Det er juleaften!

Der sker meget for tiden. Rigtig meget!

I går kom de nye facadeskilte op, og i dag stod denne dejlige mand og ventede ude foran butikken, da jeg mødte på arbejde. Han havde ventet i en time på, at butikken skulle åbne, fordi han havde 30 kasser Magic Robes med, som skulle leveres, og intet telefonnummer at ringe til (og så fordi han er et fantastisk godt menneske, for der er aldrig nogen, der har gjort det før!).

 photo IMG_20150225_203725_zpskl0zy5wc.jpg
Jeg kan love for, at han fik både kaffe og chokolade med – for det havde jeg glædet mig til i lang tid! 🙂

Jeg havde godt nok fået at vide, at varerne var på vej, og at de havde forventet leveringsdato d. 25., men sådan noget bliver altid forsinket, hvis ikke i tolden, så fordi fragtfirmaet forsøger at levere udenfor åbningstid. Men i dag var det anderledes, og det gjorde det endnu bedre, at Iben stod og hoppede ligeså meget af glæde og begejstring, som jeg gjorde, da vi gav os til at pakke kasserne op og tælle efter, tjekke efter, og det samme om og om igen 🙂 (det er så skønt at have én at dele de her oplevelser med!)

 photo IMG_20150225_205215_zpsjo5djxjw.jpg

Og selv om det ikke er verdens mest spændende job i verden, at tjekke om alting er der, og om kvaliteten er i orden og hænge op og putte prismærker på, så er det altså specielt, når det er ens eget mærke, det drejer sig om – især når det lever op til alle forventningerne.

Det er min juleaften i dag, og jeg er så glad for mine pakker 🙂

 photo IMG_20150225_202055_zpsmwhe1wk1.jpg

 

Et nyt kapitel

Det er slut med Sejedrenge.dk på Rantzausgade. Min baby, som jeg åbnede for næsten præcis to år siden, fordi jeg havde et ønske om at skabe en butik, hvor de små mænd var i fokus.

Det var en reaktion på det stigende antal af tøjmærker, som henvendte sig kun til piger, og til det faktum, at drengetøj generelt var underrepræsenteret i børnetøjsbutikkerne. Nu havde jeg to små drenge, og som mor ønskede jeg at skabe rum til alle drenge og til drengemødre, som ville hylde deres små mænd.

Det var ikke min mening at ekskludere pigerne, selv om jeg godt ved, at min valg at fokusere på drenge også var et fravalg i forhold til piger. Dengang tænkte jeg ikke over det, men jeg ved det i dag, ikke mindst fordi jeg de sidste to år gang på gang på gang er blevet konfronteret med de fordomme og værdier, som folk lægger i navnet Seje Drenge.

Jeg har tidligere argumenteret, at det aldrig har været min mening at insinuere, at det kun er drenge, der kan være seje, eller at det kun er seje drenge (hvad end det dækker over), der må gå i det tøj, som jeg forhandler. Jeg har argumenteret, og jeg har debatteret, og jeg er blevet træt af begge dele.

Når det kommer til stykket, kan jeg ikke længere stå inde for, at butikken skal blive ved med at hedde Sejedrenge.dk.

Jeg har rykket mig.

Debatten omkring navnet har forceret mig til at formulere en klar holdning omkring børn, køn og børnetøj. Den har fået mig til at indse, at jeg ikke længere har lyst til eller behov for at hylde kun drenge.

Nu vil jeg hylde alle børn, uden at være med til at diktere, hvem der kan eller skal gå i hvad.

Jeg ønsker ikke at starte den store kønsdebat, udviske kønnene og få alle børnene til at kalde hinanden for ‘hen’ i stedet for ‘ han’ eller ‘hun’. Men jeg ønsker heller ikke til at være med til at stigmatisere, bidrage til, at børn driller hinanden, fordi lille Lars kan lide lyserød og lille Louise er vild med Lynet McQueen. Jeg bryder mig ikke som butiksindehaver – og slet ikke som kvinden bag et børnetøjsmærke – om at ekskludere og forbyde. Derfor er mit eget tøjmærke, Magic Robes, unisex, og vurderingen om, hvad der er passende for hvilket barn at have på, er lagt over hos forældrene – og børnene, hvis de ellers får lov til at bestemme.

Og når jeg har det på den måde med mit mærke, kan jeg heller ikke længere argumentere for, at butikken skal blive ved med at hedde Sejedrenge.dk.

 photo IMG_20150224_164818_zps00d7638b.jpg

Derfor er skiltene i dag taget ned, og et kapitel er afsluttet.

Det meste fortsætter, som det altid har gjort. Jeg fører de samme mærker som altid, og mit fokus er på det enkle, unisex, basistøj med plads til leg. Webshoppen hedder stadig Sejedrenge.dk, indtil jeg finder ud af, hvad jeg skal gøre ved den. Men butikken, den har fået et nyt navn. Et oplagt navn, som i sikkert har gættet.

Butikken skal hedde Magic Robes.

 photo IMG_20150224_200516_zpsc287d192.jpg

Krig i Æblehaven

Opdateringer a la ‘Hvis du ikke liker dette billede, er du et usselt menneske’ preller af på mig. Jeg scroller forbi dem på både Instagram og Facebook, for jeg kan slet ikke se, hvordan jeg bliver hverken bedre eller dårligere menneske af at trykke på en knap/hjerte/whatever på de sociale medier.

Når det så er sagt, så er jeg ikke hjerteløs; det er metoden og ikke menneskene, som opslagene handler om, jeg er ligeglad med. Der findes historier, der rammer mig, og dette indlæg handler om en af dem.

Så er i advaret.

Jeg stoppede op, da jeg stiftede bekendtskab med @mineboernsmor på Instagram for snart lang tid siden. Sådan i forbifarten, som man gør, læste jeg noget om, at hun havde et barn, som hun vidste, at hun ville komme til at miste. Det havde hun vidst, siden han var 4 år, og nu gjaldt det om at nyde den tid, som hun kunne få med ham, så meget som muligt.

Jeg er mor til små drenge, hvor den ene lige er fyldt 4 år. Jeg er bonusmor til en pige på 9, som er nogenlunde jævnaldrende med @mineboernsmor’s søn, som er blevet 4,5 år ældre siden diagnosen. Og selv om jeg på ingen måde kan sætte mig ind i, hvordan det må være at være hende, gør det ondt bare ved tanken om, at noget lignende skulle ramme mine børn og min familie.

Sådan havde jeg det første gang, jeg læste om det, før jeg scrollede videre, fordi det alligevel ikke hjalp familien noget, at jeg sad og blev ked af det. Det samme føler jeg i dag, hvor jeg igen har set en opdatering på @mineboernsmor’s profil, som jeg ikke kan ignorere.

 photo KrigiAEligblehaven_zpsd08a01d9.jpg

Det viser sig, at der er opstået en strid i den andelsboligforening, hvor familien bor, fordi de har en stor invalidebil til sønnen, som holder på en gæsteparkeringsplads, da den ikke kan være i deres egen indkørsel. Der er åbenbart nogle, som mener, at det er så urimeligt, at denne bil skal holde på en parkeringsplads, som ikke er lavet til ‘brug af permanent karakter’, at de truer med bøder og værre endnu: eksklusion fra andelsboligforeningen.

Alt sammen på grund af en bil, som holder på en gæsteparkeringsplads og ikke er til gene for trafikken i området.

En bil, som gør livet lettere for et handicappet barn på 8 år.

Jeg ved godt, at vi er en nation, der godt kan lide regler. At vi ikke springer over i køen, ikke kommer for sent til aftaler, ikke bryder loven, sådan generelt. Og det er godt, at der findes regler, for de skaber struktur og sikkerhed og en masse andet godt og trygt, som giver mening. Men så er der også regler, som det ikke giver mening at følge slavisk, uanset hvor meget man har lyst til det. Uanset hvor svært man har ved forandringer. Fordi det nogen gange handler om noget større end en selv, som fx. livskvalitet for en dreng i en andelsboligforening.

Jeg ved ikke, om det kan hjælpe, men drengens mor har lavet en støtte Facebookgruppe her.

I kan gøre, som i synes: men jeg har liket og delt den.

 

 

En stor dreng

For et halvt år siden skrev jeg, at jeg syntes, at det var lidt vemodigt, at det var ‘slut med baby‘ hjemme hos os. I dag tænker jeg igen over drengenes alder, og jeg er fyldt med glæde og stolthed over de skønne små mænd, som de er blevet.

Alexander, min ældste, bliver 4 år i dag. Og ligesom det var koldt, den dag han blev født, er det pivkoldt i dag. Der er endda en smule sne her i København, ligesom dengang, og jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage og prøve at forstå, hvor meget der er sket på bare fire år. Så stor han er blevet, så meget han har lært.

Så dejlig og uundværlig, han er.

 photo 20150207_163241_zps9c211811.jpg

Lidt træt af mig selv

Jeg er i dag kommet til den dybsindige erkendelse, at jeg har brug for en pause fra mig.

Misforstå mig ikke.

Jeg er ikke træt af mit liv. Jeg har rigtig mange ting at være glad for, og selv om jeg har nogle kedelige dage, uger, måneder ind imellem (går det ikke op og ned for os alle sammen?), så er jeg overordnet rigtig glad for at være mig.

Når jeg så udtaler, at jeg er træt af mig, hænger det sammen med min forretning. For lige siden jeg startede som selvstændig, har jeg markedsført mig selv med henblik på at markedsføre mit firma, bevidst og ubevidst.

Det giver god mening, hvis i spørger eksperterne.

Jo flere der kender mig, jo flere vil kende til min virksomhed. Og jo flere kan lide mig, jo flere vil være tilbøjelige til at anbefale eller købe mine produkter. Genialt, i sin enkelthed, for det er salg, jeg lever af (eller kommer til, en dag 😉 ).

Den dag jeg startede mit firma, blev jeg et brand. Selv om jeg aldrig havde haft et behov for eller et ønske om at være kendt før, var anonymitet ikke længere et alternativ. For vi handler ikke hos anonyme firmaer. Vi handler hos dem, vi kender, især hvis vi kan identificere os med folkene bag (var der nogen, der sagde dyne-Larsen? 🙂 ).

Tænk over det; Det giver mening. Ingen kan lide at købe katten i sækken, og selv om produktet nogle gange er lige til, så skader det ikke, at man også ved noget om firmaet, selv om det ikke er altafgørende.

Så jeg har ‘brandet’ mig selv, så at sige, ved at være åben og på og tilgængelig alle de steder, jeg kan komme. Og jeg har taget stilling til, hvilke facetter, jeg skulle dyrke, og hvilke jeg skulle nedspille, og jeg har fortrudt og sadlet om igen. Og jeg har hele vejen igennem prøvet at være mig selv – og været i tvivl om, hvem det så end var.

Identitetskriser: been there, done that.

Det er svært at adskille sit ‘forretnings-jeg’ fra sit ‘private jeg’, når man har et enkeltmandsfirma og man ER sin forretning. Når man tænker forretning i alle døgnets timer, vågne eller ej. Når man så gerne vil have, at det skal lykkes, at man siger ja til hvad som helst for at få sit produkt/sin butik ud til sit publikum – for ingen reklame er dårlig reklame, eller?

Jeg siger ikke, at jeg har gjort noget, som jeg fortryder. Jeg har tidligere skrevet, at jeg gerne vil være kendt, fordi jeg kan se, at folk følger og liker og lægger deres penge hos dem, som de kender fra medierne. Men jeg vil ikke rigtig i fjernsynet eller det, der ligner. Jeg har ikke lyst til at være kendt.

Men har man sagt A, skal man også sige B, og hvis det er det, der skal til, for at jeg få succes med  min forretning, så må jeg acceptere, at jeg er et brand.

Og det er ok, selv om jeg er en elendig sælger (også af mig selv), bortset fra, at der ikke er nogen manual til – produktbeskrivelse, om i vil – hvem det er jeg sælger, når jeg sælger Jelena.

Det betyder, at identitetskriser er hverdagskost. For når man først har valgt at være forretningsejer – og offentlig – så må man også acceptere, at der er nogle forventninger til én. Til det produkt, som man er. Forventninger til, hvem man er, når man er ‘Iværksættermor’, forventninger til ejeren af Magic Robes. Ejeren af Sejedrenge.dk. Forventninger til moren til de to drenge på Marthahjemmet, som hver evig eneste morgen er sure over, at de ikke begge to kan komme først ind, når de skal afleveres (seriøst: hvor vigtigt kan det være?! 🙂 ), hvor forældrene til de andre børn ved, at drengenes mor repræsenterer en forretning.

Og jeg vil så gerne leve op til alle forventningerne, men sandheden er, at det trættende, og at jeg ind imellem  – som i dag – kan blive helt i tvivl om, hvem jeg egentlig er.

Jeg har dage, hvor jeg får lyst til at gemme mig og lade som om, at jeg bare er lille mig, uden forretning, uden brand, uden noget som helst andet end en (for det meste) glad familie og et liv, hvor jeg ikke hele tiden skal forholde mig til, om det nu også er det rigtige budskab, jeg sender ud, den rigtige måde, jeg sælger mig selv på.

Et liv, hvor jeg bare er.

Jeg er lidt træt af at sælge mig.

Sad lige og følte mig gammel…

I dag stiller jeg et enkelt spørgsmål:

Hvor gamle er i, og hvor gamle føler i jer?

Jeg havde svært ved at falde i søvn forleden. Intet nyt dér. Men så fik jeg den geniale idé at tage en selfie kl, 00:20. Genialt, eller noget. For jeg så (sgu) noget træt ud (tænk engang 😉 ).

Jeg så lidt gammel ud.

Og eftersom alt er relativt (ikke?), ser jeg selvfølgelig ikke gammel ud sammenlignet med én på 70 år, vel? Men jeg ligner heller ikke én, der er 20 mere. Og det føles lidt mærkeligt, selv om det giver god mening, eftersom jeg er født i 1980. For jeg er midt i 30’erne, og det er en voksen alder, men jeg føler mig ikke så gammel, som mine år – og ind imellem mit ydre – fortæller mig, at jeg er.

Samme dag, forleden, så jeg en plakat med Helena Christensen ved Rådhuspladsen, hvor hun havde rynker om øjnene.

Ok. Hun havde EN rynke. Men alligevel.

Og jeg tænkte, at hun stadig var smuk, men jeg blev overrasket over, at en supermodel fra mine unge dage har fået lov til at vise rynker på plakater. Hun må være mindst 45, smukke Helena, men jeg har sør’me aldrig set hende med rynker før. Og det fik mig igen til at føle mig gammel.

Når det kommer til stykket, sker det ret hyppigt, efterhånden, at min alder går op for mig, og det er ikke kun pga. det ydre.

Jeg har lidt svært ved at være hip med de hippe, når min søn på knap 4 søger hjælp hos sin far, fordi jeg ikke har styr på Minecraft, eller når jeg ikke ved, om jeg skal sige ja eller nej, når jeg bliver inviteret til det der Snapchat noget (og når jeg bruger udtryk som ‘hip med de hippe’, potato, potato 😉 ).

Det får mig til at føle mig gammel, at jeg, mens jeg har skrevet dette indlæg, netop har arrangeret første legeaftale for mig søn, som jeg lige har født (red: for 4 år siden på fredag 😉 ).

Jeg var nu ellers blevet så glad for den navlestreng.

Hilsen og god tirsdag,

Hende der aldrig havde hørt om Tinder, før hun opdagede Tinderslut.

 

 

Magic Robes SS15 countdown

Ud med død og ødelæggelse; nu er der godt nyt 🙂

Jeg har netop i dag fået bekræftet, at Magic Robes forår/sommerkollektionen er pakket og klar til at blive sendt til lille Danmark med forventet ankomstdato d. 25. februar. Og det er jo lige om lidt!

Det er lige om lidt, at min anden kollektion rammer butikkerne, og det gør den samtidigt med, at jeg er ved at lægge sidste hånd på min tredje og gå i gang  med nummer fire. Nummer fire, som i øvrigt hedder forår/sommer 2016. Og det er lidt mærkeligt.

Det er altså mærkeligt at arbejde så lang tid forud. For hvem ved, hvordan verden ser ud om et år? Men det er nu, der skal tegnes og designes, planlægges og lægges budget. Og så kan det godt være, at det er mærkeligt, at jeg så småt er i gang med min fjerde kollektion, allerede inden min anden er kommet ud. PicMonkey CollageSS15Det er det, men det er også tilfredsstillende. For deadlines gør underværker for motivationen, og overholdte deadlines giver en glæde og et drive, som er guld værd. Og når jeg nu, lige som jeg skal til at tegne igen, ser tilbage på min første kollektion, som er ude nu, og min anden, som kommer om lidt, og min tredje, som i kan se sneak peeks af HER, kan jeg med stolthed sige, at de kun er blevet bedre og bedre og bedre.

Jeg er en stolt børnetøjsmærke-mor i dag.

Og der er kun ti dage til min nye baby ser verden for første gang, og det er store sager.

Jeg håber, at i tager godt imod den 🙂

Ps. Jeg er også stolt over denne anmeldelse. MEGET.

I sikkerhed? Eller?

Jeg har tænkt på at skrive dette indlæg mange gange. Jeg er begyndt på det, men jeg er aldrig blevet færdig. Men i dag gør jeg det. For nu har jeg brug for at tale om det.

Jeg ved, hvordan det lyder, når der bliver skudt, og det er ikke fordi, jeg har det fra film. Jeg har skrevet om det, og jeg har bearbejdet det, og jeg synes, at jeg er sluppet ok fra det, alt taget i betragtning. Jeg plejer at rulle med øjnene af dem, der vover at foreslå, at jeg måske skulle tale med en professionel om mine oplevelser fra krigen dengang i starten af 90’erne. For jeg har grædt og snakket om det, og nu har jeg det fint. Jeg behøver i hvert fald ingen psykolog til at begynde at rode i noget, som hører fortiden til. Jeg har ikke tid til det, i øvrigt. Jeg har børn og en forretning, og desuden er livet for kort til at dvæle ved den slags.

Jeg er kommet videre.

Og jeg er cool, og det kører. Det eneste tidspunkt, hvor jeg husker, at jeg har været bange, virkelig bange, her i Danmark, var 11. september 2001. For jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at terrorangrebet i USA markerede begyndelsen på Tredje Verdenskrig. Og jeg var bange, men jeg var også sur, for jeg var lige begyndt at føle mig tryg – i sikkerhed – i Danmark, da det skete, og nu skulle vi fand’me til det igen. At frygte, at flygte, måske dø. Og det var uretfærdigt.

Men det gik over, at fortiden kom længere og længere væk. Jeg var rystet, hver gang et nyt terrorangreb overtog samtlige tv kanaler, og de kom tættere og tættere på. Sidst jeg begyndte på det her indlæg var det pga. en artikel om, at Danmark var det næste terrormål. Men jeg skrev ingenting, for der var alligevel ikke noget, jeg kunne stille op, og der var ingen grund til at pille i de gamle sår.

I dag ved 16 tiden kom jeg kørende på cykel i København som så mange gange før. Et ikke så sjældent syn, mig med drengene i ladcykel, på vej ud til mine forældre på Østerbro. Og da vi kom kørende ned af Jagtvejen til det kryds, hvor vi plejer at dreje, hørte jeg skud.

Jeg hørte skud. Jeg registrerede dem, selv om jeg havde travlt med at råbe et eller andet ned til drengene i ladcyklen. Sikkert noget i stil med ‘lad være med at slå ham’, eller ‘vi er der lige om lidt’. Og jeg vidste godt, inderst inde, hvad det var, men jeg afskrev det med det samme. For vi var i Danmark. På Østerbro. Ikke en krigszone.

Det var selvfølgelig fyrværkeri. Hvad skulle det ellers være? Og jeg tænkte, at det var mærkeligt, at der stadig var folk, der fyrrede af så lang tid efter Nytår, mens jeg ventede på grønt lys i Jagtvej/ Serridslevvej krydset.

Serridslevvej, gaden hvor Krudttønden ligger, og hvor én er død og tre sårede i dag.

Jeg overvejede et splitsekund at køre ned på legepladsen overfor Krudttønden og lade drengene hoppe lidt på trampoliner og gynge, da de elsker den legeplads. Jeg droppede det, fordi vi ikke havde fået vanter med, og fordi klokken allerede var over 16, og jeg godt kunne tænke mig, at vi fik et par gode timer med mine forældre, inden drengene skulle hjem og sove. Så vi ventede på grønt lys, og så kørte vi i den modsatte retning, væk fra Krudttønden, uvidende om hvad der var ved at udspille sig.

Jeg hørte om terrorangrebet, mens jeg sad hjemme hos mine dejlige forældre, som havde smidt alt for at lege med biler med Alexander og tumle med Philip. Og jeg fik ondt i maven ved tanken om, at der var sket noget så tæt på, og jeg tænkte, som jeg havde gjort før, at det er en f*cked up verden, vi lever i. Hvor forfærdeligt det er, at folk kan finde på at skyde, at dræbe. Det tænkte jeg, og så tænkte jeg ikke mere over det, for børnene skulle have noget at spise, Alexander skulle aktiveres med andet end computer, og Philip skulle skiftes, igen, igen.

Det var først, da jeg et par timer senere kørte hjem, og vi kom forbi krydset ved Serridslevvej, at det gik op for mig, at det ikke var fyrværkeri, jeg havde hørt få timer forinden.

Og det er derfor, at jeg endelig er klar til at skrive dette indlæg.

10342431_10102715198761768_5952726538703359144_n

Jeg havde haft mine børn med.

Mine børn havde været få hundrede meter væk, da skudepisoden fandt sted. Mens den stod på. Midt i København. Og de kunne have været endnu tættere på, hvis jeg havde husket vanterne og var kørt hjemmefra tidligere. De kunne have været i skudlinjen.

Og det er fandeme ikke i orden.

Jeg har ikke noget politisk budskab. Men for første gang i mit liv forstår jeg, hvordan det må have været for mine forældre under krigen i Bosnien. For jeg er skide sur og pisse bange, og jeg er alle mulige andre bandeord blandet med en masse andre følelser på én gang over én enkelt episode. Et enkelt skyderi, som vi ikke engang overværede med blot hørte og var i nærheden af.

Jeg er fyldt med følelser, fordi der kunne være sket mine børn noget. Og det er bare ikke i orden.

Jeg ved godt, at der ikke skete os noget, at andre var tættere på, og at der måske er børn, der har mistet deres far eller skal besøge ham på hospitalet, hvor han ligger såret, pga. det der er sket i dag. Min oplevelse er ingenting sammenlignet med den frygt, mine forældre må have følt hver eneste dag i over seks måneder, hvor min søster og jeg kunne være blevet dræbt. Og den er ingenting sammenlignet med, hvor hjælpeløse forældre må føle sig i lande, hvor deres børn bliver dræbt eller voldtaget eller dør af sult, år efter år efter år.

Dette er blot en fortælling om, at jeg måske ikke er så cool med det her krig noget, alligevel. Og at det ikke er i orden, at det er kommet så tæt på mine børn.

Det er slet, slet ikke i orden.

Vind for 4000 kr. brændstof

Jeg kan ligeså godt sige det, som det er; dette indlæg er sponsoreret. Når jeg vælger at skrive det alligevel, er det fordi opgaven lyder således: “…du skriver noget omkring, hvor du ville køre hen for 4000 kr. brændstof”, og jeg tænker rejser og begynder at dagdrømme.

Hvis i har læst bare en lille smule med her, ved i, at jeg er pænt ked af, at ham Hr. Andersen var den første til at udtale ‘At rejse er at leve’, for lige det citat ville jeg så gerne have på mit CV. For jeg mener det, men jeg kommer dæl’me ikke meget ud, nu hvor jeg har været så fjollet at kaste mig ud i et spil Matador med min lejlighed og butik som felter, der kan købes og mistes.

Men en gang imellem sker det, at jeg kommer på tur, og de sidste par gange har det været i bil, som fx. her. Og biler bruger brændstof, det ved selv amatører som jeg, og derfor synes jeg, at et indlæg, hvor der er mulighed for at vinde 2 gange gavekort på 4000 kr. til brændstof hos Q8, giver god mening.

I skal bare tilmelde jer Q8’s nyhedsbrev og krydse fingre, og jeg skal lige huske at skrive, hvor jeg ville køre (blive kørt) hen, hvis jeg havde 4000 kr. til brændstof.

on_the_road_2-t2
http://wallpaperswide.com/

Tænke, tænke… Normalt ville jeg sige ‘så langt sydpå, som jeg kan komme’, men netop i dag har jeg talt med min moster om min mormor i Serbien, som lige er fyldt 80 år. Jeg rejser aldrig tilbage til Eks. Jugoslavien (som i: jeg har været tilbage to gange, siden vi flygtede i 1992) , så hun har aldrig mødt min mand eller børn. Og hun er 80 år, og selv om hun har været gammel siden hun var 50, hvis i spørger hende (frisk som en havørn, hvis i spørger mig 😉 ), så er det måske en god idé at rejse ned til hende indenfor de næste par år. For jeg ved, at det ville betyde meget for hende at møde mine mænd, store som små.

Jeg bliver nu helt i tvivl om, hvorvidt jeg selv må deltage, når jeg nu skriver indlæg om konkurrencen, men nu har jeg virkelig lyst til at gøre det 😉

Har i også familie/venner, som i ikke har set længe, som i godt kunne finde på at køre ud til, hvis i fik brændstoffet gratis? Eller ville i gøre som jeg i min første indskydelse, pakke badetøjet og sætte kurs mod palmetræerne? 🙂

I kan deltage i konkurrencen her.

Hvad vil du være, når du bliver stor?

Jeg har altid vidst, at jeg skulle læse på universitetet. Ikke bare ønsket mig det, men vidst det. Jeg kommer ellers ikke fra en akademikerfamilie. Min fars forældre var, så vidt jeg ved, kontorfolk, mens min mormor var hjemmegående og morfar var murer.

Min mor var sygeplejerske og min far et eller andet maskinteknisk noget, som jeg den dag i dag ikke kan beskrive nærmere. Han havde læst biologi i et års tid, mener jeg, men sådan som jeg husker historien, gik han gik mere op i sportskydning og i min mor (den slambert 😉 ), end at læse, så det blev en kortvarig fornøjelse.

Jeg tror gerne, at han ville have læst videre på et senere tidspunkt, men eftersom han fik tvillinger med min dejlige mor ikke længe efter, og landet senere blev ramt af en krise og krig, var det ikke rigtig en mulighed.

Det er måske en af grundene til, at jeg altid har vidst, at jeg skulle læse på universitetet. For min far var altid, på trods af at han selv aldrig gennemførte, en stor fortaler for videregående uddannelser. Også min mor. Ikke at jeg fik at vide, at jeg skulle på universitetet, men fordi de gav mig så mange gode grunde til at vælge den vej, at jeg end ikke overvejede alternativerne, da jeg blev færdig med gymnasiet.

Men da jeg så var færdig, stod jeg pludselig med en lang liste over universitetsuddannelser i hånden – uden at vide, hvor jeg skulle sætte mit kryds.

Jeg gjorde det eneste, der gav mening; jeg satte mig ned og brugte udelukkelsesmetoden.

Ingen naturvidenskabelige fag, ingen enkeltsprogfag eller lingvistik. Samfundsvidenskabelige fag har aldrig interesseret mig (valg føles hver gang som en eksamen, hvor jeg ikke kan det rigtige svar og sætter kryds efter mavefornemmelsen, fordi jeg synes, at jeg engang har læst eller hørt noget om noget, der er relevant), og det samme gjaldt de sundhedsmæssige og erhvervsmæssige. Og pludselig var der ikke så mange fag tilbage.

Det endte med Egyptologi, men det kunne ligeså godt være blevet Eskimologi. For nu var vi nede på få fag, hvor jeg både kunne få sprog, kultur, historie (og lidt Indiana Jonas, indrømmet 😉 ), samme sted, og det føltes ok rigtigt. Ikke sådan ‘ jeg skal ind på min drømmeuddannelse – agtigt’, men det var ok. Det var det, der var tilbage, efter jeg havde steget alt det andet på papiret over, og så var det ok, ikke?

Så jeg startede, og jeg læste trolig, i hvert fald indtil jeg startede på kandidatdelen og måtte indrømme overfor mig selv, at jeg slet, slet ikke brændte nok for det, til at det gav mening at fortsætte. Men jeg skulle jo have en kandidatgrad, selv om både familie og venner sagde, at jeg kunne gøre det, som jeg syntes, så jeg fik sweettalket mig ind på RUC, hvor jeg fik lov til at tage de sidste to år på kandidatniveau på Historie og Kultur- og Sprogmødestudier, uden at jeg skulle starte forfra, når jeg nu kom med en anden bachelor.

Det brændte jeg så heller ikke rigtig for, men jeg gennemførte, og jeg var meget stolt, da jeg fik mit resultat og diplom. Og så stod jeg dér, med en uddannelse og en masse sparsomme SU år bag mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle.

Nu havde jeg fået den universitetsuddannelse, som jeg havde sat mig for. Jeg havde fået beviset, og nu vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med det. Så jeg gjorde det obligatoriske. Jeg søgte jobs. Først relevante, siden hen tæt relaterede. Et år og et udlandsophold senere endte det med et vikariat i et realkreditfirma. Det blev til en fastansættelse. Jeg var i en branche, der ikke sagde mig noget, men jeg var igen i gang med at lære, og jeg havde nogle søde kollegaer. Min søster arbejdede desuden i samme firma, og det var hyggeligt at spise frokost sammen hver dag. Det var også hyggeligt at flirte med ham Rune fra projektafdelingen, som jeg (gudhjælpemig 😉 ) endte med at blive gift og få børn med. Og det var rart med trygge rammer og løn.

Men da jeg skulle tilbage efter barn nr. 2 måtte jeg sande, at det heller ikke var noget, som jeg brændte for. Folk spurgte, hvad jeg så skulle. Om det her ikke var en oplagt mulighed for at søge igen indenfor mit eget felt. Men jeg havde ikke noget felt.

Jeg havde en uddannelse, som jeg ikke havde lyst til at dyrke yderligere, og som i øvrigt var forældet, og finansbranchen havde aldrig været mig (selv om jeg må indrømme, at min opfattelse af finansfolk har ændret sig væsentligt – positivt – efter at have været i branchen).

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle.

Da en veninde foreslog, at jeg skulle starte mit eget, grinte jeg, fordi jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle være selvstændig. Hah! Og hvad skulle det lige være indenfor? Men mens jeg sad der med min baby på skødet, tænkte jeg, at det måske ikke var så tosset at åbne en lille webshop. Bare for at snuse til noget nyt. Noget med børn, som jeg lige pludselig var blevet betaget af, da jeg var gået fra at være enlig til at være bonusmor til én og mor til to på under tre år. For børn var dejlige, og børnetøj var noget, som interesserede mig på grund æstetikken. Jeg vidste ingenting om salg eller mode, men jeg vidste noget om børn og kunst, og hvis jeg gjorde det som sidegeschæft, kunne det ikke gå helt galt, vel? 😉

Men jeg kunne ikke dy mig, kunne jeg? Jeg kunne ikke gøre det halvt, og ikke længe efter sprang jeg. Sagde jobbet op og åbnede en fysisk butik. Og det tog ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at købmand ikke er det, jeg skal være resten af mit liv. Jeg ville hellere skabe noget, så det gjorde jeg. Først med læringsvideoerne og siden hen med Magic Robes. Jeg begyndte at tegne igen for første gang i mange, mange år, og pludselig var jeg børnetøjsproducent.

Jeg har aldrig vidst, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor.

Men jeg fortryder ingen af de valg, som jeg har truffet i mit liv, for de har alle lært mig noget. Jeg er så glad for, at jeg har fået min uddannelse, rejst og arbejdet i finansbranchen. For de valg har været med til at forme mig, og jeg har nydt det hele.

Jeg tror aldrig, at jeg finder den ene ting, som jeg skal være, når jeg bliver stor. Jeg tror ikke, at det er meningen, at jeg skal finde den. Jeg tror, at mit drømmejob kan være hvad som helst, så længe jeg lærer. Så jeg længe jeg udvikler mig. Så længe der er plads til mig og plads til at vokse.

Lige nu er jeg selvstændig med butik og børnetøjsmærke. Og det er fedt, fordi jeg udfylder så mange roller, og fordi ingen dage er ens. Fordi jeg får lov til at være kreativ og lære noget nyt – hver dag. Rykke grænser, udvikle mig.

Men børnetøj ikke er noget, jeg brænder for mere end de andre ting, jeg har brugt min tid på. Folk kommer tit ind i butikken og spørger, om det ikke er fantastisk at have gjort noget, som man har gået og drømt om  – antaget at jeg altid har drømt om at få min egen børnetøjsbutik. Og jeg mumler altid et eller andet med, at jo, det er fedt at have mit eget, men sandheden er den, at det aldrig har været min drøm, det her.

Jeg drømmer ikke om erhverv. Det har jeg aldrig gjort.

Jeg sætter mål, og jeg trives med at arbejde for at nå dem.

Så mit drømmejob er i virkeligheden et job, hvor jeg får lov til at lave noget, som udfordrer mig. Noget som jeg nyder. Noget som Magic Robes, lige nu, og forhåbentlig mange år frem.

Og så er det ok, hvis det næste karriereskridt bliver at være den sejeste Banko bedstemor på et plejehjem i solrige Australien eller Brasilien om 40 år.

Det kan jeg lige klare 🙂