Bring it, februar!

Vi har talt ned til februar i ca. 20 dage nu. Helt præcist fra den dag Alexander spurgte ind til, hvor lang tid, der var til hans fødselsdag. Så vi har talt ned, og nu er vi snart i februar, og lige pludselig går det op for mig, at morgendagen ikke kun markerer, at vi er gået ind i den måned, hvor storebarnet fylder 4 år, men at det også betyder, at Iben Erica har været med på Seje (drenge?) holdet i en måned!

Og det kræver en form for statusopdatering, eller? 🙂

Jeg vil ikke gå ind i de kedelige detaljer omkring, hvad vi har sat i gang af projekter og mål, og hvad vi har opnået. Det er lørdag aften, og jeg var ude i går, og det er lørdag aften (har jeg allerede sagt det? 😉 ), og det korte af det lange er, at det tager tid at udrette de mirakler, vi havde sat os for, og at vi stadig er i ‘knokl-og-kryds-fingre’ fasen. Men når det så er sagt, så kan jeg ikke andet end at rose Iben for hendes indsats.

Hun er en dejlig, arbejdsom pige, som har en masse gode idéer, og som ikke er bange for at starte nye projekter, selv om jeg ikke altid jubler 😉 Hun har heller ikke har noget problem med at lave det kedelige arbejde som at trække 100 varer ud af webshoppen eller gøre rent i butikken, så jeg.kan.ikke.klage!

Vi er vidt forskellige på mange punkter og uhyggeligt ens på mange andre, og det fungerer (selv om man kunne mene andet pga. denne henvendelse fra Arbejdsstyrelsen 😉 ).

I korte træk: samarbejdet fungerer! Selv om der ikke er meget plads i den lille butik, hvor jeg var alene i små to år (hvis vi ser bort fra hjælpen fra mine søde vikarer).

Jeg savner ikke ensomheden.

Jeg nyder at have Iben hos mig, og jeg tror på, at det her nok skal lykkes, selv om det tager tid.

Derfor kan jeg helt objektivt konkludere, at februar bliver en god måned 😉

Og det er kke kun fordi Alexander fylder 4 år.

 photo PicMonkeyCollageAlexander_zps42448d5c.jpg

En reminder

Jeg vil bare lige huske jer på, at i HER kan deltage i en konkurrence om en masse Nescafé og et sleeve tegnet af Anders Walter. Hvis i ikke ved, hvad jeg mener, når jeg siger ‘sleeve’, eller hvem Anders Walter er, så kan i også læse dét HER 😉

 photo nescafe2_zps349bb112.jpg

Sidste chance for at deltage er i morgen, og når jeg husker jer på det allerede nu, er det fordi jeg i aften skal til housewarming hos en gammel kollega 🙂 Ikke at jeg forventer, at det bliver så vildt, at jeg ikke er i stand til at skrive i morgen (åh gud, det håber jeg ikke! 😉 ), men det er et pænt safe bet, at jeg kommer til at være en lille smule træt (festabe? me? noooo 😉 ).

Så jeg glæder mig til i aften, og jeg glæder mig til søndag, hvor der skal tages billeder til efterår-/vinter kataloget til Magic Robes. Det var en lille smule nervepirrende sidst, men denne gang er jeg sikker på, at det bliver super nemt og top hyggeligt (eller noget) 🙂

Anyway, jeg håber, at i vil deltage i konkurrencen HER, og så vil jeg også lige fortælle jer, at jeg har lavet en Iværksættermor Facebook side, og at jeg ville blive glad, hvis i gik ind og ‘likede’ den 🙂

 photo a33c328d-8c93-4d81-acf4-b943ff992665_zpsab14e609.png

Tusind tak og god weekend!

Hvad har jeg gjort?!

For en halv time siden, da jeg havde puttet drengene, sad jeg og tænkte, hvad mon jeg skulle skrive om i dag. Havde ikke så meget spændende at dele, ej heller dybe tanker om ligegyldige emner, mærkeligt nok (og lidt bekymrende 😉 ). Overvejede faktisk helt at lade være, og det ville jeg nok have gjort, hvis ikke denne besked ikke havde bimlet sig til min opmærksomhed.

 photo 2d328207-cf49-4ff9-a6dc-d3a6c5e0cdfd_zps874cc16d.png

Se, den fik mit hjerte til at hamre, og min krop til at søge et godt gemmested.

Arbejdstilsynet har skrevet til mig?

Aghh!

Kender i det, når man ikke har gjort noget, men man alligevel ikke kan lade være med at tænke “Åh nej, nu bliver jeg busted!”? “Festen er slut, og jeg får som fortjent.” Eller: “Jeg håber ikke, at bøden bliver for stor”?

Hvorfor skulle de ellers skrive til mig? For godt nok har jeg ikke gjort noget, men så må det være det, der er galt. Jeg må have overset noget, noget vigtigt, siden jeg skal ind på e-boks, den mærkelige portal, som ellers kun bruges til kontooversigter, som ingen læser alligevel, men som vi alle ved, at vi bør tjekke ofte.

Hvad har jeg glemt?!

Det er ikke så lidt, man kan glemme, når man har egen virksomhed. Der er masser, og min frygt her skyldes ikke, at jeg aldrig har kvajet mig, skal jeg hilse og sige. Men lige Arbejdstilsynet? Og under en måned efter jeg har fået min første fastansatte? Har hun allerede klaget?! 😉

Der var ingen vej udenom e-boks. Jeg var nødt til at åbne den mail.

Så det gjorde jeg, og det viste sig….

… at være ‘Velkommen til den seje arbejdsgiverklub, og her er vores ligeså seje pjece om hvordan du får en god start’.

 photo f19ddcc2-b223-45ac-a4f5-fb4a341c71db_zpsa95753e2.jpg

Puha.

Så fik de mig ikke denne gang 😉

Ps. Det er bare en joke, hvis i læser med fra Arbejdstilsynet. Jeg har virkelig ikke gjort noget 🙂

Tak

I dag vil jeg bare gerne sige tak. Jeg glemmer det, nogen gange, at stoppe op og sige tak, men nu har jeg jer, og i skal have krea-tak og hele molevitten 😉

 photo b2841e67-fa3d-4d3f-8f9b-9b015b28fb00_zps97f97f2e.jpg

Tak fordi i tager jer tid til at kommentere her på bloggen, og tak fordi i gør det på Instagram og Facebook.

Tak fordi i tager jer tid til at fortælle mig, hvem i er, og hvordan i har fundet bloggen. Tak fordi i deltager i mine konkurrencer, og tak fordi i giver gode råd og rosende ord, når jeg har brug for dem.

Tak fordi hjælper, hvor i kan.

Tak fordi i er der.

Tusind tak.

 

 

Jeg er ikke og bliver aldrig…

… en supersælger.

Mange af jer ved formentlig (om ikke andet fordi billederne derfra er overalt på Instagram), at der i øjeblikket er børnetøjsmesse i Forum, CIFF. En messe meget lige den, som vi besøgte i Köln tidligere på måneden, som er så fin, så fin, hvis man ellers interesserer sig for, hvad børn kommer til at tørre bussemander og leverpostejsfingre i til næste år 😉

Jeg var også forbi i går for at se på de fine efterår/vinter 2015 kollektioner, for Forum er jo så dejligt tæt på Nørrebro, og farmor var så sød at passe børnene i et par timer. Men jeg vil spare jer for mine tanker om tendenserne indenfor børnemode, og i stedet får i en anekdote fra i formiddags.

For ligesom jeg syntes, at Forum var så dejligt tæt på mit hjem og butik til, at CIFF var turen værd, var der nogle af CIFF’s udenlandske besøgende, der havde fundet vej til min lille butik på Nørrebro, mens de var ved at udforske området (vil gerne bilde mig selv ind, at de var kommet kun for at tjekke Sejedrenge.dk ud, men øh.. næppe) 😉

Altså, jeg ved ikke med 100% sikkerhed, at de var børnetøjsforhandlere fra udlandet, men de talte italiensk, de kendte alle mærkenavnene i butikken, og de kiggede meget interesseret på ALT i butikken uden at købe noget på en dag, hvor CIFF messen bliver afholdt under 1 km derfra (sagde hun med en overbevisning, som var Sherlock Holmes værdig 😉 ). Og mens jeg prøvede at se ud som om, jeg havde travlt med andet end at gætte mig til deres identitet, fangede jeg mig selv i at tænke, at det her var en enestående chance for at introducere mit eget mærke, Magic Robes, for en udenlandsk forhandler.

Jeg havde dem lige foran mig, på min hjemmebane, med alt tøjet lige dér, hvor de kunne se det og mærke det. Og jeg tænkte; Jeg gør det. Jeg går over, jeg charmer, og jeg imponerer. Hiver den hjem.

Italy, here we come!

Men. Men, men, men, jeg havde ligesom allerede spurgt, om de skulle have hjælp, og de havde ligesom fremstammet, på mindre elegant engelsk, at de bare ville kigge. Og det skal man respektere, ikke?

Men selv om de havde sagt nej tak til hjælp, så var det jo noget helt andet at starte en casual snak, ikke? En casual snak om, hvordan jeg helt tilfældigvis producerer verdens lækreste økotøj, og hvor godt det sælger, og at de selvfølgelig skulle have lov til at importere det til Italien, sådan helt undtagelsesvis, når vi nu havde hilst på hinanden og så’en. Ikke? 🙂

Min plan var på plads, jeg var klar, og i det jeg tog det første skridt imod dem, sagde de pænt farvel og smuttede.

Bye bye, Italy.

 photo _35_zps76367692.jpg

Jeg bliver aldrig en supersælger.

Måske er det fordi jeg skal sælge mit eget produkt? For jeg har ingen problemer med fx. at sælge konkurrencer, når jeg synes, at de er fede, og at jeg selv har lyst til at deltage. Som fx. DENNE HER,  hvor jeg finder vinderen allerede d. 1. februar.

Hvad siger i? Kan alle lære at tænke ‘salg’ og close dealen anytime, anywhere? Eller er det noget, man enten kan eller ikke kan? Og nu vi er ved det; sig lige til, hvis i kender en enkelt eller to, der bare mestrer det der salg. For jeg kan (tydeligvis) bruge både salgsagenter til at sælge Magic Robes til forhandlere, og salgskonsulenter til homeparties.

Hvem er i?

Her på det seneste har jeg tænkt lidt over, hvem der egentlig læser med her.

Jeg kender selvfølgelig nogle af jer, og jeg genkender navnene i kommentarfeltet, når de går igen. Jeg ved også, at nogle af mine venner og familiemedlemmer læser med, og derfor prøver jeg ikke at skrive noget, som min mor ville blive ked af at læse 🙂 Og tit tænker jeg, at i jo heller ikke er så mange (ikke som dem, der læser med hos hende her fx.), og bilder mig selv ind, at det her egentlig er lidt en hemmelig dagbog 🙂

Men så kommer min søde regnskabsdame til vores årlige møde og fortæller mig, at hun nogle gange kigger med, og så ringer en gammel kammerat, som jeg ikke har talt med i flere år, og siger det samme. En gang imellem kommer der en kunde i butikken, som nikker genkendende, når jeg fortæller, at mine drenge også har de bukser, som hun er ved at købe. Og det er så hyggeligt, men jeg kan ikke lade være med at blive lidt angst og tænke, holy moly, i læser jo rent faktisk det, som jeg nedfælder her, og jeg ved ikke engang, hvem i er!

Så nu spørger jeg, fordi det nu er den nemmeste vej til svar 😉

Hvem er i?

Er vi gamle venner? Eller er i endt her tilfældigt? Via en blog? Måske skriver i selv (del, del, del! 🙂 ). Eller måske er i begyndt at læse efter et besøg i butikken? En anbefaling? Facebook annonce? Eller er i blot faret vild og er på vej videre?

Jeg glæder mig sådan til at læse jeres svar 🙂

Holy crap!

 

 

Da jeg her i starten af ugen skrev om alt det, der ventede mig, vidste jeg ikke, hvor mange af tingene på listen, jeg ville nå. Seriously – ved man nogensinde det?

Men jeg kan nu ganske tilfreds og lettet sige, at jeg fik holdt de møder, som jeg skulle, jeg fik givet blod, og lur mig ikke, om jeg på søndag ikke kan sige, at jeg også fik tabt mig det ene kilo, som jeg havde sat mig for.

!!!

Det tegner da til at blive en af de bedste uger længe! 🙂

For ud over ovenstående, så har mit mærke Magic Robes fået to nye forhandlere, og der bliver ved med at komme gode anmeldelser og folk, der gerne vil købe det. Tænk at alt det, som jeg har arbejdet for, begynder at give noget! 🙂

Det eneste minus skulle så lige være det, at Iben-Erica, som jeg arbejder sammen med, nu har fået oprettet en blog 😉

 photo ibenericafb_zpsb626f58c.jpg

En af dem, hvor hun kan skrive det, som hun  vil  – også om sin nye stilling hos Sejedrenge.dk.

Men så er det godt,  jeg er så sød og venlig og erfaren som arbejdsgiver, eller noget? 😉

Spøg til side; Iben er super sød og værd at følge (om det så er for sladder, for jeg dikterer IKKE hvad der kommer på den blog).

Ps. 2 nye forhandlere! 🙂

 

Karma. Åh, karma.

For ikke så lang tid siden blev jeg spurgt om, hvorfor jeg hjælper folk. Hvorfor jeg bruger tid og blogindlæg på folk og ting som ikke genererer penge. For de er gode at have, penge, bare sådan lidt, hvis man ellers går op i mad og tag over hovedet og den slags. 😉

Og jeg tænkte over det, og jeg svarede, at det har noget at gøre med den fantastiske størrelse, der hedder KARMA.

Ja, jeg ved godt, at lyder hippie-agtig, og fred være med det (hiipier og fred, gettit? 🙂 ), men jeg mener det sør’me. For så sent som her til aften har jeg været sammen med en veninde, som er en fantastisk fotograf og har hjulpet mig en hel masse uden nogensinde at have bedt om noget til gengæld.  Og for få dage siden så jeg en anden veninde, som har været mindst ligeså gavmild med venindetjenester, og som aldrig har fået mig til at føle, at jeg skyldte hende noget.

Dem har der været flere af på det seneste, også nogle, som jeg ikke kan linke til 🙂

Og det er stort.

Det er god karma.

Der er dem, der påstår, at vi voksne tænker rationelt og aldrig hjælper andre, med mindre vi selv får noget ud af det – om det så er følelsen af at have hjulpet et andet menneske, der er belønningen.

Og jeg forstår tankegangen, for det er sådan jeg har det, når jeg giver blod, bare for at give et eksempel, men der er (sgu) også ting, som jeg gør, bare fordi jeg gerne vil have, at et andet menneske får succes/glæde/en nemmere hverdag ud af det – og ikke fordi jeg søger en belønning. Det gør jeg!

Det at være selvstændig er hårdt. Og en klog kvinde fortalte mig engang, at noget af det hårdeste ved det at være selvstændig er, at man ikke har en chef eller kollegaer, der kan fortælle én, at man gør det godt. En kvinde, som, om nogen, har og bliver ved med at imponere. En kvinde, som hjalp mig bare ved at skrive, at hun forstod.

Det kan godt være, at jeg ikke altid hjælper dem, der hjælper mig. Men gode gerninger er gode gerninger, og karma er karma.

Just sayin’. 🙂

Seje drenge – WTF

Der kom en pige ind i butikken forleden og spurgte efter noget, som jeg desværre ikke havde. Øv, altså. Jeg ville ønske, jeg havde alt. Men det har jeg ikke, og så sagde hun, at hun lige havde noget, hun gerne ville sige. Og det var, at hun følte sig stødt af butikkens navn.

Sejedrenge.dk.

Jeg spurgte naturligvis hvorfor, og hun svarede: hvad så, hvis man har en dreng, der ikke er sej?

.”Alle drenge er da seje”, svarede jeg så (og det mener jeg – også om piger!), og allerede dér var vi ude i, at det var hendes egen fortolkning, der havde provokeret hende, og ikke det, som jeg lægger i *seje drenge’.

Jeg  spurgte hende så, hvad hun opfattede som ‘seje drenge’, og hun svarede ‘ drenge, som var modige og vilde osv.’. Og jeg tænkte (og sagde), at jeg mente det samme, men at jeg også syntes, at det var sejt og modigt, når en dreng kunne lide lilla, legede med dukker eller gerne ville gå i nederdel.

Jeg vil ikke diktere, hvad en sej dreng er.  Jeg kunne ligeså godt have kaldt butikken ‘søde drenge’.  Jeg syntes bare, at ‘Seje drenge’ lød bedre.

Men jeg er i tvivl nu.

Det var ikke min intention at støde nogen. For et år siden ville jeg måske have kæmpet for sagen. Min yngste, Philip, har lige fået nye gummistøvler, som er lilla. Men  måske er det nemmere at flyde med strømmen.

Fortsættelse følger.

Vind, vind, vind! Hvem kan ikke lide…?

… en rigtig god præmie!

Hvis i kan det, så læs med, for jeg er virkelig sikker på, at der er mange iblandt jer, der vil synes om det, som i kan vinde her 🙂

Grunden til at jeg siger det er, at jeg nærmest dagligt møder mennesker, som undrer sig over, at jeg kan overleve uden vidundermidlet kaffe 😉 Og jeg kan nu afsløre, at det er et talent, som jeg har, ét som jeg er pænt sikker på, at jeg ville kunne tjene gode penge på i et cirkus 🙂

Jeg drikker ikke kaffe.

Jeg kan godt, bevares, og jeg kan faktisk også nyde en kop et par gange eller fire om året. Men jeg er lidt misundelig på alle de mennesker, som ELSKER en kop kaffe, for jeg elsker det blik, som folk får, når de tager en slurk og bare slapper af med en kop kaffe i hånden. Hvem vil ikke have det?! Men efter jeg i mine uge dage har forsøgt mig med smøger af samme årsag og fejlet med et brag, må jeg vist hellere acceptere, at mine smagsløg og afhængigheder skiller sig ud. Sad but true.

Lige til cirkus, siger jeg jo 😉

Når jeg så har valgt at lave en konkurrence i samarbejde med Nescafé, hvor i kan vinde 3 store glas og en (eller er det et?) ‘sleeve’ (som det så smart hedder), der gør glasset rigtig lækkert at se på, er det fordi jeg ved, at mange af jer ville blive glade for det 🙂

 photo IMG_20150115_125502_zps9ca7b72d.jpg

 photo nescafe2_zps349bb112.jpg

Og fordi jeg gerne vil gøre det ekstra lækkert, har jeg valgt ikke at åbne det store glas med sleeve, som jeg har fået til at test, og vælger i stedet at udlodde det som trøstepræmie!

Det betyder, at der er to præmier:

Hovedpræmien: 3 store glas Nescafé med sleeve, som i øvrigt er tegnet af Anders Walter (ja, Oscar vinderen Anders Walter, som er tvilligebror til sangeren Rasmus Walter)

Og Trøstepræmien: 1 stort glas Nescafé med sleeve, også tegnet af Anders Walter.

 photo Anders-Walter-still-photo-credit-Rasmus-Heise_zps83f1a18c.jpg

Det eneste, som i skal gøre for at deltage, er at kommentere herunder, hvorfor det er, i elsker kaffe.

Hvem ved? Måske ender det med, at jeg bliver omvendt? 🙂

Ps. De to nederste billeder er taget af fotografen Rasmus Heise.