Om at have is i maven (eller overhovedet ikke!)

Sjældent har jeg været så nervøs. Det er forfærdeligt. Jeg er ikke typen, der tager tingene tungt, men jeg må (sgu) inddrømme, at jeg er lettere rædselslagen lige nu. Bare sådan lidt 😉

Her i weekenden skal jeg til Børnebazar i Århus. Jeg har haft stand der før, med Sejedrenge.dk, og det har altid været en god messe for os som butik. Både hvad angår salg men også helhedsoplevelsen. Jeg kan ikke (og er trods alt fornuftig nok til at lade være med 😉 ) udtale mig om samtlige Københavnere og Århusianere, men der er en kæmpe stor forskel på, hvordan messearrangørerne behandler deres kunder, standholderne, i de to byer. Første gang vi var derovre, blev jeg nærmest flov over Københavnerne. Eller, jeg blev irriteret, for vi er fan’eme nogle snobber, som bare skal have, og have og have, og vi har ikke tid til at gøre det lille ekstra, som de er så gode til i Århus.

 photo LogomedSesviiweekenden_zpsdb5cc8d9.jpg

Så jeg er fan af Århus og Børnebazars søde arrangører og ansatte, og jeg plejer at se frem til vores årlige messeudflugter. Ikke mindst fordi min mand og jeg kører sammen (jeg skal jo have en chauffør, sagde hende med kørekort, som ikke kan køre 😉 ), og så gør vi det altid til en hyggelig mand+kone kvali-weekend, hvor vi hygger os på tomandshånd.

Intet farligt over det (undtagen selvfølgelig risikoen for, at burgerbulen bliver til en babybule 😉 ), så hvorfor er jeg så nervøs?

Det er jeg, fordi det er første gang, vi skal sælge Magic Robes derovre. Vores nye mærke, min yngste baby, det der gør mig gråhåret, men som jeg ikke kan undvære og er helt igennem forelsket i. For hvad hvis folk ikke kan lide det? Hvad hvis det går som på en anden messe, som vi lige har været på, hvor alle syntes, at det var iih og ååh så fint og blødt og sødt men lod være med at købe det? Hvad hvis Århus heller ikke gør? Hvad hvis vores stand bliver den stand, som findes til alle messer – den, som er mennesketom i hele to dage (kan i høre fårekyllingerne? 😉 ), og som de andre standholdere og besøgende ikke kan lade være med at have lidt (eller meget) ondt af?

Hvad hvis folk ikke synes, at min baby er nuser og lige til at kysse? Ikke har lyst til at stjæle den med hjem, bare en lille smule?

Ahhh, der er ingen, der skal komme og sige, at børnetøjsbranchen ikke er nervepirrende…

 photo 140856966679544400_resized_zpse0897c0a.jpg

 

Stines smukke Kaya.

 photo 140696330659857900_resized_zpsedcf876f.jpg

 

 photo 140856966306918000_resized1_zps559314e0.jpgBillederne er taget af Jess.

 

Jeg vil ligne hende!

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ved intet om mode. Det gør jeg virkelig ikke.

Jeg har aldrig ‘dyrket’ tøj og det meste af mit liv har jeg været ganske tilfreds med at gå i simpelt budgetvenligt tøj. For på SU og med underbetalte fritidsjobs, som var mine indtægskilder i mange år, var der ikke råd til både spændende rejser og mærketøj, og når det kom til stykket, ville jeg hellere rejse. Det handlede om prioriteringer, og desuden bliver man heller ikke ligefrem et dårligt menneske af at gå i almindeligt tøj, vel? 😉

Når jeg vælger at bruge et helt indlæg på at skrive om det her, er det fordi mine prioriteringer er begyndt at ændre sig. Jeg er ikke og bliver aldrig en modedronning (ikke at der er noget galt i at være det). Men nu, hvor det er slut med babyer herhjemme, og jeg efterhånden ejer mere end et firma, kan jeg godt mærke, at jeg er begyndt at få et behov for at se ordentlig ud. Jeg er en forretningskvinde, som gerne vil tages seriøst, og så duer det ikke, at jeg kommer i slidt tøj, som sidder helt forkert (og slet ikke, når jeg er ude med andre bloggere – hold da op, de piger har fået Elle ind med modermælken! 🙂 )

Jeg ved fra mig selv, at jeg tager dem, som er pænt klædt og velsoignerede, mere seriøst end dem, der ikke er. Det er måske ikke helt politisk korrekt, men det er rigtigt, og derfor skal jeg til at overveje, hvordan jeg præsenterer mig selv, og hvilket tøj, jeg har på, især i forretningssammenhænge.

Jeg skal ligne hende her.

 photo 661513ed-6765-41bc-b08b-6e9cffe69d61_zps75f5b5ec.jpg

Derfor vil jeg fremadrettet prøve at gøre plads til mine fashionrelaterede overvejelser på bloggen – så længe de er relevante.  Og i vil se, at jeg nogle gange vil skrive ‘indeholder affiliate links’ til sidst i indlægget, for det ville være fjollet at lade være, især når vi nu taler beslutninger, som er fornuftige ud fra et erhvervsperspektiv. Og hvis i er i tvivl om, hvad jeg mener, må i endelig spørge.

Mor skal være lækker 🙂

Jeg taber hår!

Der er en sød pige, som har foreslået, at jeg måske skulle droppe mit ‘no poo’ projekt, når nu jeg synes, at jeg har lige lovligt meget på programmet for tiden. En rigtig, rigtig sød reaktion og velovervejet råd fra hende efter mit indlæg her (tak! 🙂 ).

Jeg har dog ikke lyst til at droppe det, og det er der flere grunde til. Den største er nok det, at jeg ikke har lyst til at fejle (sagde over-achiever-psyko’en 😉 ). Nu er jeg i gang, og det må og skal (dammit!) ende med om ikke lækkert så sundt hår, nu hvor jeg har droppet shampoo og kun vasker det med vand.

For kønt er det ikke, hvis jeg selv skal sige det. Mit hår er fedtet, men jeg går og trøster mig med, at det er sundere end dengang jeg brugte shampoo med alt muligt i, som er fremstillet på et laboratorium med det solo formål at fucke mit hårs naturlige fedtbalance op og gøre mig afhængig af det (og hvad sker der i øvrigt for bemærkningen ‘klinisk testet’? testet for hvad? med hvilket resultat? døde rotterne? kunne være nice to know, tænker jeg 😉 ).

Men er det virkelig så sundt? For hvis det er, hvorfor er jeg så begyndt at tabe hår?!

 photo b319b145-714f-4d6c-a58e-99636cfd2d08_zps258dda10.jpg

Er der nogen her i det her ganske land (eller i universet) der kan forklare mig, hvorfor mit hår er begyndt at flygte fra mit hoved? Jeg har jo ikke gjort andet ved det end at skylle det i vand og en lille smule natron og gnube lidt havregryn i det i et par måneder. Burde det ikke være lykkeligt, det utaknemmelige hår? Trives, formeres?

Hvad er meningen?!

Er det natron? Jeg ved egentlig ikke, hvad natron er, men det stod altså på nettet, at det ikke var skadeligt, og så kan det kun være rigtigt, eller? 😉 Måske er det vejret? Der var vist noget med, at vind og vejr kunne gøre noget ved ens hår (det har jo regnet meget, og blæst, og…). Eller er det min travlhed? Aghh! Jeg ved det ikke.

Hvad jeg ved er, at jeg nu ikke kun har fedtet hår. Jeg har nu også tyndt hår (tyndere end det var dengang det bare var ‘fint’), og som prikken over i’et har jeg i dag også fået forkølelsessår. Hele to stykker i hver sin mundvig. Så er der balance i tingene, lissom. Hmpf.

Godt jeg kun skal til messe og charme 10.000+ besøgende inkl. 15 bloggere på Børnebazar i Århus næste weekend. Tænk hvis jeg havde planer, hvor det var en fordel at se præsentabel ud… 😉

Om moderskab – gæstemor hos Vitterligt V

Her i weekenden er min mand og jeg på Outletmessen i Herning, hvor vi prøver at imponere de kære jyder med vores fantastiske børn fra Magic Robes (og tjene nogle penge, så vi ikke skal lukke ned for producenteventyret efter blot en kollektion). Og mens vi charmer og sælger på livet løs (og fester en lille smule om aftenen 😉 ),er der ikke så meget tid til skrivning.

Det skal dog ikke betyde stilhed fra mig (hah!), for søde Tina fra Vitterligt V har netop udgivet et gæstemor-indlæg fra mig på sin fine blog. Jeg kan varmt anbefale jer at kigge forbi hos hende, hvor der også er andre bloggere, der har delt ud af deres tanker om og erfaringer med det at blive og være mor.

Her er nogle af mine:

Hvad var den største omvæltning ved at blive mor?

Tid- og søvnmangel! Jeg har altid været et b-menneske, så det var noget af en omvæltning at skulle vænne sig til den afbrudte og korte søvn, som man har med en baby (eller som jeg havde – jeg har hørt rygter om, at der findes babyer med et godt sovehjerte ;-) )Og så den største kliché nogensinde, som er så sand, så sand: jeg kunne pludselig ikke forstå, hvad jeg havde brugt al min tid på, før jeg fik en baby. Babyer er nogle tidsrøvere!

Hvad med fødslen? Gyserfilm eller romantisk novelle?

Hverken eller. Jeg fødte naturligt begge gange og havde ganske ’almindelige’ fødsler. Den første fødsel var lidt lang, fordi min krop åbenbart ikke kunne finde ud af at lave ordentlige veer, så jeg var træt, allerede inden det blev spændende med vedrop osv. Men når det så er sagt, så var smerten ikke værre, end at jeg kunne ’nøjes’ med lattergas (jeg blev så glad for lattergas, at jeg husker at jeg sagde til min mand, at vi skulle have sådan en med hjem ;-), og der var ingen komplikationer hverken første eller anden gang. Det der overraskede mig mest, var hvor ’normal’ jeg var imellem veerne, og at jeg kunne joke med jordemoderen og min mand, mens jeg ventede på den næste bølge af smerte. Så mærkeligt!

Den første tid? Var det ren lykke eller var der et par tudeture?

Jeg græd ikke af lykke, da jeg så mine børn for første gang. Svævede heller ikke på den lyserøde sky. Jeg havde faktisk en meget praktisk tilgang til de her nyudklækkede væsener, som jeg skulle sørge for, og jeg tog dem til mig, som jeg forestiller mig, at dyr gør med deres unger. Det var instinktivt, og jeg vidste, at de var mine og mit ansvar. Så jeg kørte praktisk gris stilen, hvor jeg handlede først og følte, da den værste tilvænningsperiode var ovre. Elskede dem ikke inderligt fra det øjeblik, jeg så dem, men det kom snigende, som jeg lærte dem at kende og blev tryg i min rolle som mor. Det lyder, som om det tog flere måneder, men i virkeligheden har det måske taget få dage eller uger. Tiden går mærkeligt langsom efter en fødsel, samtidigt med at man føler, at den flyver af sted.

Og hvad så nu? Er livet det samme eller har det ændret sig?

Livet har bestemt ændret sig! Jeg har nu to skønne drenge på hhv. 2 år og 3,5 år, og jeg kunne ikke forestille mig et liv uden. Så mit liv er anderledes nu, men det er bedre, end det var før børn!

Hvad med parforholdet? Hvordan holder man liv i kærligheden med lortebleer og ammeindlæg på programmet?

Jeg synes faktisk ikke, at børnene har gjort noget ved vores kærlighed. Den er, som den altid har været. Måske større, fordi vi oplever hinanden i den fantastiske rolle som forældre. Det er svært ikke at knuselske sin mand, når han sidder på gulvet og leger med biler eller tager morgentjansen med lillebror, så jeg kan sove længe. Romantikken er det straks værre med, fordi der bare ikke er meget tid til at være alene og flette fingre osv. Når børnene sover, er man tit for træt. Men det bliver også bedre, jo ældre børnene bliver 🙂

Opdragelse? Hvordan sikrer man sig, at de små banditter vokser op og bliver ordentlige mennesker?

Jeg tror ikke, at man kan sikre sig det, desværre. Men hvis man gør det, så godt som man kan, er man en superhelt uanset hvad. Min mand og jeg har forskellige opdragelsesmetoder, og jeg er noget mere blød, end han er, men vi er generelt enige om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Så selv om vores metoder er forskellige, sigter vi mod de samme mål, efter at lære vores børn nogle værdier, som vi har tilfælles.

Har du et hemmeligt tricks, som vi andre kunne få glæde af?

Ingen hemmelige tricks. I wish! :-)

3 ting du mener enhver bør vide inden de vælger at få børn?

Der er kun én: at ingen kan fortælle dem, hvordan det bliver, eller hvordan man bliver den perfekte forælder. Det er fint med gode råd, men man skal ikke prøve at efterleve dem alle og tro på alt, som man får at vide. Alle børn, parforhold og omstændigheder er forskellige. Man skal tro på sig selv og turde stole på, at man træffer de rigtige beslutninger for de børn, som man kender bedre end nogen anden.

 

Botox er A okay – også når man er 18

Nu gjorde jeg mit bedste for at beherske mig, da jeg skrev sidst, men i dag vil jeg ikke. Nu bliver jeg sur!

Sidst skrev jeg, at jeg var nervøs for teenagere, som var sårbare og modtagelige overfor angreb og chikane, når de udstillede sig selv på nettet og de sociale medier. I dag er jeg ikke nervøs: jeg er freaking bange, rædselslagen over, hvad de her unge må føle, siden de synes, at det er ganske normalt, at man går under kniven (sorry: nålen) som 18-årig!

I’m sorry, men det er bare forkert!

I dag læste jeg en beretning fra en smuk, smuk pige, som forsvarer beslutningen at får sprøjtet restylane i læberne, som bestemt ikke er botox (kunne ligeså godt have skrevet ‘latte’ for det lyder ens i mine ører). Hun skriver, at det er pudsigt, at der er så mange, der går op i hendes udseende, og henviser i øvrigt til sin klinik, så andre smukke piger kan blive endnu smukkere (eller noget)!

Jeg er personligt pænt ligeglad med hendes udseende. Det, jeg går op i, er hvordan hun er, som menneske. Ved sig selv og andre. Og hendes indlæg (som selvfølgeligt ikke siger noget om hendes person andet end det åbenlyse),  tyder en smule på, at hun ikke er heeeelt er tryg ved sig selv. Bare et skud i tågen, baseret på hendes handling forsvaret med en ‘jeg ved bedst’ attitude. 18 år gammel, med noget xyxy i læberne, som jeg ikke engang kan udtale. Selvfølgelig gør hun det. Jeg peakede også dér og er kun blevet dummere siden.

Selvfølgelig skal hun have lov til at gøre ved sig selv, hvad hun vil. Men nøj, hvor jeg håber, at mine drenge ALDRIG kommer derud, hvor de mener, at det er ganske normalt, og at de absolut må og skal skal have større tissemænd eller mavemuskler, end de har. For det er jo det, livet handler om, eller…?

Det er en fucked up verden, vi lever i…….. (og sorry, mor, fordi jeg bander) 😉

For the record: jeg er ikke ude på at udstille nogen, så jeg vil ikke linke til fortællingen. Fjerner også indlægget, hvis hun ser det og beder mig om det. Jeg synes bare, at debatten er vanvittigt vigtig, især fordi denne smukke pige har et enormt stort publikum og opfordrer andre til at få lavet om på sig selv. Puha… 🙁

 

RESPEKT

Når man skal kategorisere en blog (og vi elsker jo at putte ting i kasser 😉 ), så handler det tit om, hvor personlig og privat den er. Hvor meget bloggeren deler af sine tanker, følelser og handlinger.

Min blog, som blev startet som en erhvervsblog, er nok en af de mere åbenhjertede af slagsen. Det er den, fordi jeg tidligt i forløbet fandt ud af, at jeg synes, at det er meget sjovere at skrive om mine overvejelser og følelser omkring det at være mor og iværksætter, end det er at blogge om nye varer i butikken. Det føles mere rigtigt, og det gør mig mere glad, og så kan det ikke være anderledes.

Når det så er sagt, så kan jeg også godt forstå, at det ikke er alle, der har lyst til at flashe deres postgraviditetsmave eller skrive om vemodige barndomsminder et sted, hvor alle kan læse med. At der er dem, der frygter, hvad naboerne mon vil tænke, når ens virtuelle naboer kan tælles i milioner, og de ikke behøver at se én i øjnene, når de begynder at snakke eller kritisere én. For når man åbner op og deler, bliver man sårbar, i virkeligheden.

Jeg plejer at sige, at jeg er ligeglad. For jeg ved, hvem jeg er, og hvorfor jeg handler, som jeg gør. Nægter at skamme mig over den, som jeg er, selv om jeg er langt fra perfekt. De læsere, som vælger at se ned på mig på grund af mine ‘fejl’ , har ret til at tænke sit, og det gør mig ikke noget.

 photo cyber-bullying-poster_zps4f02457b.jpg

Og jeg mener det, men kun så længe de nøjes med at tænke. For selv om jeg gerne vil tro andet, så er jeg ikke sikker på, at jeg ville blive ved med at være så åbenhjertet, hvis mine uenige læsere begyndte at handle. Hvis de begyndte at smide om sig med kritiske, bedømmende kommentarer og chikanerende bemærkninger om mig og de valg, som jeg træffer.

Her mener jeg dem, som er direkte ubehagelige. Dem, som har besluttet, at man er et usselt menneske, på baggrund af noget, som man har skrevet. Jeg er heldigvis ikke stødt på dem på bloggen endnu, men jeg tænker, at det er uundgåeligt. For jeg ser dem desværre i diverse fora på nettet. Folk, der har gjort sig til moralens vogtere og politibetjente overfor mennesker, som de aldrig har mødt i virkeligheden. Dem, som dømmer, belærer og måske endda mobber, det alvidende cyber-politi, som kan sige lige det, de vil, uden konsekvenser, fordi de gemmer sig bag en skærm.

Jeg prøver at bilde mig selv ind, at jeg kan tage det, hvis jeg bliver udsat for det pga. mine (til tider ufiltrerede) indlæg på bloggen. Men jeg bliver nervøs for de børn, teenagere og andre mennesker, som er online, og som er mere sårbare end mig. Husker en historie om en ung pige, som begik selvmord, fordi hun blev mobbet på Facebook for ikke så længe siden. Og det er bare ikke i orden.

Jeg håber aldrig, at mine egne børn bliver udsat for chikane, når de en dag bliver så store, at de bliver forbundet på www med resten af den store, skræmmende verden. For selv om de selvfølgelig kommer til at vokse op i et hjem, hvor vi lærer dem at være stolte og stærke og tro på sig selv på trods af (og måske på grund af), at de ikke er perfekte, så kan chikane være et voldsomt effektivt våben mod enhvers selvværd. Og den chikane, som udøves på nettet og de sociale medier, kan vi ikke så let styre, som ham den opmærksomhedsøgende bølle i 5. b.

Det er denne her dame et fantastisk eksempel på – og min inspiration til dagens indlæg. Jeg faldt over den på Facebook og kan varmt anbefale jer at se denne tale af Monica Lewinsky, når i lige har 20-25 minutter til det. Den er virkelig god, og hun siger alt det, som jeg prøver at sige her – bare meget bedre.

Ps. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at de aldrig var blevet afsløret, hun og Mr. President, hvis bare Victoria Milan havde fandtes dengang, men det er vist et sidespor 😉

 

Jeg er blevet kysset!

I går var en stor dag. En kæmpestor dag, og han ved det sikkert ikke engang. Jeg tvivler på, at han har en idé om, hvor meget det betyder, at han valgte at kysse mig. Men det var enormt!

 

For Alexander har aldrig været til kys. Måske dengang han var lillebitte, men det er jeg faktisk ikke engang sikker på. Og jeg er ellers den skøre kysseglade mor, som altid har givet drengene møsser og især i håret, når de sidder og putter hos mig. Det er så hyggeligt! 🙂

Philip, han kysser gerne igen, når man beder om det, selvfølgelig (og gerne med savl og snot), men det gør Alexander ikke. Der er lukket. Og det er mega ærgerligt, for han krammer heller ikke, men han er en mester-putter, som elsker at sidde hos os og blive båret, så vi er ikke just uden fysisk kontakt. Derfor har vi heller ikke gjort noget ud af det her manglende kysseri, især fordi Alexander er en sensitiv, lille gut, som føler store følelser og tager overvejede beslutninger, som vi er nødt til at respektere. Så vi tager, hvad vi kan få  – og så overfalder vi ham med møs og stjæler ‘kysser’, når vi leger, og han griner og elsker det 🙂

 photo IMG_20141020_192053_zps30c797ed.jpg

I går skete der så noget nyt. Jeg var træt og ville lægge mig, mens lillebror sov til middag, og Alexander insisterede på at komme med og se tegnefilm på iPad på værelset sammen med mig. Han fik lov, og jeg gav ham et kys og og så skete det fantastiske, at jeg fik et igen. Jeg fik et kys af Alexander!

Og som om det ikke var stort nok, fik jeg et til og et til, og det endte med, at selv min storetå skulle have kærlighed (og ikke så mærkeligt endte det dér 😉 ).

Og jeg blev helt begejstret og spurgte, om ikke også far skulle have et kys, men efter nærkontakten med mors sure tæer, var der ikke flere kys at give af. Der var lukket, det sagde barnet selv, og så var den fest forbi.

Men det er stadig stort, det her. Jeg har fået kys af min store, dejlige dreng på 3,5 år. Store sager, I tell ya’.

Iih, altså, den kærlighed 🙂

Home parties – go eller no go?

Jeg havde ikke overvejet at sælge mit eget mærke til home parties, før min kære svigermor foreslog det, og jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg synes om idéen.

For mig er det naturligt (intet mindre kan gøre det), at man som producent sælger sit produkt videre til en butik, en forhandler, som så sælger det videre til deres kunder, slutbrugeren. Det er sådan, jeg køber tøj ind til butikken, faktisk alle mærkerne undtagen mit eget, og når jeg skal sælge mit eget, skifter jeg jo bare forhandler-hatten ud med producenthatten – men processen er den samme. Det er da det, man gør – eller hvad?

Min kære svigermor, en dame med holdninger og idéer, som ikke altid følger naturens orden, som jeg forstår den, foreslog for noget tid siden, at vi droppede forhandlerleddet og i stedet solgte direkte til kunderne via home parties. Og jeg svarede bestemt, at det skulle vi i hvert fald ikke, for det var besværligt, og så skulle vi finde konsulenter og værtinder, og mange af dem, hvis vi skulle tjene på det. I øvrigt gav hele konceptet mig en dårlig smag i munden og en forestilling om et pyramidespil og anmasende sælgere, som prakkede de her stakkels kvinder, som kom til home parties, varer på, som de ikke havde brug for.

For jeg kan godt huske det home party, dengang jeg var til polterabend i starten af 20’erne (som i øvrigt også omfattede Ditlev fra De Unge Mødre dansende i en g-string på den kommende bruds stuegulv, mens hans daværende kæreste ventede på ham i bilen udenfor), hvor en sexelegetøjs-værtinde  formåede at sælge en uhyggelig mængde blå delfinlignende dildoer til en gruppe fnisende polterabendtøser. En masse dildoer, som var way over vores SU budget.

Men vi købte dem, fordi vi var blevet grebet af stemningen og hendes overbevisende salgstale, og vi kom hjem med noget, som vi ikke rigtig havde brug for (Ditlev var så heller ikke billig, skal jeg hilse og sige, men han var til gengæld det værd, om ikke andet fordi jeg nu kan skrive, at jeg har set en semi-kendis give den gas og efterlade massageoliepletter på min venindes ganske fine stuegulv, som aldrig skulle blive det samme igen 😉 ).

Nej, den slags salg ville jeg ikke være med til. Ikke med mit eget, kære svigermor, så nu sælger jeg kun Magic Robes i butikken og søger forhandlere, som kan sælge det i deres butikker (naturens orden, siger jeg jo 😉 )

Men i dag var jeg så til MILK Copenhagen bloggerevent, hvor den meget passionerede kvinde bag dette for mig ukendte mærke, Trine, fortalte os om brandet og deres homeshopping koncept. Og lige pludselig lød det ikke så dumt, det her med home parties.

 photo IMG_20141019_210827_zps6fb519d8.jpg

De sælger nemlig kun MILK Copenhagen på deres hjemmeside og til homeshoppingevents, fortalte hun, hvor deres konsulenter netop kommer ud og præsenterer tøjet hos en værtinde, som har samlet nogle veninder til en hygge-shoppe-aften. Jeg ved ikke, hvad konsulenterne får, men værtinderne får fratrukket 5% fra deres ordre. Uanset hvad, så må fortjenesten være højere end når man benytter sig af det dyre mellemled som butikker, og det er jo smart, ikke?

Det lægger MILK heller ingen skjul på, og de forklarer, at de med vilje har droppet butikkerne, for at de kan sælge luxury for less: lækre varer i super kvalitet til en pris, hvor alle kan være med.

For deres tøj er lækkert, og det koster mindre end konkurrenternes. Det minder, med sin boheme-agtige stil og neddæmpede farver, noget om bl.a. Soft Gallery og Wheat og et par andre, som jeg ikke skal nævne ved navn, fordi jeg har dem i butikken 😉 men MILK’s priser er et pænt stykke under konkurrenternes. Jeg blev især overrasket over deres basis serie i modal, som minder til forveksling om et mærke, som jeg sælger, hvor MILK’s priser ligger ca. 30% lavere – uden at der er den mindste forskel i kvalitet.

(Se fx. det her billede, hvor Philip giver den hele armen med sit allerbedste krokodilletåre-ansigt over et nej til en slikkepind i en af MILK’s fine basisbluser. En lys fremtid som skuespiller, har han 😉 )

 photo IMG_20141019_180517_zps78ccdc8f.jpg

Så måske er det slet ikke så dumt det her med home parties, når det kommer til børnetøj? Måske er det ikke at prakke forbrugeren noget på, som de ikke har brug for (der er trods alt en lille forskel på børnetøj og sexlegetøj 😉 ), men at tilbyde dem noget lækkert til en pris, som er bedre end i butikkerne?

Det lyder som win win for både mig som producent og for kunden, hvis jeg kan tage produkternes slutpris og gøre den lavere ved at skære butiksleddet væk.

Måske havde svigermor alligevel ret?

Jeg synes nu stadig, at det virker besværligt, men jeg er lidt imponeret over MILK, som lader til at have succes med det. Og fordi jeg godt kan lide tøjet (og det kan jeg virkelig) overvejer jeg faktisk lidt at holde et homeshopping event i butikken sammen med MILK for at lure det lidt af. Se hvordan det foregår. Lære noget. De kloge siger, at det er en god idé at lade sig inspirere en gang imellem.

Så måske jeg skulle lege home party værtinde for en dag. Jeg har jo lokalerne til det.

Eller skulle jeg? Måske har jeg igen igen ladet mig rive med af stemningen og er lidt høj ovenpå alle indtrykkene i dag?

Hvad siger i? Er homeparties hot eller not? Go eller no go? Ville i gide komme til et?

Som altid, tak – og god aften 🙂

Jeg har levet tre liv – part 1

Mit liv kan deles op i tre vidt forskellige faser, som alle indeholder så mange oplevelser og erfaringer, at jeg har svært at forstå, at de alle sammen kan være indenfor de 34 år, som jeg snart kan sige, at jeg er.

Det første var mit liv i Jugoslavien. Bosnien, for at være helt præcis. Og hold da op, en god barndom, jeg havde dér. Vi var det, som man kalder en gennemsnitlig middelklassefamilie i en by af gennemsnitlig størrelse, med en sygeplejerskemor og en teknik-et-eller-andet far i et hus med alt det, som vi havde brug for, men så heller ikke mere. Sommerferierne gik til knap så eksotiske destinationer som Serbien (hvor mormor+morfar boede) og til Kroatien (som min far kommer fra), men vi havde det godt.

Min søster og jeg var byens svenskerpiger, som skilte os ud med vores lyse hår og blå øjne. Vi var i øvrigt dygtige i skolen, havde masser af venner, og var tvillinger, så vi trivedes (min storhedstid 😉 )

 photo bodjel_zps423c970a.jpg

Men så startede krigen. Jeg husker det så tydeligt. Den summen, der opstod, den anspændte stemning blandt de voksne og de tunge samtaler i forbindelse med nyhedudsendelserne. Der var noget skidt på vej. Men det skulle aldrig nå os. Det sagde de voksne i hvert fald til os, og vi troede på dem. Men de blev mere og mere usikre, når de sagde det, og jeg mindes tydeligt første gang, der blev skudt i byen, og første gang jeg oplevede min far bange.

Jeg husker ikke, hvor vi var, men pludselig opstod der en panik over noget, som jeg slet ikke var klar over. “Der bliver skudt” eller “snigskytte” blev der råbt, og pludselig skulle vi ned ad en stige bag om huset og gemme os. For vi blev beskudt fra de bjerge, som lå hele vejen rundt om byen. Og vi gemte os, og jeg husker ikke, hvor lang tid der gik, inden det var ovre.

Og så var krigen ligesom nået til vores by.

Herefter husker jeg kun episoder, og detaljerne kan være forkerte. Men jeg mener, at vi havde sommerferie, for jeg mindes ikke, at vi kom i skole mere. Til gengæld glemmer jeg aldrig kirsebærtræerne, som var fyldt med lækre bær, der bare ventede på at blive spist, og hvordan jeg som 11 årig havde svært ved at modstå dem – lige indtil den dag der blev skudt efter min søster og mig.

De skød langvejsfra – et sted, hvor det var nemt at være stor og sej – fra bjergene, som var så langt væk, at man kun kunne gøre sig bemærket derfra med et gevær.

Jeg mener, at min far på et tidspunkt sagde, at de bare havde prøvet at advare os, at få os væk fra gaden og træerne, dengang de skød efter os, fordi de ikke ville have, at vi var der, hvis der kom nogle, som ville os ondt. For det var ikke alle snigskytter, der var onde. Der var også dem, der gjorde det, fordi de ikke havde noget valg. Så vi løb, men vi var ikke så bange, som man forestiller sig. For nu havde vi prøvet at blive beskudt, og så var livet ellers, som det plejede at være. Sommer, kirsebær, leg og hormoner. Vi havde ikke tid til at bekymre os om krigen. Det gjorde de voksne mere end rigeligt.

Men jeg blev bange igen, da de begyndte at bombe byen. Selv som 11 årig ved man godt, at det er skidt. Og den dag i dag bryder jeg mig ikke om lyden af sirener af samme grund. For når de lød, vidste vi, at der var bombefly på vej. Og vores hus havde ingen kælder, som vi kunne gemme os i. Så vi måtte løbe til naboen, sammen med en masse andre. Sidde der i mørket og vente. Håbe på at det ikke blev os, der blev ramt.

Det blev vi heldigvis ikke, men jeg husker tydeligt den ene gang (måske første gang) hvor vi gemte os der i naboens kælder, og jeg bare skulle tisse. Nøj, hvor skulle jeg tisse. Heldigvis var der en venlig sjæl, der fandt en spand til mig, som jeg kunne tisse i, og efter meget overtalelse (som kun endte med tisseri, fordi det var så mørkt i den kælder: man er vel tween og blufærdig), formåede jeg ikke kun at komme af med det, som jeg skulle, men også at skræmme livet af alle i kælderen, fordi lyden af mit tis, der ramte spanden, fik dem alle til at tro, at der blev affyret våben lige i nærheden af os.

Jeg bryder mig heller ikke om torden i dag, selv om jeg elskede det som lille, fordi det minder mig om den lyd, som kom fra bjergene, når der var kampe, og bomberne, som faldt. Det var lidt de samme brag. Sjovt nok var det ikke noget, der gjorde mig bange i samme grad dengang. Ikke efter de første par gange. For så havde man ligesom prøvet det. Det blev lidt en rutine. Sirene, kælder, vent. Op og se om vores hus stadig stod. Og det gjorde det og gør stadig, og jeg glæder mig (og frygter lidt) at vise det til min mand og mine børn en dag.*

For det er fyldt med minder, det hus. Og selv om skudhullerne er lappet sammen, så husker jeg den frygt, som jeg følte for min mor, som var sygeplejerske og på arbejde, når sirenerne lød. Det var okay, hvis hun var på hospitalet, men hvad hvis hun var på vej hjem, når bomberne begyndte at falde? Hvad hvis hun ikke havde noget sted at gemme sig?

Det er forfærdelig at være bange og bekymret for sine forældres liv på den måde, når man er 11 år. I dag er jeg glad for, at jeg dengang ikke vidste, at min mor havde oplevet at blive gemt at sine kollegaer, fordi der var kommet soldater ind på hospitalet, som ville slagte alle de serbere, der var der, for det var jo dem, der prøvede at overtage byen. For min mor var serber. Som var kommet på arbejde, som hun havde gjort i så mange år, for at tage sig af både serbiske, kroatiske og muslimske børn. For det var det hun gjorde, min mor, pædiatrisygeplejersken, som tog på arbejde under krigen, selv om hun havde to børn derhjemme.

Og jeg husker, at jeg var bange for, hvad der skulle ske min far, da han forsvandt, fordi han skulle forsvare byen. Min far, som godt nok havde aftjent sin værnepligt som marinesoldat, og som kunne skyde, fordi han havde dyrket det på hobbyplan i den lokale skydeklub, mens han læste på universitetet, men som er det blideste lam og det mest venlige og empatiske menneske, som jeg kender.

Jeg husker ikke så meget af vores flugt fra byen. Dengang mine forældre tog den svære beslutning at få os væk og forlade alt, som de havde knoklet for at bygge op. Ikke bare huset men også alle de venskaber og forpligtelser, som jeg ved, at de satte højt. Men jeg husker, at vi kørte i mørket, i bjergene, sammen med en række andre biler, og at vi håbede, rigtig meget, at vi ikke løb ind i ‘de forkerte’ mennesker. Sådan nogle som kunne finde på at henrette os. Og vi kørte, og vi kørte galt og vi kørte en omvej og endda ned ad en vej, som var kendt for at blive overvåget af snigskytter, og hvor sandsynligheden for, at man blev skudt, var pænt stor. Men det var den eneste vej til Kroatien, som dengang var lige med sikkerhed, så vi tog den. Og vi klarede den, og jeg husker, at vi græd på kommando, min søster og jeg, da vi nåede Kroatiens grænse, fordi vi ikke havde de nødvendige papirer til at krydse.

Det virkede, og den søde grænsevagt forbarmede sig, og vi kom ind i landet og fik lov til at bruge de Matador penge, som min mor havde optjent de sidste mange måneder i Bosnien, på et par bananer og lidt andet, som vi ikke havde smagt i mange, mange måneder. Vi havde ingen penge, men vi var i sikkerhed, og vi havde venner (kroatiske venner, som havde stillet et værelse til rådighed i deres lille lejlighed, på trods af at min mor er serber) indtil vi fandt ud af, hvad vi så skulle.

Og vi der så længe, at min søster og jeg nåede at starte i skole, og det sidste jeg husker derfra er den dag, min far skulle rejse tilbage til Bosnien for at hjælpe. For hans forældre var stadig i min barndomsby, og han havde lovet at hjælpe, og jeg husker, at jeg ikke kunne holde tårerne tilbage, mens læreren talte om ligninger og en masse andet, som jeg ikke kunne forholde mig til, fordi jeg ikke vidste, om jeg nogensinde skulle se min far igen.

Men så faldt byen, den blev indtaget, inden min far nåede at komme frem. Og aldrig har jeg været så lykkelig, for han kom tilbage til Kroatien, til os, og ikke så længe efter drog vi nordpå, hvor grænserne var åbne. Og gudskelov for det. For vores venner i Kroatien havde givet alt, hvad de havde – og mere til – og et liv i Kroatien, et land som havde oplevet krig umiddelbart før Bosnien og var mærket af den, med en serbisk mor, var et ikke et holdbart alternativ. Så turen gik mod Danmark.

Det var ikke noget, vi havde besluttet på forhånd. Vi havde ikke luret, hvem der tilbød de bedste vilkår, eller hvor vi kunne nasse mest. Beslutningen om at tage nordpå har nok været ligeså svær for mine forældre at tage som den om at forlade Bosnien. For de var i 30’erne, med to børn, på vej væk fra alt og alle dem, som de kendte. Men de gjorde det, fordi de ikke havde noget valg.

Og så kom de til Danmark, de fantastiske mennesker, ydmyge, som de aldrig havde været før – og så startede mit liv nr. 2

*Efterår 2015: Vi har været i Bosnien nu, min mand og børn og jeg. Det har jeg skrevet lidt om HER.

Jeg har valgt at lukke

Jeg har skrevet et lille skilt og hængt det op på døren, med en kort forklaring og undskyldning til dem, der måtte gå forgæves. Jeg håber ikke, at der kommer mange, især nu hvor jeg har fået meldt det ud på Facebook og i nyhedsbrevet – godt nok med kort varsel, men forhåbentlig tids nok.

Jeg har valgt at holde fri med mine drenge. Hentet dem tidligt fra institutionen, taget hjem og brugt eftermiddagen på at lave pandekager i alle regnbuens farver (ok, kun rød, grøn og gul, men alligevel 😉 ) og på at lege ude i gården. Og vi holder også fri sammen i morgen, en dag som indtil videre ikke har noget planlagt program.

 photo IMG_20141016_182802_zps5c1eae53.jpg

 photo IMG_20141016_192201_zpscf2ca541.jpg

Og nej, hvor jeg glæder mig. Det er så rigtigt, det her, at det halve kunne være nok, også selv om møgungerne er uvenner (for femte gang siden jeg hentede dem, og jeg bliver gråhåret, fordi de ikke hører efter 🙂 ). For jeg elsker dem og jeg nyder dem, og så kan det være helt lige meget med den omsætning, som jeg går glip af, ved at holde butikken lukket i morgen.

Det kan nu heller ikke være så stort, tabet. Det er efterårsferie, vejret er elendigt, og der har ingen kunder været hele ugen. Så i stedet satser jeg så på webshoppen og lokker med en rabatkode på -20% til og med søndag (som er EF20, skulle i få lyst til at shoppe 😉 ). Og så skal jeg ellers prøve at gøre alt andet end at arbejde. Sammen med de små. Og så ser vi, om jeg ikke synes, at det er lidt sjovere at være på jobbis i næste uge.

Mon ikke?