A beautiful mess

Det er det, vi er, Katrine og jeg. Det er vi blevet enige om, og så kan det ikke være anderledes!

Vi er to flinke, rare og søde blogdamer, som deler – pænt meget, faktisk – og ikke altid om de ting, vi er bedst til. Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være (som jeg også så fint fortæller om live lige her. 😉 ), og fordi vi nyder at have blogs, hvor det er tilladt at skrive om alt – også det uperfekte.

Derfor kan det ikke komme bag på jer, der har læst med før, at Katrines og mit liv er noget rod en gang imellem. Det vil man så også kunne se på vores adventskalender her i blogland! 🙂

Nu, hvor alle andre bloggere begynder at udlodde præmier til heldige læsere i den ene julekalender efter den anden, vil vi selvfølgelig også gerne med. Men vi vil gerne skille os ud og ikke kun tilbyde jer giveaways. Vi vil gerne afsløre noget, som i (måske) ikke vidste om os, bryde nogle clichéer, lave lidt sjov med glansbilledet. Vi vil gerne vise jer noget, som gør os til det uperfekte ‘beautiful mess’, som vi er :-).

Vi starter i dag, hvor Katrine, som også er på Facebook  og Instagram, står for dagens skønne, skønne giveaway, og jeg spørger, om i ikke vil sige pænt goddag til Iværksættermor og til moi, ucensureret: Mor med butik 😉

God søndag 🙂

 photo mormedbutik_zps1a7a1ea5.jpg

 

Langt de fleste morgener spiser ‘Mor med butik’ rester til morgenmad. Gerne kolde.

Vinter i USA

Jeg er helt tosset med USA. Jeg elsker det, og jeg elsker at hade det.

Sådan havde jeg det også med det længe før jeg fik mulighed for at besøge landet for første gang i 2005. For jeg havde selvfølgelig en mening om det, som vi alle sammen har, om vi har været der eller ej. For vi kender det, vi gør, selv om det bare er fra film.

Og jeg synes, at det er fantastisk. Det er stort, vildt, overvældende og vanvittigt. Det fandt jeg også ud af, da jeg var udvekslingsstuderende lige udenfor Washington DC for snart ti år siden.

Jeg var en grad student -læste på kandidatniveau- og de har det ikke nær så sjovt som undergrads. Grad students er mennesker, som ofte har arbejdet i nogle år og er vendt tilbage for at efteruddanne sig, og det er de færreste af dem, der passer ind i det vilde  campusliv, hvor man deler et værelse med en tilfældig fremmed og tager til de vildeste frat parties a la American Pie 🙂

Men det var nu også ok. For jeg havde en kæreste i Texas, som jeg havde mødt et halvt år forinden, mens han læste i København. En rigmandssøn som var vokset op i L.A. i en familie, hvor faren var filmmand og mor hjemmegående, og han ikke manglede noget. Da han så skulle starte på universitetet, var hans familie flyttet til en kæmpe villa udenfor Dallas i Texas, og det var dér, jeg for alvor lærte at elske – og elske at hade – USA.

Jeg kender rigtig mange, som synes, at New York er det sejeste seje i hele verden. Den fedeste by. Og selv om den selvfølgelig er skøn, så var jeg ærligt talt lidt skuffet, første gang jeg besøgte byen. For den er fantastisk og overvældende, men den er en metropol, som så mange andre. Men forstaden i Dallas: den glemmer jeg aldrig.

Jeg glemmer aldrig mit første møde med min daværende kærestes forældre. Især hans mor, som havde læst noget der ligner interiørdesign på universitetet, men aldrig havde brugt det professionelt. En kvinde, som var vældig flink, men som havde en facade, som jeg aldrig trængte igennem. En forstadsfrue. En desparate housewife, som brugte fantastisk meget tid og energi på at fremstå succesfuld og smuk ud udadtil. En kvinde, som aldrig viste sig i andet end sit fineste tøj og lækreste make up, og som kunne smalltalke øret af en om livets mest ligegyldige ting. En kvinde, som jeg havde meget lidt til fælles med.

Men hun var sød ved mig (selv om jeg ikke tror, at hun brød sig om flygtningen fra Bosnien, som havde ambitioner større end at gifte sig til penge, og i øvrigt ikke var troende – gisp!), og det var min kærestes far også. Det samme kan jeg sige om deres familie i en lille by et andet sted i Texas, hvor min kæreste og jeg blev installeret på to forskellige værelser, da vi var derovre for at holde jul. Det var uhørt, at vi skulle dele værelse for slet ikke om tale om sengen, på trods af, at vi nærmest havde boet sammen i København. Vi var jo ikke gift 🙂 Et vanvittigt besøg i øvrigt, og en nat, hvor der ikke blev sovet særligt meget, ikke kun fordi vi blev ved med at mødes (i al hemmelighed) som to fnisende teenagere, men også fordi jeg var rædselsslagen for at lukke øjnene og vågne op med en skorpion på hovedpuden – for de kunne godt finde på at snige sig ind, når døren blev åbnet om dagen, var jeg blevet advaret (!)

Jeg var i Texas i forbindelse med julen, og jeg kan huske, hvordan jeg følte mig dybt mærkelig, mens alle så amerikansk fodbold og heppede, som gjaldt det livet, efter vi havde spist, og jeg mindes endnu bedre alt det julepynt, som lyste om kap på de store villaer i de velhavende kvarterer. Hele gader var oplyst med milioner af julelys og dekorationer, som jeg ikke ikke har set mage til siden.

Det var overdådigt, det var vildt, og det var vanvittigt. Og da jeg få dage senere var stod i L.A. og skulle holde nytår med min kæreste hos en af hans venner, som havde hus på samme gade som Tom Hanks (min kæreste havde i øvrigt gået på samme skole som Paris Hilton), følte jeg mig endnu en gang som én fra en anden planet.

Jeg passede ikke ind, men jeg sugede det hele til mig. Alt fra de vanvittige mængder af alkohol og hash, der blev indtaget, til spritkørsel, som blev opfattet som normalen, fordi det offentlige transport var umuligt, til smalltalken om en branche, som jeg kun kendte til via min erfaring som flittig medarbejder i Blockbuster – og meget, meget mere.

Det var syret, og det var vildt og fantastisk på samme tid. Ligesom på film, og så alligevel ikke. Og selv om jeg på mange måder overhovedet ikke kunne forholde mig til det, så blev jeg aldrig træt af det. Da jeg tog hjem efter endt studieophold, ville jeg gerne have mere – og det kan jeg stadig mærke, at jeg gerne vil. Ikke ligeså meget som Australien, men jeg er slet, slet ikke færdig med USA endnu.

Jeg elsker det – og jeg elsker at hade det 🙂

 

De pokkers positive mennesker!

Jeg har været gnaven hele dagen. Mega irriterende. Især for dem, der står mig nær. Kun for dem, egentlig, for den slags går aldrig ud over fremmede, vel? 😉 Hvad skulle det ligne, hvis jeg begyndte at vrisse af kunderne eller pædagogerne eller dem, jeg møder på gaden? Det gør man bare ikke.

Så jeg har været lidt kort for hovedet (bare lidt) overfor min mand og overfor min søster, fordi de er familie, og det at finde sig i dårligt humør fra min side er en del af jobbeskrivelsen, ikke? Man beder jo også lidt om det, gør man ikke, når man er så fræk at ringe og begynde at spørge ind til min forkølelse, når det tydeligvis ikke er det, der bekymrer mig, vel? 😉

Jeg har svælget i min egen elendighed, dyrket den, og jeg har været irriteret (i al hemmelighed), når folk – glade folk – er kommet uanmeldt forbi butikken og prøvet at smitte mig med positive tanker. For pokker da også – må jeg så få lov til at være tvær?! 😉

Det fik jeg ikke. Jeg har netop lukket døren efter en kunde, som så mange andre kom glad ind og ville snakke. Han var fra Island, og han skulle have en gave til en lille dreng, der også bor der. Og mens vi kiggede efter den perfekte gave, fik han drejet snakken over på Island, et land som jeg besøgte, da jeg var 15 år, sammen med min folkeskoleklasse. Og mens han talte om vandfald og geysere og jord, som man kan bage sit brød i, og hans øjne fortalte mere end hans ord, overgav jeg mig.

Der er alt for meget smukt i denne verden til at være gnaven over småting.

Pokkers også 😉

Så nu vil jeg tage hjem og fejre min nieces 5 års fødselsdag med alle dem, jeg elsker allermest. Jeg vil give dem et ekstra stort kram og et kys, fordi de fortjener dem, og så skal vi hygge os.

Og så må jeg finde en anden dag til at være gnaven 😉

 photo IMG_20141128_163811_zps7521bb9d.jpg

Når lykken er at prikke til storebrors fødder i toiletbåsen ved siden af ens egen.

 

Link til ‘ugens blogger’ i Kont@kt

Ok. Nu har jeg set det indslag, som jeg skrev om tidligere.

Indtryk: Det var (sgu) ok for en debut! 🙂

Det var ikke min bedste vinkel, og jeg fik ikke sagt halvdelen af det, som jeg havde øvet mig på, mens jeg cyklede derud i morges (og da jeg lagde mig til at sove i går, og da jeg stod op i morges og, og, og.. 😉 )- men det kunne have været meget værre.

Se indslaget her og døm selv 🙂

Ps. Hvis der er en enkelt eller to, der er nysgerrige hvad angår ABC videoerne, kan de ses ganske gratis her.

 

 

 

TV debut: ugens blogger

Jeg har i dag været et smut forbi TV2 Lorry, hvor jeg var med i Kont@nt som ugens blogger. Jeg ved ikke, om i kender indslaget? Jeg kendte det ikke, mest fordi det bliver vist live kl. 12:35 (hvor jeg er på arbejde), og genudsendt kl. 17:35 (hvor jeg er hjemme med drengene og skal være heldig for at få lov at tjekke min mobil) og kl. 22 (hvor jeg foretrækker let og blodig underholdning som Criminal Minds 😉 ). MEN, efter flere bloggere, som jeg kender, har været med, er jeg begyndt at se det på TV2 Lorry’s hjemmeside.

Jeg synes faktisk, at det er rigtig sjovt og spændende at se de mennesker, som jeg så tit læser om eller ser billeder af, live, og at høre dem tale om deres blogs. Det er ikke altid, at de ser ud eller lyder, som jeg forestiller mig, og nogle gange bliver jeg overrasket over de ting, som de lægger vægt på. Jeg synes, at jeg lærer dem lidt bedre at kende, når jeg ser dem i fjernsynet, så da jeg fik mulighed for at være med, spang jeg til – pænt ivrigt 🙂

 photo 20141127_133401_zps1f343c59.jpg

Jeg skulle i fjernsynet, skulle have ordnet sminke og hår, og så skulle jeg ind og tale om det, som jeg kunne tale om i timevis: min blog og mit arbejde 🙂 Og det gik så fint, synes jeg, selv om jeg i skrivende stund endnu ikke har set det selv. Min mand har set det, og han påstår, at han kunne se, at jeg var nervøs, men jeg følte mig ikke så nervøs.  Alle inkl. de andre deltagere var rigtig søde, og emnet var jo ikke just nyt for mig, så det gik 😉

Det her er så lidt en teaser, for jeg har ikke noget link til indslaget endnu, men jeg lover, at det kommer senere 🙂 Ellers kan i måske nå at se det, når det bliver genudsendt i aften kl. 17:35 og kl. 22 – hvis i ellers har lyst til at se giraffen med fin make up og stramt hår 😉

Jeg har gjort noget skørt!

Eller: det er måske ikke skørt sammenlignet med mange af de andre vanvidsprojekter, jeg har det med at kaste mig ud i, men lige nu føles det pænt skørt. Det er en sats, et vovet tiltag, ja – det er skørt!

For det kan ende med at blive enden på den forretning, som gør, at jeg kan tillade mig at kalde mig iværksættermor (og ikke lønslave- eller jobsøgendemor – hvilket det meget vel kan ende med 😉 ). Men jeg satser, fordi det – selv om det er usikkert – er velovervejet og det føles rigtigt.

 photo 1966573e-98f3-4ee6-a623-7a13e12972a9_zps74d987a4.jpg

Jeg har ansat en pige. En dejlig, glad, optimistisk pige, som skal hjælpe mig med alt det, som jeg ikke kan nå, ikke evner, eller ikke gør helhjertet mere.

Og hvorfor er det så skørt?

De kloge siger, fake it till you make it, men det er en kunst, som jeg aldrig har lært at mestre, så i får sandheden:

Jeg har ikke (sådan, rigtig 😉 ) råd til at have hende ansat.

Jeg har ikke råd til hende, men jeg har heller ikke råd til at undvære hende.

Som jeg skrev her, er jeg nået dertil, hvor jeg ikke kan løbe hurtigere og være mere effektiv, uden at det koster på andre planer. Så det eneste logiske at gøre – uden at lukke – er at få hjælp. Og Iben, det dejlige positive kvindemenneske, som skal hjælpe mig med at sprede budskabet om Magic Robes og få folk til at flokkes til Sejedrenge.dk, vil ikke alene hjælpe men er også sikker på, at vi kan få det her til at lykkes sammen.

I virkeligheden er vi begge skøre, men hvo intet vover intet vinder – er det ikke rigtigt? 🙂

Så jeg beder jer om at tage pænt imod Iben, som mange af jer kender fra Instagram som crazy tæppe lady @ibenerica og @taberiben, når hun starter hos Sejedrenge.dk d. 5. januar. Hun er super sød, og hvis hun er bare halvt så struktureret, som hun påstår og jeg tror på, at hun er, så slipper hverken i eller jeg for hende de næste mange, mange år 😉

Jeg glæder mig i hvert fald til at gøre det her: skørt eller ej!

 

 

Giv jer til kende!

Jeg ved, at i findes. Jeg er en af jer, og jeg synes, at det er på tide, at vi står frem!

Vi har intet at skamme os over. Det er ok. Det er kun godt, når mennesker er forskellige, right? 🙂

Tænk hvis vi alle sammen var finkulturelle? Hvordan ville verden ikke se ud, hvis vi alle kun var til museer, klassisk musik, fin mad og lignende?

Jeg indrømmer nu åbent, at jeg ikke er så ‘fin’ i det.

Jeg har intet imod, at andre bruger flere timer i kø for at få lov til at se Mona Lisa – men når jeg er ude at rejse, står den hellere på udforskning af byens caféer og tilfældige gader end museer og fine restaurant- og teaterbesøg. Jeg vil hellere opleve byens puls og have min egen til at stige. Opleve noget uventet, blive opløftet, glad. Grine 🙂 Og for mig kommer grin sjældent af sådan noget som teaterbesøg. Og dog!

 photo gasvc2aarket_043_zps5a3019a3.jpg

I går var jeg inviteret på Østre Gasværk for at se De 3 musketerer. ‘Boring’ tænkte jeg først (jeg har virkelig været uheldig med kedelige teaterstykker i min ungdom), men så fandt jeg ud af, at det i virkeligheden er en musical med 80’er rocksange som omdrejningspunkt, med sort læder og stort hår i spandevis (so to speak 😉 ). Da farmor også tilbød at passe børnene den aften, sagde jeg ja, og det har jeg ikke fortrudt!

Aftenen startede godt, da min mand og jeg inden forestillingen mødte Esme Emma og hendes mand, og vi valgte at sidde sammen (noget som altid er en potentiel katastrofe af social karakter, når man ikke kender hinanden så godt og har mænd med på slæb). Men der var ingen awkward moments her! Hvis i ikke allerede kender Esme Emma, kan jeg varmt anbefale jer at følge hende, for hun er det varmeste, rareste og sjoveste menneske – og det samme var hendes +1 😉

 photo IMG_20141123_191557_zpsf681a9e2.jpg

Et par glas vin senere startede showet, og jeg kan love for, at det var fedt lige fra start! Jeg havde ellers frygtet, at det ville være plat (sådan er jeg mærkelig: på ingen måde forfinet, men heller ikke til humor syd for bæltestedet), men det var så underholdende! Til tider liiiige på grænsen, men aldrig for meget 🙂

Det lod til, at alle de andre også hyggede sig. Til sidst var der i hvert fald flere, der stod op og sk(r)ålede med, og stemningen var super 🙂 Jeg var også så heldig, at jeg fik lov til at snakke med skuespillerne – bare lige kort – efter forestillingen, og de var virkelig søde og imødekommende, men også topprofessionelle (som de jo også var under forestillingen), selv om de må have været trætte efter dagens to forestillinger.

 photo IMG_20141123_191347_zps41719af7.jpg

Og nu til det sjove!

Jeg har fået lov til at udlodde to billetter til en heldig vinder, og det kan blive dig, hvis bare du skriver en kommentar her om, hvad du kan lide at lave, når du skal ud og hygge dig.

Forestillingen kører frem til d. 20. februar, og vinderen kan selv vælge dato og tidspunkt. Alle spilletider kan ses her.

Jeg finder en vinder d. 10. december. Pøj pøj! 🙂

 

No poo – life goes on!

Nogle af jer kan måske huske min ‘hårrible idé‘ og min ‘hårrejsende fortælling‘. Andre ved ikke, hvad jeg taler om, og det er også ok – jeg kan forsikre jer, at i ikke er gået glip af noget dybsindigt eller vigtigt, som sådan 😉 Med mindre i selvfølgelig går rigtig meget op i hår og er nysgerrige efter at finde ud, hvorfor jeg er holdt op med at bruge shampoo – og hvordan mit hår har det med det 😉

Det er nu – hold godt fast – over 2 måneder siden jeg har brugt hårshampoo.

Jep. 2 måneder!

Og det er blevet en selvfølge, mit nye badritual. For mig – en flittig shampoo(mis)bruger gennem 33 år – er det blevet ligeså naturligt at tage en bøtte natron med i bad, som det for andre er at have shampoo og balsam stående på hylden! Jeg er endda holdt op med at frygte, at jeg af vanens magt kommer til at putte shampoo i håret (the horror!) hvis jeg nu skulle finde på at slappe af og lade være med at tænke (måske synge lidt?) i badet.

Det kommer ikke til at ske!

 photo PicMonkeyNopoo_zpsd79c3c12.jpg

Jeg har også vænnet mig til mit hårs voksagtige konsistens, Og det er dejligt befriende! 🙂 Jeg synes dog stadig ikke, at mit hår har ‘genfundet’ den naturlige fedtbalance, som skulle gøre, at jeg kan nøjes med at vaske (skylle) det en gang om ugen. Det kan jeg ikke, og jeg skyller det ca. hver tredje dag for at det skal se rent ud. Det er heller ikke blevet sundere at se på og har ej heller fået mere fylde, så jeg må vist bare acceptere, at jeg ikke er født til at have lange tykke lokker, der …øhh.. lokker ( 😉 ) uanset hvor meget jeg gør (eller rettere ikke gør) ved mit hår og min hovedbund.

Når det så er sagt, så er mit hår ikke i dårligere stand, end dengang jeg brugte shampoo. Jeg er holdt op med at tabe det, så bottom line må være, at det her fungerer!  Det er ingen mirakelkur, og jeg siger på ingen måde, at det vil fungere for alle, men jeg synes, at det fungerer for mig – så meget, at jeg også er holdt op med at vaske drengenes hår med shampoo.

Den står på au naturel hjemme hos os – i hvert fald for tre af os – så længe resultatet er det samme som med shampoo. Og det er slet ikke så slemt endda 🙂

 photo IMG_20141010_140039_zpsd61b4fd1.jpg

Billedet er en måned gammelt, men det ser stadig sådan ud.

Vandt du UBANG blusen? Vil du vinde Hr. Skæg?

Som lovet har jeg fundet en vinder af vores UBANG konkurrence, og jeg glæder mig til at afsløre, hvem det er, men jeg vil liiiiige fortælle jer om min nye konkurrence 😉

Som nogle af jer ved, er mine drenge tossede med tal. Alexander begyndte at skrive og tælle til 100 som 2 årig, og lur mig ikke, om Philip ikke også er begyndt at vise interesse (det har de ikke fra mig 🙂 ). Han er netop nået til 20, og derfor synes han, at det er det sjoveste i hele verden, at der på Hr. Skægs nye CD ‘Skæg med matematik’ er en sang, som handler om tallene efter 10 🙂

 photo hrskaeligg_zpsacb404b7.jpg

Vi har kun haft CD’en i få dage, og selv om drengene ikke rigtig kender Hr. Skæg (vi er nok den sidste småbørnsfamilie i Danmark, som endnu ikke har lært at se Ramasjang!), synes de, at det er rigtig hyggeligt at høre hans sange – både når de kommer hjem fra institution og om morgenen. I morges var Philip ret ivrig efter at ‘se musik’, fordi vi tidligere har afspillet CD’en på vores DVD, hvor drengene så kunne følge med i, hvor langt vi var nået (sangene har jo numre, lissom, så de havde en fest 😉 ).

Så vi er fans, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at jeg har fået lov til at udlodde en CD til en af mine heldige læsere! Der er nemlig nogle rigtig gode sange på, også om former og andre matematik-ting (som det så fint hedder), som er sjove for børn, der allerede kan tælle 🙂

Det eneste, som i skal gøre for at deltage, er at skrive en kommentar til dette indlæg.

CD’en også kan købes her (signeret!), hvis ikke vil vente til d. 1. december, hvor jeg finder en vinder 🙂

Og nu til den store afsløring:

Stort, stort tillykke: Josephine Baklid! Din kommentar, som var nr. 100 ud af 136, var den, som random.org mente skulle vinde denne gang! 🙂 Juhu!

Vil du være sød at sende mig din adresse på kontakt@sejedrenge.dk? Så sørger jeg for, at blusen bliver sendt til dig.

God weekend, alle sammen 🙂

 photo PicMonkeyCollageUBANG_zpsaaf72174.jpg

Hvad har vi gang i?! Min kæphest

Hvornår har du sidst mødt en voksen kvinde iklædt en blå/grøn/brun bluse og tænkt: ‘arrrj, men hun har jo drengetøj på!’?

Nej, vel?

Hvorfor dælen er det så, vi tænker sådan om vores piger, når de er iklædt de farver?

Jeg ved godt, at dametøj generelt har en anden form og udtryk end herretøj, og at man på de fleste voksne kvinder kan se, at de er kvinder, uanset hvilke farver de har på, pga. deres former osv.

Men hvis vi nu leger, at det her kun handler om farver, så vil jeg gerne melde ud, at jeg synes, at drengefarver og pigefarver er noget pjat!

 photo PicMonkeyCollagefarver_zps147435a8.jpg

Folk argumenterer, at det kan være vanskeligt med bittesmå børn, som alle har tykke kinder og kort hår, at se om det er en dreng, eller en pige, med mindre barnet er markeret med enten blå eller lyserød (om det så er dynen, tøjet eller suttesnoren, man vælger at skilte det med).

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det ikke er lidt ligegyldigt? Bare sådan, en lille smule?

Hvor vigtigt er det, at forbipasserende kan regne ud, om ens afkom har en tissemand eller en tissekone? Er der en en hemmelig ‘diller’klub, som jeg som drengemor er gået glip af?!

Jeg havde ingen holdninger om drenge- eller pigefarver, da jeg åbnede butikken Sejedrenge.dk. Det var ikke noget, som jeg behøvede at have en holdning til: det var jo bare sådan, at drengene var overset, når det kom til mode.

Men det er ikke helt rigtigt, vel?

Det er mig, der har overset mulighederne i alt det skønne børnetøj, som jeg kan købe til mine drenge i pigeafdelingen! For hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad der er drengetøj, og hvad der er pigetøj?

Det gør producenterne. Og ved i hvad?

Jeg er børnetøjsproducent nu, og jeg vil KUN lave unisex tøj. Jeg vil ikke være med til at diktere, om børn må få en bestemt farve på baseret på deres køn. Jeg vil se drenge i lilla og piger i blå!

Jeg siger ikke, at der ikke skal være plads til prinsessekjoler, og at vi alle skal klæde vores børn i det samme. Selvfølgelig ikke. Jeg siger bare, at det kunne være dejligt, hvis vi kunne åbne lidt op og lade være med at putte vores børn i farvekasser. Der er så meget andet, de skal forholde sig til, så skulle vi ikke være søde og lade være med også at pådutte dem  rigtige og forkerte farver?

Hvem ved? Måske ender det med tollerante børn, som ikke ikke driller deres venner, som kan lide lilla, eller veninder, som kan lide blå? Fordi der ikke findes noget der hedder pige- eller drengefarver.

Ville det ikke være dejligt?

For helt ærligt: når mor godt må tage en grøn eller blå bluse på, uden at der er nogen, der kigger skævt til hende, og far kan se fræk og selvsikker ud i en lyserød skjorte, hvorfor må lilleprinsessen så ikke gå i blå og den seje dreng i lilla?

Hvad er det lige, vi gør ved vores børn?

Jeg vil gerne starte en revolution.

Who’s with me? 🙂

Ps. I kan evt. læse mit indlæg her, hvor jeg forklarer historien.

Pps. Mine drenge går også mest i traditionelle drengefarver. Jeg er også programmeret til at gå efter dem. Men de har også lidt i rød og lilla og endda lyserød. Jeg arbejder på sagen 😉