Jeg rejser fra min mand

bodjelkollage_zpslnehyk1e

Disse er mine absolut yndlings billeder sammen med min tvillingesøster. Det til højre er taget i Serbien hos vores mormor tilbage i 2006, dengang vi var 25. Det var første gang, vi var der, siden vi var børn, og vi har ikke været der siden. Undskyldninger har der været nok af. Først var vi på SU, og pengene rakte ikke til både familiebesøg og charterferier med vennerne. Senere kom børnene til, og så var det besværligt med tre-fire generationer under samme beskedne tag, i hvert fald så længe de små var… ja… små.

Men nu går den ikke længere. De små vokser med lynets hast og mormor bliver just ikke yngre, heller. Så da min moster foreslog, at hun kunne tage drengene med til olde, når hun nu skulle derhen og besøge hende her sidst i maj, kunne jeg ikke finde på flere undskyldninger. Især fordi den geniale plan går ud på, at hun og drengene holder forældrefri i 4 dage, hvorefter jeg joiner dem i 4 dage mere. Totalt win-win. Drengene får 8 dages ferie, og jeg nøjes med 4 dage, så jeg hverken går glip af for mange arbejdsdage eller skal bo under en gammel dames tag længe nok til at blive uvenner over “sådan gør man altså ikke hjemme hos mig” (jeg elsker hende, men det er 16 år siden jeg flyttede hjemmefra – og I ved, hvad jeg mener 😉 ).

Jeg tror, at det bliver godt. Drengene glæder sig, og det gør min mand, som bliver hjemme også. Mig? Jeg er mega spændt. Lidt over at skulle til et land, som jeg dårligt nok kender, men hvor jeg (åbenbart) har en masse familie, der kender (til) mig, lidt over at skulle bo i et lille hus med en noget bestemt dame på 82 og to ligeså bestemte unger. Men jeg er også spændt, fordi jeg om ganske få uger skal på ferie med mine børn uden min mand.

For selv om vi er åh, så selvstændige i vores forhold (øhhhh…) har der vitterligt ikke været mere en en håndfuld nætter, hvor vi ikke har sovet hjemme begge to, siden vi flyttede sammen, min mand og jeg. Græsenke? Jeg ved dårligt nok, hvad ordet dækker over. Vi laver alt muligt andet hver for sig, men rejser? Nope. No sirree.

Derfor synes jeg, at det er ligeså grænseoverskridende, at jeg skal undvære min mand i fire dage, som det er, at jeg skal undvære mine børn ligeså længe. Er det ikke vildt?

Misforstå mig ikke. Jeg er ikke nervøs for, at jeg ikke kan klare mig uden ham. Jeg har rejst en del alene i mine unge år, og jeg kan jo godt. Men det bliver lidt mærkeligt at opleve en hel masse uden ham, især når det ikke bare er en fest med veninderne. Det er en familietur, som drengene og jeg får sammen, og som han går glip af.

Er det bare mig, der synes, at det er lidt mærkeligt?

Jeg ved, at der er nogle af jer, der har mænd, der rejser meget, eller at I selv gør, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan I oplever det? Er sporadisk afstand godt for et forhold? Eller?

Som altid, tak.

Gik I glip af indlægget om min mand i går? Det kan læses HER.

Undrer I jer over, at jeg har familie i Serbien? Så er der lidt om min barndom HER.

 

 

Om parforhold og selvstændighed

Da jeg var yngre, var jeg noget usikker i de forhold, som jeg var involveret i. Det hænger måske sammen med den type mand, som jeg var til, eller hvis vi skal kalde en spade for en spade, den type drengerøve, som jeg synes var såååå spændende. Jeg gad (sgu) ikke pæne drenge, og slet ikke dem, der gerne ville mig. Jeg ville have de uopnåelige (eller i hvert fald besværlige 😉 ) bad boys, og når jeg så endelig fik dem på krogen, forventede jeg, at de levede op til mine mere eller mindre realistiske forventninger. Der skulle være modspil, og der skulle også være spænding. Og det var der (åh, manner, var der det!).

Men jeg ville også have, at de skulle være vilde med mig, og at de skulle bruge deres fritid på at være sammen med mig. Mig, mig, mig 🙂 Om det var hjemme i sofaen om aftenen, hvor vi skulle se de samme tv-programmer og føre dybe samtaler om fælles interesser, eller om det var en fælles hobby, som vi dyrkede sammen i weekenden. Vi skulle bare være sammen hele tiden, og vi skulle dyrke tosomheden. Pudsigt nok var den besværlige drengerøv ikke altid med på den leg (!). Det kneb (sgu), og jeg endte gang på gang med at være hende den ynkelige kæreste, som havde ondt af sig selv, fordi drengerøven igen igen hellere ville se fodbold end en film sammen med mig, eller hellere ville ud og drikke med drengene end gå lange ture med mig i weekenden. Han var dum, og det var synd for mig. Jeg mestrede offerrollen til perfektion. Super spændende kæreste, var jeg nemlig! Kan slet ikke forstå, at han ikke var über ivrig efter ar tilbringe mere tid sammen med mig, når jeg nu var sådan en ikke-bebrejdende humørbombe hele tiden 😉

Heldigvis er jeg blevet ældre, og jeg har fundet sammen med en mand, som på ingen måde ligner dem, jeg var sammen med i 20’erne. Eller, det gør han, for han er spændende og giver mig modspil, omend forholdet er væsentligt mindre turbulent end jeg husker dem fra mine ‘unge dage’. Og han kan sør’me også finde på at se fodbold og tage ud med drengene, men jeg føler aldrig, at jeg bliver forsømt, når han gør det (?! 😉 ).

Og det er da lidt sjovt, hva’? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det måske i virkeligheden slet ikke handler så meget om manden, som jeg er sammen med, men om det, at jeg har ændret mig. For mærkeligt nok går jeg (lige pludselig?) ikke så meget op i, at min mand og jeg skal lave alting sammen og have en milliard fælles interesser. Jeg dyrker det ikke længere som et kriterium for et tilfredsstillende forhold, nu jeg tænker over det. Jeg har det fint med vores selvstændighed, måske fordi jeg i højere grad værdsætter min nu om dage. Måske hænger det sammen med, at jeg er blevet mor, og at jeg har så lidt tid til mig. Eller måske er det, at min mand og jeg er gift og forældre til vores børn, rigeligt fællesskab i sig selv. Hvor meget mere behøver man at dele?

Måske er jeg bare blevet ældre og klogere, og måske kan man slet ikke sammenligne mænd og forhold  i 20’erne med andre mænd og forhold i 30’erne. Men tingene er anderledes i dag, end de var før. Og det er nu rigtig rart, synes jeg.

Oplever I det samme hvad angår jeres forhold?

 photo IMG_20160509_202217_zpsuniqjmxf.jpg

Dyrehaven Klampenborg – bybørn møder natur

Et billede siger mere end tusind ord, påstår de kloge.

Javel, ja. 🙂

Hermed: vores fredag i billeder. Fra Dyrehaven Klampenborg.

bybarnmøderdyrnycloseup
Bybarn møder skovdyr. Skovdyr møder bybarn. Forvirringen er total. Dyrehaven Klampenborg.
enornligklatrevæg2
Jeg kan alt. Jeg har bare ikke lært det endnu. Dyrehaven Klampenborg.
hvemerihulenny
“Mor! Det er bare børn, der er derinde!”. Hvad ellers? Dyrehaven Klampenborg.

 

IMG_20160507_094932mrivvandbw

Hvis der skulle være nogen, der er i tvivl, så havde vi en skøn dag 🙂 Det er fantastik at komme ud i naturen, og selv om vi både har en fantastisk gård og en masse skønne parker i nærheden af, hvor vi bor, er det noget helt, helt andet at komme et sted som Dyrehaven Klampenborg. Det må vi gøre igen 🙂

Vil du se flere indlæg med billeder (og knap så mange ord fra snakkehovedet her 😉 ).

Se fx. her.

 

Hvordan blev I puttet som små?

For ikke så lang tid siden læste jeg en af de dér ‘I-er-en-generation-af-elendige-forældre’ artikler, som der er så mange af for tiden, og som helt sikkert er skrevet af vores forældres generation, fordi de ved, at det er nemmere at kritisere os end at feje for egen dør 😉

Anywho, denne artikel handlede om, at vi er alt, alt, alt for lidt sammen med vores børn. Der kunne både skrues op for kvantitet, som i flere timer, minutter og sekunder, og kvalitet, som i fordybelse og nærvær. Nu husker jeg ikke detaljerne, sikkert fordi jeg blev afbrudt midt i min læsning af et barn, der ville et eller andet ( 😉 ) men jeg husker, at jeg blev forargret, da jeg læste, at en stor del af forældrene i dag bruger under 10 minutter på dagligt kvali-nærvær med deres barn. Under 10 minutter (what?! 😉 ). Endelig kunne jeg føle mig hævet over pøblen og de alvidende bedsteforældre, fordi jeg bruger mere end det alene på at putte mine børn (1-652 til mig 😉 ). Og når vi putter, så er der nærvær for alle pengene. Vi læser, vi synger, vi fortæller historier. Der er ikke et øje tørt. Og så taler vi ikke om, hvordan det forholder sig resten af dagen, eller hvordan putningerne var, dengang drengene var babyer (detaljer 😉 ).

Men de dér putninger, ik’? Dem har jeg tænkt lidt over. For når det ikke er eksperter, der kritiserer os, er vi saftsuseme gode til at bonke hinanden oveni hovedet over, hvor dårlige forældre vi er. Hvordan og hvor børnene bliver puttet. Sover de på eget værelse, bliver de (langtids-) ammet i søvn, græder de lidt, meget eller går de i seng med et smil på læben og/eller en iPad/en fjernbetjening i hånden? Putning kan næsten ikke gøres rigtigt, vel? Uanset hvad man gør, er der nok nogen, der skal hive en eller anden “videnskabelig” undersøgelse frem, der beviser, at man er helt fra den, og at ens børn ender med ar på sjælen, en kanyle i armen og en straffeattest på størrelse med biblen.

Det er der som sådan ikke noget nyt i. Når jeg nu vælger at tage emnet op alligevel, er det fordi jeg kom til at tænke (ja, jeg praler 😉 ) på, hvordan mon min søster og jeg blev puttet, da vi var små. For vi er da sådan nogenlunde velfungerende, så et eller andet må vores forældre have gjort rigtigt. Men ved I hvad?

Jeg husker ingenting.

Nada.

Jeg kan simpelthen ikke huske en eneste putte-seance, fra dengang vi var bitte små. Ingen mor, der aer og kysser os blidt godnat, ingen far der læser historier. Heller ingen skrækkelige minder om at blive forladt alene på et mørkt værelse og føle sig dybt ulykkelig. Nope. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvordan putningerne foregik, da jeg var barn.

De tidligste minder, som jeg har, er fra dengang min søster og jeg var halvstore. 5-6 år, måske. Hvor vi lå i mørket på sovesofaen i gæsteværelset, fordi vi gerne ville falde i søvn til lyden af gamle LP’er. Jeg husker tydeligt, hvordan vi lyttede til mors og fars gamle plader og sang med, det bedste vi kunne. Elvis og The Beatles var favoritterne. De havde også The Rolling Stones, men dem sov man altså ikke ligeså godt til Elvis’ smørstemme og Hawaii musik 🙂 Jeg husker også andre aftener, hvor min søster og jeg lå i hver vores seng på vores lille værelse, hvor vi sludrede i det, der føltes som flere timer, og var overbeviste om, at mor og far var helt aldeles uvidende om, at vi var lysvågne.

Jeg har ingen punchline her til sidst. Jeg synes bare, at det er pudsigt, at de her puttestunder om aftenen, som er så afgørende for vores børns lykke nu og resten af deres liv, tilsyneladende ikke har været så mindeværdige i min egen, lykkelige barndom.

Stadig ingen punchline.

Jeg må vist hellere ringe til min mor en af dagene. Det er også ved at være nogle dage siden 😉

Hvordan foregik putningerne, da I var små? Del endelig. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre, om I husker jeres. Tak – og tak fordi I læser med 🙂

Nysgerrig omkring min barndom og mit barndomshjem? Læs med HER.

Vil du vide, hvorfor jeg hellere må huske at ringe til mor? HER.

 photo a7599a11-9b1e-4a44-9a78-df586296c834_zpsfodzqd09.jpg
Her blev jeg puttet som lille. Min var den blå seng.

Guide til forældre med kræsne børn

Vi har kræsne børn. Eller, det må man vist ikke kalde dem. Jeg har glemt hvorfor, men det er vist ikke politisk korrekt og kan give børn ar på sjælen, hvis de hører det, eller noget. Så vi har viljestærke børn. Og det er jo sejt, ikke? Meget bedre end at have børn, der ikke ved, hvad de vil. Word. 😉

Anywho. De her stærke børn, som er så dygtige til at sætte ord og handling på deres holdninger, de har noget med mad. Det er en fase, forstås, hvor de eksperimenterer og udvikler sig. Smagsløg og uafhængighed er størrelser, man ikke skal spøge med, og faser går over, ikke? Også dem, der har varet i hhv. to og tre år. De vokser fra det, de gør, og det, som vi ikke dør af, bliver vi stærkere af, right? 😉

Så vi støtter dem, de stærke små fightere, men vi er jo trods alt voksne, og alle ved, at man ikke kan vokse sig stor og stærk af pasta og agurker, vel? Så vi har tænkt store tanker, og vi har fundet en måde at få dem til at spise varieret på, samtidigt med at vi ikke bremser deres altafgørende frigørelse og test-mor-og-far-til-de-bliver-gråhårede-evner.

Vil I vide, hvad vi gør?

Vi lyver.

Genialt, ikke? 😉

Her er nogle af de ting, som vi lyver om, og I er velkomne til at bruge vores gennemtænkte og gennemprøvede guide.

Ordbog til kræsne børn:

Pasta: Pasta

Fuldkornspasta: Pasta

Nudler: Pasta

Bulgur: Lillepasta

Couscous: Lillepasta

Linser: Lillepasta

Franskbrød: franskbrød

Fuldkornsboller: franskbrød

Hvidløgsflutes: franskbrød med smør

Pomfritter: Pomfritter

Ovnbagte kartofler: pomfritter

Kogte kartofter: pomfri… kartofler (gotcha 😉 SÅ nemme er de heller ikke, at vi kan sælge kogte kartofler som pomfritter. Vi har prøvet. )

Så langt så godt, ikke? Men vi skal også have nogle grøntsager i de (kræsne) børn, og her har vi lært, at det ikke virker at kalde broccoli for agurk (pokkers også!). Til gengæld virker løfter om en fremtid som Hulk og Ironman og Thor og Batman (gerne i en superheltesammensmeltning), like a charm.

Fx.:

Man får stærke muskler af edamame bønner (som er en slags ærter, i øvrigt, hvis de spørger. Næsten ligeså søde, hvis ikke sødere. Sjældent har man smagt noget så sødt. Nutella, go home).

Man får ligeså stærke muskler af broccoli.

Oliven, gulerødder, nødder og squash garanterer en karriere som superhelt.

Hvis ikke man vil være superhelt, så er det også ok.

Så er det kun lillebror/storebror der bliver det.

Geddit? 😉

Selv tak.

 photo 32b84aa5-943a-4249-a7a6-072c4a51dedd_zpsofxsmqz1.jpg

Jeg har ikke fået noget i øjet. Jeg blinker. Fordi jeg kan outsmarte en 3 årig og en 5 årig. Wink wink. 😉

 

Jeg kunne ikke gøre det

Vi havde ellers aftalt det, og alle var cool med det så sent som i morges. Jeg skulle hente lillebror tidligt, og far skulle hente storebror på vej hjem fra arbejde. Så kunne vi gøre det modsatte senere på ugen. Tjek? Tjek. Der var blevet nikket hele vejen rundt, og mor her håbede var sikker på, at det nok skulle gå.

Godt nok går drengene på samme stue, og godt nok har vi aldrig prøvet at hente den ene uden den anden før. Men nu er de jo så store (sådan, ish), og vi havde da for dælen talt arrangementet ihjel, næsten, så de havde selvfølgelig forstået det. Det var noget, der skulle prøves, og hvis den ene blev ked af det, fordi han ikke skulle med men måtte vente på farmand, så kunne han glæde sig, til det blev hans tur til lidt kvali-tid med mutti senere på igen.

Det kunne da ikke være så svært, vel?

Børnehaven havde i hvert fald fået det til at lyde som verdens bedste idé. De mente bestemt, at det var vejen frem, når nu lillebror havde været lidt ekstra morsyg de sidste par uger. Han skulle have lidt kortere dage, og storebror tog ingen skade af at blive lidt længere i børnehaven alene. Han trives jo.

Og det lød sør’me fornuftigt, så vi tænkte, at vi ville give det en chance. Dog uden forskelsbehandling, hvorfor fandt vi på det geniale, at de begge skulle have korte dage med noget alenetid med mor. Først den ene, så den anden. Det skulle virke som en drøm for nogle, har jeg forstået. Det kunne da også kun være hyggeligt at prøve kun at have fokus på et barn, når nu vi er så glade for at lave alting sammen, alle sammen, tænkte vi.

Derfor var det med gå på mod og en forventning om en hyggelig, rolig eftermiddag sammen med masser af grin og kvalitetssamvær, at jeg tog ud for at hente lillebror ved 14 tiden.

Det hele faldt fra hinanden, da jeg gik ind på stuen og blev spottet af storebror først, som straks råbte til lillebror ‘ VI er blevet hentet!’.

Han havde selvfølgelig glemt det.

Jeg tænkte, at den kunne reddes. Så jeg prøvede at forklare. Og jeg kunne godt se, at han pludselig kunne huske aftalen, men jeg kunne ikke undgå at lade mig påvirke af hans hundehvalpeøjne og hans “Neeeej, moaar… Hvorfor må jeg ikke komme med?”. Lillebror, som havde travlt med at lege færdig, virkede pænt upåvirket af situationen. ‘Storebror med eller storebror blive?’ var ikke en af hans bekymringer. Han var ligeglad.

Det var storebror, som nu var på randen til gråd, ikke.

Så jeg gav mig. Kapitulerede og skrev en sms til min mand om, at jeg ikke kunne gøre det. At jeg tog dem begge med. Og han grinte lidt og var sej, som altid.

Drengene og jeg tog på legepladsen og havde det hyggeligt. Med ca. hundrede af de sædvanlige “lad nu være med at slå og skubbe til hinanden”, og tilsvarende ligeså sædvanlige fællesgrin over ting, som gamle mor bare ikke forstår.

kunneikke

Linselus – et besøg hos Go’ morgen Danmark

Jeg sidder lige og skriver om lus i en tråd på Facebook (man er vel mor), og så slog det mig lige, at linselus var intet mindre end en genial overskrift til dette indlæg (‘amen altså 😉 ).

Jeg går lige til sagen: I morgen skal min mand, vores drenge og jeg være med i Go’ morgen Danmark. Kl. 8:10 tirsdag morgen, for at være helt præcis.

Why?

Fordi vi har et liv, hvor der både er plads til børn og karriere, og fordi vi scorer højt nok på lykkelighedsskalaen til at være pragteksemplarer på de forældre, som en ny analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed påstår er normen – og ikke undtagelsen.

Vi er med andre ord med, fordi vi er ganske almindelige 🙂

Det er ikke første gang, jeg skal være i fjernsynet, og det er ikke første gang, jeg skal være med, fordi jeg ikke kan lade være med at fortælle om mig selv 😉 Grunden til at vi blev kontaktet er nemlig en artikel i Berlingske, hvor min mand og jeg fortæller lidt om, hvordan vi har valgt at prioritere hjemme hos os hvad angår børn, arbejde og alt det andet. Artiklen kan læses her, men der er intet banebrydende i den. Vi er to voksne, som både kan lide at være sammen med vores børn og beskæftige os med andet. Sådan noget som arbejde, der giver en anden form for tilfredsstillelse end det, som glade børn giver os, hvilket vi i øvrigt værdsætter højt.

Overskriften på artiklen er jeg ikke vild med, selv om jeg selv har udtalt ordene – i en kontekst. Jeg synes vitterligt, at der er et pres om, at vi forældre skal være tilstede 100%, når vi er sammen med vores børn, hvilket gerne må være hele tiden, mens de er små. På den ene side er samfundet indrettet sådan, at man umuligt kan gå ned i tid, uden at man svigter alt og alle, på den anden side er man en dårlig mor, hvis man ikke dropper jobbet og er hjemmegående, mens børnene er små.

Man kan dæl’me ikke gøre det godt nok, og det er så trættende. Jeg respekterer alle prioriteringer, om det er 60-timers arbejdsuger eller en tilværelse som hjemmegående. Det er også derfor, jeg stiller op i morgen. Med min mand og mine morgentrætte drenge og fortæller om, hvordan vi får det til at hænge sammen.

Og det er vigtigt, at I husker, at vi taler om, hvordan det hænger sammen – og ikke hvorfor vores liv er perfekt, og jeres ikke er. Vores løsning er ikke bedre end jeres. Og vores løsning er ikke uden ulvetime, sygdom eller trætte forældre, der bander over en lang arbejdsdag.

Men den fungerer, for det meste.

Vi er gennemsnitslykkelige og tilfredse med vores prioriteringer, hvor der både er plads til familieliv og arbejde.

Vil I høre mere?

Go’ morgen Danmark, tirsdag d. 9. februar k. 8:10. 🙂

 photo ap med far til gymnastik_zpsqwwrlfyv.jpg

 photo afar ser ipad_zps6zqk604g.jpg

 

Hiraeth – Dead man Lee

Jeg har lige talt med Boris. Jeps. Det hedder han. Boris som i ham, der spillede Frankenstein. Og godt det samme, for så er vi i den rette genre. For ham her, han er dyster. Eller, det er han jo ikke i virkeligheden. Han er ski*e sød og rar 🙂 Men når han skal udtrykke sig musikalsk, så er han dyster. Og  det er der en god grund til. For sangene på hans seneste album har tab som tema. De er skrevet, mens han har været dér, hvor alting har set sort ud, og hans liv var langt fra det, som han havde drømt om. Og uden at jeg skal sige for meget om noget, som det ikke er min plads til at dele, så er vi ude i noget, som ville knække de fleste mødre, punktum 🙁

Så Boris har god grund til at være dyster på sit nye album, som hedder ’Hiraeth’. Wikipedia fortæller mig, at det betyder længsel efter et hjem, man aldrig har haft, eller et, man aldrig kan vende tilbage til (løst oversat). Og det synes jeg, at der er noget smukt over, selv om det ikke just bringer det store smil frem. Det siger jo lidt om, at vi er nogle stykker, der har været der, når der ligefrem findes et ord for det, tænker jeg – om ikke andet i Wales, hvor ordet kommer fra 😉

Hvorfor er det interessant, at Boris synger om længsel, om tab og om et hjem, som er ham uopnåeligt? Jo, det er det, fordi han er en af verdens dejligste mænd. I stedet for at gøre noget dumt, som vi alle kan blive fristet til, når vi bliver ramt af sorg, har han brugt sit tab til at skrive nogle sange, som udkommer d.16. 05. 2016. Allerede i overmorgen bliver der holdt release koncert for den første single “Mine”, og det bliver på PH Cafeen i København. Jeg kommer, og I er velkomne 🙂

(teksten fortsætter under billedet…)

 photo PicMonkey Collage deadmanlee_zpszxur3dfj.jpg

“Men vi er ikke til dyster musik!” tænker I måske. Og det er også ok. Det er jeg heller ikke normalt 🙂 Men se lige videoen, inden I afviser hele albummet. Boris siger selv, at videoen til ’Mine’ skal give en fornemmelse af en tilstand, hvor personen er efterladt til sig selv og skal kæmpe sin vej ud fra de mørke tanker mod et mere positivt perspektiv.

Jeg synes, at den er smuk. Ligesom jeg synes, at Boris er det (og så er han single, siger jeg bare 😉 ).

Han har selvfølgelig ikke været helt alene om at få lavet Hiraeth. Hans band, som hedder Dead Man Lee, består også af Peter Ravn og Ulf Hove Olsen.

Tjek dem ud og del gerne, hvis I kender nogle alternativ rock elskere. De her gutter – og ikke mindst Boris – fortjener det.

MINE from Dead Man Lee on Vimeo.

Hvad ved jeg. Jeg er bare en flygtning.

Der er to overskrifter, der har gjort et indtryk i denne uge. Den ene handlede om en baby, der var styrtet i døden. Den anden om de stramninger på flygtningeområdet, der er blevet vedtaget af vores regering.

Jeg har lige fået menstruation, så jeg er – selvsagt – i mine følelses vold, som vi kvinder jo er den tid på måneden.

Jeg er mor, og det hjælper bestemt ikke.

I går græd jeg, efter at have læst lidt for mange triste nyheder, i min mands arme. Utjekket? Helt sikkert. Skriger ikke just stærk forretningskvinde eller urørlig babymamma. Men jeg følte mig magtesløs og havde brug for omsorg.

Det er ikke ligefrem en vane, jeg har mig, at tude over hvad som helst. Jeg er lidt en ekspert i at undertrykke følelser normalt. De kommer kun i vejen, tænker jeg.

Men der er intet værre, jeg kan forestille mig, end at jeg skulle miste mine børn. I en  tragisk ulykke – eller fordi en krig skulle presse os ud i en situation, hvor vi bliver adskilt.

Ligesom jeg ved, at børn heller ikke vil undvære deres forældre.

Jeg kan stadig huske den tid, hvor jeg som flygtning fra Bosnien undervejs i rejsen fik at vide, at min far skulle hjem, fordi hans egne forældre stadig var der, og de ikke var i sikkerhed. Og en masse andre gode argumenter, som druknede i ‘far-rejser-tilbage’. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg prøvede at holde tårerne tilbage, efter han var taget afsted, og hvordan jeg fejlede og græd.

Det at jeg skulle undvære min far – måske aldrig se ham igen – gav ingen mening.

Dengang syntes jeg, at det var pinligt. Jeg prøvede at skjule mine tårer, så de andre børn ikke skulle se dem. Men jeg kunne ikke holde dem tilbage, fordi tanken om, at der skulle ske ham noget, og jeg skulle leve uden ham, var for meget at bære.

Jeg ringer ikke så tit til min far nu om dage. Jeg har travlt som alle andre småbørnsforældre, og i øvrigt ved jeg, at han har det godt med min mor ved sin side, og at han forstår. Men jeg er stadig hans barn, 35 år eller ej, og jeg elsker ham uendeligt højt. Jeg ville stadig ikke kunne undvære ham.

Det kan børn ikke. Undvære deres forældre.

Det skal de heller ikke, hvis det kan undgås, tænker jeg. Det kan da umuligt være nogen, der kan være uenige med mig i. Der kan umuligt være forældre her i landet, som ville lade sig skille fra deres børn, hvis de havde et valg.

Det er nok også det, at de nye asylstramninger handler om. En skræmmekampagne, som med sit tiltag om at bruge 3 år på at familiesammenføre, tvinger de nye flygtninge til at træffe et svært valg. Bliv sammen, men bliv hjemme, hvor I ikke er sikre – eller acceptér, at I skal undvære hinanden i 3 år i en søgen efter en bedre fremtid.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, at der er lidt pest eller kolera over det valg. Lidt Sofies valg, for at være grov og debatterende, med de nye satiretegninger ude, und alles.

Og ja, selvfølgelig findes der et tredje valg, som nok er det, regeringen håber på, at de flygtende fædre tager. Som ikke er at blive i et krigshærget hjemland, ej heller komme til Danmark. Mon ikke de satser på, at de finder sig et andet land end Danmark at flygte til? Det er også kun rimeligt, nu hvor vi har taget imod så mange, og velfærden er truet og Danmark bliver til et u-land, hvis det her fortsætter.

Men hvad så med dem, der allerede er her?

Hvad med de fædre, der skal undvære deres børn i 3 år, med mindre de vælger at rejse tilbage til deres usikre hjemland og starte forfra?

På en måde håber jeg, at det er det, de vælger. Deres børn savner dem uden tvivl allerede, og jeg kan lige se, hvor glade de bliver for at se far igen. Min lykke ville ingen ende tage, da min far kom retur til os efter ganske kort tid, fordi han aldrig nåede frem til vores hjemby, inden den blev indtaget. Men jeg kan også se, hvordan smilene stivner igen, når børnene finder ud af, at far er vendt hjem fra det land, som de håbede, ville hjælpe dem, fordi det viste sig at have en regering, som ikke vil have dem.

At de har undværet ham for ingenting.

Jeg kan ikke forstå en regering, der stiller folk i den situation, som vores gør nu. Måske jeg er påvirket lidt, fordi jeg selv har prøvet at flygte fra et land og være dér, hvor de nye flygtninge er nu. Det er jo også den tid på måneden.

Hvad ved jeg. Jeg er jo bare en flygtning.

Politikerne ved nok bedst. De må være så kloge på alverdens ting med alle de bøger, som de kan købe, og alle de rejser, de har råd til.

Jeg er bare en flygtning. Men jeg er glad for, at jeg har mine børn ved min side.

 photo 964e9d73-d419-499f-ae60-6c13a4a9d6c9_zpsx6un4rk3.png

Pisk eller gulerod?

Jeg har en veninde. Lad os kalde hende Helena. Hun er 35 år, gift med en dejlig mand, og hun har to børn. To dejlige piger på hhv. 3,5 år og knap 5 år. Lad os kalde dem Philippa og Alexandra.

Helena er en super sej mor. Lidt for blød og eftergivende, mener hendes mand, Sune, en gang imellem. For hun har svært ved at være konsekvent, når de små ikke hører efter, og hun har altid en undskyldning for det. “Klokken er også mange. De har haft en lang dag. De er trætte. De har heller ikke sovet så godt. De har sikkert haft en dårlig dag i børnehaven. De er også småsyge. Børn lader sig styre af følelser. De mener det jo ikke. De er så små. De ved ikke bedre.”

Så børnene slipper. For det meste. Der er selvfølgelig kampe, som Helena tager, for der er nogle situationer, hvor hun forventer, at de adlyder. Selvfølgelig gør hun det. De får jo ikke lov til at løbe rundt på vejen, de slipper ikke for at børste tænder, de må ikke lege med knive, og de får heller ikke is til morgenmad. Der er grænser. Men Helena, hun skælder sjældent ud, og hun straffer ikke. Eller det er ikke helt rigtigt. For hjemme hos Helena og Sune kan man risikere at blive sendt ind på værelset til en slags time out, hvis man fx. bliver fanget i at forsøge at hive sin lillesøsters hår ud af hovedet, eller man for fjerde gang kaster den Barbiedukke på gulvet, som man så venligt men bestemt er blevet bedt om at lægge på plads.

Og når man så har tilbragt et par minutter på værelset, så går Helena eller Sune derind og tager en snak om det, der er sket, og de og barnet indgår en aftale om, at det ikke er noget, der skal gentages. Aldrig nogensinde i hele verden, med løfter og kram og en fælles (fortiet) viden, at det selvfølgelig kun er et spørgsmål om minutter – eller dage, hvis man er heldig.

Nå, men. Sådan en aftale havde Helena lavet her i sidste uge med den ene af pigerne. Og lur mig ikke, om den ikke blev brudt. Og det var ikke så godt, slet, slet ikke godt denne gang, for det var en forseelse af den alvorlige slags. Og så gjorde Helena noget, som hun ellers ikke plejer. Hun valgte at straffe barnet.

Ikke lokke med en gulerod.

Hun fratog barnet noget, som barnet er helt vildt glad for – og måske en lille smule afhængigt af. Lad os bare kalde det aPid. I en hel uge.

Til Helenas forbavselse accepterede barnet straffen. For hun vidste godt, at den var gal. Og de sidste par dage har barnet overrasket med kun at plage lidt efter hendes elskede aPid. Og Helena tænkte, at det var måske ikke så dumt, det her, med at vise barnet, at det er alvor, ved at fratage noget. Noget for noget. “Du er ikke sød ved mig, så gider jeg heller ikke være sød ved dig”. Øje for øje.

Eller. Hov.

Øje for øje duer jo ikke. Det ved alle i hele verden. Næsten da.

Men det havde straffen gjort. Virket, i to dage.

Det fortalte Helena mig i går. Hun var så glad for, at de endelig havde fundet noget, der fungerede. Samtidigt gjorde det jo heller ikke noget, at barnet var begyndt at se det sjove i at tilbringe lidt mere tid med sin lillesøster i stedet for sin aPid. Iih, Helena var så glad. Hun havde nærmest fået en åbenbaring. Nu skulle der nye boller på suppen. Hjemmet skulle drives som en træningslejr for kommende Frømænd.

I dag ringede Helena så igen.

Lillepigen, som havde lystret så fint i to dage, havde lige begået den samme alvorlige ugerning igen. Pokkers også. For Helena var så sikker på, at barnet havde forstået alvoren, da de havde talt sammen, et budskab, der jo blev understreget, da aPid’en var blevet sendt på en uges ferie.

Men det var åbenbart ikke tilfældet.

Så nu er Helena igen begyndt at lave undskyldninger for barnet. For måske er pigen så lille, at hun ikke kan gøre for det. Måske glemte hun det. Hun har jo også været lidt træt på det sidste, og lillesøster har været lidt strid.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til Helena. Men måske I kan hjælpe?

Hvad fungerer bedst hjemme hos jer?

Whipping eller carrot