) bare uden SU. Og min virksomhed er nået dertil, hvor jeg ikke længere kan køre den alene, og jeg har brug for hjælp. Ikke fordi den er en fiasko, men fordi det faktisk går rigtig godt, og folk kan lide tøjet, men hvor likviderne bare ikke slår til, fordi der skal forudbestilles, forudbetales. Og det er noget møg.

Men jeg er en fighter, selv om mange, inkl. min bank, helst så, at jeg ikke var det og jeg fik mig ‘et rigtigt arbejde’. Jeg nægter at give op. Jeg VED, at jeg har fat i noget rigtigt.

Men for at komme videre, skal jeg have noget hjælp. Og for første gang i laaaaaang tid, har jeg nedværdiget mig selv til at bede om det.

Det er sådan jeg ser på det. Som et nederlag (jeg sagde jo, at jeg var guf for psykologer). Men min tro på det her er større end mit behov for at klare mig selv, så jeg har bedt om hjælp.

Og ved i hvad?

Jeg har fået hjælp.

Fra ALLE.

Og jeg er uden ord.

For de har ikke bedt om noget til gengæld. Og de har ikke stillet krav. Og de har ikke gjort andet end at hjælpe, og jeg – som også har issues med at græde (som i ‘det gør jeg mig ikke i’), er nærmest rørt til tårer lige nu (nærmest – der er ingen grund til at overdrive, vel? 😉 )

Der er så mange, som gerne vil hjælpe. Så mange, der har hjulpet.

Og jeg er så taknemmelig, at jeg ikke kan beskrive det.

Tænkt at der skal så lidt til.

Tænk, at man bare kan bede om hjælp, og så kommer den.

Tænk, at jeg har omringet mig med så mange dejlige mennesker.

TAK.

Hverken iværksætteri eller børn. Mig.

Jeg mødte en sød bekendt forleden, helt tilfældigt, og vi kom til at tale om de gamle dage. Dengang, way back, før børn, og om alt det, der er sket siden. Og på et tidspunkt bliver vi enige om, at det her moderskab noget har medført, at vi ikke længere bruger tid på at gøre os lækre, smuksere os, som det hedder på fagsprog 😉

For det kan da også være ligegyldigt med den mascara, når håret ikke er blevet vasket i tre dage, og hvad nytter det også med lækkert tøj, når det alligevel bliver indsmurt i havregrød/snot/leverpostej, lige når man har fået det på.

Og vi grinte lidt af det, og så blev vi enige om, at vi nok burde gøre det alligevel.

For så lang tid tager det heller ikke at putte mascara i hovedet (igen en fagterm) eller finde en nederdel, som man stadig med lidt held kan få over efterfødselsballerne/hofterne/hovedet. Og hvis stiletterne synes højere end Mount Everest, kunne man starte med at bestige en hæl på bare 3 cm, og se hvordan det går*. For selv om vi nu har ‘scoret’ (det hed det dengang jeg gjorde mig i den slags), og vores mænd elsker os, uanset hvordan vi ser ud, så gør det altså en forskel, når man gør sig lidt umage.

Jeg ved det. For jeg er hende med undskyldningerne, som går i de samme bukser, flade sko og uden make up 90% af tiden. Jeg kan sagtens finde på at aflevere og hente mine børn i hjemmetøj og med fedtet hår, og jeg har endnu ikke fået en eneste negativ bemærkning på grund af det. Og godt det samme, for det ville jeg ikke bryde mig om. Jeg er (sgu) ok, som jeg er.

Og det er jeg. Men de sidste 10%, af tiden, dér hvor jeg skal noget festligt, eller hvor jeg får et føl og gør mig lækker uden grund, dér føler jeg mig ikke bare ok. Jeg føler mig flot, attråværdig.

Jeg føler mig stærk.

Det er sjovt som de høje hæle altid gør, at jeg vokser ti centimeter – selv om de måske kun måler tre. Hvordan nederdelen og mascaraen gør det samme.

Stik mig et par gennemsigtige sorte strømpebukser, og jeg kan love jer for, at jeg er klar til at erobre verden 😉

Jeg elsker min dovne hverdagsstil. Den er ubesværet og simpel, og jeg føler en styrke i at vise mig iblandt mennesker, som jeg er. Uden krigsmaling, uden de rigtige mærker i tøjet. Uden en maske, plejer jeg at sige til mig selv, mens jeg tørrer ungernes snot af i mine ærmer, fordi jeg endnu en gang har glemt lommetørklæder.

Men det er ikke helt rigtigt, vel? For i virkeligheden er den stil en maske ligesom alle andre. For min verden uden makeup og sminke og hvad der ellers hører til, er et trygt sted, hvor opmærksomheden er rettet mod andre end mig. Et sted, hvor jeg kan gemme mig.

For mig er det modsatte en større udfordring. For det kræver også styrke at kigge på sig selv og stille krav. Fremhæve det hylster, som man nu engang er født i. Skilte med det, som man kan lide ved sit ydre. Eje det, når folk kigger.

Jeg var lige ved at trække i mit almindelige outfit, da jeg skulle ud til et arrangement tidligere i dag. I sidste øjeblik ombestemte jeg mig. Det tog mig i alt ti minutter at komme i bad og finde noget pænt tøj og sminke. Smide det på, som man siger 🙂

Ti minutter.

Og nu skriver jeg om det, mange timer senere.

Det var vist de ti minutter værd, tænker jeg.

 photo bb51b52e-0a7f-4290-9424-0295af1ba52a_zpsyu01rlxw.jpg

*hvordan det går i stiletter. Høhø 🙂

 

 

Livet er smukt

Der er så meget smukt i denne verden. Så mange smukke ting, så mange smukke mennesker.

Jeg stopper alt for sjældent op for at nyde det smukke. Som alle mødre er jeg bedst til at lægge mærke til det, når jeg er sammen med mine børn. Børns skønhed er svær at overse, og der går ikke en dag uden at jeg tænker, hvor dejlige de er. Hvor herlige og kønne og dyrbare de er. Hvor smukke de er, på alle tænkelige måder.

Og det gør mig glad, og alligevel er jeg ikke så god til at stoppe op og nyde det i hverdagen. Og det er fjollet. For hvis en smule gør mig glad, tænk hvad en masse kunne udrette?

Jeg læste en artikel om Ole Henriksen forleden, og først syntes jeg, at det var lidt mærkeligt, at han altid var så glad. At han åbenbart altid så noget godt, smukt i de ting og mennesker, som han mødte på sin vej. Sådan lidt ‘hvad ryger han mon til morgenmad?’ mærkeligt, men nu kan jeg ikke lade være med at tænke, om han ikke har fat i noget?

Der var engang én, der sagde til mig, at jeg skulle prøve at smile til en fremmed eller give ros, selv om jeg ikke kendte modtageren. Og jeg tænkte mit, men jeg kunne ikke få det ud af hovedet.

Dagen efter smilede jeg til en fremmed i bussen, som havde fanget min opmærksomhed. Jeg har nok syntes, at han var smuk.

Og han smilede igen.

Der skete ikke mere, men jeg er sikker på, at både hans dag og min var blevet lidt bedre på grund af den korte smiludveksling.

I denne uge er der flere mennesker, der har gjort mig glad. Mange, faktisk. Og selv om jeg har rigtig meget at bekymre mig om (omend det er ingenting sammenlignet med andre), så sidder jeg her med et stort smil på læben og tænker, at der skal så lidt til. At der er så meget smukt i denne verden. Ting og mennesker.

Og jeg har ikke røget noget 😉

 photo 4f253bdd-2f1c-42d3-808b-7921d0276ca9_zpsntzluqzi.jpg

Webshop til salg

Der sker rigtig, rigtig meget for tiden. Som sædvanligt, vil min familie og venner sige. Og det er jo rigtigt nok. For selv om jeg går og bilder mig selv ind, at jeg ville elske et liv uden forpligtelser, hvor jeg bare kunne dase og dovne den dagen lang, så ville jeg nyde det i ca. to uger og så rode mig godt og grundigt ud i noget arbejde/kaos, fordi jeg trives bedst, når jeg har noget at se til.

Så har jeg også noget at brokke mig over 😉

Lige nu er jeg forbi det værste med modtagelse og oprettelse af nye varer, Iben er efterhånden selvkørende, og man skulle tro, jeg kunne tage en lille slapper, so to speak. Men det er ikke tilfældet, selv om jeg er begyndt at arbejde mere og mere hjemmefra, og det godt kunne se sådan ud, hvis man ellers var rookie i ‘hvor arbejder Jelena mest’ spillet.

Lige nu handler det meget om at reklamere, markedsføre, brande, som de smarte siger. Vækste, som de endnu smartere siger, på en måde, hvor likviderne følger med – eller i det mindste slår til. Og den slags tager tid, og selv om der ikke går en dag i butikken, uden at jeg sælger noget fra Magic Robes, så er det straks værre på nettet. Det er sværere, fordi man på det smarte shoppingvidunder ‘webshoppen’ ikke kan mærke varerne, virkelig se dem og vurdere kvaliteteten, ej heller lade sig forføre af min ‘den har jeg selv tegnet’ stolthed og historie.

På nettet går folk mere op i, om de kender mærket, og så kendt er Magic Robes heller ikke endnu, vel? Så mens Iben charmer i butikken disse dage, sidder jeg hjemme og skriver pressemeddelelser på livet løs og tænker store tanker om, hvordan jeg skal gøre Magic Robes til det nye sort, inden det er for sent. Det gør jeg, samtidigt med at jeg forsøger at få lukket et kapitel, som jeg har nydt og lært rigtig meget af: for jeg har besluttet at sælge webshoppen Sejedrenge.dk.

 photo sejedrenge webshop_zpsfyecgjho.jpg

Butikken består (med nyt navn, selvfølgelig), og det gør Magic Robes også. Det skal det. Men webshoppen er til salg, og hvis i kender nogen, der har en iværksætter i maven og gerne vil gøre en veletableret webshop rigtig lækker og succesfuld (og ikke forsømme den pga. 30.000.000 andre projekter som lille mig) så ved i, hvor i kan træffe mig.  Webshoppen ranker pænt på Google, har patent her og der + nogle videoer på Youtube, som er blevet set 50.000 gange, bare for at give en forsmag på de dyre biler og liv i sus og dus, som med garanti følger med 😉 Og så hedder den noget med Seje og Drenge, som folk elsker at have en holdning til, og det er ikke altid værst 😉

Nu joker jeg, men det her er faktisk et rigtig godt tilbud. Jeg har rigeligt at se til, siger jeg jo, og beslutningen er taget, så jeg er også ganske rimelig hvad angår pris. Nu skal jeg videre i programmet.

Så sig lige til, hvis i kender nogen, der kender nogen, okay?

 

Yay! De skal følges ad!

Jeg er rigtig, rigtig, rigtig glad i dag 🙂

Dagen, som har været noget af en rutsjebanetur ellers, startede nemlig med beskeden fra drengenes institution, at Philip kan starte i børnehave allerede d. 1. april, og at han har fået plads på samme stue som hans 15 måneder ældre bror Alexander 🙂

Jeg har skrevet om det før, og jeg er så glad, så glad fordi mine børn skal følges ad i børnehaven det næste års tid eller halvandet 🙂

Det betyder meget for mig, det her! Min tvillingesøster og jeg fulgtes ad helt op til gymnasiet, og jeg synes egentlig ikke, at vi har taget synderlig stor skade af at have gået i samme klasse. Jeg kan til gengæld huske, at det var noget så dejligt at have et menneske, som jeg elsker så højt, hos mig hver dag, selv om vi selvfølgelig også kunne blive uvenner og være urimelige og måske foretrak hinandens selskab. Det, at vi havde hinanden, var en styrke i en tid, som var hård for os begge, og det har været med til at styrke det bånd, som vi har den dag i dag.

 photo IMG_20141214_212555_zpschgxg04c.jpg

Jeg er godt klar over, at  drengene ikke er tvillinger men pseudotvillinger med en aldersforskel på 15 måneder, og at de er ikke er min søster og jeg men to andre børn. Jeg ved også godt, at der er en risiko for, at det her ender med et usundt mønster for det ene eller begge børn, og skulle det mod forventning ske, er jeg også indstillet på, at de skal skilles ad. Men det føles rigtigt, det her, og jeg er så glad for, at man fra institutionens side har valgt at give dem en chance i stedet for at splitte dem op på baggrund af enkelte erfaringer med nogle andre børn.

Det, som jeg glæder mig aller mest over, er, at mine børn ikke skal undvære hinanden i 6-7 timer hver dag, så længe de begge går i børnehave. De kommer til at have hinanden, og så håber jeg virkelig, at de også lærer at vælge hinanden fra, når nu de er så store, at de skal til at danne sociale relationer (gerne venskaber) med andre (som jeg også skrev om i går).

Jeg er glad, så glad, så glad – og så krydser jeg fingre, alt hvad jeg kan 🙂

Nu skal jeg mødes med en god veninde, så jeg fortæller om dagens (mange) andre oplevelser på et andet tidspunkt. Vil dog lige tilføje ‘tak’ til den søde familie fra Kalundborg, som var kommet til København blot for at handle hos mig. Det var SÅ stort, og jeg smiler endnu. Tak 🙂